Da jeg interviewede Henrik Dam Kristensen til bogen Helle for magten, forudså han, at der ville ske noget vildt, når først valgkampen gik i gang.

"Anders Fogh og danskerne aner ikke, hvad der kommer til at ramme dem", sagde han.

Han talte om sin formand. Helle Thorning-Schmidt var det, der ville ramme dem. Hendes utrolige talent som campaigner ville simpelthen gøre forskellen i valgkampen. Det er derfor, Socialdemokraterne nu for anden gang i træk er gået ind i en valgkamp, der stort set skal bæres hjem af formanden alene. Internt i partiet har strategien fået overskriften "Folkets Helle".

Her, en uge inde i valgkampen, er det stadig for tidligt at afsige den endelige dom over strategien. Men man kan se nogle tendenser. For allerede nu har vi fået nogle gode indikationer på, hvad det er, Helle Thorning-Schmidt kan som kommunikator. Og nogle ret gode indikationer på, hvor hendes begrænsninger ligger.

Helle scorer på Vejle Stadion

Først et smut tilbage til Henrik Dam. Han kan sætte dato på, hvornår han selv blev overbevist om Helle Thorning-Schmidts star quality. Det var under kommunalvalget i efteråret 2005. Helle Thorning-Schmidt skulle besøge socialdemokraterne i Vejle, og planen var den klassiske tur op og ned ad gågaden. Men Henrik Dam havde et problem: Vejle skulle spille hjemmekamp mod Fredericia, og den kamp havde Dam altså ikke tænkt sig at gå glip af. Derfor fik han en idé.

Hvis de var hurtige, kunne de nå at invitere den socialdemokratiske borgmester fra Fredericia – så kunne de alle sammen stå foran Vejle Stadion, hvor der ville dukke mellem 4.000 og 5.000 tilskuere op. "Så står vi der og siger til dem, at herude kæmper vi sammen. Derinde skal de have bank".

Planen blev sat i værk, og så skete der noget, Henrik Dam ikke havde set før. Helle Thorning-Schmidt charmerede fuldstændig de ellers højtråbende fodboldfans. Iført uldtrøje og en lille flettet kurv med brochurer scorede hun simpelt hen stemmer på stedet. Folk stoppede op for at blive fotograferet sammen med hende og kom med glade tilråb. Helle besvarede dem med sit særlige vink. "Da gik det op for mig, at her er noget, som vi aldrig nogensinde før har set i Danmark", siger Henrik Dam Kristensen i bogen Helle for magten.

Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg fulgte Helle Thorning-Schmidt rundt på 1. maj-turné i foråret. Dagen begyndte sløjt i Odense og Kolding. Hendes tale var for lang, hun var for uengageret, og tilhørerne klappede kun, når de ikke kunne blive fri. Men senere på dagen, da talen var slebet til, og solen var kommet frem, skete der noget. Helle Thorning-Schmidt begyndte at stråle, og pludselig skulle alle fotograferes sammen med hende. Det var idoldyrkelse, som jeg ikke har oplevet det med nogen anden dansk politiker. Under det sidste 1. maj-møde i Silkeborg var stemningen simpelthen magisk. Jeg forstod, hvordan Henrik Dam havde haft det den dag uden for Vejle Stadion. Jeg forstod, hvordan idéen med Folkets Helle var opstået.

Fogh er bange

Under valgkampen er det blevet tydeligt, at Venstre også har forstået det. Anders Fogh har valgt at ydmyge sig selv og nægte at stille op til duel med Helle Thorning-Schmidt foran et publikum. Han foretrækker den dårlige presseomtale frem for tv-billeder af et publikum, der jubler over Helle på hans bekostning.

De første partilederdebatter på TV2 og DR gav en idé om hvorfor. Helle Thorning-Schmidt gjorde det fremragende. Ifølge avisreferaterne har hun været lige så god på de debatmøder, hun har deltaget i ude i landet. Der er bare ét problem. Partiets meningsmålinger bevæger sig ikke ud af stedet. Den seneste måling, jeg har set, gav Socialdemokraterne 23,1 procent af stemmerne. Det vil i givet fald være det dårligste valgresultat siden 1901.

Billedet kan selvfølgelig nå at ændre sig – og jeg tvivler på, at det går så galt for Helle Thorning og Socialdemokraterne. Men stilstanden i målingerne leder alligevel frem til det, der nok er Helle Thorning-Schmidts største problem som politisk kommunikator: Nemlig at der ikke er særlig god sammenhæng mellem form og indhold.

Mens hun i hele sin fremtræden signalerer fornyelse, så er indholdet i hendes kampagne langt hen ad vejen old school socialdemokratisk. Det er den klassiske kamp mellem højre og venstre. De borgerlige mod de røde. De rige mod de fattige. Eller som Poul Nyrup ville have sagt det: Det er dem og os.

Fløjkrigen fortsætter?

Det problem er ikke opstået her i valgkampen. Det er heller ikke opstået, da partiet lagde strategien og fandt på slagordet "Vi vælger velfærd". Problemet opstod meget tidligt i Helle Thorning-Schmidts formandstid, da det gik for hende selv og hendes nærmeste, at fløjkrigen fortsatte med uformindsket styrke. Da valgte de nemlig at skifte strategi.

På sin første kongres som formand – et halvt år efter, at hun var blevet formand – gik Helle Thorning-Schmidt på talerstolen og erklærede, at hun var ked af, at hun havde snakket så meget om at "arbejde regeringen ud af kontorerne". Det var ikke en undskyldning, men det var tæt på. I stedet holdt Helle Thorning-Schmidt en tale, som Frank Jensen bagefter roste i høje toner. Den kunne han selv have holdt.

Ganske vist insisterede Helle Thorning-Schmidt på den stramme udlændingepolitik og på accepten af skattestoppet, trods intern modstand. Men dermed opgav hun jo også at være en fornyer på de politikområder – forskellen til regeringens politik blev svær at få øje på for den almindelige vælger. Tilbage stod Helle Thorning-Schmidt – groft sagt – med en politik, der hverken signalerede fornyelse i forhold til hendes eget parti eller i forhold til regeringen.

For langt mellem form og indhold

De kommende 13 dage kan selvfølgelig vise, at jeg er for hård i min dom. Socialdemokraternes målinger kan pludselig begynde at bevæge sig. Hvem ved, hvordan målingerne ser ud, når Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen har haft deres to tv-dueller uden publikum? Hvis Helle Thorning-Schmidt ender med nogle procentpoints fremgang, og hvis hun gør Socialdemokraterne til landets største parti, så vil de nok blæse på, om jeg eller andre synes, deres kommunikation mangler en indre sammenhæng.

Men indtil det sker, vil jeg forsigtigt konkludere, at Helle Thorning-Schmidts problem som kommunikator er, at der er for stor afstand mellem form og indhold i hendes politiske projekt. Hvis det er sandt, er det jo sådan set et opmuntrende budskab for dem, der troede, at tv-tække kunne afgøre et valg.

Læs mere: Jakob Nielsen "Helle for magten". Udkommer mandag d. 5. november.

Jakob Nielsens blog på Kforum