Hvad er der galt med indvandrerdebatten? 5. del

Der er something rotten i den danske indvandrerdebat. Det er ikke bare medierne, der skal på anklagebænken her, det er i lige så høj grad politikere, talsmænd, andre debattører og alle der deltager i debatten uden for medierne. Vi har alle et medansvar. Hvad der er galt, vil jeg gerne forsøge at skitsere. Og ja, jeg generaliserer og taler udokumenteret om det overordnede billede for at tydeliggøre pointen. Dette og øvrige pip i serien er altså ikke et indlæg I indvandrerdebatten, men OM indvandrerdebatten.

Mit ærinde er at kvalificere debatten ved at invitere til en metadebat om debatten. De overordnede problemer, som jeg ser dem, er:

1. Debatsagen er til forhandling undervejs
2. Debattørerne matcher ikke hinanden
3. Debattørerne gives ikke lige vilkår
4. Grundlaget er i konflikt og ekspliciteres ikke
5. Ord og kategorier er problematiske
6. Emnevalg og stil er uhensigtsmæssige

Dette er femte indlæg i en føljeton på seks dele om indvandrerdebatten.

5. Ord og kategorier er problematiske
Vi savner ord at bruge i en sober debat, fordi stort set alle termer er belastede eller kritisable. Man må ikke sige ’indvandrer’, fordi vi slet ikke har indvandring i Danmark, så der er ikke nogen indvandrere. Der er gennem årtier kun kommet flygtninge og familiesammenførte hertil. Man må ikke sige ’nydansker’, fordi ”hvad skal der til for at få slettet præfixen ny? Hvornår har man været her længe nok til ikke at være ny? Hvornår er man dansk nok til bare at blive kaldt dansker? Og hvad skal der til for kvalificere sig til præfixet ’ærke-’ eller ’pære-’?” Man må ikke sige ’araber’, for det er kun en underkategori, og en problematisk fællesnævner. Man må ikke sige ’muslim’, for så gøres det til et spørgsmål om religiøst standpunkt. Man må ikke sige ’mørkhåret’ eller ’mørklødet’, for så sættes folk i bås ud fra deres udseende. Ord som ’asylansøger’ dækker ikke folk, der har fået asyl og derfor ikke længere er ansøgere. Og så er der generationsproblemet. Skal man være helgarderet, skal man tale om ’tredje generations etniske pakistanere uden arbejde’ eller ’første generation etniske somaliere med videregående uddannelse’. Det er imidlertid meget langt og klodset, og det bliver helt umuligt, hvis man vil tale om flere grupper, eller hvis man ikke kender den konkrete etnicitet. Der mangler en tydelig og mundret term (siger fx journalister), der ikke fungerer nedsættende, men blot benævner en kategori.

Det er i sig selv problematisk, fordi en kategori altid vil blive udfyldt med betydning. Termen findes ikke, fordi nissen flytter med. Selv om man opfinder en ny term for en gammel, problematisk kategori, så flytter betydningen med. Det gør det heller ikke lettere, at:

Visse befolkningsgrupper må ikke gøres til en kategori, mens andre godt må. Det gør det svært at tale om dem og de problemer, der kan være i deres kreds. Man kan godt tale om fulde svenskere eller højrøstede amerikanere eller seksuelt frisindede skandinaver, uden at der rejser sig et ramaskrig over, hvordan man sætter alle i én bås. Men det er vanskeligt at tale om den befolkningsgruppe, der stammer fra det område, der sådan plus/minus et land eller to strækker sig fra Marokko i vest til Pakistan i øst og fra Tyrkiet i nord til Somalien i syd. Der findes ikke et legitimt ord for denne gruppe mennesker, fordi de ikke må gøres til en selvstændig kategori. Ordet findes ikke, fordi det ikke bør findes. Det hedder ’orientalisme’, når man placerer disse millioner af mennesker inden for samme term. Argumenterne er mange: ”nogle er analfabeter, andre er intellektuelle”, ”nogle er fundamentalistiske muslimer, andre er ateister”, ”der er mange slags muslimer, og de skal ikke drages til ansvar for hinanden”. Tilsvarende kunne man hævde, at USA kun er en del af Amerika, at der er stor forskel på en salatspiser fra Beverly Hills og en bøf-på-størrelse-med-en-bradepande-spiser fra Midtvesten, at der er meget polerede amerikanere, ligesom der er meget brovtende ditto, at nogle er dybt fattige, mens andre er aktiemillionærer, at nogle bomber abortklinikker, mens andre arbejder på dem osv. osv. Det rejser imidlertid ikke et ramaskrig at slå amerikanere sammen i én kategori. Tilsvarende er der stor forskel på skandinaver. Langt fra alle danske kvinder dyrker feriesex med flirtende tjenere på charterrejsen, mange danske forældre håndhæver principfast deres børns sengetider og komme-hjem-tider, og langt fra alle danskere er deres partner utro ved den årlige julefrokost. Alligevel kan det lade sig gøre at tale om, hvad ’danskere’ gør i så henseende, uden at der rejser sig et ramaskrig. Det er fordi:

Visse befolkningsgrupper er mere sårbare over for at blive kategoriseret, end andre er. Tilhører man majoriteten, står man i en anden situation, end hvis man tilhører et ofte udskældt, ugleset eller ligefrem dæmoniseret mindretal. Selve det at tilhøre kategorien stempler den enkelte, uanset dennes adfærd i øvrigt. Kategoriseringen og benævnelsen af kategorien arbejder i sig selv for en stigmatisering af dem, der er omfattet af kategorien. Det har ikke så meget med selve befolkningsgruppen at gøre, som det forhold den har til majoriteten. Der er således stor forskel på at blive kategoriseret som ’amerikaner’ i USA og i Irak.

Fordi der er så meget på spil for kategorier og deres modsætninger, så vil man se, at disse til stadighed er til forhandling. Man vil også se, at der gøres et stort stykke arbejde for ikke at blive placeret på den negative side af en os/dem-dikotomi. Det er altid bedre at være en del af ’os’, end af ’dem’. Derfor gøres processen også værre af, at det mest er ’os’, der italesætter ’dem’, jævnfør hvordan indvandrerne gøres til objekt for debatten i stedet for medaktører i den (se pip 2). Så er ’de’ ikke med til at forhandle om, hvad der tæller som ’os’, og hvad kriterierne er for at blive regnet med.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job