De overordnede problemer, som jeg ser dem, er:

1. Debatsagen er til forhandling undervejs
2. Debattørerne matcher ikke hinanden
3. Debattørerne gives ikke lige vilkår
4. Grundlaget er i konflikt og ekspliciteres ikke
5. Ord og kategorier er problematiske
6. Emnevalg og stil er uhensigtsmæssige

Dette er fjerde indlæg i en føljeton på seks dele om indvandrerdebatten.

4. Grundlaget er i konflikt og ekspliciteres ikke
Grundlæggende antagelser er i konflikt med hinanden hos parterne, uden at det tages op til principiel diskussion, hvordan antagelserne spiller sammen indbyrdes. Fx støder grundantagelsen ’skik følge eller land fly’/’when in Rome, do as the Romans’ sammen med grundantagelsen om den enkeltes ytringsfrihed. Det er, hvad det er, men:

Visse grundlæggende antagelser gøres illegitime. Fx har et overvældende antal danskere taget på ferie i udlandet med en guidebook som fx Turen går.. under armen. Og heri har de kunnet læse, hvordan de bør udvise respekt for den lokale kultur ved ikke at provokere med deres påklædning, fx ved ikke at gå med shorts eller bare skuldre i kirker og moskeer (hvad mange dog gør alligevel..). I den hjemlige debat må normen imidlertid ikke vendes mod folk, der kommer til Danmark, uden at en løftet pegefinger peger på respekten for de tilrejsendes ytringsfrihed. Og det er fordi:

Der er stor forskel på at være turist i et land og at være indbygger eller medborger i et land. Vil man kræve efterfølgelse af ’skik følge eller land fly’-antagelsen, så er man fortaler for assimilation. Dette standpunkt konkurrerer med standpunkter som integration og segregering, men behandles ikke som ligeværdigt i debatten. Det er illegitimt at tale for assimilation, og standpunktet diskuteres ikke eksplicit. Der kan være mange gode grunde til, at assimilation er en dårlig/umulig løsning, men hvis ikke disse grunde mødes på lige fod i debatten med assimilations-standpunktet, så har man i stedet en situation, hvor fortalere for integration belærer eller skælder ud.

Det specificeres ikke nok, hvad ’integration’ er. Nogle ser ud til at anvende begrebet synonymt med assimilation, andre synonymt med en fredelig sameksistens under gensidig tilnærmelse, andre igen synonymt med assimilation på udvalgte punkter. Men hvis tilflyttere skal tilnærme sig, hvad så til? Der er ’gammeldanske’ kvinder, der parkerer barnevognen foran bodegaen, og der er ’lyshårede’ 14-årige piger, der føjter rundt om natten med stumpebluse og piercet navle, og som i øvrigt har rig personlig erfaring med alskens seksuelle variationer. Hvis et familieoverhoved af mellemøstlig oprindelse ser sådan en adfærd i sit boligkvarter og tager den som et udtryk for ’danskhed’, så vil mange måske ikke finde det så mærkeligt, hvis han er imod integration og i øvrigt holder sine egne døtre under skarp bevogtning.

De grundlæggende antagelser bør af og til tages op til selvstændig debat. Det gælder også det forkromede ’danskhed’. ”Hvad ér så danskhed?” hedder dog en konference (se dansk.dk), på Københavns Universitet 13.-14. februar. Der er brug for flere af den slags initiativer.

Skik følge-diskussion såvel som integrationsdiskussion rejser spørgsmålet om, hvornår man er en god samfundsborger. Det er en relevant diskussion, som kunne udvides til at omfatte alle indbyggere i landet - uanset hvor længe de har været i landet, og hvor deres forfædre er opvokset. Men:

Majoriteten og dens normer ekspliciteres ikke, og står ikke til debat. Dette er et generelt problem, men det gøres ikke bedre af, at:

Mange danskere har en forestilling om at være bedre, og gøre tingene bedre, end andre. Denne forestilling er blevet fremholdt for befolkningen fra højeste sted, jævnfør Nyrups hævdelse af Danmark som ’foregangslandet’, der skal være i EU for at gå foran og være et godt eksempel for de andre lande. Heraf følger logisk, at andre bør tilnærme sig os.

Befolkningen bliver bedt om at se bort fra fundamentale principper og sociale lovmæssigheder. Det hævdes fx, at ”antallet af indvandrere er irrelevant”. Dermed beder man folk om at se bort fra, hvad de har lært i folkeskolens fysikundervisning om aktion-reaktion, og hvad man har prøvet af leg med tovtrækning. Antallet spiller ofte en stor rolle. Det harmonerer heller ikke med, hvordan man inden for organisationsteori opererer med at kunne fastholde en organisationskultur ved at ansætte en person ad gangen, mens man kan påvirke kulturen kraftigt ved at ansætte mange på en gang. De nye har som gruppe mulighed for at danne en modkultur, og repræsenterer en modvægt til ’plejer’, mens den enkelte i højere grad vil tilpasse sig kulturen.

Fakta forties eller det tages som udtryk for et partsindlæg, at de overhovedet fremsættes. Danmarks Statistik har i flere år offentliggjort tal for indvandrere i Danmark, men hvis statistikker anvendes i debatten af Dansk Folkeparti udlægges det gerne som en smædekampagne, eller man møder dem med mod-fakta i stedet for at drøfte de konkrete fakta. Og det er fordi:

Fakta er ikke altid bare fakta. Det at fremsætte dem siger ofte noget om, hvor man vil hen. Fordi de kan ’bruges til noget’, kan de i sig selv være ’farlige’ at fremsætte. Det kan afholde folk fra at bringe fakta til torvs, jævnfør faren for at blive udlagt som debattør i en for/imod-debat (se pip 1). Risikoen for at blive spændt for en bestemt vogn kan få tavshed til at syne mest hensigtsmæssig. Omvendt kan det gøre en forskel, hvem der siger det. Atter kaldes på bredere deltagelse i debatten.