Husk du skal dø

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Mennesket er det eneste væsen, som ved, at det skal dø. At der ikke er nogen vej udenom, ovenover eller nedenunder.

Døden er fuldstændig uundgåelig og er som bekendt det mest demokratiske, der findes. Her er alle fordelingspolitiske problemer løst en gang for alle. Der er lige nøjagtig én til hver. Høj og lav; rig og fattig; mand og kvinde; sort og hvid; retfærdig som uretfærdig.

 

Døden er ikke noget sørgeligt - den er et vilkår. Faktisk tror jeg, at de mest menneskelige træk ved vores eksistens skyldes døden. Hvis ikke vi skulle dø, hvorfor så gøre i dag, hvad der kan udsættes til i morgen? Hvorfor gøre sig umage? Hvorfor beflitte sig på at bruge tiden fornuftigt; sætte sig et minde og gøre en forskel? Er det ikke altsammen noget, vi gør i det forfængelige håb, at vores korte og højst usikre personlige eksistens vil sætte en eller anden form for aftryk på verden? I det håb, at vores liv har givet mening og at det hele ikke bare var forgæves. Eller værre endnu: at det hele ikke simpelthen var meningsløst.

 

Den store polsk-britiske sociolog Zygmunt Baumann reflekterer i en af sine bøger over netop dette forhold. Og han spørger sig selv: hvad er det så vi gør for at forsone os med den helt uafvendelige død?

 

I det traditionelle samfund er forsoningen med døden altid religiøs. I dette begreb ligger, at årsagerne til døden er uden for os selv og vores kontrol. Det samme gælder også gerne tidspunktet, hvor den indfinder sig og måden, hvorpå den gør det. Over for det mere eller mindre tilfældige, timelige liv står evigheden. Den er guddommelig, og den er det egentlige.

 

Denne opfattelse af livet og døden kalder Baumann heteronom. Det vil sige, at livet og døden er bestemt af noget andet end os selv. Noget, der ligger udenfor os, og som er større end os selv. Denne heteronome opfattelse har den fordel, at fjerner den ikke døden, så fjerner den dog ansvaret. At vi kommer til planetens overflade og igen forsvinder fra den, har ikke noget som helst med os selv at gøre. Selv kan vi derfor intet gøre ud over at give os Gud i vold. Og det er faktisk meget rart at tænke på.

 

Denne strengt religiøse opfattelse af døden har ikke været udbredt i vores del af verden de sidste to-trehundrede år. Dertil har troen på mennesket selv - og ikke mindst dets evner til at skabe sit eget liv - været for stærk.

 

I stedet, siger Baumann, har vi fået en opfattelse, som på en og samme gang er heteronom og autonom. På en og samme gang skal livet og døden forstås ud fra noget, der ligger uden for os selv. Det er det heteronome princip. Og ud fra noget, der ligger inden i os selv - det er det autonome princip.

 

Denne opfattelse indebærer, at det enkelte menneske er autonomt. Det er herre over sin egen skæbne. Livet er en mulighed, som er os givet, men det er op til os selv, hvordan vi forvalter denne mulighed. Vi kan forvalte gaven dumt og egenkærligt, eller vi kan forvalte den klogt og næstekærligt. Det bestemmer vi sådan set selv.

 

Men hvor kommer så det heteronome ind? Ja det kommer ind på den måde, at skønt vi er herrer over vores egen skæbne, så tilhører vi alligevel et fællesskab. Inden vi kommer til bevidsthed om vores egen eksistens, er vi allerede præget af fællesskabet, og når engang vi dør, så forsvinder vi som et lillebitte bidrag til det navnløse fællesskab, som vil præge fremtidige generationer.

 

Til de heteronome principper, som ikke er religiøse, hører familien og nationen. Som heteronomt princip har familien eksisteret i århundreder. Den var rygraden i den feudale samfundsorden, og den spiller stadig en væsentlig rolle nu om stunder, i vores post-traditionelle samfundsorden.

 

Når vi dør, forsvinder vi ind i det navnløse begreb slægten, hvorfra vi skal komme og terrorisere de unge og ufødte med vægten af alt det, vi som slægt har gjort og sagt i hundreder af år. Herfra skal vi i al evighed påføre de unge og ufødte enorme regninger til psykoanalyse og anden terapi - eller i hvert fald så længe de overhovedet kan huske, at vi har levet. Samtidig er slægten naturligvis et juridisk og moralsk begreb som gør, at både fast ejendom og den gode ret til at blande sig i visse andre menneskers tilværelse, føres videre fra generation til generation.

 

Et andet heteronomt princip er nationen. Vi fødes ind i en sammenhæng, der gør os til danskere eller svenskere eller noget helt tredje, og når vi engang er borte, vil vi have bidraget til at udvikle danskheden, svenskheden eller hvad det måtte være, yderligere. I følge denne tankegang er vi danskere, fordi vi er født til det. Men vi bliver det ikke for alvor, før vi investerer os selv fuldt og helt i det. Med andre ord: man kan solde sin arv bort. Man kan være født dansker, men alligevel ende med ikke at have bidraget til at udvikle danskheden. Sådan tænkte de romantiske filosoffer, der oprindeligt udformede forestillingen om folket.

 

Foreningen af et heteronomt og et autonomt princip betyder, at man kan overvinde dødens meningsløshed. Ikke at man nødvendigvis gør det. Forudsætningen er, at vi gør os umage og investerer os selv. Hvor meningsløsheden er overvundet en gang for alle i det rent heteronome system, er dens overvindelse i det blandede system kun et tilbud. Med den fornødne flid og alvor skulle det dog være muligt for de fleste at komme til at leve et liv som dødelig, men samtidig et liv, der giver mening.

 

II
Som bekendt har familien og nationen det ikke for godt i vore dage. Allerede i begyndelsen af det tyvende århundrede blev det angreb på patriarkatet indledt, som hen imod slutningen af århundredet førte til dets fald. Der var ikke tale om en betingelsesløs kapitulation, så derfor kan man godt finde levn af patriarkatet. Men at det har nedlagt sine våben og er gået ind i en langstrakt forhandlingsrunde - derom kan der ikke herske nogen tvivl.

 

Da patriarkatet faldt, var det kun et spørgsmål om tid, før den klassiske familie, som blandingssystemet af heteronom og autonom livsanskuelse byggede på, også ville falde. Og faldet, det er familien. Som jeg nævnte, havde familien oprindelig både et juridisk og et moralsk indhold, men det har man stille og roligt fjernet. Det er en ganske uafvendelig proces, at alle juridiske og moralske rettigheder flyttes, så de i stedet for at have sæde i fællesskabet, får sæde i den enkelte.

 

Af den enorme bygning, som familien engang var, står nu kun en enkelt varmestue tilbage. Her kan man frivilligt gå ind, hvis man fryser og trænger til menneskelig varme, men det er lige så frivilligt at gå ud igen. Man tager ingen fordringer med sig ind i varmestuen, men man tager heller ikke nogen med ud igen.

 

Heller ikke nationen er, hvad den engang var. Såvel den tekniske som den økonomiske udvikling betyder, at stedet mister sin betydning. Folk bliver ikke længere der, hvor de er født. I stedet flytter de til andre egne af landet - og i nogle tilfælde til helt andre lande - hvor omgivelserne ikke længere er steder med mening.

 

Den moderne tilværelse betyder, at det bliver ganske normalt at være fremmed. Derfor er der flere og flere mennesker, som får de træk, der kendetegner den fremmede. Når vi er hjemme, lever vi i en verden, hvor alting giver mening. Under dette træ friede min bedstefar til min bedstemor. Ad denne sti vandrede jeg som barn, når min mor fulgte mig hjem fra børnehave. På denne kirkegård ligger en af landets store digtere begravet. Sådan er det at være hjemme. Man lever i en verden af træer, stier, kirkegårde og alt muligt andet, som indgår i den store fortælling, som er ens eget liv.

 

Når man er fremmed, giver ingenting mening. Træer er træer. Stier er stier. Kirkegårde er øde tomter. Og dermed basta. Mit eget livs fortælling foregår et andet sted - her er jeg bare omgivet af døde ting.

 

Det betyder to ting. For det første er det ganske klart, at der vil opstå enorme modsætninger imellem dem, som har hjemme og dem, som er fremmede. Jeg bryder mig naturligvis ikke om at se, at nogen tænder op i kaminen med det træ, hvorunder min bedstefar friede; eller at nogen asfalterer min sti eller at ignoranter tager solbad på Oehlenschlägers grav. For det er altsammen med til at destruere min historie. For det andet er det klart, at meningen på langt sigt - efter en smertefuld proces - vil forsvinde helt ud af de steder, vi lever. Tilbage bliver en samling fremmede, som forhåbentlig kan finde ud af at omgås inden for rammerne af en demokratisk retsstat.

 

Med disse to udviklingstræk - det vil sige familiens og nationens gradvise forsvinden - så forsvinder også muligheden for en livsanskuelse, der både er heteronom og autonom. Der bliver simpelthen ikke noget tilbage, der er så stort, at det kan illudere som religion, eller bare religionserstatning.

 

III
Tilbage bliver en livsanskuelse, som er rent autonom. Vi kan ikke længere forsone os med døden ved at betragte den som Guds vilje eller som noget, hvis meningsløshed vi kan ophæve gennem trofasthed mod familien og folket.

 

Denne rent autonome livsanskuelse skal vi ikke være kede af, for den er forudsætningen for, at vi kan leve et liv i frihed. Det kræver blot, at vi i fællesskab finder ud af, hvordan man forvalter livet, når dets bestemmelse bliver givet af os selv.

 

Imidlertid forekommer det mig, at der endnu er et stykke vej, før vi for alvor begynder at leve et autonomt - selvstændigt - liv. Den frihed, vi har opnået, er så skræmmende, at alt for mange flygter ind i religionserstatninger af den ene eller den anden slags.

 

Tænk blot på, hvordan vi danskere betragter døden. Fra oprindelig at være et livsvilkår, som vi hverken kunne eller burde udgrunde, blev den en begivenhed, som ethvert menneske gennem sin livsførelse kunne gøre meningsfuld. Men sådan er det ikke i dag. Døden har udviklet sig til en skandale, som vi allerhelst ville klage over - hvis vi ellers vidste, hvortil vi skulle stile denne klage.

 

Professor Henning Koch fortæller i denne forbindelse en anekdote, som illustrerer pointen. For nogle år siden styrtede en del af Møns Klint ned, hvorved et menneske blev dræbt. Derfor kontaktede pressen det retsvidenskabelige institut, hvor Henning Koch er professor. Man ville gerne vide, hvem der egentlig havde ansvaret. Så meget desto større var irritationen derfor, da Henning Koch efter at have tænkt lidt over de juridiske aspekter svarede, at det nok var Guds ansvar - ihvertfald kunne han ikke komme i tanke om andre.

 

Hvad denne lille anekdote fortæller er, at vi på trods af vores autonomi ikke kan affinde os med den. I stedet for at glæde os over den, flygter vi skrigende fra den. Vi antager, at der dog for pokker må være et eller andet, som er større end os selv, og hvori vi kan begrunde vores uafvendelige død.

 

I følge Baumann kaster det moderne menneske sig af frygt for sin egen autonomi over alle mulige afguder. Vi tilbeder forbruget, og vi tilbeder kroppen. Er vi selv dødelige, da er kontokortet i Magasin dog evigt. Og er vi dødelige, da kan vi dog i det mindste illudere som udødelige ved at kontrollere vores krop i alle ender og kanter. Ihvertfald indtil den uundgåelige skandale indtræffer, og døden som en tyv om natten alligevel henter os. Ikke hjem, som i gamle dage - men til ingenting.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at Baumann i al almindelighed har ret i sin analyse. Dog vil jeg sige, at forholdene i Danmark er lidt anderledes. Her dyrker vi nemlig en afgud, der ikke er helt så populær i andre lande. Og det er staten.

 

Staten skal give os livet gennem den universelle ret til at få børn. Hvor den ubesmittede undfangelse tidligere var et trick, som kun Vorherre praktiserede - og endda meget sjældent - er den i dag et retskrav, som enhver kan forlange opfyldt. Lever man i et ægteskab, hvor der kun er sædceller; eller kun er æg, eller ikke er nogen af delene, så er det ikke længere et vilkår. Man anråber blot den nye Vorherre, og en-to-tre bliver hele det medico-tekniske skaberværk stillet til ens rådighed. I modsætning til den gamle Vorherre, så kan man oven i købet klage til den nye, hvis man ikke bliver hørt.

 

Staten skal også forhindre døden for enhver pris. Ganske vist kan vi skalte og valte med vores liv ved at ryge og drikke og hvad ved jeg. Men når vi har kaldt højlydt på døden hele livet, og den til sidst er nær, så er det alligevel statens pligt at jage den så langt væk som muligt. Og igen: skulle det mislykkes, er der klageadgang i flere instanser.

 

Jeg tror ikke, man bliver lykkeligere af at dyrke nogen afgud - heller ikke staten. Og jeg tror slet ikke, man bliver mere fri. Men når det nu ikke kan være anderledes, mon så ikke regeringen skulle love evigt liv, hvis den bliver genvalgt? Det er trods alt hverken værre eller bedre end at love skattenedsættelser.

 

 

Relaterede artikler

Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

6 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Marketing and Brand Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.