I november 1998 skrev hun et meget venligt brev til mig og spurgte, om jeg ville holde en tale for en kreds af radikale i hovedstadsområdet. Det var jeg dybt beæret over, og sagde straks ja. Selvom det egentlig var meget ubelejligt. Jeg skulle drøne fra et eftermiddagsarrangement i Århus til de radikales aftenarrangement i København og havde ingen tid at spilde.

På turen derover havde DSB’s reservationssystem maget det sådan, at jeg kom til at sidde ved et firemandsbord med Peter AG Nielsen og Finn Nørbygaard (som ikke var i følgeskab). Man taler ikke med Peter AG – han taler ligesom på folk. Eller ud i luften, eller hvad man skal sige. Men han er betydelig sjovere end Finn N, og det var i og for sig det mest flippede, der skete mig den dag – uden at sige noget grimt om Margrethe, Morten Helveg, Naser Khader og hvem der ellers hørte mit foredrag. Hvori jeg forudsagde, at Det Radikale Venstre med lidt styling og spin kunne få 20-25 mandater. I hvert fald – hævdede jeg på baggrund af Minerva – var hullet i det politiske marked stort nok til et mandattal i den størrelsesorden.

I Margrethes ministertid så jeg hende af og til. Jeg kom til nogle uformelle møder og var også med til Sorømøderne på wild card et par gange. Den sidste gang, i 2001, stak Lars Goldschmidt, Christine og jeg af fra noget aftenunderholdning med Peter Larsen og badede nøgenbadning i Sorø Sø. Det var en god disposition, for nogle år senere blev Christine og jeg gift. Vi betragter i den forstand Margrethe som en slags Kirsten Giftekniv, og hun og hendes Thomas var naturligvis med til vores bryllup.

Jeg har allerede fortalt lidt om Epostel-gruppen. En femtedel af dens oprindelige medlemmer er allerede blevet partiformænd, så det lover jo ikke så godt for os andre. Men der var Margrethe så altså med – og skrev nogle temmelig gode epostler.

Siden har det været lidt mere sparsomt med kontakt. I slutningen af halvfemserne vidste jeg ikke rigtig, om jeg ville være radikal eller socialdemokrat nu, hvor jeg for længst havde droppet ideen om at være egentlig venstreorienteret (jeg har aldrig villet være det af andre grunde, end at venstrefløjen i min barndomsby Skærbæk havde et mere afslappet forhold til sex, rock og stoffer end højrefløjen – men det er en anden historie). Men vi snakker altid hyggeligt sammen, når vi mødes. Undtagen til en privat fest for en del år siden. Festen blev holdt i august, og Margrethe var stadig rasende på mig, fordi jeg i februar samme år havde grillet Marianne Jelved over de radikales uddannelsespolitik i Dahls Duel. Man kan altså sige, at Margrethe er både trofast og loyal.

Sidst, jeg snakkede med hende, var til Dronningens bal for folketingsmedlemmer og deres ægtefæller i oktober sidste år. Der var hun som sædvanlig ekstremt elegant – men det er ikke sådan et sted, hvor man for alvor snakker politik. Så jeg fandt aldrig ud af, hvad der var den højere visdom i Den Anden Vej.

Hvad skal jeg sige om Margrethe? Hun er et utrolig sødt og opmærksomt menneske. Hun er ekstremt flittig. Jeg er ikke selv økonom, så jeg aner ikke, hvor dygtig hun er til sit fag. Men generelt er hun velorienteret om mange forskellige ting. Både på rigtige scener og på de elektroniske er hun cool, calm and collected. På den led er det tonsvis af star quality, som de radikale ikke havde tidligere. Selvom det er svært at komme i tanke om en person, der one-on-one er mere sympatisk end Marianne Jelved. Der er ikke noget med at hænge ud og drikke slatter ved Sorømøderne. Eller i øvrigt. Men det kan man heller ikke rigtig tillade sig som vært eller værtinde. Og måske er det derfor, jeg - for eksempel - aldrig er blevet partiformand.

Jeg tror, det kan blive en svaghed for hende, at man – eller i hvert fald: jeg – ikke rigtig kan blive klog på, hvad hun for alvor brænder for. Hvorfor er hun politiker? Hvorfor er det fanden galemig vigtigt, at det bliver hendes tanker og ikke alle mulige andres, der nyder fremme i Folketinget? Hvilken djævel er efter hende? Hvorfor gider hun stå tidligt op om morgenen og arbejde så sent, at øjnene løber i vand, for den relativt dårlige løn, man får i Folketinget? Det har jeg aldrig kunnet blive klog på. Og det er en skam, for det er sådan noget, der lige giver det sidste.

Hvis jeg skulle give hende et par tips, så skal hun nok passe på med at være for tilpasningsdygtig. I Odense sad jeg engang for længe siden i et panel med hende. Vi skulle tale om det lokale og regionale Danmark. Margrethe holdt en flammetale for alle udkantsområderne. Slukkede mikrofonen, lænede sig over mod mig og sagde ”Den bedste dag i mit liv var, da jeg forlod Ølgod”. Det er en god idé for Margrethe at passe på med klichéerne og den politiske korrekthed. Specielt hvis hun virkelig ikke mener det. For det er noget, folk kan mærke, og jeg ville give hende det professionelle råd at holde taler, som på en eller anden måde rummer hendes private følelser i en sublimeret udgave. Det ville jeg i hvert fald selv gøre – men det er på den anden side nok derfor, jeg ikke ville egne mig til at blive politiker.

En anden ting, hun virkelig skal passe på med, er at betragte andre som (a) idioter, der (b) er ude i et illegitimt ærinde. Der findes andre intelligente mennesker end Margrethe – selvom de fleste er mindre intelligente. Og det er – såvel på det menneskelige som på det moralske og politiske plan – helt i orden og legitimt at mene noget andet end Det Radikale Venstre.

Jeg siger ikke noget af dette for at rakke ned, for jeg har selv meget svært ved både (a) og (b), og burde nogle gange være mere rummelig i min vurdering af andre. Men igen: Jeg er altså ikke politiker og skal ikke samarbejde på de måder, Margrethe skal.

De første meldinger tyder ikke på, at Det Radikale Venstre under Margrethe vil føre en politik, der afgørende adskiller sig fra den gamle. Det er stadig noget med miljø og manglende ledelse af den offentlige sektor og fri adgang til alle, der gerne vil have bistandshjælp i Danmark. Sikkert også en masse penge til korrupte og mislykkede stater i Afrika – så de lokale magthavere kan frigøre en større del af deres tyvekoster til indkøb af våben. Men hvordan kunne det være anderledes? Hun har jo 100% medansvar for alt, hvad der er sket under Marianne Jelved de sidste 10-12 år. Men mon dog ikke Fogh udskriver valg i september, fordi den politiske situation er så ustabil, at alt andet er utåleligt? Og mon ikke de radikale så går med i en V-K-R-NA regering? Det vil jeg næsten tro, for på den måde er Margrethe fuldblods radikal.