Humaniora i Dødens Dal?

”Humaniora på det moderne masseuniversitet er så selvmodsigende, at de studerende godt kan mærke det, selvom de måske ikke kan formulere det”. Ordene faldt i Henrik Dahls velgennemførte hærtog mod humanioras teoretiske forfald, der tog sin begyndelse med hans artikel her på sitet i juni og fortsatte i Weekendavisen og Deadline senere på sommeren.
af Niels Ole Finnemann
Ét halvfordøjet teoretisk fedt?
Hvis Henrik Dahl med ”selvmodsigelse” mener, at de studerende forstår strukturalisme, hermeneutik, socialkonstruktivisme og fænomenologi som ét halvfordøjet fedt og ikke som indbyrdes konkurrerende teoridannelser, så er der store områder af humaniora, der går fri af kritikken. Der er trods alt en del forskere, der kan undervise på kvalificeret vis i dette stof, og der er en del fagområder, hvor det ikke er det mest vildt brændende teoretiske pensum.
 
Jeg er enig med Henrik Dahl i, at der er store problemer, som gælder hele humaniora, men det er er ærgerligt, at Henrik Dahls perspektiv er så snævert. Jeg er således ikke ganske afvisende over for tanken om, at humaniora er truet af de vidtgående reformer af universiteterne, der går for sig i hele den vestlige verden, men jeg har svært ved at se en fornyelse af humaniora vokse frem af en bedre skoling i et eller andet udvalg af det 20. århundredes humanvidenskabelige paradigmer.
 
Humanioras veje ind i det 21. århundrede
Det er – måske ikke mindst i et kommunikationsfagligt perspektiv – nok mere påtrængende at spørge om ikke, det snarere er de vidtgående forandringer i de globale kommunikations- og kulturmønstre, der giver anledning til at flytte fokus på både det stoflige, metodiske og teoretiske område over hele humaniora.
 
Humaniora er studiet af  ”det mere menneskelige” – det mennesket skaber og de midler, vi bruger dertil. Det siger sig selv, at sådanne studier ikke som sådan kan blive uaktuelle, men det siger ikke sig selv, at disse studier altid er på højde med deres egen samtid. Man kan da også roligt slå fast, at humaniora i overraskende beskeden grad har været i stand til at bidrage til tematiseringen af de nutidige globale transformationsprocesser, som også inkluderer vestens selvforståelse og dens filosofiske og kulturelle hegemoni.
 
Humaniora og digitaliseringen
Der er mange forskellige drivkræfter i denne udvikling, og mange af dem har samtidig en så fundamental karakter, at de gælder på tværs af fagligheder. Det gælder for eksempel helt utvetydigt for det, vi med et stikord kan kalde digitaliseringen af samfundslivet i alle dets forgreninger. Det er en langsom proces, der tog sin spæde begyndelse i tiden op til anden verdenskrig og som i dag – i stadig mere komplekse og sammensatte former – er så gennemgribende, at vi nærmest er ved at drukne i bits, uanset hvor vi vender os.
 
Nu er digitaliseringen jo ikke noget i sig selv, men den får betydning, fordi digitale medier giver os nye handle- og kommunikationsmuligheder – og for forskningens vedkommende også et kolossalt register af nye metodiske muligheder, der hver især er knyttet til såvel gamle som nye teoretiske problemstillinger.
 
Det giver os en række nye spørgsmål til, hvordan vi skal forstå disse processer. Hvad betyder de? Hvordan bruges de i kunsten? I arbejdet (undskyld: i erhvervslivet)? I uddannelserne? I hverdagen? Og ikke at forglemme: Hvad betyder de digitale medier for de gamle medier? Hvordan vil vi håndtere informatiseringen af byrummet og vores egen opkobling til et voksende antal onlineservices fra netbanken til sundhedssektoren – for nu at nævne et lille register af anvendelsesområder, hvor vi stadig kun står ved den spæde begyndelse. Med hvilke metoder skal vi studere disse processer? Hvordan bliver de præget, og hvilke nye teoretiske og filosofiske overvejelser giver de anledning til?
 
De mange drivkræfter bag udviklingen af digitale medier
Der er mange, der opfatter IT som en selvstændig drivkraft, der påvirker resten af samfundet. Det er omvendt – det er samfundsmæssige, kollektive som individuelle  behov, der driver IT-udviklingen, og disse  kræfter er i dag så mangeartede, at vi i stedet for IT taler om digitale medier – i flertal.
 
I det store perspektiv er der især to drivkræfter. Den ene er den eksponentielle vækst i vidensproduktionen, den anden er menneskets umættelige lyst og behov for underholdning og adspredelse. Men når vi går mere i detaljer, er der naturligvis tale om meget mere specifikke behov og lyster, og det er alt sammen noget, der kan studeres, og som måske især med et – passende fornyet – humanvidenskabeligt udgangspunkt.
 
Jeg kan ikke se, at der er nogen fremtid for et humaniora, der ikke tager disse udfordringer på sig. Det gælder de gamle fag, hvor det skal gøres på måder, der er forankret i deres stofområde, men det gælder også udviklingen af nye fagligheder. Det humaniora, der er rodfæstet i skrift og bogkultur, er nu nødt til at se disse rødder i lyset af de kulturer, der i dag danner sig omkring internettet.
 
Digital humanities
Jeg siger ikke, at digitaliseringen er den eneste kilde til et fornyet humaniora, jeg siger blot, at den er en kilde til fornyelse i alle dele af humaniora. Jeg tror samtidig, det er den stærkest mulige løftestang for en sådan fornyelse. Der sker en del på dette område i disse år. Mange bestræbelser samler sig omkring betegnelsen digital humanities, der historisk set har rødder tilbage i 1960’ernes humanities computing-tradition, der har levet en noget hengemt tilværelse forankret i datidens dominerende forståelse af computerne som en regelbestemt, programstyret maskine.
 
Der er stadig plads til denne forståelse, men den holder ikke som generel forståelse af digitale medier og derfor heller ikke som grundlag for et fornyet humaniora. Der tegner sig i dag et noget mere broget felt, hvor man ofte omtaler digital humanities som et stort telt, der favner mange paradigmer. Hvis vi skal give en kort definition, så kunne digital humanities være termen for al forskning, der anvender digitalt støttede metoder i studiet af digitale materialer.
 
Det er en meget vid definition, der også kan omfatte brugen af digitale metoder i andre videnskaber. Det kan give god mening, fordi man altid, når man anvender digitale metoder, arbejder med menneskeligt formaterede data. Grænserne mellem fakulteterne er under svækkelse, og humaniora skal i stigende grad dokumentere og legitimere sin værdi i forhold til studiet af et langt mere omfattende felt end det klassiske humaniora, et felt, hvis ydre grænser trækkes af rækkevidden af den menneskelige handlen og kommunikation. Med de digitale medier flyttes disse grænser. Humaniora må enten glide ud eller flytte med.
 
Universitetsfabrikkens masseproduktion
Selvom Henrik Dahl i sin romantiske retrodyrkelse søger tilbage mod – med Oehlenschlägers ord – ”den top, hvorfra vi er sjunkne men atter vil op” og helt forbigår alle indfaldsvinkler til en fornyelse af humaniora, peger han dog samtidig på et kvalitetsproblem, der ikke forsvinder, blot fordi man begiver sig ind på nye spørgsmål.
 
I Dahls fremstilling er det ”masseuniversitetet”, der er problemet, og det er, siger Dahl i sit indlæg i Weekendavisen, igen en følge af universitetsloven fra 2003, der med et slag indførte et enstrenget, topstyret ledelseshierarki, mens de fagkyndige forskere blev reduceret til menige lønarbejdere i pyramidens bund.
 
Jeg er enig i, at den nye ledelsesstruktur er problematisk. Hvordan går det mon til, kunne man spørge, at man på universiteterne indfører en centralistisk ledelsesmodel, der er udviklet i det 20. århundredes industrielle serieproduktion, på et tidspunkt, hvor vi i samfundet i øvrigt slider for at udvikle og integrere adækvate, fleksible netværksrelationer for at håndtere de mere komplekse udfordringer?
 
Loven afkobler ledelsen fra den internationale forskning, og den afkobler forskerne fra ansvaret for uddannelserne. Ledelserne har fået pålagt eller påtaget sig alt for mange forskellige opgaver. Det skaber køer foran ledelseskontorerne, og det truer kvaliteten af beslutningerne. Det er rent ud sagt helt ubegribeligt, og det vil på sigt få betydelige negative konsekvenser. Uanset hvor godt kvalificerede lederne er, så er det stadig kun forskerne, der kan være drivrem mellem international og dansk forskning og mellem forskningen og uddannelserne. Hvem ellers?
 
Jeg tror imidlertid ikke, det er ledelsesstrukturen, der forklarer det teoretiske forfald rundt om på humaniora i dag. Jeg tror heller ikke, det er masseuniversitetet alene. Det er selvfølgelig rigtigt, at det voksende optag kan true kvaliteten, hvis det ikke ledsages af andre reformer, men det er jo trods alt også muligt.
 
Masseuniversitet og kvaliteten
Hvis man, som jeg, overordnet går ind for det uddannelsesløft, der er målet med ”masseuniversitetet”,  kan vi formulere kvalitetsproblemet lidt skarpere. Med masseuniversitet følger naturligvis en større forpligtelse til at tænke på nytten af uddannelserne, men – og det er det centrale – ideen med masseuniversitet er jo, at en voksende del af arbejdskraften skal have stærkere og mere robuste kundskaber i den globale verdens(u)orden.
 
Det er præcis på dette punkt, at kvalitetsdebatten skal føres. Jeg er således uenig med Henrik Dahl i, at det centrale kvalitetsproblem kan måles i forhold til de studerendes mangelfulde evne til at skelne mellem fænomenologi og socialkonstruktivisme, selvom jeg kender opgavetypen og i øvrigt gerne deltager i den kritik.
 
Det centrale kvalitetsproblem er målestokken for kvalitet, og det handler primært om horisonten for uddannelse. Debatten må imidlertid tage sit udgangspunkt et andet sted, idet der bag universitetsloven lå en forestilling om, at de videregående uddannelser i højere grad skulle tjene Danmarks internationale konkurrenceevne og dermed især det private erhvervsliv. Det er en meget snæver horisont.
 
Jeg er tilhænger af, at man styrker erhvervsuddannelserne, men det, som er afgørende for kvalitetsdebatten er to ting: For det første om nyttemotivet er den eneste målestok, og for det andet om hvilke målestokke der kan bruges til at måle nytten?
 
Jeg vil ikke her diskutere det første spørgsmål. Jeg tror personligt, man svækker de videregående uddannelser, hvis man afskriver de studiemotiver, der knytter sig til den rene erkendelseslyst, nysgerrighed og dannelse, det sidste forstået som udsyn til verden uden for egen fagligheds grænser. Men den holdning hjælper ikke, hvis de studerende ikke selv har dette motiv.
 
Tilbage er så spørgsmålet om, hvilke målestokke vi har for nytten? Hvis man sigter på ”her og nu”, på arbejdsmarkedets behov i dag og i morgen – lad os kalde det bundlinjeperspektivet – ja, så bør man nøjes med korte uddannelser, og de teoretiske fordringer kan holdes på gymnasieniveau. Men prisen vil blive ”kandidater”, der ikke er stand til løbende at opdatere deres egen faglighed.
 
Dødens dal
”Dødens Dal er kløften mellem vores evne til at skabe ny viden og vores evne til at omsætte viden til produktion, ydelser og vækst.”
Forskningsminister Morten Østergaard, tale 12.3 2012.
 
Se hele talen her:
 
Forskningsministeren har kaldt afstanden mellem forskning og virksomheder for Dødens Dal. Det er en ret omfattende og drastisk metafor for et ret snævert perspektiv. På den ene side siger han: ”Efter min opfattelse står vi i et vadested, der bedst kan sammenlignes med overgangen fra bondesamfund til industrisamfund”, på den anden side vil han ”sikre en kortere og bedre vej fra offentlige investeringer i forskning og uddannelse til vækst og jobskabelse i erhvervslivet”.
 
Det er svært at se, hvordan denne ene lille bro over "dødens dal" også kan være bro for en bredspektret udvikling fra industrisamfundet, til det han kalder ”innovationssamfundet”Og der er heller ikke noget, der tyder på, at erhvervslivets ledere generelt har forståelse for de komplekse faglige udviklingsdynamikker, der vil præge alle brancher i de kommende årtier. Hvis det nogensinde har været muligt at forudsige, hvilke konkrete kompetencer, arbejdsmarkedet vil efterspørge om fem eller ti år, så er det i hvert fald ikke længere tilfældet. Jo mere innovativt et område er, jo mindre forudsigeligt.
 
For femten år siden var der meget få erhvervsledere, der havde nogen som helst ide om, at de skulle have et website. For ti år siden var der meget få, der forstod at internettet åbnede en verden af nye forretningsmodeller. For fem år siden var det færre end få, der i fuld alvor ville plædere for at have en Facebook-strategi. Tilsvarende dynamikker gør sig gældende på mange andre felter. Det er ingen skam, men det er en skam, at man indretter de videregående uddannelser efter aktuelle arbejdsmarkedsbehov, der sandsynligvis ikke længere eksisterer om de fem år, der går, før en ny studerende kommer ud på arbejdsmarkedet.
 
Et nærliggende eksempel: En af de brancher, der kæmper med dette problem, er mediebranchen, der endnu er domineret af det tyvende århundredes massemedier, som nu gennem tredive år har haltet bagefter digitaliseringen og misforstået dens muligheder.
 
Da Amazons Jeff Bezos forleden købte The Washington Post, anbragte Politiken på forsidens lederplads den 8. august sit trofaste skræmmebillede af en so ein ding-tendens blandt verdens milliardærer, der køber sig en fodboldklub hist og et baseballhold her, og nu måske en avis. Man medgav dog nådigt, at man ”foreløbigt” trods alt måtte lade tvivlen komme Bezos til gode.
 
Suk. Ingen udfordring for os, ingen selvrefleksion. Ingen offensiv tilgang til fremtidens kvalifikationskrav for mediernes ejere, redaktører og journalister. Ingen refleksion over de nye forretningsmodellers succes. ”Lad os bare bygge en mur omkring vores nyheder. Nå nej, det har vi jo allerede gjort. Hvad så med at tage patent på dem? Det ved vi da, hvad er.” Jovist, fortiden er en tryg målestok.
 
Robuste kvalifikationer er teoretisk funderede
Når kandidaterne på det 21. århundredes masseuniversiteter skal have en betydelig teoretisk kompetence og tilhørende abstraktionsevne, er grunden ikke, som det sommetider antydes, at vi synes, de skal være forskere. Den afgørende grund er, at de både skal kunne opdatere og udvikle deres egen faglighed og have et beredskab for at indgå i samarbejde med andre fagligheder.
 
Jo mere dette langsigtede perspektiv bliver fastholdt, jo bedre udgangspunkt får vi også for at styrke den forskningsmæssige kvalitet og dermed også for at videreføre ideen om forskningsbaserede uddannelser. Det er rigtigt, at det ikke kun er forskere, der er innovative, men det er også rigtigt, at forskningsbaserede uddannelser er forudsætningen for en frugtbar relation mellem forskning og uddannelse og langt vigtigere for erhvervslivet end en kortsynet arbejdsmarkedsorientering.
 
Det gælder også projekt- og praksisforankret forskning
Der er endnu en krølle på denne hale, nemlig spørgsmålet om der også kan eller skal stilles teoretiske krav til det, man internationalt kalder modulo 2-forskning, der er praksisorienteret og anvendelsesnært indlejret i den verden, den angår.
 
Denne forskning beskrives undertiden i modsætning til ”akademisk forskning”, fordi den er projekt- og procesorienteret og ikke teoretisk orienteret. Der er naturligvis ikke noget i vejen med praksisnære projekter, der ikke har en teoretisk refleksion og et teoretisk perspektiv. Det bør stå enhver frit for at arbejde på denne måde, men det siger sig selv, at disse projekter ikke hører hjemme på et universitet, hvis ikke de opfylder kvalitetskrav, der refererer til forskningsmæssig værdi. Der er da også god grund til, at man internationalt har talt om modulo 2, som en forskning, der nødvendigvis har modulo 1-forskning som forudsætning.
 
Man må derfor kunne stille det krav til modulo 2-forskning, at den kan gøre rede for denne relation, at den forholder sig til den modulo 1-forskning, the state of the art, som er en relevant forudsætning for et givent projekt og i øvrigt også, at den forholder sig til beslægtede projekter inklusive de metodiske og teoretiske dimensioner og dermed udvikler en indbygget, refleksiv og kritisk diskurs.
 
De eksternaliserede mål – det statistiske paradigmes triumf
Nu er debatten om kvalitet jo desværre på en måde allerede slut, fordi universiteterne for fremtiden i højere grad skal vurderes på eksterne målestokke. For forskningens vedkommende vil det for eksempel sige: Mængden af publikationer i forhold til officielle ranglister over publikationskanaler, mængden af citeringer i disse, og hvad man nu ellers kan finde på. Tilsvarende for undervisningen: Mængden af eksaminer pr. semester.
 
Lad mig nævne et enkelt eksempel på det problematiske heri, nemlig at den officielle rangliste over publiceringskanaler automatisk favoriserer gamle fagområder, mens det tager adskillige år at få anerkendt nye tidsskrifter, der fokuserer på nye fagområder. Trægheden i systemet vokser lige der, hvor den nye viden dukker op. Det ser vitterlig ud til, der her bygges en ny Dødens Dal.
 
Med det støt voksende antal af sådanne pseudoobjektive kontrolposter og målestokke indvarsles en af det 21. århundredes centrale ændringer i vidensgrundlaget, nemlig kåringen af den statistiske viden som videnskabernes konge og det primære politiske styringsredskab. Og det gælder ikke blot, som her, i styringen af forskningen, men i styringen af hele samfundet.
 
Intet er dog så trist, at det ikke er godt for noget. Hvor naturvidenskabens reduktionisme i det 20. århundrede aksiomatisk set ignorerede andre vidensformer, er den statistiske videnskab nødt til at anerkende, at der bag de statistiske gennemsnit altid er en stor spredningsmæssig usikkerhed, der kun kan studeres ad andre veje. Statistiske metoder skal kombineres med kvalitative metoder, og begge metodetyper skal forankres i det stof, der studeres. Netop der, hvor humaniora marginaliseres som særskilt domæne, åbner der sig talrige nye muligheder for humanvidenskabelige studier i alle andre domæner.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job