Måske for at virke endnu mere original har Kaplers måttet dykke yderligere ned i ”kunstens værktøjskasse” for således at dukke op med yderligere en bizar idé, hvor han oveni lader statsministeren leve et skjult dobbeltliv som homoseksuel og selv spiller den mandlige elsker (og mulige morder). Filmen skjuler ikke, at der er tale om fiktion, og den handler – ifølge dem, som har set den - i øvrigt om alt muligt andet.

Pia Kjærsgaard og en række andre politikere, der har medvirket i interviews, er blevet brugt i AFR-filmen, selv om at de i virkeligheden har udtalt sig om nogle helt andre mennesker. Fx udtaler Pia Kjærsgaard sig i virkeligheden om den myrdede hollandske politiker Pim Fortyun, hvor DF-lederen konstaterer, at ”han var jo bøsse”. Dette ”misbrug” af disse interview har skabt lige dele forargelse og hånlatter afhængigt af, hvem man spørger.

Ikke desto mindre har AFR-filmens præsentation af den fiktive Anders Fogh Rasmussen sat spot på en skjult debat, der i årevis har eksisteret i form af ren sladder. Både mellem folk overalt i samfundet og mest håndgribeligt i diverse chatrooms på internettet. Adam Holm konstaterede nemlig forrige søndag i ”Deadline” på DR2 det, som ganske mange ved: At der rent faktisk i årevis har cirkuleret rygter om, at statsministeren i virkeligheden er homoseksuel. Ekstra Bladet bragte søndag med store typer på forsiden, at Fogh i årevis har været ”forfulgt af bøsserygter”. Avisen var godt hjulpet af ledsagende kommentarer fra Dansk Folkepartis informationschef Søren Søndergaard, der ivrigt forsvarede statsministeren. Havde han i stedet valgt at holde sin mund, var historien næppe endt på forsiden. Ikke desto mindre er Ekstra Bladets oplysninger korrekte. I mindst 10 år har rygterne om Fogh floreret i og uden for Christiansborg, men faktisk bragte pressen ved flere lejligheder allerede dengang historier, hvor der blev antydet ting og sager, der kredsede om Foghs privatliv.

Dengang skrev fx det daværende Børsens Nyhedsmagasin om Peter Brixtoftes ”hviskekampagne” mod Fogh, der blev beskrevet som et særligt udspekuleret og nederdrægtigt initiativ, der var led i Farum-borgmesterens bestræbelser på at erobre kronprinsetitlen i Venstre. Det mislykkedes totalt. Få i Christiansborg-miljøet var i tvivl om, hvad ”hviskekampagnen” egentlig drejede sig om. Langt senere skrev Brixtofte faktisk selv om Foghs person i sin bog/defensorat. Dette ”hævntogt” bliver af mange opfattet som et utilsløret forsøg på at skabe fornyet opmærksomhed omkring de evigt verserende rygter om Foghs privatliv, og naturligvis med henblik på i sidste ende at ramme ham politisk. Brixtofte benægtede i søndags til Ekstra Bladet, at han stod bag denne bagvaskelse. Måske er det sandt, men Venstres top udpegede ham – længe før han skrev bogen - til hovedmanden bag bøsserygterne.

Brixtofte var dog langtfra den eneste, der holdt af at kolportere disse rygter om Fogh. De levede også andre steder i Venstre - blandt organisationsfolk over hele landet. Men bragte nogen emnet på bane overfor ledelsen, blev det betragtet som ”partiskadelig virksomhed”. De politiske modstandere, ja selv nogle af dem, som bliver opfattet som såkaldte ”pæne” mennesker, bl.a. nogle af de daværende SR-ministre og ikke mindst Christiansborg-journalister holdt sig på ingen måde tilbage med at viderebringe rygterne til alle, der gad høre på dem. Jeg husker især en journalist, som dengang altid hilste på mig med sætningen (her gengivet i en noget pænere udgave). ”Hvem har Fogh gang i for tiden?”. Jo man hyggede/hygger sig på Christiansborg og omegn, og det gør man stadigvæk, for bøsserygterne fremkalder stadig fnisen, indforståede blikke og skæve smil!

Medierne har de seneste tre-fire år bragt opsigtsvækkende historier om Foghs private liv med dårligt slørede tvetydige budskaber. For et par måneder siden præsenterede dagbladet B.T. Foghs ægteskab på en måde, som om at det i realiteten var et rent ”pro forma-ægteskab”. Begrundelsen bag denne påstand kunne enhver læser - med evne til at læse en lille smule indenad, og som kendte til rygterne - nemt gætte sig til. Det var på alle måder en ”nydelig” historie, som Berlingske-koncernens ellers så pæne familieavis fik bragt til torvs! At sige, at hykleriet drev ned ad væggene, er en underdrivelse.

Ekstra Bladets i særklasse ondskabsfulde, men ind imellem raffinerede klummeskribent, har lavet adskillige bagsider med det slet skjulte formål at udstille Foghs forfængelighed. På den måde kunne han antyde overfor læserne, at statsministeren i virkeligheden var homoseksuel. Mest berygtet er dog Se og Hørs artikel fra 2004, hvor Foghs ven, den såkaldte ”polske læge” eller ”Marek” pludselig blev præsenteret for læserne. Min daværende frisør var i hvert fald ikke i tvivl om, hvad den historie handlede om, da hun roligt, men tørt konstaterede: ”Han er jo bøsse…”. Det var også en fornøjelse at læse Henrik Qvortrups krumspring, da Ekstra Bladet i søndags udspurgte Se og Hørs chefredaktør om ugebladets bevæggrunde til i sin tid at bringe historien. Rutinerede Qvortrup valgte naturligvis at tale elegant udenom ved at fastholde over for avisen, at ”den artikel, vi havde i Se og Hør, læste jeg, som om statsministeren har en god ven”. Man er vel ex-spindoktor for Fogh. Kan man i øvrigt forvente, at Jens Olaf Jersild tør bore i det i ”Denne Uges Spin”? Eller er de blevet for gode venner til, at Jersild vil det?

Fogh har dog også selv bidraget til at give rygterne medvind. Dels lod han sig tildele bøssernes ærespris ”Årets Laks” i 2004, fordi han som ”privatperson” – og altså ikke som statsminister - mener, at folkekirken bør kunne vie homoseksuelle par. Det fik gang i spekulationerne rundt omkring om baggrunden for Foghs opsigtsvækkende og ikke specielt ”højborgerlige” ståsted i denne sag, men selvom journalister forsøgte sig med diverse snedigt udtænkte spørgsmål eller ”fælder”, ja så lod den medieerfarne statsminister sig naturligvis ikke falde i.

”Foghs hemmelige ven” dukkede i øvrigt ganske tidligt op i rygtehistorierne. Jeg husker fx, hvordan en særlig udgave fra efteråret 1998 af regionalavisen Bornholms Tidende pludselig blev ret efterspurgt på Christiansborgs læsesal. Tidendes årvågne reporter havde nemlig banket på døren til et lejet sommerhus på øen, hvor han overraskede Fogh, der opholdt sig der på weekend alene med sin ven, den polske læge. Mange – også i Venstre – undrede sig over, hvad partiets nyvalgte formand lavede i et sommerhus med en ukendt mand uden sin kone. Sikkert ikke noget af offentlig interesse, men i biografien Fogh – historien om en statsminister fra 2004 beskriver Anne Sofie Kragh de to mænds venskab:

”Når Anders besøgte ham, tog de nogle gange ned på stranden og grillede, eller de sad på gulvet hjemme i Mareks lejlighed, drak øl og spiste pizza fra bakken.”

Denne sætning, som der siden er blevet grinet rigtig meget af rundt omkring, har givet godt stof til Ekstra Bladets satiriske side 2 spalte, og ophavsmanden til historien kan i sagens natur næsten kun være Fogh selv. Men formuleringen har også ”dannet skole” rundt omkring. Se her, hvad SF’s formand Villy Søvndal skrev i Frederiksborg Amtsavis 01.06.2006:

”Måske kan de se filmen (Al Gores klimafilm) sammen, mens de ligger på gulvet og spiser pizza, Anders Fogh og George W. Bush.”

Lige efter at historien om ”vennen Marek” via Se og Hør i 2004 og biografien var ude i offentligheden, fandt DR’s radioprogram ”Tjenesten på P3” på en meget populær såkaldt ”Minimalstats-rap” om ”The Statsminizzle”:

"Jeg har en ven der hedder Marek,

et træningssæt med hætte,

to renlige børn og min kone Anne Mette!"

og videre

Jeg elsker Polen, det er et dejligt sted.
Min Marek, ham er jeg glad ved.
Nå Anders, skal du hen til ham igen?
Kæft, Anne Mette, han er jo vores husven.
Trodser du din mand, får du hjerteflimmer,
når jeg kør' derover i min statsministerbimmer.

Man skal vist være både døv og blind for ikke at opfatte, hvad der antydes her.

Debatten om statsministerens påståede forhold til en mere eller mindre hemmelig mandlig elsker har man ikke kunnet kommentere i det offentlige rum. Før nu. Og anledningen var AFR-filmen. For nu kom den ramme, hvor det for alvor blev muligt at kommentere Anders Foghs person direkte i relation til skjult homoseksualitet.

Ingen skal bilde mig ind, at filminstruktøren Morten Hartz Kaplers har fundet på bøsse-temaet i kraft af en eller anden pludselig "kunstnerisk åbenbaring". Temaet ”Fogh som skabsbøsse” har skabt så fantastisk megen hype om filmen, at jeg spår den til at blive en gedigen publikumssucces. Kaplers har vist sig god til at tale udenom, når medierne har spurgt ham ud om, hvorfor han har valgt at fremstille statsministeren som homoseksuel. For mig er der ingen tvivl om, at filminstruktøren - naturligvis – har spekuleret i bøsserygterne. Måske er det sket af ”kunstneriske” eller ”homopolitiske” grunde for, at Kaplers dermed kan stille publikum spørgsmål som: ”Kan man være statsminister og bøsse samtidigt?” Osv. Og hvis det er bevæggrundene, ja så er det helt fint med mig.

Statsministeren kommenterede sagen på sit pressemøde i forrige uge. Altså filmen. Ikke rygterne.
- Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer, sagde han og troede i øvrigt ikke, at han kunne ”finde stunder til at se filmen”.

Fogh holdt den professionelle facade. Der var ikke en sprække at spore i hans panser af et bredt smil. Indvendig har han formentlig længe skummet af raseri over at blive udstillet som skabsbøsse i offentligheden. Forståeligt nok, men Fogh har klogelig indset, at han reelt er magtesløs i sagen. For går han ind i en dybere diskussion om filmen, gør han den blot mere interessant i politisk sammenhæng, end den egentlig er. Til trods for, at rygterne har floreret i mange år, har de hidtil været fuldstændig uden politisk betydning, og spørgsmålet er, hvor meget den fornyede omtale som følge af AFR-filmen egentlig skader Foghs omdømme hos vælgerne. Det modsatte kan vel lige så godt være tilfældet.

Bøsserygterne bliver nu pakket ind i en diskussion om "film og fiktion", hvor de efter alt at dømme hører hjemme. Ved at blot konstatere, at filmens handling er opdigtet, brugte statsministeren den sædvanlige taktik, som er standard i den slags situationer, nemlig aldrig at kommentere på fiktion.

Fogh er i øvrigt også bundet af, at han og den danske regering i Muhammed-sagen viste, at den - naturligvis - vil gå langt for at beskytte ytringsfriheden.

Hvorvidt rygterne – eller sladderen – indeholder noget sandhed? Det har jeg ingen viden om, og i sidste ende må enhver jo gøre op med sig selv, om man tror på sladder.