Et korthus af kynisme
Med klare referencer til både virkelige hændelser i amerikansk, politisk historie og Shakespeares mest morbidt magtsyge karakterer, er den nye politiske thrillerserie House of Cards både mere relevant og realistisk, end man ønsker at tro. Og hvis man er interesseret i politik, lobbyisme, spin og manipulation, er den slet ikke til at komme uden om.
af Jakob Sand Kirk
I House of Cards møder vi Francis Underwood (Kevin Spacey) - demokraternes magtfulde indpisker i kongressen. Ved seriens begyndelse venter Underwood på, at den nyvalgte præsident giver ham den position som Secretary of State, som han er blevet lovet før valget. Men præsidenten holder ikke sit løfte. Det svigt bliver indledningen til Underwoods målrettede og fuldstændig skruppelløse jagt på personlig magt, som er seriens omdrejningspunkt.
Traileren til House of Cards, hvor den den antagonistiske hovedperson, som spilles af Kevin Spacey, præsenterer seeren for et iskoldt politisk univers, som bærer præg af både Machiavelli, Shakespeare og faktiske begivenheder i amerikansk historie.
Magtbegær som permanent omdrejningspunkt
I seriens første scene kvæler Underwood naboens trafiksårede hund, mens han ser gennem den fjerde væg og direkte ud på seeren, idet han siger: “I have no patience for useless things. Moments like this require someone who will act. Who will do the unpleasant thing; the necessary thing."
I anden scene giver Underwood os en intim indføring i Washingtons give-and-take-politics, hvor han har positioneret sig til en ministerpost. Men efter valget bliver Underwood vraget og skal i stedet blive i kongressen som præsidentens blikkenslager.
Da Underwood først én gang er blevet forbigået, vil han gøre alt for, at det ikke sker igen. Han påbegynder en fordækt og kynisk kamp for egen vinding, hvor ingen alliancer er bindende og intet er helligt. Kun viljen til magt er permanent. Gennem seriens 13 afsnit følger vi Underwood i kampen om magten – undervejs kommenteret af mesteren selv.
Kevin Spaceys karakter (vinkende til seeren) Francis Underwood indvier seeren i sine tanker og planer i små Shakesspeare-inspirerede 'solliloquies', mens alle andre føres bag lyset. Netflix, 2013
Underwood pakker kortene
Underwood når langt omkring både politisk og strategisk. Udenrigspolitik, uddannelsespolitik og jobskabelse er blandt de adskillige aktuelle politiske temaer, serien tager op, men fokus er aldrig reelt på politikken. Det drejer sig hele tiden om spillet om magten. Og her viger Underwood ikke tilbage for hverken løgn, afpresning, bestikkelse, forræderi, vold eller mord. Og han håndterer alle situationer med kalkuleret kølighed.
Ifølge Underwood er mennesker som kort: De kan pakkes, så spillet falder ud til ens egen fordel. House of Cards handler om at pakke kortene og hele tiden undgå, at korthuset vælter. Og mens Underwood fører de fleste af seriens andre karakterer bag lyset, deler han ud af sine machiavelliske betragtninger og planer i form af direkte henvendelser til seeren, ligesom Shakespeares antagonister gør i fx Richard den tredje og Othello.
Når han deler ud af sin politiske visdom er det dog ofte form af vellydende ’one-liners’, hvis anvendelighed måske ikke altid kan overføres til virkelighedens politik. Til gengæld skildrer serien de mere overordnede tendenser inden for politisk manipulation med ubehageligt rammende paralleller til virkelighedens politiske korthus.
“Power is a lot like real estate. It's about location, location, location. The closer you are to the source, the higher your property value.” - Francis Underwood i House of Cards, Netflix 2013
(Pas på - konkrete dele af handlingsforløbet afsløres i det følgende)
Den nøgne sandhed
Blandt Underwoods one-liners er adskillige, der handler om en af de mest moderne tendenser i det politiske liv: At (tilsyneladende) ærlighed er vejen frem:
“We have to steal their ammunition from them. Honesty is your best defensive and offensive” - Francis Underwood
“There’s no better way to overpower a trickle of doubt than with a flood of naked truth” - Francis Underwood
Underwood beslutter, at protegeen Peter Russo (Corey Stoll), som han bruger som en slags menneskelig hånddukke, skal stille op til guvernørvalget i Philadelphia. Russo er på grund af lidt for stor hang både alkohol, stoffer og prostituerede totalt afhængig af Underwoods hjælp og vejledning i forsøget på at overleve på den politiske scene.
Så Underwood lægger en strategi om ærlighed og gennemsigtighed. Russo skal have en ny start, hvor han skal tilbyde den nøgne sandhed og fremstå som en ny, omvendt mand, så han kan opbygge sin identitet som en politiker, der kan gøre en forskel.
Underwoods protege Peter Russo skal have opbygget et image som en omvendt mand, der angrer fortidens forseelser. Ikke ulig Bush junior i sin tid. Netflix, 2013
Tæt på virkelighedens skandalehåndtering
Russo’s karakter leder tanken hen mod Bush junior, der har gjort det hele i det virkelige liv– måske bortset fra det med de prostituerede – men som ’genfødt’ kristen alligevel blev præsident. Ham lykkedes det også at re-brande, så hans fortid ikke forhindrede ham i at blive præsident.
Man må også konstatere, at Clintons berømte kommentar ”I didn’t inhale” (de joints, der blev delt på kollegiet) har fået betydelig mere omtale end Obamas tilståelser i Dreams from My Father (1995), hvor han selv skriver, at han røg pot i high school. Fordi han selv havde lagt det frem lang tid før han blev interessant for pressen, blev det aldrig en stor sag. Det er styrken i selv at klæde sig af.
Obamas selvbiografiske "Dreams from My Father", som blev udgivet i 1995, rummer tilståelser, der senere har vaccineret mod potentielle politiske skandaler, som kunne være opstået, hvis oppositionen i stedet havde gravet fortiden frem.
Derfor bruger alle amerikanske kampagner med prioriteterne i orden lige så mange ressourcer på ’candidate-research’ som på ’opposition-research’, så de selv kan grave historierne frem og vinkle dem, før andre gør det. Det var også George Stephanopoulos strategi, da han kæmpede for Clinton under Whitewater-sagen (hvor Clintonparret blev associeret med bolighandelssvindel), og også hans råd under Lewinsky-skandalen – om end det råd ikke blev fulgt fra starten.
To af Clintons centrale rådgivere, James Carville og Poul Begela har beskrevet, hvordan man bedst håndterer rigtig dårlige sager:
- ’Fess up’: Indrøm fejlen og tag ansvar. Afmonter modstanderens våben.
- Set things right: Igangsæt konkrete initiativer, der retter fejlen og løser problemet.
- Fight back: Nogle gange skal der et modangreb til, når krisehåndteringen er overstået. Men gå først efter modstanderen, når du selv har tilstået, undskyldt og er kommet videre.
Strategien om hudløs ærlighed om egne fejl er altså både et klogt og realistisk greb fra Underwoods side, som også giver mening i en dansk kontekst. Blandt andet har Henrik Sass Larsen og Uffe Elbæk måttet ty til denne strategi i den seneste tid. Dog er ærligheden ikke altid en garanti for tilgivelse. Hvis fejlen ikke vurderes som tilgivelig og uden direkte betydning for det politiske virke, så er det farvel. Uffe Elbæk er ikke længere minister og seriens Peter Russo bliver aldrig guvernør.
Karaktermordet og smædekampagnen er en farlig leg
En ting er åbenhed om egne fejl som udgangspunkt for en positivt ladet selvfremstilling, en anden ting er fokus på modstanderens (påståede) fejl som systematisk angreb. Sådanne personangreb og karaktermord gennemsyrer Underwoods strategi. Hans trofaste stabschef Doug Stamper (Michelle Kelly) graver ubehagelige, typisk halvfabrikerede oplysninger frem. De lækkes til den unge journalistspire Zoe, der beredvilligt lader dem glide ind i offentligheden, uden at karaktermorderen identificeres. En klassisk taktik, som desværre for Underwood også udløser en klassisk boomerangeffekt, hvor hans karaktersnigmord vender tilbage og truer med at afsløre hans karakter og dermed blive et karakterselvmord.
En ting er åbenhed om egne fejl som udgangspunkt for en positivt ladet selvfremstilling, en anden ting er fokus på modstanderens (påståede) fejl som systematisk angreb. Sådanne personangreb og karaktermord gennemsyrer Underwoods strategi. Hans trofaste stabschef Doug Stamper (Michelle Kelly) graver ubehagelige, typisk halvfabrikerede oplysninger frem. De lækkes til den unge journalistspire Zoe, der beredvilligt lader dem glide ind i offentligheden, uden at karaktermorderen identificeres. En klassisk taktik, som desværre for Underwood også udløser en klassisk boomerangeffekt, hvor hans karaktersnigmord vender tilbage og truer med at afsløre hans karakter og dermed blive et karakterselvmord.
“Of all the things I hold in high regard, rules are not one of them”, udtaler Underwood, som altid er klar til at bortkaste alle etiske hensyn. Her ses han med journalisten Zoe, som hjælper ham med at lække beskyldninger om politiske modstandere. Netflix 2013
Kampagneledere uden skrupler
Virkelighedens konge af det politiske snigmord og den negative kampagne er Lee Atwater, der som kampagneleder for Bush senior tog politiske snigmord og smædekampagner til helt nye højder. Dermed grundlagde Atwater en tradition, som Karl Rove fornyede i valgkampen for Bush junior.
Atwater brugte uhørt grove personangreb til at undergrave modstanderne og nedbryde deres karakter. Et fremtrædende eksempel er, da han ledte kampagnen mod Senator Tom Turnipseed I 1980. Som ung havde Turnipseed fået elektrochok mod depression. Da Turnipseed havde beskyldt Atwater for at bruge push poll (påvirke meningsmålinger uredeligt - hvilket han havde gjort), svarede Atwater, at man vel ikke kan stole på nogen, der “had been hooked up to jumper cables”. Turnipseed forsøgte at afvise angrebene, men han var allerede færdig i borgernes bevidsthed. Atwaters kandidat vandt og Turnipseed blev herefter kendt som politikeren fra gøgereden.
Lee Atwater og George W. Bush senior, da sidstnævnte var præsident. Atwater er kendt som en effektiv, men kynisk kampagneleder, der er ekspert i karaktermord
Racisme- og retfærdighedstematik i valgkampen 1988
I valgkampen 1988 var Atwater kampagneleder for Bush senior. Modstanderen var demokraten Michael Dukasis, der mente, at troværdighed var det vigtigste tema i valget. Han fik ret, men havde vist ikke ventet, at det var ham selv, der skulle stå for skud.
Da Dukasis var guvernør i Massachusetts, kidnappede, voldtog og myrdede den afroamerikanske, prøveløsladte Willie Horton et ægtepar. Dukasis insisterede på at prøveløsladelsesprogrammet (i øvrigt oprindeligt indført af en republikaner) skulle fortsætte på trods af tragedien.
Men Atwater lod ikke sådan en lækkerbisken gå upåagtet hen. Som da Underwood i House of Cards laver en mediestorm ud af et tilfældigt drive-by-shooting under en lærerstrejke, sørgede Atwater dengang for, at Dukasis blev associeret godt og grundigt med Willie Horton. Det skete både i tendentiøse reklamer, og i konkrete beskyldninger, hvor Atwater fx fremførte, at Dukasis ”just as well could take” Willie Horton som sin visepræsidentkandidat! Atwater sørgede også for altid at kalde Willie Horton for Willie og ikke Horton, fordi fokusgrupper havde vist, at navnet Willie i højere grad vækkede racistiske fordomme til live. Atwater fik blandet et heftig coctail af diskret racisme og en principiel dagsorden om at sikre retfærdighed i lovgivningen. En coctail, som Dukasis, der ikke rigtig fik mobiliseret et modangreb, men reagerede ved roligt at stå fast ved sin egen troværdighed, ikke overlevede.
Smædekampagne mod Dukasis i 1988, hvor han blev beskyldt for at være indirekte ansvarlig for, at det var lykkedes Willie Horten at mishandle og dræbe et ægtepar under en prøveløsladelse.
Derefter blev Lee Atwater for evigt forhadt og berygtet som spindoktoren fra helvede, men Bush senior blev præsident og Atwater blev leder af Republican National Convention. Herefter var den permanente kampagne født. Samtidig blev smædekampagner, push polling og karaktermord en fast bestanddel af amerikanske politiske kampagner. De strategier har siden domineret amerikansk politik og især Karl Rove – kendt som hjernen bag Bush junior– er berømt for at videreføre arven. Men teknikkerne blev også flittigt brugt i seneste valgkamp, ikke mindst i Obamas lejr.
Bush junior med Karl Rove, som var arkitekten bag Bush’ to succesfulde valgkampe
Korruptionens magt
“Power is the old stone building that stands for centuries. Money is the McMansion in Sarasota that starts falling apart after ten years.” - Francis Underwood er langt mindre interesseret i penge end i magt. Men serien handler også om, at penge er smørelsem, der får hjulene til at køre rundt.
Remy Danton (Mahershala Ali) er Underwoods pengemand. Virkelighedens Remy hedder Jack Abermoff og er Karl Roves gamle ven fra The College Republican (den største og ældste politiske ungdomsorganisation i USA). Han er en af de få, der rent faktisk er kommet i fængsel for korrupt omgang med amerikansk politik.
’Casino Jack’ Abermoff specialiserede sig i at varetage indianerstammers interesser i kasinotilladelser. Han var meget aktiv og så intet problem i at varetage modsatrettede interesser. Hans vigtigste teknikker benævner han selv som Political Golf, The Favour Facory og the One Million Dollar Bet (ulovligt kampagnebidrag fra ikke-amerikaner camoufleret som et væddemål).
Abermoff har, som en anden Peter Russo, fundet Gud, og foreslår, at den korrupte magt begrænses ved at:
- begrænse regeringens indflydelse på almindelige menneskers liv.
- forbyde den økonomiske støtte til politikerne fra lobbyister.
- forbyde at offentlige embedsmænd og politiske ansatte efterfølgende må arbejde for lobbyistfirmaer.
Ironisk nok har den kriminelle superlobbyist selv gennemført en nøgenhedsstrategi for at rense sig selv og komme videre. Han har skrevet en bog, Capitol Punishment, hvor han kritiserer sine tidligere kolleger i K Street for derved at genrejse sig selv. Og der er udgivet en film om hans storhed, fald og udvikling.
Hovedrollen i Casino Jack spilles i øvrigt også af Kevin Spacey. Men Abermoff er ingen Underwood. For Casino Jack ramlede korthuset i det, der ville svare til andet afsnit. Det bliver spændende at se om Underwood holder det stående i anden sæson.
"There is no solace above or below. Only us. Small. Solitary. Striving. Battling one another. I pray to myself. For myself.” - Francis Underwood i House of Cards, hvis første sæson er tilgængelig på Netflix
----------------------------------------------------------------------------------------
Om House of Cards: House of Cards er et amerikansk politisk drama af Beau Willimon og David Fincher, hvis første sæson havde premiere 1. Februar 2013. Den er baseret på en britisk miniserie fra 1990 af same navn, der igen er baseret på en roman af Michael Dobbs.
Klip fra den britiske House of Cards med Ian Richardson
Læs mere:
- John Brady (1997): Bad Boy, The Life and Politics of Lee Atwater, Addison sley Publishing Company INC.
- George Stephanopoulos (1999). All Too Human – A Political Education. Little, Brown
- James Carville & Poul Begela (2002): Buck up, suck up... And Come Back When You Foul Up: 12 Winning Secrets from the War Room. Simon &Schuster
- Jack Abermoff (2011):Capitol Punishment - The Hard Truth About Washington Corruption From America's Most Notorius Lobbyist, WND Books
- James Moore & Wayne Slater (2003): Bush's Brain: How Karl Rove Made George W. Bush Presidential, Wiley
- Carl Rove (2010): Courage and Consequence: My Life as a Conservative in the Fight. Treshold Editions
Links:
The Full Monty: kommunikationsforum.dk/the-full-monty
Dukakis’s Regret: nymag.com/news/michael-dukakis
Spindoktoren fra helvede: dr.dk/spindoktoren-fra-helvede
Fra håb til hån: kommunikationsforum.dk/analyse-af-obama12-kampagnen
