Den tynde virksomhed

En anorektiker er betegnelsen for en person, der ikke vil spise sin mad af frygt for at tage på. Lidelsen hedder anorexia med et fint ord og betyder "ingen sult", hvilket er lidt misvisende, da en anorektiker er enormt sulten. Det er en meget alvorlig lidelse, der som en af de få psykiske lidelser kan ende med døden. Nogle taler om en dødelighed op til 25 %. Målet for anorektikeren er et liv uden mad og kropsfedt. Det centrale bliver maden og måltiderne. Alt andet

træder i baggrunden, og det indskrænker den anorektiskes liv på en

invaliderende måde. Målet er præcist, ingen fedt og en vægt langt under det normale.

Den anorektiske kultur

Resultat: et liv uden nydelser, frihed, spontanitet, seksualitet og modenhed. Det er bivirkninger af anorektikerens forsøg på at få magten over sig selv og sin krop. En spiseforstyrret vil kontrollen og bruger alle ressourcer på at være så "lean" som mulig. Det giver en bestemt karakter, typisk ulidelig, bedragerisk og manipulerende.

Anorektikeren er utrolig bevidst om, hvad mad indeholder; hvordan man taber sig, og alligevel ser ud som om, at man sund og rask. De ved alt om, hvordan man skal motionere, og hvad man skal gøre for at brænde så mange kalorier af som muligt. De opretholder en pæn facade, virker effektive, men med store omkostninger. De er ikke sunde. Smilene er falske, og interessen for mad er

næret af angst for at tage på og angst for den verden, der åbner sig, hvis man giver slip. Forstyrrelsen er næret af angsten for at blive voksen med alt det, der følger med. For den anorektiske er det centrale kun glæden ved at tabe sig, ikke ved at leve.

Nu har lidelsen bredt sig til erhvervslivet. Man er blevet kaloriefikseret af frygt for fedt på hoften. "Lean has been called Lean because it uses less of everything: less space, less inventory, less people, less time." (p. 15, John Bicheno, "The Lean Toolbox", Picsie books, 2000) Og det er en alvorlig ting.

Taylor igen

I virkeligheden er det Taylor om igen. Taylor var ham, der påstod, at arbejdere af naturen var dovne, og at de havde en medfødt tendens til at simulere arbejde, endda en social tendens, så hvis en arbejder "simulerede", så ville det brede sig og ødelægge hele fabrikken, så derfor var et af hans råd: "hold dem adskilt".

Selv var Taylor en tvangsneurotikker med store problemer. Hans liv var en ulykke. Han havde svært ved at sove om natten og måtte sidde oprejst plaget af mareridt. I et forsøg på at få styr på sig selv, og i foragt for det spontane, tilfældige og planløse forsøgte han overalt i sit liv at styre det, der foregik omkring ham. Det fik han det ikke bedre af. Men det forklarer, hvorfor det var ham, der fandt på et system, en videnskabelig begrundet ledelse, hvor man efter en grundig analyse af alt i en fabrik, selv kropsbevægelser, skulle kontrollere, reducere og fjerne alt rod og spild.

Hans udgangspunkt var, at fabrikken var en rationel maskine, akkurat som ham selv. En fabrik var til for at producere, og det var derfor nødvendigt, at de mennesker, der var i den, blev reduceret til dele af maskinen. Først da ville fabrikken fungere optimalt og levere varen så billigt og effektivt som muligt.

Kort sagt: Ingen slinger i valsen. Lean er det samme. Og selvom man efterhånden har svært ved at finde seriøs forskning, der giver Taylor gode kort på hånden, så vender han hele tiden tilbage som en forbandelse. Det er lidt flovt, så derfor prøver disse moderne

"taylorister" at skjule det – ved at pakke deres udgangspunkt ind eller pynte det med ord som handler om medarbejdernes trivsel: "Vi er ikke taylorister. Se vi har trivsel med i analysen af fabrikken!". Men uanset, hvad de siger, så er det stadig det effektive samlebånd, der er målet. (Tænk en gang, Taylor blev anklaget for at ødelægge arbejderne i en retslig høring engang 30’erne)

Lean minder om det, man kan læse i bladet "I form". Her kan man se alt om, hvordan man holder sig smuk og slank for at undgå alskens ulykker, f.eks. hjertesygdomme og kræft. Det er virkelig anstrengende læsning. Alene sidste nummer – som jeg læste i motionsrummet for meget længe siden – gav mig

mindst femten råd om, hvordan jeg kunne nedsætte min risiko for at få kræft og blærebetændelse. Her stod, at hvis jeg sørger for at spise 123 gr. broccoli om dagen, så nedsætter jeg min risiko for en blodprop med 12 %, og hvis jeg holder mig fra oksekød, så nedsætter jeg min risiko for kræft med 50 %, og så videre og så videre. Ja, selv det at drikke en sodavand bør man tage sig i agt for, og rådet lyder (–i martsnummeret fra i år), at man gør det med sugerør

stukket bagud i munde, så man ikke får sukkeret ud i munden på tænderne, hvor de kan gøre skade!!!. Selv en tarmskylning beskrives i detaljer som vejen til et bedre liv: "Det tager kun en 75 minutter!!!", siger Bente, der har prøvet det, og hun tilføjer, at hun allerede har bestilt tid igen.

Der er meget af det, jeg gør, som jeg ikke burde gøre, og jeg fik helt dårlig samvittighed, også fordi "I form" – akkurat som Lean – har meget smukke eksempler på, hvordan den ene efter den anden er blevet bedre, sundere og slankere af de gode råd: Tove, en dame i 50’erne i en stram pink joggingdragt siger f.eks.: "Jeg har genvundet min ungdom, og yder nu 20 % mere på jobbet."

"I form" er en slags "Lean management" af sig selv. Og det virker på mig som en slags overgreb, en "anorexia light". Og jeg tror, det i virkeligheden handler om noget andet. - Nej, det er forkert at sige. "I form" handler nemlig ikke om noget. Det er det, der er problemet. Bladet har et udvendigt forhold til det indholdsrige liv. Det kan som Lean tale om, at skønhed kommer indefra, og at man skal sørge for at dyrke nærhed og sin familie, men det er bare noget man

siger. Man aner ikke, hvad det er, man taler om. Man imiterer mening. Og derfor handler både Lean og "I form" i virkeligheden kun om, at komme i en bestemt form, ikke ens egen, men en form tømt for særpræg og personligt indhold. Er det fedt? Nej, og det helt bogstaveligt talt.

Lean management og "I form" er en slags ulidelig fedtforskrækkelse med imiteret mening.

De ikke-værdiskabende aktiviteter er spild

 I Lean er det de ikke-værdiskabende aktiviteter, de overflødige kalorier, som skal væk, fordi de skaber "fedt" (- læs "spild"), men spørgsmålet er, om det man definerer som ikke-værdiskabende aktiviteter, altid er overflødige. Kan man som den fedtforskrækkede sige, at alt det "fede", man spiser, er "ikkeværdiskabende". Julen er vist et stærkt argument for det modsatte, en højtid vi elsker, men som ville blive ødelagt af Lean. Nå, det skal jo ikke være julaltid, og da slet ikke i det offentlige, men betyder det, at det aldrig skal være det? Balance er igen et nøgleord. Og Lean balancerer ikke. Lean kontrollerer.Og det er ikke det samme.

Med sit ensidige fokus og sin tvangsmæssige lyst til at styre alt, ender Lean i en usund stil, hvor målet bliver kontrollen og fokus på, at alt skal vejes og styres for at virke. "Målfiksering" hedder det, akkurat som den spiseforstyrrede stakkel med diagnosen anorexia og bladet "I form" med sine slanke- og sundhedstip. Alt fedt på sidebenene straffes og stigmatiseres med ordet: "ikkeværdiskabende".

Leanmennesker vil sige, at jeg overdriver og ikke har forstået Lean. De kan sagtens holde en sjov jul, og fedt er også i orden. Men læg så mærke til deres tilføjelser, der handler om, at det skal styres, så det ikke tager overhånd eller koster for meget. Lean er en alvorlig sag, også når det gælder "pjat", "trivsel", "sjov" og den slags. Det sjove er planlagt, så hvis det skal være sjovt, så skal det lægge noget til målet med aftenen, og det har man naturligvis formuleret

præcist inden. Man kan se det for sig, en festlig jul med Leanfolk til bords:

"Hov, du spiser andeskinnet, men hvad vil det give dig af værdi i længden? Gør det aftenen til en god aften? Kan du undgå det? Tænk lige på kolesterol og den slags. Der er 1200 kalorier pr. 100 gr. i andefedt. Skål! Nej ikke i vinen, i danskvanden! " Hyggen breder sig!

Det er de færreste mennesker, der føler, at de realiserer sig selv som hele mennesker, når de får styr på alle de irrationelle elementer i sig selv, følelser, begær, fantasi, kalorier og den slags. Et kontrolleret menneske er ikke helt.

Overdreven "kontrol" hjælper ikke, ja, man bliver syg af det. Den katolske kirke har mange moderne eksempler på, hvor galt det kan gå. Vi kender alt for godt historierne om præsterne i Boston. Men de mest hellige og dedikerede folk bag "Lean" og andre rationelle styringsdisciple vil ikke høre på det, altså ikke det med præsterne, men på ideen om, at vi må acceptere grader af kaos, natur, og at gode ting kan komme ud af at give slip. Sjovt nok, så har Michael

Hammer som startede bølgen med Business reengineering indrømmet at ca. 70% af initiativerne mislykkes – og at det nok skyldes, at han ikke har taget højde for "den menneskelige faktor".

En ting er den enkelte, jul og den slags. Lean er ikke til for hyggens skyld, og selvfølgelig er det absurd at bruge Leanprincipper til at skabe julehygge. Men hvad vil der ske, når man opdager, at selv en politisk dagsorden og målsætning ikke kan realiseres som var det en bil på et samlebånd? Sagt på en anden måde: Hvad vil det koste at blive klogere på det faktum, at visse former for service er meget vanskelige at producere uafhængigt af den måde man producerer på – og at Lean derfor kan gøre skade i en politisk virksomhed? Hvad vil konsekvenserne blive, når man opdager, at dele af den

offentlige sektor ikke kan drives som en bilfabrik?

I det politiske system er mål og middel ofte dele af det samme, således at det kan være svært at skelne mellem, hvordan du leverer en ydelse, og hvilken ydelse du leverer. Leanfolk tror, at man kan skelne, men derved understreger de jo blot, at de er politiske, selvom der gøres forsøg på at neutralisere formen ved at kalde den "en rationel" ting. Særligt tydeligt bliver det i forhold til

"produktion" af omsorg og pleje. Hvis man hævder, at målet kan adskilles fra midlet, så er man naiv eller forført af en skjult eller ubevidst politisk dagsorden. Man kan ikke brodere med en økse uden, at det gør noget ved broderiet. Eller for at bruge mit første billede med anorektikeren: Man kan ikke sulte sig og leve uanfægtet af den kur man er på. Tingene hænger sammen.

Det får mig til at tænke på en vits: En mand jubler over, at han har opfundet en barbermaskine, der kan barbere alle. Han viser til sin ven, mens han siger: "Se, mit vidunder! Du skal da prøve den. Man putter hoved ind her, og vupti

10 sekunder efter er man barberet.". Vennen kigger lidt, og spørger så: "Du, hvordan kan det lade sig gøre. Alle mænd har jo forskellig hovedform?" "Det er slet ikke noget problem", svarer vennen: "Når maskinen først er færdig, så har de alle sammen samme hovedform."

Lean er ikke neutral og bør derfor behandles politisk, før administrationen kaster sig frådende over den. Man er nødt til at ville metoden og de konsekvenser den har på de mål den skal føre til. Plejen af ældre og tidsstyring er et klassisk eksempel på den intime sammenhæng mellem mål og middel.

Hvis man vil den præcise tidsstyring, så skal man også ville den

omsorgskvalitet den giver. Og hvad gør man med Lean, hvis den præmis, der hedder: "man kan se og styrer alt" ikke holder, eller ender med at skabe ulykker? Hvad skal man med

et liv uden fedt, hvis man dør af det? Uanset hvad man siger, så står og falder  effekten af Lean med, om man kan lede en virksomhed som en maskine  ( - og det kan man, hvis mennesker vil ledes som dele af maskinen, og produktionen  har en konkret form, f.eks. sagsbehandling eller kirurgi) – eller om virksomheden har

godt af det, hvilket nogle tvivler på (- bla. W. Chan Kim og Renee Mauborgne; "Blue Ocean Strategy – de nye vinderstrategier", Børsens Forlag 2005).

Lad os lade "maskinsnakken" være et øjeblik og prøve at se på Lean fra en anden vinkel, den vinkel, der handler om, hvorvidt en offentlig virksomhed kan ledes som en fabrik. Kan det offentlige producere samfundsværdier og samfundsgoder, opretholde lov og orden og et frit marked ved hjælp af Lean? Leanfolk er ikke i tvivl. Rationelle "maskiner" kan producere samfundsværdier som sikkerhed, lov og orden, sundhed, omsorg, pleje, børnepasning, undervisning og lignende. Og endda både bedre og billigere end det, der sker i øjeblikket.

Lean er ifølge Bicheno karakteriseret af nedenstående 15 elementer, og det interessante er at undersøge, hvordan de kan sikre en bedre service i virksomheder som f.eks. et plejehjem eller en specialinstitution. Jeg har for sjov kommenteret et par af dem, men vil understrege, at det ikke er en total tilbagevisning. Jeg provokerer for at skabe lidt balance og en kritisk sans. Jeg

tror, at dele af Lean kan gavne mange offentlige virksomheder. Nogle mere end andre, primært fordi mange af principperne i Lean er jo banale, gode råd, som er ganske nyttige, når man fastholder sin sunde dømmekraft. Men problemet er, at det tillader den forkromede Leanledelse ikke. Her er det "enten eller" og "ingen slinger i valsen".

Kundefokus – man starter med at prøve at forstå kundens virkelige ønsker og behov. Det kan ikke nytte noget, at man fokuserer på, hvad man kan give dem.

- Hvem er kunden på plejehjemmet? Er det kommunen eller beboeren?

Enkelthed – man tilstræber enkelthed i processer, i systemer, i

produktionsteknologierne og i kontrolprocesserne omkring produktionen.

- Kan man det med mennesker, der er vidt forskellige? Kræver det ikke, at man kan sige, hvad produktet er? Og at ydelserne og det politiske forbliver stabilt over tid?

Synlighed – man forsøger at gøre alle processer så synlige og gennemsigtige som muligt.

- Hvordan synliggør man plejehjemshygge? Og hvorfor? Hvad hvis processerne er særdeles komplicerede, måske på grund af sygdom og vikardækning.

Regelmæssighed – man sikrer sig, at intet kommer bag på en: ingen

overraskelser hedder det. "We run our lives on regularity (sleep, breakfast, etc.); we should run our operations on this basis too." (ibid.p.14)

- Liv er da mere end søvn og frokost, og selv det varierer enormt. Derfor vil kravet fjerne enhver fleksibilitet. Ja, det er næppe muligt. Hvad med uheld? Pludselige politiske beslutninger?

Synkronicitet – sørg for at alt passer sammen, så det hele "flyder" uden "delay".

- Forudsætningen er et minimum af uforudsete "hændelser", men også at de mennesker, man passer, kan passes i forløb, der passer sammen. Individuelle hensyn og krav kan forstyrre "flow". Og så er forudsætningen, at processerne forløber i "spor" eller "produktionslinier", hvilket er højst usandsynligt.

I virkeligheden er det kernen i Lean, men samtidig også svagheden, nemlig forestillingen om, at alt bør og dermed også kan produceres i lineære forløb. "Samlebåndet" er uanset, hvordan man vender og drejer det idealet. Men "samlebåndet" er også svagheden i Lean, så det er her man kan afgøre, om man kan bruge Lean eller ej. Man skal blot stille sig selv det enkle spørgsmål:

"Kan vi producere i præcise forløb?" Hvis svaret er "nej", så skal man være varsom med at indføre Lean i den forkromede udgave. Man kan ikke bruge en høvl alle steder, og da slet ikke på skæve brædder.

Styret af efterspørgsel – man skal ikke producere til lager. Tingene skal styres af efterspørgsel i produktionskæden, og i sidste ende af kundens ønsker.

- Det forudsætter, at man på forhånd ved, hvad efterspørgslen er, hvilken man ikke altid ved i den offentlige sektor, der skal sikre, at tilbudene er til stede, og som derfor ikke bare kan fjerne dem, når efterspørgslen ikke lige er til stede. Samtidig styres efterspørgslen ikke direkte, men typisk indirekte gennem en demokratisk proces, hvor man stemmer sine "interesser" ind med de politikere, der vælges.

Fokus på spild – man skal hele tiden fjerne spild. Kigge efter det og sikre, at det forsvinder i alle led af en produktionslinie.

- Synspunktet kan gennemføres, hvis man har en klar norm for, hvad spild er.Problemet er, at definitionen af  spild tit er en politisk beslutning, altså et udtryk for et kompromis mellem forskellige interesser.

Offentlige virksomheder har en politisk norm for ret og rimeligt. Ineffektivitet er med andre ord en del af prisen for et demokratisk system, hvor interesser skal samarbejdes på den

bedste – og ikke nødvendigvis den mest effektive – måde. Tyrannier og diktaturer kan styre en offentlig instans efter rene rationelle

produktionsprincipper, men et demokrati er en anden størrelse. Man kan tænke på Hitlers Tyskland, der var meget effektiv. Tag f.eks. Eichmann, der hensynsløst stod for organiseringen af transporten af jøder til Auschwitz. Han er et mønstereksempel på effektivitet i et diktatur.

Produktionsproces – fokusér på, hvordan produktionsgangen er, ikke på de mennesker, der arbejder i fabrikken. Tænk "horisontalt" ikke "vertikalt". Tegn processerne for at forstå dem.- Det kan være svært at tegne arbejdet med en  autistisk drengs udvikling, i det hele taget er det rigtigt svært at tegne processer i  komplekse systemer.

Forebyggelse – sørg for at forhindre problemer. Skift fokus fra fejl og ros til forebyggelse ved at inspicere processen.

Tid – reducer tidsforbrug alle steder. Ingen værdiskabende processer bør forsinkes med ikke værdiskabende processer.

- Igen kan det være særdeles vanskeligt, hvad en værdiskabende proces er. Hvad med portørens snak med en kollega på gangen. Er den værdiløs?

Forbedringer – sørg for at forbedre alt løbende.

- Virker åbenlyst fornuftigt, og mon ikke de fleste forsøger.

Partnerskaber – søg partnerskaber, mellem interne funktioner, og eksterne leverandører. Skab tillid ved at lade medarbejdere opleve sig som partnere.

"Gemba" (- et japansk begreb, der betyder "arbejdspladsen". Lean stammer fra Toyota i Japan) – gå til arbejdspladsen og find facts. Skrivebordsledelse er yt. Gå omkring og kontroller, at tingene fungerer som de skal.

- Et nyttigt princip, hvis man har evnen til at se og ikke bare render rundt for at kontrollere, at alle følger de faste standarder og procedurer. Den store udfordring vil jo være at sikre, at det ikke opleves som kontrol.

Standardisering – undgå enhver variation, standardisér dine arbejdsgange, men indbyg muligheden for naturlig variation. Styr den.

- Nogle steder, især på sygehuse, vil det kunne lade sig gøre. Andre steder vil det gå helt galt, fordi standarderne udfordres af forandringer hele tiden. Der er også en reel risiko for at standarden bliver et mål i sig selv, og dermed forhindrer en nødvendig fleksibilitet.

Deltagelse – giv dem, der står med problemet muligheden for selv at løse det. Lad alle bære ansvaret for både succes og fiasko. Del al information med dine ansatte, så de kan påtage sig ansvaret.

- Et fornuftigt princip, som kan være svært at realisere, hvis man samtidig med  medarbejderansvaret vil standardisere og kontrollere alting. Lean forstår "ansvar"  som "du er årsag til", hvilket er en ansvarsforståelse, der ikke altid motiverer. Og der er derfor heller ingen naturlig sammenhæng mellem engagement og  ansvar, særligt ikke hvis medarbejderne blot får viden om, at de "er årsag" til det, de laver. "Ansvar" er noget man påtager sig. Det er noget man "vil være årsag til". Det er et valg – ikke en beskrivelse af, hvad jeg er årsag til. Derfor skal der mere til, hvis ansvaret skal være reelt. Ting som

trivsel, autonomi, indflydelse og mening f.eks..

God politik er karakteriseret ved evnen til at opnå bred opbakning, ikke kun ved evnen til at producere mest muligt. Lean forstår sig ganske enkelt ikke på politik, og forsøger derfor at reducere den til noget andet. Skjult naturligvis.

Igen må jeg slå fast, at jeg ikke vil påstå, at Lean er ubrugelig, heller ikke, at der ikke er gode ideer i bladet "I form", men det handler om mådehold, og i øjeblikket virker det som om, man er forført af smarte konsulenter, der med kulørte påstande om gevinster og den slags får alle til at tro, at de er både fede, dumme og irrationelle, hvis de ikke hopper med på "Leanpinden". Og hele konceptet svarer til at begrunde overvægt med "for megen mad", hvilket er naivt. Når man er for fed, har det ofte utrolig mange forklaringer. Omsorgssvigt er en af de mest udbredte. Men Lean forenkler forklaringerne og dermed også kuren. Problemet er, at man kan tabe sig ved at fokusere på andre ting end maden. F.eks. ledelse, mening, trivsel, klarhed. En slankekur a’la Lean er ikke altid svaret. Tag bare et af de mest kendte og trælse eksempler, der nu har plaget TV2 seere i 5 år, nemlig Merethes kamp mod maden. Hun er ikke kommet videre, fordi hun kun – i samvær med en masse seere – har fokuseret på mad og kalorier. Damen har et problem i psyken, det vil sige et andet sted end på tallerkenen, og det vil fortsætte, selvom hun nu er endt med en operation. Hun lider af Leantænkning af 1.grad. Mindre af det hele, nu også mavesækken. Kan man ikke "tabe sig", så må kniven frem. Konsekvensen ligger i Leankortene. Bare vent.

 Lean har mange gode råd og nyttige spørgsmål som man bør stille sig selv, og ofte er det spørgsmålene og den tid man tager sig til at stille dem, der har den gode effekt. Det behøver med andre ord slet ikke være Lean, der virker, når man indføre Lean. Det er i hvert fald svært at dokumentere, at det er Lean og ikke den tid, man tager til at undersøge og reflektere over det, man gør, der i sidste ende får det til at køre bedre. Med andre ord – og sat lidt på spidsen – så kan det være, at enhver tid man afsætter og bruger på at tænke over, hvad det er, man gør, vil føre til forbedringer. At man nogle gange skal have fine ord i munden og flotte systemer for at få den tid, er en helt anden diskussion, der handler om psykologi og forførelse. Sjovt er det under alle omstændigheder, at selv Leanfolk understreger, at Lean ikke duer, hvis man ikke afsætter tid til at få det til at fungerer, masser af tid. Men tænk, hvis man prøvede det uden Lean. Mon ikke også det ville gøre en stor forskel? Det er lidt ligesom at renovere et hus. Hvis man ikke har tid, så får man ikke malet, tapetseret og muret, men man ved, at huset trænger. Man kan bare ikke nå det: Hvis så en konsulent, pludselig hævder, at det er fordi, man ikke vil eller ser det, der er brug for, så er man i sin fulde ret til at blive man sur. Hvis han oven i det skaffer én fri, så man kan gøre noget, og derefter siger: "Hvad sagde jeg, du skulle blot se husets mangler, analysere din situation, så rykkede det!", så er det direkte provokerende. Det var jo ikke evnen til at se, man manglede, men

tiden til det.

En sund virksomhed er karakteriseret ved kritisk sans og troen på, at ting kan gro uden at man styrer det direkte. Men også grader af frihed, kaos, paradokser og dilemmaer er nyttige og naturlige dele af virkeligheden. Og man skal ikke tro, at gavner at få alt "rodet" væk, og i enkelte tilfælde kan det være invaliderende at prøve (- dele af de skandaler vi oplever i fødevarekontrollen med gammelt kød, og i skattekontrollen med en stigning på gæld til det offentlige på 900 millioner, er konsekvenser af indførelsen af Leanprincipper).

Man skal vide, hvad man gør. Og hvis man kan producere rationelt og på samlebånd, så duer Lean. Hvis ikke, så må man moderere sig ellers er kreativitet, effektivitet og fleksibilitet er noget af det første Lean tager livet af - sammen med en række nyttige og selvstændige medarbejdere.