Holder Helle hele vejen?

Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at finde sine ben i den første tid som partiformand. Men i løbet af det sidste års tid har hun lagt ny strategi og taget de første skridt, der skal gøre hende til Danmarks første kvindelige statsminister.
Valget i 2007 var et uventet stort nederlag for den nye socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt. Ikke fordi hun eller andre i partiet havde forventet at vinde valget, men fordi det ikke lykkedes at omsætte såvel regeringens fejl som egne styrker som en god campaigner til et bedre resultat på valgdagen.

Årsagerne var mange, men det grundlæggende problem slås Helle Thorning-Schmidt stadig med: For at danskerne skifter en regering ud, skal de både være trætte af den nuværende ledelse OG synes, at alternativet er bedre og mindst lige så trygt. Og netop det sidste har Thorning og A-holdet haft svært ved at overbevise vælgerne om.

Men hun har en plan, der ikke bare skal gøre danskerne trætte af Fogh – de skal også være trygge ved at overlade nøglerne til Prins Jørgens Gård til S-lederen. Indtil videre følger Thorning planen, og med en vis succes.

Skridt 1: Styr på baglandet
Da Helle Thorning-Schmidt blev valgt som S-formand, satte hun et hold bestående af sine egne folk. Hun havde vundet, og hun gav klar besked om, at enten rettede baglandet ind, eller også kunne de gå. En del valgte at følge den sidste del af opfordringen, og S-ledelsen er nu blottet for ministererfaring, ligesom folketingsgruppen har mistet en stor del af både de gamle ronkedorer og de yngre talenter.

Thorning og hendes støtter valgte dog at ændre strategien til fordel for forsoning mellem fløjene. Det har betydet, at fløjkrigene er forsvundet. Ikke at forstå som, at fløjene ikke længere findes. Det gør de. Men der er etableret en fælles forståelse og et unikt samarbejde, primært mellem de to hovedfigurer, politisk ordfører Henrik Sass Larsen og gruppeformand Carsten Hansen. Derfor er der i dag meget langt mellem avisartikler baseret på "anonyme kilder i S-gruppen" eller kampvalg om ordførerposterne.

Thorning har ikke offentligt fået credit nok for dette. Socialdemokratiet har i årtier været martret af opslidende fløjkrige, og for første gang er der nu et relativt frugtbart samarbejde baseret på gensidig kontrol og fælles forståelse. Det er en stor præstation, som ingen af hendes forgængere har formået.

At få styr på den interne krig var første skridt for Helle Thorning-Schmidt. I hendes forståelse er det afgørende, at hun står stærkt internt som partiets leder, og at der er opbakning til hende fra alle fronter. Det har hun fået. Ingen kunne finde på at udfordre Helle Thorning-Schmidt i dag, og hun var derfor klar til at tage det næste skridt.

Skridt 2: Styr på oppositionen
Valgkampen 2007 blev i høj grad tabt, fordi oppositionen ikke fremstod som et samlet alternativ, især på udlændingepolitikken. Thorning forsøgte at lave asylaftaler med de Radikale, men de borgerlige partier havde held med at udstille forskellighederne og dermed stemple Thorning som utroværdig.

Den vigtigste opgave for Thorning har været at få gjort op med dette. Derfor tog hun i sommerferien sit næste skridt: Hun ville fastslå sin position som oppositionens ubestridte leder;  en position, som traditionelt ligger hos Socialdemokratiets formand, men som en ny og parlamentarisk uprøvet S-formand har skullet kæmpe sig til.

I den henseende har Helle været godt hjulpet af Villy Søvndal (SF), der har været gennem en tilsvarende fornyelsesproces i sit parti, og som i makkerskab med sin gruppeformand Ole Sohn går målrettet efter at gøre SF til et potentielt regeringsbærende parti.

Derfor har Helle Thorning-Schmidt relativt let kunnet få folkesocialisterne ind i flokken og har tilmed fået dem til at skrive under på politiske manifester, der stadfæster, at Socialdemokraterne dikterer udlændingepolitikken for oppositionen.

I SF"s magtfulde hovedbestyrelse og folketingsgruppe har opbakningen til det fælles udspil med Socialdemokraterne været markant. Ud af Hovedbestyrelsens 42 mand var der kun to, der var imod S-SF-integrationsplanen, og en Ritzau-rundspørge til SF"s lokale partiforeningsformænd viste opbakning fra næsten tre ud af fire til Villys aftale med Helle.

Samme mønster genfindes i SF"s folketingsgruppe. Her er det lykkedes Villy Søvndal og gruppeformand Ole Sohn at sammentømre en stærk alliance, der kunne bære S-SF-udspillet igennem.  

Helle har altså fået en historisk stærk samarbejdspartner i SF, der bakker 100 pct. op om hende som oppositionens leder og statsministerkandidat.

S-SF-alliancen er blevet så stærk, at den har presset de Radikale, og det kan meget vel tænkes at blive farligt for Helle, hvis hun ikke formår at overtale Margrethe Vestager til at følge trop.
Vestager kæmper sine interne kampe og har stadig svært ved at finde sine ben i en gruppe, der nok er blevet mindre, men ikke mindre forvirret. Partiet er mere end tidligere splittet i blå og røde. Den ene dag vil de lægge stemmer til regeringens finanslovslov og indgå trafikpolitiske aftaler for de næste 30 år, den næste kræver de ministres afgang. De Radikale kan let blive en stor udfordring for Thorning.

En socialdemokrat kan kun blive statsminister, hvis de Radikale peger på hende. Sådan har det (næsten) altid været, og sådan vil det også være, når resultatet efter næste valg gøres op.
Derfor udestår en væsentlig opgave for Thorning: Hun skal give Vestager et eller andet, der kan holde R fast i oppositionsarbejdet og sikre, at R peger klart og entydigt på Thorning som statsministerkandidat. Dette kan meget vel blive en del af Thornings tredje skridt.

Skridt 3: Styr på politikken
Når Helle Thorning-Schmidt på lørdag bestiger talerstolen i Aalborg Kongrescenter for at holde sin beretning for den socialdemokratiske kongres, vil der blive lyttet grundigt. Både blandt tilhørerne og blandt de politiske modstandere.

Her skal hun nemlig tegne de første konturer af den politiske fortælling, som hun vil bruge de næste år på at overbevise danskerne om, er den rigtige fremtidsvision for Danmark.  
Ved valget i 2007 forsøgte Thorning med en vis succes at opstille valget mellem velfærd eller skattelettelser. Kommunikativt var det klart. Et valg handler netop om valg mellem A eller B, og Venstres budskaber om mere af det hele kom dermed til at virke utroværdige.

I Socialdemokraternes optik er Fogh en moderne Janus. Et dobbelthovedet monster, der på den ene side lover guld og grøn velfærd, men på den anden skærer ned på fællesskabet, udhuler den offentlige sektor, negligerer miljøet og privatiserer velfærdssamfundet i små bidder. De anerkender ikke, at der er sket et reelt politisk skifte hos deres modstander, og derfor forsøger de stadig at slå dem på den gamle banehalvdel.

Hovedparten af de udmeldinger, som S-ordførere og -ledelse kommer med, tager netop sigte på at "afsløre regeringens sande ansigt" eller beskylde dem for at "stjæle socialdemokratisk politik".
Strategien har ikke virket ved de sidste tre valg, og den vil heller ikke virke ved næste valg. Der skal spilles offensivt.

Thorning har iværksat en række udvalgsarbejder, der skal præsentere samlede, socialdemokratiske bud på ny politik på en række områder lige fra vækst, over social ulighed til globalisering. Udvalgenes status og arbejde har været lidt uklart, og de færreste tror, at det er her, Socialdemokratiet skal hente inspiration til den politiske dagsorden, der skal sætte Fogh fra posten.

Hun har brugt den første tid på at styrke sin defensiv: Hun har lukket de værste huller og styrket sammenholdet i forsvaret. De centrale ordførere har fået til opgave at lægge sig så tæt op ad regeringen som muligt på udlændinge- og retspolitikken, og det giver mulighed for at gå til stålet på nogle af de kerneområder, hvor Socialdemokraterne står stærkere end VKO: Fordelingspolitik, velfærd, miljø og arbejdsmarkedspolitik.

Til at tage disse skridt får Thorning brug for hjælp, og der er heldigvis et par spørgsmål, der kan spille ind.

1: Hvad gør Fogh?
Hvad sker der i Foghs karriereplanlægning? Skal han til udlandet? Går han på tidlig pension? Tager han et valg mere?

Som tiden går, mindskes chancerne for at slippe af med Fogh til det store udland. Dermed skal Thorning indstille sig på at skulle kæmpe mod to modstandere: Enten Fogh selv eller Lars Løkke Rasmussen.

Der er ingen tvivl om, at Thorning foretrækker Lars Løkke. Han er mærket af sin underlige bilags-sag, hvor han primært viste, at han ikke havde sin chefs faible for at håndtere "sager". Han har ansvaret for den økonomiske politik, som han har mere end svært ved selv at forklare (hvilket sås tydeligt ved fremlæggelsen af årets finanslov). Og han har et dårligt forhold til Dansk Folkeparti.

2: Hvad sker der med økonomien?
På trods af bankkrak, recession og negative økonomiske tendenser er dansk økonomi næsten uforståeligt stærk. Ledigheden fortsætter med at dundre ned, og selv betalingsbalancen er fornuftig. Men inflationen er høj, renten ligeså, og de fleste økonomer advarer om stigende ledighed. De første tegn er begyndt at vise sig, bl.a. i den ekstremt konjunkturfølsomme byggebranche, ligesom bankernes overskud går nedad.

En økonomisk krise er skidt for landet, men kan være godt for Thorning. Fogh har levet godt af den økonomiske optur, som tilmed er blevet stimuleret ekstra af en generøs finanspolitik og skattelettelser. Hvis danskerne igen begynder at frygte arbejdsløshed og ikke tror på, at de får råd til at det nye køkken eller fladskærmen til soveværelset, så vil det styrke utilfredsheden med regeringen, der vil være tvunget ud i upopulære ”pakkeløsninger” og indgreb i den offentlige velfærd.

3: Kan hun udnytte regeringens fejl og mangler?
Kommer det næste valg i 2010, vil VK være tæt på at have siddet på magten i et tiår. Jo længere tid man sidder ved magten, desto højere bliver antallet af fejl, man begår.

Foghs konsekvente afvisning af alle eksperters råd og advarsler gennem tiden kan i nedgangstider komme til at ramme ham som en boomerang. For hvad nu, hvis "smagsdommerne" i virkeligheden havde ret, når de advarede mod afdragsfrie lån, overophedning, mangel på arbejdskraft, ufinansierede skattelettelser og global opvarmning? Her ligger uanede mængder af tungt skyts, som Thorning kan rette mod Fogh.

"Den sidste skridt er det sværeste
Helle Thorning-Schmidt var et ubeskrevet kort, da hun meldte sig som kandidat til at blive formand for Socialdemokraterne. Hun blev valgt på et løfte om, at hun kunne slå Anders Fogh.
Fogh har vist sig at være en større udfordring for Socialdemokraterne, end de fleste havde ventet.  Hans evne til at overbevise danskerne om, at han virkelig havde ladet hulemandskostumet blive hjemme i skabet, blev undervurderet.

Venstre gennemgik under Foghs ledelse en massiv forandring, både i organisation, kommunikation og politik. Det var den forandring, der gjorde det muligt for Fogh ikke blot at vinde i 2001, men også at gentage succesen i 2005 og 2007.

Det er en tilsvarende proces, som Socialdemokraterne skal gennemgå, hvis de vil gøre sig forhåbninger om igen at køre i ministerbiler. De første skridt er taget, men Thorning mangler stadig det sidste.

Relaterede artikler

Hvem er inden i Helle? - Helle Thorning-Schmidt vil være cool – og statsminister. Det første lykkes hende næsten for godt. Hun er vel det nærmest...
Ingen begejstring, ingen problemer - Da Henrik Dahl skrev sig ud af den socialdemokratiske bevægelse, sagde han, at Socialdemokraterne og Helle Thorning ikke...
Helle for stiletten - Helle Thorning-Schmidt markerer sig som sej, sjov og menneskelig med sit muntre mundheld, ’Det er ikke slut, før blondin...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 3. december

Grafiker

Frist: 13. december

Mediechef

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.