Snaps eller kaos!

Vi deler os efter anskuelser, og det forplanter sig også i, hvad vi drikker. For eksempel ville en venstreorienteret vindrikker i dag aldrig drikke Chateau Bouscaut 1975 fra Graves i Bordeaux, som Ritt Bjerregaard serverede, da hun i sin tid ville imponere den stakkels Anker Jørgensen. Han ville hellere have haft en øl, mens Ritt Bjerregaard er et godt eksempel på, at de venstreorienterede ikke altid forsager det dekadente og luksuriøse. Det er en fordom, som de højreorienterede med held har prakket på de venstreorienterede.

Er du til venstre- eller højreorienteret vin? Bliv klogere på Folkemødet hvor du kan møde artiklens forfatter Joachim Sperling i selskab med Kasper Fogh til Kforums arrangement Snaps eller kaos! Her vil de to gastroseksuelle kommentatorer smagsprøve dig igennem det politiske gastrolandskab. Her Læs mere her.

Fra Præstetanker til atomprøvesprængninger

Det er ikke nyt, at venstreorienterede drikker vin. Det gælder navnlig den intellektuelle del af venstrefløjen, som i halvfjerdserne startede med Præstetanker og Okseblod fra Irma, og som i dag svælger i argentinsk malbec, beaujolais og bourgogne – gerne biodynamisk dyrket.

I en lang periode midt i 1990’erne drak de venstreorienterede stort set ikke fransk vin på grund af de franske atomprøvesprængninger, og det førte nærmest til en halvering af forbruget i Danmark. De højreorienterede var ligeglade med prøvesprængningerne og blev ved med at drikke fransk vin, og derfor forsvandt den heldigvis ikke helt ud af markedet.

De højreorienterede var ligeglade med prøvesprængningerne og blev ved med at drikke fransk vin i deres store huse

Den franske rygrad

I dag er prøvesprængningerne gået i glemmebogen, og franskmændene har fået deres straf. Så en ting, både højre- og venstreorienterede vinkendere hurtigt kan blive enige om, er, at fransk vin bør være rygraden i enhver vinkælder, og at vin fra andre lande kan være et udmærket supplement – men heller ikke mere. Oversøisk vin skal man helst undgå, for i de fleste tilfælde smager det af marmelade. Det kan mange danskere godt lide – navnlig dem i det lilla segment, som stemmer på Dansk Folkeparti, og derfor ikke har ”forstand på det”.

Frankrigs beslutning om at genoptage atomprøvesprængninger i 1990'erne gjorde det til et no-go for venstreorienterede at drikke fransk vin. Her bliver den franske nationaldag den 14. juli fejret med en demonstration foran den franske ambassade, hvor der hældes fransk rødvin ud på jorden. Skål!

Måske drikker højreorienterede mere vin end venstreorienterede, for de venstreorienterede drikker jo også gerne øl. Det kan højreorienterede også finde på, men de kan absolut bedre lide vin. Til gengæld drikker de venstreorienterede mere i det hele taget, og det kan hænge sammen med, at de har en forventning om, at velfærdsstaten før eller siden tager sig af deres skrumpelever.

Få det gyldne overblik over, hvilken vin der passer til din politiske overbevisning og din økonomi. Se figuren i stor her, eller tryk på figuren

Bordeaux er ultra højreorienteret

En rigtig flaske bordeaux er næsten altid prydet af et prangende slot på etiketten og en masse krummelurer. Selv på flasker til 50 kroner understøttes illusionen om, at vin fra Bordeaux er noget fornemt stads. Bordeaux er blevet en smule latterlig, men når sandheden skal frem, så smager vinene pragtfuldt, når vi passerer et prisleje på 2-300 kroner. Bordeauxvine til under 100 kroner smager som at tygge på en blyant.

Bordeaux er de højreorienterede vinsnobbers paradis. Og kinesernes. Da de californiske vine blev mere bordeaux end bordeaux selv, blev det svært for de gamle vine, men kineserne vil gerne have den franske vin

Vin fra Bordeaux er ultra højreorienteret. Det skyldes for det første, at de fleste bordeauxslotte er ejet af store vinkonglomerater – det vil sige firmaer, der ejer adskillige slotte. Bordeauxvinene er blevet til rå vinkapitalisme, fordi de gamle familier har solgt ud. Derouten blev total i 1985, da bordeauxvinene blev sat til vægs ved en blindsmagning i Paris af de bedste californiske cabernetvine. De californiske vinmagere kunne fremstille vin, der smagte mere af bordeaux end den ægte vare, og det indledte den store nedtur.

Heldigvis for Bordeaux er der masser af vinsnobber, og med kinesernes indtog på markedet er priserne igen gået amok, hvilket har gjort de dyreste bordeauxvine til ekstremt gode investeringsobjekter set over de sidste ti år. Til gengæld er både prisen og salget af de dårlige bordeauxvine faldet drastisk, simpelthen fordi produktet er kedeligt. Prøv selv at smage en almindelig hvidvin fra Entre-Deux-Mers – det er næsten udrikkeligt.

Ikke al vin fra Bordeaux er lige godt, og hvidvin fra Entre-Deux-Mers skal man gå udenom. Men etiketterne er fine at se på

Englændernes smag for bordeaux

Traditionelt har bordeaux været englændernes foretrukne vin, og de har endog deres eget ord for bordeauxvine – claret. Udtrykket stammer fra middelalderen, dengang Bordeaux var en del af England under Henry d. II. Det siges, at de største vinkældre befinder sig på engelske slotte og herregårde, fordi de engelske lords med deres stiff upper lips ikke kunne få det gammelt og dyrt nok.

Skal det være rigtig fint, skal man drikke vine fra den oprindelige 1855-klassifikation, som kejser Napoleon d. III indførte (i 1855) og som et stykke hen ad vejen stadig holder. Men så må man også slippe fra 400 kroner og op til 10.000 kroner flasken. Det er vine som Chateau Latour, Mouton Rotschild og Margaux, som alle kommer fra den såkaldte venstre bred i Medoc (Haut-Brion er den eneste 1855-vin, der ikke kommer fra Medoc).

Spørg efter 1855-klassifikationen, og du er på rette vej. Hvis du ellers er klar til at betale det, vinene koster.

Brixtoftes yndlingsvin

At 1855-klassifikationen dog langt fra er perfekt understreges af, at en vin som Chateau Petrus ikke er med. Det var Peter Brixtoftes favoritvin, og ved at købe den viser man, at man ikke lefler for 1855-klassifikationen. Petrus har vokset sig stor gennem årene og er i dag en af de dyreste vine i verden.

Peter Brixtoftes branding af Petrus har været afgørende for vinens image

De sidste 20 år er 1855-klassifikationen kommet under pres, blandt andet på grund af den amerikanske vinskribent Robert Parker. Han giver vinene points, og man kan få op til 100. Robert Parker er en fabelagtig vinconnaisseur og har en smag, der appellerer til utrolig mange mennesker, men han har også bidraget til at ensarte vinene fra Bordeaux, fordi producenterne lefler for Parkers smag i forsøget på at sælge mere vin.

I sine berømte borgmesterdage i Farum drak Peter Brixtofte en hel del Petrus på skatteborgernes regning. Petrus er ikke med i 1855-klassifikationen, men ikke desto mindre en vin i samme kategori. Foto: Sophie Liedot/Polfoto

Det er nemt at kommunikere Parkers pointsystem, og det ser man blandt andet i den danske vinhandler Christian Philipsons annoncer, hvor pris og points er de primære salgsargumenter. Uanset om man er højre- eller venstreorienteret vindrikker, bør man foragte Philipson – alene på grund af de modbydelige annoncer. Og man forstår, hvorfor journalisten Niels Lillelund engang slog Christian Philipson ihjel i en roman.

For en hipster er vin, der smager af prut og bæ, en vidunderlig oplevelse. Fordi naturvin ikke er tilsat svovl, er gæringsprocessen uforudsigelig, og det passer som hånd i handske med hipsterens kulturrelativistiske verdenssyn

Naturvin – hipsternes signaturvin
De højreorienterede synes, at naturvin smager af prut og bæ, men for hipstere er det netop charmen. Fordi vinen ikke er tilsat svovl, vil vinens gærceller udvikle sig i uforudsigelige retninger, og det harmonerer godt med hipsternes kulturrelativistiske verdenssyn. Naturvin er godt, og uanset hvor skidt det lugter, kan man altid finde delikate smagsnuancer.

Naturvin er på grund af den manglende svovl ofte oxideret (overiltet), hvilket giver vinen dens tvivlsomme duft. De højreorienterede slynger gerne deres vin rundt i glasset og ævler længe om, hvordan vin kan smage af kirsebær, flint, læder og æble, men det synes hipstere er pjat. Så hellere skylle vinen ned i svælget i en ruf, og så passer naturvinen jo fint.

De højreorienterede synes, at naturvinmagerne blot vil markere sig med deres ’nye’ produktionsmetode for at dække over det faktum, at deres vinmarker ligger på dårlige jorder. Det er et typisk argument for de højreorienterede, der gerne manifesterer deres økonomiske magt gennem ejendomsbesiddelser.

Hipsterne har ikke så meget økonomisk kapital som de højreorienterede, men til gengæld har de ofte mere kulturel kapital. Derfor åbner der sig nye muligheder med naturvinen, som er dyrket uden brug af sprøjtemidler og ’unødige’ tilsætningsstoffer. Det er noget, der appellerer til hipstere, selvom de ikke ved hvorfor.

Et alternativ til naturvin er den biodynamiske vin. Ifølge de biodynamiske principper skal man blandt andet lægge kohorn på marken, og naturligvis undlade at sprøjte, men man må gerne tilsætte svovl, for ellers kan man ikke bevare vinens skønne egenskaber. Så for de venstreorienterede, der i bund og grund er konservative mennesker, der helst ikke vil overraskes, er den biodynamiske vin det helt rigtige valg. En rigtig venstreorienteret vindrikker afviser naturvin som et overfladisk hipsterfænomen.

Bourgogne – de største vines hjemegn

Bourgogne – ordet ligger skønt i munden hos de venstreorienterede vindrikkere. Der findes ingen andre steder i verden, hvor der laves bedre vin og som i højere grad appellerer til kultursnobber. Markerne i Bourgogne er delt op i et hav af parceller, og derfor er der et utal af små, uafhængige producenter, og stadig flere benytter sig af økologiske eller biodynamiske metoder.

Bourgogne er lavet på den følsomme pinot noir-drue og er guf for de venstreorienterede kultursnobber. At vinen er meget dyr rejser lidt et problem. Men har man pengene, er det til at se hen over. Høje priser er naturligvis ikke nogen forhindring for højreorienterede, som også er begyndt at lefle for bourgognen.

I de fleste tilfælde er det dog ikke noget, de kommunikerer proaktivt om, for det afgørende er at opnå den bedste smag, og så skal man undgå at sprøjte. De røde vine laves udelukkende på pinot noir, som er en følsom drue, der skal kæles for – ellers går den til. Men på grund af de særlige jordbundsforhold i Bourgogne opnår de bedste vine såkaldt terroir, som er en kombination af druen, naturen og vinbondens færdigheder. Det er alt sammen guf for de venstreorienterede, hvis eneste problem er, at vinene er hundedyre.

Højreorienteret leflen for Bourgogne

De høje priser skyldes, udover en enorm efterspørgsel, at udbyttet af dyrkningen er utroligt småt. Man beskærer ganske enkelt vinstokkene konstant for at opnå mere koncentrerede druer, og derfor er der ikke ret meget bourgogne på markedet – navnlig ikke af de bedste flasker. Bourgogne starter ved 150 kroner, og skal man have en rigtig stor oplevelse, kommer man nemt til at slippe 500 kroner eller mere.

De bedste vine kommer fra Côte d’Or, der er ét af fem områder i Bourgogne. De største snobber svælger i vine fra Domaine de la Romanée-Conti (DRC) og Domaine Leroy, for dem kan man slet ikke få i handel og vandel. Markedet er blevet støvsuget af velhavende vinsnobber, som synes, det er for let bare at gå ned hos vinhandleren og købe en flaske. Den skal helst være aldeles uopdrivelig, så man kan blære sig over for sine venner.

Fordi bourgogne er blevet så populær, er mange højreorienterede begyndt at lefle for bourgogne. De kan godt se, at bordeaux er blevet kedelig, men interessen gælder ikke den anden vej. Venstreorienterede kan sagtens klare sig uden højreorienteret vin.

Rhône – kraftige vine til kraftige holdninger
Bourgogne må ikke drikkes med alt for krydret mad, for så ryger de smagsnuancer, man har betalt for i dyre domme. Til gengæld passer rhône perfekt. I den nordlige del af Rhône er vinene enormt krydrede, og nogle af dem smager helt hen af peber. Den slags vin passer godt til simremad, som mange venstreorienterede holder meget af at lave, fordi der også er til dagen efter. Vinene er stoppet med alkohol, og derfor kan stemningen løfte sig mere, end hvis man sidder med en let flaske bourgogne, som i bund og grund er en intellektuel oplevelse.

Selv de højreorienterede har indset, at man skal drikke en god flaske rhône til juleanden i stedet for bordeaux. Dem kan man få i rigt mål hos den højreorienterede vinhandler Christian Philipson.

Champagne kan godt gå hen og blive venstreorienteret
Tidligere var champagne noget, vi kun drak nytårsaften, men sådan er det ikke længere. De venstreorienterede ville længe slet ikke købe champagne, så de købte cava, spumante eller ’mousserende vin’. Venstreorienterede vindrikkere ved dog godt, at det ikke holder. Vine fra Champagne smager nemlig bedst, og da der også i Champagnedistriktet findes mange små, uafhængige producenter, gælder det bare om at holde sig væk fra kapitalistiske mærker som Veuve cliquot, Bollinger eller Pol Roger.

Uorienteret vin

Over 99 procent af al den vin, der bliver produceret i verden, er uorienteret vin. Altså ligegyldig konsumvin, som udelukkende har til formål at gøre folk berusede. Vi har alle sammen drukket den slags vin, men det stopper den dag, man har smagt de rigtig gode vine og begynder at sætte pris på dem. Så bliver det svært at vende tilbage til det billige, og det gælder, uanset om man er højre- eller venstreorienteret.

Venstreorienterede vinhandlere

Løgismose Vin

L’Esprit du Vin

Sigurd Müller
Theis Vine

Pétillant

Hipstervinhandlere

Rosforth & Rosforth

Malbec

Österreich

Højreorienterede vinhandlere
Kjær og Sommerfeldt

Philipson

Uorienterede vinhandlere