Høje Taastrup har siden 1986 ligget som et første, obligatorisk stop på enhver rejse vest ud af København. En fortrydelsesmulighed for dem, der alligevel ikke vil afsted. En parkerings- og påstigningsmulighed for dem, der kommer fra Københavns forstæder. Men en eksistensmulighed? Jeg tror, der stadig voteres om dette spørgsmål.

Stationen i Høje Taastrup er et kæmpestort trinbræt 13 minutter ude af strækningen mod Jylland. Den rejsende, der ankommer i tog, ser først i sidste øjeblik stationshallens tre buer, der ellers knejser over det flade land og er så imponerende, at eksempelvis turistforeningen for Høje-Taastrup bruger dem i sit bomærke.

Hvis ikke man straks ved afrejsen fra København synker ned i sin kaffe og avis, ser man på det meste af turen til Høje Taastrup blot et syndigt rod. Dette rod findes langs sporene ud fra enhver storby. Det er industrisamfundets bagscene. En praktisk og nøgtern zone, hvor der intet forbrug finder sted. Derfor er intet iscenesat og alting alene praktisk og funktionelt.

På bagscenen er der ingen, der kigger. Derfor gælder de almindelige regler for social omgang og nobel selvpræsentation ikke. Man kører gennem baggårde, bagsider, bagbutikker, bagindgange samt enkelte baghaver, og selvom toget skulle holde stille og vente på grønt, tæller man ikke med. Folk piller næse og klør sig uforstyrret i røven. Livet går videre. Som det gælder for alle andre ikke-personer - tjenestefolk, rengøringskoner, håndværkere og teknikere - er togpassagerens tilstedeværelse og eventuelle indsigt i, hvad der foregår på bagscenen, ganske ligegyldig.

Det første, der fanger øjet, når man nærmer sig Høje Taastrup, er Bjørn Nørgaards godt 26 meter høje skulptur Torstårnet. Det skimtes hen over tagene på de gule bygninger, der udgør Høje-Taastrup by og er signal til, at man ikke længere er på bagscenen. Vi er atter i den præsentable zone, vi forlod ved udkørslen fra København.

Den gule by
Der var lagt både store visioner og gode viljer i Høje-Taastrup by. På den tid, hvor Egon Olsen i al hast forsøgte at gemme direktør Hallandsens sorte penge på Hovedbanegården, var man (dog ikke af denne grund) nået frem til, at den trængte til aflastning. Derfor blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for hele det øde område mellem storcentret City 2, hvis meterhøje, røde bogstaver har hilst mangen en træt flypassager velkommen hjem under indflyvningen til Kastrup, og de til dato ubesungne blokke i boligkvarteret Gadehave.

Konkurrencen blev vundet af tegnestuen Jacob Blegvad A/S. I vinderforslaget indgik såvel stationshallen med de tre buer som den gule by, der i dag blandt andet omfatter BG Banks hovedkvarter, Ishøj Tekniske Skole og et af de mange trøstesløse koncept-hoteller, som den trætte vejfarende overalt i Danmark kan finde ved at følge motorvejen, skinnerne eller højspændingsledningerne til udkanten af den næste by. Her lades alt håb om et pludseligt møde med et mørkt, modent menneske fuldt af mysterier ude. Et koncept-hotel er kemisk renset for tvivl og tvetydighed. Her findes kun friktionsfri lykke inkarneret i de artige, fra smilekurser nyligt dimitterede receptionister, ugens madkoncept i restauranten og ISO 9002-certificeret hygge i dunkle koncept-engelske koncept-pubber.

Idéen med byggeriet var god og brød med mange års traditioner inden for byplanlægningen. Den nye by skulle i modsætning til den klassiske forstad have et centrum. Byens funktioner skulle ikke som i forstaden være splittet, men som i købstaden samlet. Derfor blev boliger blandet med erhverv og detailhandel. Biler, cykler og fodgængere skulle bevæge sig ad det samme vejsystem. Og endelig skulle byen ikke være så grim, åndløs og ensformig som almindelige forstæder. Derfor overlod man udsmykningen af byen til en af landets mest åndfulde kunstnere, ligesom man overlod det til dygtige og anerkendte arkitekter at give karréerne en selvstændig udformning. Det førte til byggeriet "Skibet", der med sine utraditionelle former og farver og sin stedvis store højde virkelig har karakter af monument for såvel Høje-Taastrup som postmodernismen.

Operationen lykkedes, men patienten døde. Den gule by blev som planlagt, og den er på mange måder et fremskridt i forhold til den klassiske forstad. Alligevel er der stendødt i Høje Taastrup, og derfor har ingen mennesker lyst til at være der frivilligt. Man kommer der, fordi man har et ærinde. Og man drager et lettelsens suk, når det igen er overstået.

Som sagt har jeg det sådan, at udsigten til at tilbringe evigheden i Høje Taastrup er en fast del af mine visioner om helvede. Men jeg tror, der er tale om langt mere end en idiosynkrasi. I hvert fald har jeg aldrig mødt nogen, der havde et brændende ønske om at bo i Høje-Taastrup. Og jeg har heller aldrig mødt nogen, der henført talte om den tid, de havde tilbragt i byen.

Dette skyldes ikke, at borgere fra Høje-Taastrup er udelukket fra min omgangskreds. Tvært imod. Min første rigtig gode ven, da jeg forlod barndomshjemmet i Sønderjylland og flyttede til København, var fra Høje-Taastrup. Og ikke bare var han en god ven. Hele hans familie tog imod mig med åbne arme og behandlede mig som en søn eller bror. Derfor har jeg sådan set den bedst tænkelige opfattelse af byens borgere. Sagen er en anden. I min omgang med folk fra Høje-Taastrup har jeg bemærket, at de altid taler om byen på en af to måder. Enten som man taler om en ulykkelig barndom, man forsøger at overvinde. Eller på den måde, man omtaler en kronisk sygdom, man forsøger at leve med. Det korte af det lange er, at al tale om Høje-Taastrup er uløseligt forbundet med et tappert smil.

Vejen til Høje Taastrup går gennem folks baghaver og virksomheders baggårde. Men man skal ikke glemme, at der på den anden side er forhaver og facader. En velordnet forscene, hvor borgerne i for eksempel Valby eller Hvidovre har gjort sig umage for, at alting skal tage sig bedst muligt ud. Så privat livet end er på den bagscene, toget kører igennem, så er livet på forscenen offentligt. Man går tur, snakker med naboen og konstaterer, at børnene er vokset eller at hækken snart skal klippes. Eller man tager ud for at købe ind og hilser i denne proces venligt på tandlægen eller dansklæreren, der også er i Brugsen.

Hele denne måde at færdes og optræde på, har den gamle forstad taget med fra købstaden. Idéen om, at man tager sit civiliserede ansigt på og går ud på gaden. Idéen om at promenere. Idéen om, at man bør sige et par venlige ord til de mennesker, der bor i området og som man har en løs kontakt med. Ja, selv idéen om at standse op - ikke af nogen særlig grund, men bare for at nyde livet eller beundre noget, der er særlig pænt.

Uvist af hvilken grund gik alt dette tabt, da de nye forstæder lagde sig i en ring rundt om de gamle. I de nye forstæder bereder man sig til kamp og træder ud i verden. Hvad enten det er kampen i trafikken, kampen om parkeringspladser, kampen om at komme i den korteste kø ved kassen eller kampen imod de usynlige vandaler, der hver dag efterlader sig spor i form af bøjede skilte, smadrede sidespejle, flade dæk, knækkede eger og kvadratmetervis af graffiti.

Junkspace
Jeg tror, det grundlæggende problem i Høje-Taastrup er det, den hollandske arkitekt Rem Koolhaas kalder junkspace. Altså "skralderummet". For Høje-Taastrup er fyldt med skralderum.

Skralderummet består af motorveje, banestrækninger, området mellem de separerede trafikformer, området mellem de enkelte bygge- og boligprojekter, parkeringspladser, omfartsveje og tankstationer. Det består af områder, der jævnligt er lukkede: indkøbs- og forlystelsescentre, offentlige bygninger, virksomheder uden for og boligkvarterer i arbejdstiden. Junkspace består pladserne foran alle disse bygninger og forbindelsesgangene imellem dem. Junkspace er ingenmandsland, og Høje-Taastrup er ét stort ingenmandsland. Her er tingene ikke strukturerede, men dynget tilfældigt sammen. Her er lokale løsninger uden nogen form for en overordnet plan. Eller de overordnede løsninger er gennemført på en måde, der savner enhver menneskelighed og derfor knuser alt liv.

I juridisk forstand adskiller junkspace sig radikalt fra det offentlige rum i købstaden. Købstaden er bygget til ophold og fredsommelig færdsel, og der er to simple vilkår for at være der: færdselsloven og politivedtægten. Resten klarer man med sund fornuft og sædvane. I junkspace er ophold enten forbudt, livsfarligt eller underlagt privatretslige regler. Derfor er der ingen social kontrol i junkspace. Kun overvågningskameraer, mistillid og et utal af regler og restriktioner.

Skralderummets problemer viser sig for fuld udblæsning i Høje-Taastrup. Ingen bryder sig om at opholde sig i et rum uden social kontrol, og Høje-Taastrup er en hel by uden social kontrol. Ingen bryder om at stå stille i skralderummet. Man står kun stille på motorvejen eller jernbanen, hvis der er noget galt. Man står kun stille i storcentret for at købe eller betale. Man står kun stille på offentlige kontorer, hvis man er løbet ind i meget alvorlige problemer. Derfor er stilstanden i skralderummet Høje-Taastrup forbeholdt de syge, de nedbrudte, de udstødte og de kriminelle. I Høje-Taastrup er normale mennesker enten indendørs eller i bevægelse.

Bramming
En alternativ helvedesvision er Bramming. Byen kan føre sin historie langt tilbage i tiden, men dens moderne historie begynder i 1874, da Lunderskov-Esbjerg-banen åbnede. Året efter blev byen et knudepunkt, da jernbanen til Ribe åbnede. Den førte endda fra 1887 videre over grænsen i Hviding til det dengang - som nu - tyske Tønder og endnu videre til både Husum og Hamborg.

Jeg forestiller mig altid, at både maleren Emil Nolde og sociologen Ferdinand Tönnies brugte denne rute som flugtvej, da de som unge mænd indså, at Slesvig ikke åbnede mulighed for stordåd og hver især tog ud i den store verden for at beskrive den lille. Fra 1916 til 1971 betød Bramming-Grindsted-banen, at byen summede af liv, men ellers er det nu mest døden, den er kendt for. Byen blev herostratisk berømt i 1913 på grund af den jernbaneulykke, der kostede børneretsforkæmperen Peter Sabroe livet. Siden har ingen hørt om byen, og ingen mennesker fra Bramming har på nogen måde udmærket sig i det danske samfund.

Når det drejer sig om Bramming, er spørgsmålet ikke som i tilfældet Høje Taastrup, om det ville være en passende straf for et liv i synd at blive dømt til at tilbringe evigheden dér. I Bramming har jeg hele mit liv ventet og skiftet, når jeg enten skulle til eller fra først Skærbæk og siden Ribe. Og sagen er en helt anden, nemlig at selv det korteste ophold i Bramming faktisk føles som en evighed. Byen ligger midt i et konturløst landskab og består af ganske ens og umådeligt tarvelige huse, samt et mindre antal forretninger, der altid har lukket (hvilket dog ikke gør så meget, eftersom udbudet af varer er mikroskopisk). Der er vitterligt intet, absolut intet, at foretage sig i den by. Alt, hvad man kan håbe på, er udfrielse ved enten Guds eller DSB's nåde.

Helvede er, som George Orwell påpegede i 1984, strengt personligt. Derfor er det ikke til at sige, om der er værst i Bramming eller Høje Taastrup. Men at der er slemt i begge byer er interessant, fordi de hver især skylder udbygningen af Danmarks infrastruktur deres eksistens. Bramming hører sammen med landbrugseksporten til Storbritannien og den tidlige industrialisering, og Høje Taastrup hører sammen med udbygningen af den moderne velfærdsstat og den gradvise overgang til netværkssamfundet, der blandt andet er ved at gøre hele Sjælland til et stort, urbant felt med København som styrende kraft.

I Bramming er der tomt, men det skyldes ikke junkspace. I Bramming ville der være både civilisation og social kontrol, hvis der ellers var nogen mennesker ude på gaderne. Byens problem er, at der ikke rigtig er noget at lave. Enten tager man til Esbjerg og går på arbejde, eller man rejser væk for at få en uddannelse. Under alle omstændigheder ligger byen øde hen det meste af døgnet og ugen. Bramming er en by, hvor alle folk er hjemme, og netop derfor er det så kedeligt at være der, hvis man selv er ude. Derfor kan man sige, at i byer som Bramming er Margaret Thatchers gamle, sociologiske påstand fra 1980'erne blevet til virkelighed. Der er ikke noget samfund - kun mennesker og deres familier.

At kalde et stationscenter for en by
I Høje Taastrup er der stort set ikke andet end junkspace. Derfor mangler hele den gensidige, uofficielle småkontrol i hverdagen, der får Valby og Hvidovre til at hænge sammen. Men til forskel fra Bramming er det offentlige rum ikke tomt. Det offentlige rum i Høje Taastrup er fyldt med forbud, kontrol og manipulation. Hvor man i det offentlige rum i Bramming slet og ret er overladt mutters alene til sig selv, er man i det offentlige rum i Høje Taastrup genstand for intens opmærksomhed. Myndighedernes forbud og restriktioner. Vagtværnenes kameraer. Virksomhedernes markedsføring. Alle de andres mistanke.

Det menneskesyn, der kendetegner det punkt i det urbane felt, vi kalder Høje-Taastrup, adskiller sig radikalt fra både det borgerlige liv i Valby og hjemmelivet i Bramming. Det er, at mennesket er et ganske tomt væsen, der på den ene side kan finde på hvad som helst. Men over for hvilket man på den anden side også kan tillade sig hvad som helst. Kalde et storcenter spændende. Kalde et koncepthotel hyggeligt. Kalde kantinefoder mad og de steder, der serverer det, restauranter. Ja, sågar at kalde et stationscenter for en by.

Måske vil dette menneskesyn i fremtiden ikke være begrænset til Høje-Taastrup, men omfatte hele netværkssamfundet? Det ved ingen endnu. Under alle omstændigheder forstår og beundrer jeg de tapre smil, der ledsager sætningen "jeg er fra Høje-Taastrup", og forstår også, hvorfor alle efterhånden bliver besatte af at finde en identitet, de selv kan tro på. Men jeg glæder mig samtidig over, at mit eget ophold i byen som sædvanlig kun varer ét minut.