HKH Kronprins Frederiks PR-strategi

Nu melder hverdagens strabadser sig snart for kronprins Frederik. En ny hverdag hvor han skal navigere i en ny verden og finde sig til rette som kommende konge. Det kræver en tunge lige i munden og en gennemtænkt strategi for slagets gang. Her kommer 10 gode råd til hvad Frederik skal gøre – og 10 gode råd til hvad han absolut ikke skal gøre.

10 gode råd til hvad du skal gøre

1. Overvej at fastansætte Lis M. Frederiksen eller en anden informationschef. Du kommer til at kæmpe en del med at holde pressen ude af dine palæer, og det vil styrke din kamp at have professionel hjælp. Oprust! Så skal du nok klare kampen. Resten af Europas kongehuse har for resten også en fastansat informationschef. Måske kan du kigge på deres erfaringer? Vær offensiv, og sæt dagsordnen.

2. Som ny i stillingen ”ægtemand” og vordende familiefar skal du aflægge playboy-imaget. Nu skal du fremstå karakterfast og som en ledertype. Distanceret fra folket, men med troværdighed.

3. Lav mere af ”Rock’nRoyal” og ”fest på Vega” og ”Matchrace med Mary”-tingene. Det har været fedt at se dig og Mary træde i karakter og anmelde en ny stil. Du skal ikke forsøge at efterligne Margrethe. Vær din egen, kom ind i kampen og følg med tiden!

4. Lad være med at tage strømper på med hul i på besøg i lande som Japan. Det er sket før. Og det er sjovt nok, men også dumt & pinligt. Gør forarbejdet ordentligt, og forbered dig grundigt på besøg og gæster.

5. Læg dine joggeture ud hvor vi kan møde dig. Pisk rundt om søerne, luft hundene i Amaliehaven og tag gerne hesten frem til en morgenridetur rundt i byen som din oldefar Christian X. Du er en del af celebrity-miljøet i Danmark, og for at blive ved med at opretholde din popularitet, er du nødt til at blive set. Det er det du og Kongehuset lever af.

6. Vær andet og mere end de andre kendte. Pas på at I ikke bliver negligeret til bare at være ligesom dem. Så mister monarkiet sin særlighed, mystik og glans. Og det er det samme som at det mister sin berettigelse. Og så har du pludselig ikke noget sted at bo.

7. Vær et menneske man kommer til at holde af lige som din morfar Frederik IX og din mor. De lukkede pressen indenfor, og det er en smart måde at pleje interesserne med folket. Det er også en smart måde at indgå en kontrakt med pressen. Jo mindre du holder hemmeligt, jo mere velvilje kommer du til at opleve, og jo mere kan du bestemme hvor langt ind på slottet vi må følge med.

8. Medierne forsøger i højere og højere grad at fange et glimt af ”mennesket bagved”. Vær uhyggeligt bevidste om det. Det kan blive en stor belastning og et problem for jer hvis I kommer til at træde ved siden af og afsløre noget vi ikke skulle have set. Men det kan også blive jeres vej ind i hele folkets hjerter hvis I forstår at udnytte medierne. Hvis vi kan se jeres menneskelighed og identificere os med den, så kan det blive jeres billet til folkelig opbakning.

9. Kongehuset har siden 1972 været domineret af stærke kvinder der har markeret sig på hver sin måde. Både Margrethe, Ingrid og Alexandra fylder meget. Tænk på det. Det er ikke en konkurrence, men tag kampen op, og gør noget andet. Find dit eget ståsted.

10. Find dig nogle autoriteter at læne dig op ad. Fx hæren eller familien. På den måde bliver det lettere for dig at koble traditioner med fornyelse. Et solidt og holdbart grundlag som du kan boltre dig i.


10 gode råd til hvad du ikke skal gøre

1. Hele monarkiets berettigelse hviler på velvilje fra folket. Derfor bør du ikke opføre dig som en enevældig konge med supermedlemskab til natklubben Nasa. Det giver ikke velvilje en lørdag nat når alle vi andre står i kø.

2. Du kan ikke komme til at afskaffe monarkiet. Det er det nok for slidstærkt til. Men du kan komme til at gøre megen skade på det. Tænk på det inden du overskrider fartgrænserne.

3. Husk at du ikke skal være konge endnu. Dit bryllup er ikke det samme som at din mor ikke længere er Dronningen.

4. Lad være med at ryge når du er på arbejde. Det er ikke smart at ryge små børn op i hovedet til et arrangement for børnecancer.

5. Drop de meget mørke, meget markante solbriller. Vi vil altid undre os over hvad det er I forsøger at skjule. Er det tømmermænd, blå mærker, eller kan I virkelig bare ikke lide os. Eller det der er værre?

6. Øv dig lidt bedre på dine talemanuskripter. Det er ikke fint at komme til at servere pointen på et forkert tidspunkt eller at læse det hele op. Og hav lidt mere styr på om det er en station eller et stadion du er ved at indvi.

7. Lad være med at gå i gult. Det klæder ingen.

8. Du skal ikke holde op med at ha’ det sjovt eller opgive din egen identitet bare fordi du nu bliver gift.

9. Du skal ikke gå i seng med andre damer (her i landet er det én ad gangen eller slet ikke!) – det vil være dårligt for dit omdømme hvis du gør det.

10. Du skal ikke tro at vi ikke synes at du er den bedste prins vi nogensinde har haft. Tillykke!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også