Hjemme hos AFUK
FarvElbæk

Skrevet af

Lars Konzack
Lektor

16 artikler

82 indlæg

Paptallerken-kast, kartoffeltryk og andet børnehavepædagogik er projektmageri, når det er værst. Projektet er et mål i sig selv for mange af de miljøer, Uffe Elbæk har været med til at skabe de sidste tredive år. Miljøerne er tegn på forfejlet social- og kulturpolitik og udnyttelse af usikre unge, der endnu ikke har fundet fodfæste i verden.
Jeg vil ikke sige noget om Uffe Elbæk. Det er der så mange andre, der vil gøre. Jeg vil i stedet fortælle om mine personlige erfaringer med Gøglerskolen, Frontløberne og Akademiet For Utæmmet Kreativitet, de miljøer, som udspringer fra Uffe Elbæks og hans ligesindedes brug af offentlige midler og private fonde. Når jeg siger, at mine erfaringer er personlige, holder jeg mig til sandheden. Det er ikke et videnskabeligt studie, men mine helt egne idiosynkratiske oplevelser. Nogen vil have haft lignende oplevelser og nikke genkendende til, hvad jeg har at sige, mens andre vil have andre oplevelser eller set det fra et andet perspektiv. Jeg ved ikke engang, om jeg er den rette til at gøre det, da jeg aldrig har været insider. Alligevel vil jeg gerne fortælle min historie, da jeg oprigtigt mener, at der gemt i den er noget, vi forhåbentlig kan tage ved lære af.
 
Uffe Elbæk og ligesindede gik forrest i miljøer som Gøglerskolen, Frontløberne og Akademiet For Utæmmet Kreativitet

Århus i begyndelsen af 1990’erne – og ja, dengang blev det stavet med Å – var en speciel tid at være ung i. Arbejdsløsheden var skyhøj, og meget af det, som mine jævnaldrende i dag skriver på deres cv for den periode, skal dække over, at de faktisk ikke var ansat nogen steder, men gik rundt og lavede ingenting. Men ingenting er heller ikke det rette ord. Vi lavede en hel masse, men vi fik hverken respekt, anerkendelse eller rigtig løn for det, vi gjorde. Det var som at befinde sig i en voksenbørnehave, hvor den ældre generation stadig fik løn for at passe på de unge, men ikke turde overlade rigtigt ansvar til dem. Ungdomsarbejdsløshed kaldte de det, men det dækkede faktisk over, at helt almindelige myndige, unge voksne mennesker reelt befandt sig i et parallelsamfund.  De unge voksne var blevet klienter i velfærdssamfundet i stedet for at bidrage til det med alt, hvad de kunne bidrage med, og deltage i styringen af velfærdssamfundet.

I 1989 opstod både Gøglerskolen og Frontløberne i Århus som et svar på den store ungdomsarbejdsløshed. Gøglerskolen som den mest horrible institution. Her blev unge sendt i en slags skole, så de kunne lære gøgl som på renæssancens markeder. Ingen af de velmenende pædagoger og socialbehandlere tog hensyn til, at samfundet i slutningen af det 20. århundrede ikke havde brug for gøglere af den art, og sandsynligvis heller ikke ville få brug for det i det 21. århundrede. Havde de så bare i det mindste lært dem stand-up, men nej, det skulle passe ind i deres hippie-retorik og ikke, hvad de unge reelt set havde brug for. De blev narret, gjorde de. Både i betydning af, at de blev snydt, men også i betydningen af, at de reelt fik en narrehat på hovedet og gjorde sig selv til grin. Jeg så noget af deres optræden, og det var jo ikke folk født ud af en cirkusfamilie, der virkelig havde lært deres tricks, siden de var helt små. Det var så amatøragtigt, at det var totalt ubrugeligt, men det forhindrede ikke Gøglerskolens folk i at hylde det med alle datidens buzzwords. Politikerne klappede taktfast med og gjorde sig medskyldige.

Fyrre meter lang blåhval
Frontløberne var en anderledes organisation. Den bestod af små og store projekter under en og samme paraply. De havde de fedeste fester i byen. Alle gik rundt og lignede noget fra en cyberpunkroman, klædt i læder og plastik, og den, der smilte først, havde tabt, medmindre man var insider. Her lærte jeg tequila-hjelmen at kende. Man fik en hjelm på hovedet, drak tequila og slog hovedet ned i bordet. Festerne på Klub Kronstadt var begyndt, fordi man ville samle penge ind til Next Stop Sovjet. Et grænseløst naivt projekt, hvor man ønskede at skabe dialog med Kommunist-Rusland ved at komme kørende ind i busser med en sammensat gruppe af punkere og festglade unge mennesker samt en fyrre meter lang blåhval bygget af glasfiber. Det var ikke bare naivt, det var dumt – også dengang – og spild af de unges tid. Nogle vil sikkert hævde, at den kolde krig sluttede på grund af, at sovjetrussiske embedsmænd blev så forvirrede over dette initiativ, at de ikke anede, hvad de skulle gøre, men uanset dette fortsatte festerne på Klub Kronstadt, selv om det oprindelige mål var forsvundet.

Frontløberne havde startet Cafe Kølbert, som faktisk var rigtigt sjovt. Det var et slags totalteater, hvor publikum, eller rettere gæsterne, fik serveret mad, og hvor tjenerne, der i virkeligheden var skuespillere, på en hylende morsom måde fornærmede gæsterne og hinanden. Det var lykkedes at få nogle unge mennesker med en god ide til at leve af at lave et kulturarrangement. Ideen var så at udvide det koncept, således at unge mennesker kunne overgå fra offentlig forsørgelse til oplevelsesøkonomien, hvis man brugte kommunens kulturpenge som kickstart til formålet. Begejstringen ville ingen ende tage. Man kunne på langt sigt løse hele ungdomsarbejdsløsheden på denne måde. Sådan forestillede man sig i hvert fald, at det kunne lade sig gøre. Visse nejsigere ville måske indvende et par ting eller to mod dette ellers geniale projekt, men hvem gad dog lytte til en nejsiger? Nej, vel?
 
Jeg var selv flere gange på besøg hos Frontløberne. Her var altid plads til unge arbejdsløse, der kunne arbejde gratis for Frontløberne, mens de modtog bistandshjælp. Hele projektet var bygget op om frivillige, som de kaldte det. De havde et spændende Fremtidsbibliotek. De udgav månedsbladet Ajour, der senere skiftede navn til Agenda. De fik kaospiloterne, en uddannelse, hvor kursisterne lærte, hvordan de brugte tidens buzzwords til at skaffe kulturmidler fra offentlige kasser og private fonde. MouseHouse kom også til. Et frirum, hvor man kunne få lov til at bruge en Apple-computer, og hvor unge mennesker uddannede voksne, der ikke forstod it og cyberspace. MouseHouse knopskød til uddannelsen SpaceInvaders, en helt ny multimedieuddannelse. Ordet multimedie lyder dog knap så ekstremt og heftigt i dag.
 
Jeg er frontløber
Der var ingen grænser for, hvad kommunens kulturpenge kunne bruges til, og der var plads til alle, så længe man arbejdede frivilligt eller var i aktivering, og det var et fantastisk sted at være i aktivering, sammenlignet med hvad man ellers kunne komme til at lave. Var man frontløber, så var man dog noget. Man fik en identitet, der ikke var ”jeg er på en toårig erhvervsuddannelse”, eller ”jeg er i aktivering”, eller ”jeg er arbejdsløs”. Og derfor er der mange frontløbere, der husker tilbage på frontløbertiden som den bedste tid i deres liv, fordi det var første gang, de fik sig en identitet her i livet. Selv oplevede jeg for første gang i mit liv at blive taget alvorligt, da Caroline Søeborg Ohlsen (senere Ahlefeldt-Laurvig-Bille) inviterede mig til at holde et foredrag om cyberpunk til et åbningsseminar for MouseHouse, hvor også Max M. og Jesper 69 Green optrådte.
 
Spørgsmålet er alligevel, om kulturpengene blev brugt til det egentlige formål? Det lykkedes jo aldrig for alvor at få alle disse ”frivillige” til at blive selvstændige erhvervsdrivende i oplevelsesøkonomien. De forblev arbejdsløse, indtil de af den ene eller den anden grund forlod stedet. Kaospiloternes projekter blev til rent projektmageri i det ene formålsløse projekt efter det andet, hvor det var vigtigere at netværke med kommunens ansatte og lederne af fondsmidlerne end faktisk at have en god ide. MouseHouse underbød med deres frivillige og aktiverede forretninger, der også tilbød multimediekurser til det offentlige. Stakkels Caroline Søeborg Ohlsen havde også et hyr med at rydde op og få de frivillige til at stå oprejst, efter at de havde festet og drukket igennem hele natten til tidlig morgen og først var gået i seng få timer før, at et vigtigt, dyrt betalt kursus skulle afvikles. Hun kom dog heldigvis videre med sit liv.
 
Det var mere, end man kunne sige om mange af de andre, hvis frivillige arbejdskraft blev udnyttet af Frontløberne – uden fagforening og uden mindsteløn, for venstrefløjen og i særdeleshed Socialdemokratiet opfattede ikke længere de unge som nogen, de havde en forpligtelse til at beskytte mod den slags. Især fordi de jo ikke blev udnyttet af private virksomheder, men af det offentlige system. Nogen spørger, hvorfor de unge svigtede Socialdemokratiet, og svaret er indlysende: fordi socialdemokratiet svigtede de unge.
 
Paptallerken og kartoffeltryk
Jeg kom også videre og fik mig en uddannelse, så her kunne historien være sluttet, hvis ikke det var, fordi jeg som ph.d.-studerende ved et ph.d.-kursus i København var blevet udsat for en aflægger af Gøglerskolen, nemlig Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK). Det var lige omkring millennium-skiftet, at de skulle lære os ph.d.-studerende og de fastansatte forskere, hvad sand kreativitet var. Det vidste de nemlig bedre end unge forskere, der jo som bekendt er mere højre hjernehalvdel end venstre, eller er det omvendt? De er i hvert fald følelseskolde, uden humor og uden kreativitet.
 
I de utæmmede kreative miljøer var filosofien, at det er okay at fejle, bare man prøvede -men sandheden er, at rigtige dygtige kreative mennesker ikke blot forsøger, men gør deres ypperste for at gennemføre deres ideer

Vi blev planmæssigt fordelt i hold og placeret i hvert vores klasselokale. Da der dukkede en ung fyr op i jordfarvet tøj og mokkasiner, gik mine alarmklokker i gang. Det blev ikke bedre, da han med en blød affekteret gurustemme (du ved, den mange psykologer benytter sig af) begyndte at forklare kreativitet ud fra zen-retorik. Så gik vi i gang med tillidsøvelser og børnehavefjolleri, fordi vi jo skulle gøre op med den sorte skole. Ikke et ord om, at ingen af os, der var vokset op i 1970’erne og 1980’erne, faktisk aldrig havde gået i den sorte skole, men derimod den bløde skole – og at alle vi ph.d.-studerende faktisk havde prøvet den slags øvelser i børnehaven, i skolen, i gymnasiet og endda i mange tilfælde på universitetet. Dette ville være noget helt nyt og en øjenåbner for os.

Jeg kan huske, at vi skulle kaste en paptallerken ud i luften og lukke øjnene for derefter at gå hen og samle den op. Det gjorde ikke noget, at vi fejlede, men bare vi forsøgte. Det er desværre kun alt for rammende for, hvad min generation er blevet fortalt, og selvfølgelig er det løgn. Man skal faktisk forsøge at lykkes med sine projekter, ellers er det useriøst. Det samme gælder ikke mindst kreativitet. Rigtige, dygtige kreative mennesker forsøger ikke bare halvhjertet, men gør deres ypperste for at gennemføre deres ideer. Jeg kan huske, at det var en personlig sejr for mig, da jeg som den eneste kastede paptallerkenen, lukkede øjnene og gik målbevidst hen og samlede den op. De andre jublede. Ja, for der var en grund til at juble, når noget lykkedes. Det vigtige var ikke, at jeg havde klaret testen. Jeg følte, at jeg havde modbevist ham. Optrinet sluttede af med, at vi skulle lave kartoffeltryk. Ja, kartoffeltryk som i børnehaven.

Hele forudsætningen for dette var bygget på den løgn, at børn er mere kreative end voksne, og at vi derfor skal gå i barndom for at blive rigtig kreative. At det skal være lidt barnligt og fjollet. Det kan skyldes, at folk, der ikke er kreative til daglig i deres voksenliv, allerhøjest kan være kreative på børneniveau. Men for voksne, der fortsat arbejder med kreative ideer, er det ikke en for længst glemt barnlig oplevelse. Det var noget, de gjorde i går. Og ligesom alle andre færdigheder skal kreativiteten udvikles og modnes, og ligesom alle andre færdigheder er der nogen, der har et medfødt talent, der skal udvikles og modnes for at blive til noget. Det er ikke bare barnligt fjolleri, og ph.d.-studerende er som regel mere kreative end en halvstuderet røver, der fyrer floskler af.
 
Folk der ikke er kreative til daglig i deres voksenliv, kan allerhøjest være kreative på børneniveau
 
Jeg forsøgte at forklare min aversion mod dette kursus til en af de fastansatte forskere, men hun syntes, at det var netop sådan noget, vi havde brug for til at åbne for nye indsigter. I stedet gik vi ph.d.-studerende sammen og gjorde grin med kurset. Vi legede klap-en-farve (hvor alle svar er lige rigtige) og udstillede passiv aggressiv dobbeltmoral: ”Det, jeg hører dig sige, er ...”, eller ”Jeg synes, at det er synd, at hun altid bliver mobbet, så jeg synes, hun skal sætte sig ind i midten, og så skal vi alle sammen sige noget positivt om hende”, eller ”Jeg føler, at den måde, du taler til mig på, går mig for nær, og jeg synes ikke, at du kan sige, at noget er mere rigtigt end noget andet”. Vi kunne blive ved, og det gjorde vi resten af aftenen, for vi var opdraget med hele dette lager af føleri, løgn og bedrag – og vi var voksne nok til at gennemskue det.

Gøglerskolen, Frontløberne og Akademiet For Utæmmet Kreativitet findes endnu. De er parasitter på en forfejlet social- og kulturpolitik. De er parasitter på usikre unge, der endnu ikke har fundet fodfæste i verden. De tilfører ikke samfundet noget af egentlig værdi, men dræner derimod unge menneskers energi uden at give dem løn og reel anerkendelse og uden at bygge noget op. De holder folk hen i uvished, idet de foregiver at tilbyde en holdbar identitet og en fed fest. Men hverken gøgler, frontløber, kaospilot eller utæmmet kreativ akademiker er holdbare identiteter i det lange løb. Projekterne skaber ikke interessante produkter og slet ikke kunst, for målet er projektet selv. Det er projektmageri, når det er værst. Faktisk plejede projektmager at være et skældsord, og det er der en god grund til.

Relaterede artikler

Alternativet: Bæredygtige by-geder nu! - Partiet Alternativet blæser nye vinde ind på Christiansborg - i bæredygtighedens hellige navn. Nu skal København satse s...
Den fedeste fest i dansk politik - Det er skønt at se, hvor gode fester de holder i Alternativet. De fedeste fester er en meget god strømpil på, hvor tinge...
Alternativets alenlange tømmermænd - Alternativet ved tilsyneladende ikke, hvad det skal være - udover alternativt. Uffe Elbæk er seriøst god til at vinde - ...
10 uforfalskede, uforbederlige Uffe-træk - Uffe Elbæk har succes. Han har tværet DF, fået en borgmesterpost og adresseret penis-stormen på en ... Uffe-agtig måde. ...

Giv din stemme

489 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

presse- og kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Senior Art Director

Frist: Hurtigst muligt

Presse- og kommunikationschef

Frist: 12. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 15. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.