Historien som ville fortælle for meget

Allerede i forordet går der Elsa Gress i det. Det var afdøde forfatter Elsa Gress, der i sin erindringsbog “Fuglefri og fremmed” lancerede begrebet “kedsommelighedsbarometer”, som betød, at hun valgte studie og livsbane ud fra det sted, hvor barometeret slog mindst ud. Sjovt nok var det også Elsa Gress, der med tommetykke brilleglas snakkede på en så flyvsk og forvirret måde, at kun få forstod, hvad hun sagde. Sådan virke en ny bog, der er skrevet af organisationspsykologen Kit Sanne Nielsen. Den hedder “Fortællinger i organisationer” og handler om, hvordan historier kan bruges i virksomheder og organisationer.
af Jane Flarup

Bogen, der på velgørende vis har droppet ordet storytelling til fordel for det gode danske historiefortælling, henvender sig til ledere og konsulenter, der er ved at få øjnene op for, at historier kan noget mere end de traditionelle måder at bedrive ledelse på. Historier er som skræddersyet til at matche tidens krav om forandring og fleksibilitet. Det er de, står der i bogen, fordi de virkeligt levede historier handler om de mennesker, der fortæller historierne, og at de således kombinerer den enkeltes ønsker, drømme, frustrationer, følelser og fordomme med overordnede strategiske behov i organisationen.

På sporet af en ny forståelsesplatform
På den måde er historier et kommunikationsredskab, skriver forfatteren. Et redskab, der viser hele mennesker på godt og ondt og samtidig fremstiller deres liv og udvikling som en dannelsesrejse. En dannelsesrejse er et begreb, der bl.a. bruges i romanerne til at beskrive en hovedperson, der befinder sig i en tryg tilstand, men så kastes ud i noget kaos og udsættes for en række prøvelser, som ender med, at hovedpersonen kommer helskindet hjem igen. I organisationen altså noget med, at personens normale selvforståelse og arbejdsmåde udfordres og kaster ham eller hende ud i nogle vanskeligheder, der - med hjælp fra en konsulent, som får vedkommende til at fortælle sine historier - ender lykkeligt med en ny “forståelsesplatform”, hedder det i bogen.
Alt det kan vi kun være enige i. Faktisk tror jeg ikke, at jeg noget sted i denne bog er uenig i Kit Sanne Nielsens konklusioner, og der er da også tale om en erfaren skribent, der gavmildt øser af sine erfaringer fra flere års virke som organisationspsykolog og proceskonsulent, og som arbejder ud fra psykologiens såkaldte narrative praksis, der er en variant af den traditionelle samtaleterapi.

Hverken fortælling eller akademisk
Problemet er bare, at denne bog vil for meget. Den er for overlæsset og for rodet. Og her er det så Elsa Gress-metaforen kommer ind i billedet. Kit Sanne Nielsen skriver på side 8 i forordet, der noget pompøst kaldes prologen, at bogen er “tænkt som en fortælling, der tager udgangspunkt i det liv, mennesker lever.” Intet kunne være mere misvisende. Denne bog er så langt fra en fortælling. Den er heller ikke akademisk, dertil er den for sludrende, og hele fodnoteapparatet og den videnskabelige opbygning mangler. Faktisk er bogen så dårligt skrevet, at denne anmelder stoppede på side 22 og først genoptog læsningen flere uger senere.

For mange kommaer
For det første er der problemer med grammatik og kommaer. Ord som “overfor” skal altså deles i langt de fleste tilfælde, og kommaer plejer ikke at blive sat foran en navnemåde, men derimod foran en ny sætning. Der er mange andre kommaproblemer, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Tit er der også orddelingsfejl, som man dog kan leve med, men det bliver sværere, når bogens yndlingstegn er tankestregen. Når den kombineres med udråbstegnet, får man fornemmelsen af, at skribenten ikke har gennemskrevet sit manuskript og at forlaget ikke har været gennem teksten med tættekammen. Prøv at læse følgende sætning (side 43): “Endelig er der typisk en bestemt begivenhed, som starter historien; f.eks. som da moderen i “Rødhætte” sender den lille rødhætte ud med kage til bedstemoderen, - her begynder historien. Opstarten giver personen motivation til at nå bestemte mål.”

For få punktummer
Forfatteren har kort og godt problemer med sit sprog, hvad der kan undre, eftersom forfatteren arbejder med sprog og historier. Især kan hun ikke finde ud af at sætte punktum. Det kan lyde ganske banalt. Men når bogens to sidste kapitler bærer overskrifterne: Appendiks (kap. 4) og Epilog (kap. 5), viser det, at forfatteren mangler en rød tråd. Hvorfor skal der være to afslutninger, spørger man sig selv. Og kan man afslutte et kapitel (kap. 4) sådan her: “Talen eller sproget former højere mentale processer som abstraktion, opfattelsesevne, refleksioner, logiske operationer, problemløsning, planlægningsevne, hukommelse, beslutningstagen, etc.”Etc.? Hvad står etc. for?

Forkerte overskrifter
På samme måde med overskrifterne. De plejer at være en hjælp til læseren, så man ved, hvad der kommer i det følgende afsnit. Men her er der ikke meget at støtte sig til. En overskrift som “Intervention” eller “Resultater” fortæller ikke en dyt.
Det siges, at manuskripter skal skrives om mellem fire og seks gange for, at vanskelige begreber kan blive skrevet om, så menigmand kan fatte dem. Det er en hård proces for forfatteren (jeg har selv prøvet det). Sætningskonstruktioner og meninger, der for skribenten er indlysende, kan virke som volapyk for alle andre. I Kit Sanne Nielsens bog er der mange indforståede steder, der i al gavmildhed er kommet med i bogen, fordi intentionen er, at vi skal have hele billedet. Men hvorfor skal jeg som læser læse side op og side ned med eksempler på spørgsmål, som konsulenten kan stille en person, så han eller hun kan få et andet forhold til sin historie? Det giver simpelthen ingen mening.
Mens vi er ved han og hun, altså hvordan man betegner personer. Konsulenten kaldes “hun”. Nogle gange kaldes klienterne også “hun”. Og det er bare så 1970’erfeministisk, at læseren stadig skal standse op og undre sig over, hvem “hun” er. “Han” er altså bare mere neutralt.
På side 189 skal læserne desuden kæmpe sig gennem ordet “syttenhundredetallet”, hvor vi tidligere har læst tal. Og hvorfor varierer forfatteren ikke ordet “således.” I løbet af 11 linjer på side 40 står der “således” tre gange - det kan gøres bedre.

Mere fortælleteori
Og sådan er der så meget, som jeg vil vove at kalde sjusk og dårligt sprog. Men også indholdsmæssigt er der ting, jeg har hæftet mig ved: bogen handler om fortællinger. Med denne indgangsvinkel satte jeg mig til rette for at lære noget nyt om historier. I bogens første kapitel skriver Kit Sanne Nielsen lidt om historier og støtter sig primært til bogen “Storytelling - branding i praksis” af Sigma (Klaus Fog m.fl.) Det er simpelthen for tyndt at nøjes med at referere Sigmas ultrakort referat af bl.a. Greimas’ aktantmodel. Sammenhold det med, at Kit Sanne Nielsen både i indledningen og i afslutningen vender og drejer konstruktivisme, systemisk arbejde og hermeneutikken, og sætter det hele i forhold til det postmoderne. Alt dette kunne skæres og erstattes med noget mere om fortælleteori.

Savner nye boller på suppen
For selvom vi har skrevet fortællinger i mange tusinder af år, og det var grækeren Aristoteles, der for 2500 år siden nedskrev de første retningslinjer for en historie, er det dog først i forrige århundrede, at det store skred i fortælleteorierne finder sted. Det kunne man som læser godt bruge i denne bog. Thi, og det er min væsentligste anke: Når folk fortæller en historie, betjener de sig tit af de traditionelle former og strukturer. Alene det at fortælle en historie, hvor der skal være helte og modstandere, bygger på en gammel eventyrform. Hvis man bad personen om at skifte genre eller f.eks. for sjov skrive en sang om emnet, kunne der komme helt nye boller på suppen. Men den del af fortællingernes liv kommer Kit Sanne Nielsen ikke ind på.

Informativ - men dybt kedelig
Mit råd til Kit Sanne Nielsen er, at hun skulle skære bogen strammere. Drop alle de indledende armsving og begynd på side 141, hvor der er gengivet et brev fra en tidligere klient. Hun (der er faktisk tale om en kvinde, der hedder Bente) skriver, at hun var glad for at opleve “det hjælpsomme i at få genfortalt og nyskrevet min historie. Ved at finde historien og herefter knæsætte den som en grundlæggende værdi, fandt jeg min egen vision for mit arbejde.”
Det er nemlig i bogens cases, at læseren vågner op. Kit Sanne Nielsens mange betragtninger om konsulentens etik, om kontekst, dekonstruktion og diskurs, om eksternalisering og ditten og datten virker nærmest som om vi skal se, at hun har orden i papirerne. Først da hun bringer begreberne ud i praksis, sker der noget. Og det er altså først i bogens sidste 50 sider.
Ledere og konsulenter, der griber Kit Sanne Nielsens bog: god læselyst! Den er informativ, men dybt kedelig.

Læs her et kapitel fra bogen i pdf










Fortællinger i organisationer - Narrativ Praksis
Kit Sanne Nielsen
Udkom den 18. august 2004
kr. 199,00 inkl. moms
200 sider

Nye fortællestrategier kan ændre det enkelte menneskes vaner, holdninger og handlinger, og nye perspektiver kan løsne op for problematiserende historier og konflikter. Det er bogens intention gennem dialog at fokusere på de begivenheder og kompetencer som af forskellige grunde er blevet undertrykt i de nuværende og dominerende fortællinger. Processen skal styrke nærværet og relationerne ved at skabe en sammenhængende historie, som er baseret på muligheder.Medarbejdere og virksomheder indeholder ofte større potentialer end det aktuelle niveau viser.




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job