Hillary Penn-løs

Mens Hillary Clintons kampagnes synger på sidste vers, rodede hendes toprådgiver Mark Penn sig ud i et colombiansk stormvejr og trak sig fra kampagnen. Han havde ellers en klokkeklar opskrift på succesen. Men nu mangler der nogle afgørende ingredienser.
Mark Penn
Han er nok ikke den første konsulent, der præsenterer sin politiker for ”en klokkeklar sejr” på nogle krøllede A4-ark. Men Mark Penn, den ultimative meningsmålingsmager, er ikke hvem som helst. Han har rådgivet Bill Clinton fra 1995-2000, premierminister Tony Blair i 2005 og administrerende direktør Bill Gates. Times Magazine kalder ham ”den vigtigste mand i Washington, du ikke har hørt om”. Han har været Hillary Clintons nærmeste rådgiver siden 2000, og hun har fulgt hans målinger, som en hund følger sin herre.
 
Foruden at være Hillarys nærmeste rådgiver er han CEO i Burson-Marsteller, der er blandt verdens største PR-bureauer. Her rådgiver han bl.a. Microsoft. Det er således ikke tilfældigt, at Hillary i sin brug af internettet ifølge en analyse i New York Times sammenlignes med en traditionel PC, mens Obamas hjemmeside sidestilles med de mere funky Mac-produkter.
 
Der har gennem længere tid været kritik af Mark Penns dobbeltrolle som henholdsvis Hillarys rådgiver og som lobbyist. Hans ugerning består i, at han har rådgivet colombianske embedsmænd om en frihandelsaftale med USA, som Hillary er imod. Han bliver nu erstattet af Geoff Garin, der har ry for at være mindre konfrontatorisk og mere medgørlig end sin forgænger.
 
Mark Penn har fået en del fjender i sin tid hos Demokraterne, men både fans og modstandere er enige om én ting: Statistik og meningsmålinger bliver magi i hans hænder. Selv insisterer han på, at han ikke blander sig i udviklingen af politikken, men udelukkende måler og rådgiver om kommunikationen. Hans indflydelse på Hillary Clintons præsidentkampagne er dog tydelig.
 
Soccer Moms og kontorromancer
Mark Penn er manden, der identificerede vælgergruppen ’Soccer Moms’, da Bill Clinton skulle genvinde Det Hvide Hus i 1996. En Soccer Mom er en middelklassemor, som bor i en forstad og er aktivt involveret i sine børns deltagelse i fodbold og andre sportsgrene. I sin bog Microtrends redegør han ved hjælp af kvantitative undersøgelser for, hvordan nyudsprungne tendenser skaber fremtidens Amerika. Ved at spotte de helt rigtige mikrotendenser kan virksomheder, iværksættere eller politikere opdyrke et uudnyttet potentiale. F.eks. er det en mikrotendens at opdrage sine børn på vegansk kost, ligesom der er sket en stigning i antallet af internetægteskaber og kontorromancer.
 
Fidusen ved Mark Penns arbejdsmetode er, at det er den samme analyse, der skal til, hvadenten det foregår i forretningsverdenen eller i den politiske verden. Gennem et omfattende antal telefoninterviews testes folks stillingtagen til bestemte emner og konkrete formuleringer af f.eks. slogans og one-liners.
 
Sejren er hjemme
Tilbage i april 2007 afslørede Mark Penn i Washington Post så opskriften på, hvordan Hillary Clinton skulle vinde valget. Primærvalgsejren syntes dengang blot at være en formalitet. Penns analyse viste, at præsidentposten var hjemme, hvis Hillary Clinton især fokuserede på de to grupper, der svigtede Demokraternes kandidat John Kerry ved valget i 2004, men som Hillary generelt står stærkt i forhold til, nemlig hvide kvinder og amerikanske statsborgere med latinamerikansk baggrund. Og efter primærvalgene i delstaterne Florida og Ohio ville den være hjemme. Sådan gik det som bekendt ikke. Men Hillary Clinton har klaret sig bedre end Obama blandt arbejderklassen, og det er dem, hun nu appellerer til i delstaten Pennsylvania, hvor der er valg den 22. april.

CEO of USA
“Jeg har med interesse set, at I søger en ny præsident. Jeg mener, at jeg har den erfaring, parathed og fornyelse, der skal til for at lede jer ind i det næste årti.”
 
Nogenlunde sådan kunne begyndelsen på Hillary Clintons ansøgning lyde, hvis USA var en virksomhed og arbejdsgiveren den amerikanske befolkning. Hillary Clinton har nemlig gentagne gange udtalt, at jobbet som præsident er som at være en administrerende direktør, der kan finde ud af ”at administrere og styre bureaukratiet”. Billedet er nemt at relatere til for arbejderne på pretzel-fabrikkerne eller bryggerierne i Pennsylvania – der er en (mindre sympatisk) chef, der bestemmer, og nogle lønarbejdere, der makker ret.

I en tale for nylig i delstaten North Carolina sagde hun: ”Hvem vil I ansætte til at vende økonomien? Hvem vil I ansætte til at sørge for sygesikring? Hvem vil I ansætte til at få os ud af Irak?”
 
Modsat rivalen Barack Obama handler præsidentjobbet for Hillary Clinton mere om at nå nogle mål end at transformere samfundet. Hvor han ønsker at inspirere, vil hun organisere sig ud af problemerne.
 
Og når Hillary Clinton sammenligner jobbet som præsident med en CEO, kan man være sikker på én ting: Mark Penns tal viser, at det er det, som de vælgere, der endnu ikke har valgt en kandidat, gerne vil høre. Men måske er magien ved at forlade Mark Penns målinger. Ansættelsesudvalget – borgerne – er nemlig ikke synderlig begejstret for Hillary Clintons profil.
 
Karisma-koden skal knækkes 
Hillarys deroute må føre til en del selvransagelse hos de såkaldte pollsters. Hvordan kunne Mark Penn tage fejl af sine målinger? Hans analyse viser, at lavtuddannede i højere grad end højtuddannede foretrækker en kandidat med erfaring frem for personlighed. Han afviser, at likability-faktoren er afgørende og hælder i stedet til en teori om, at vælgerne ikke er så dumme, som mange rådgivere går og tror, og derfor i første omgang stemmer ud fra den politik, kandidaten vil føre.
 
Set i det lys er tankevækkende, at Hillary Clinton har set sig nødsaget til at oprette hjemmesiden thehillaryiknow.com, hvor venner og kolleger fortæller om deres personlige forhold til Hillary for at brande hende som varm og menneskelig. En dugfrisk Gallup-måling blandt alle amerikanske vælgere viser, at Hillarys likability-faktor er 53% mod Obamas 62%. McCain topper listen med 67%.
 
Folk, der abonnerer på Hillary Clintons nyhedsbrev, fik forleden en e-mail fra hende, hvori der var et videolink til en tale, som hun holdt for nylig i North Carolina. Her kunne man se hende forklare sine potientelle vælgere, hvilken præsident hun vil være:
”Hvad jeg vil gøre, er, at begynde at gøre det muligt for os at opføre os som amerikanere igen – du ved, amerikanere, der kigger på fremtiden og som tror på, at den er vores. Amerikanere, der ved, at der ikke er dét problem, som vi ikke kan løse.”
 
Retorisk når hun kun tvivlsomme højder, og talen leverer hun passionsløst. Hun er åbenlyst træt, stemmeføringen hæs og skinger. Selv publikum, der ifølge e-mailen er ”entusiastisk”, virker lidt mat i koderne. Men hun forsøger fortsat det bedste, hun kan.
 
Mor er den bedste i verden
Hillary har fanget, at personlighed og karakter i høj grad er noget, andre bygger op for en. Derfor har hun – med blandet succes – inddraget sin mand, sin mor og sin datter. Sidstnævnte har bl.a. udtalt, at ”mor vil være en bedre præsident end far”. Den nu 28-årige Chelsea Clinton er ved at blive lige så hårdfør som sin mor. Hun har lært, hvordan hun skal afvise at svare på spørgsmål om faderens eskapader med Monica Lewinsky, når hun er på podiet. Og hvad Bill Clinton selv angår, har han mest af alt skabt problemer for kampagnen og tilmed givet sit eget image nogle gevaldige ridser.
 
Humor er dødsensfarligt
Man skulle tro, at Hillary Clinton havde kigget i den banale bog Karisma-koden (Retorikforlaget, 2006), hvis undertitel er, at ”udstråling kan læres”. Forfatteren Eva Kihlström forklarer, at karisma først og fremmest handler om fremtoning, glød og engagement. Det gælder om at opbygge sit etos – altså sin karakter eller personlighed – gennem bl.a. troværdighed, oprigtighed, ærlighed og uselviskhed. I dette game hjælper ingen kære Mark Penn for Hillary Clinton.
 
Karisma-koden foreslår, at man bruger humor til at sænke paraderne hos folk, men selv her går det galt for Hillary Clinton. I The Tonight Show med Jay Leno forsøgte hun at foretage lidt forsinket damage control på sin ammestuehistorie om, at hun var blevet beskudt af snigskytter, da hun i 1996 landede i Tuzla i Bosnien. Men humor kan åbenbart ikke dæmme op for en klokkeklar løgn.
 
Hillary forsøgte i første omgang at undskylde sit opspind med, at hun ikke havde sovet nok, men endte med at konstatere, at hun nogle gange også var et menneske ligesom alle andre. Det er menneskeligt at fejle, men ikke, hvis man vil være USA"s næste præsident.
 
Det er tilsyneladende ikke første gang, Hillary Clinton bevæger sig på kanten af sandheden. Watergate-journalisten Carl Bernstein, der har foretaget et omfattende studie af Hillary Clintons karakter i bogen A Woman in Charge, når frem til følgende: ”Hillary Clinton har mange beundringsværdige egenskaber, men oprigtighed og åbenhed og gennemsigtighed og en forkærlighed til veletablerede facts har ikke været nogen af dem.”
 
Rocky-amok
Hillary Clinton ejer et æsels stædighed og en hests arbejdsomhed, men hun har efterhånden fået øjnene op for, at noget i hendes kampagne er ravruskende galt. Senest har hun skiftet kampagnesangen ud – nu går hun ikke længere på podiet til tonerne fra Celine Dions ”You and I”, som blev valgt sidste sommer via en afstemning på hendes hjemmeside. I stedet hører man”Gonna Fly Now”, temasangen fra ”Rocky”, Sylvester Stallones boksefilm. 
 
Og pludselig synes Mark Penns minutiøse målinger at være overflødiggjort, for symbolikken driver som tyktflydende canadisk ahornsirup. Hillary nægter at forlade ringen; Hillary vinder på knockout; Tag den uppercut, Obama. Rocky-temaet er ikke tilfældigt valgt, for de fire Rocky-film foregår i Philadelphia i Pennsylvania, som er den næste afgørende delstat i den uendelige serie om Demokraternes primærvalg. Staten, hvor sovs og kartofler fejer den finere fransk madlavning af banen. Ud med Hillarys charme-image, ind med de beskidte boksetricks og brutale angreb. Mottoet er If it ain’t working, get rid of it.
 
Måske skulle Hillary Clinton i stedet have valgt The Clashs ”Should I stay or should I go?” For Hillary-lejren kæmper indædt imod mediernes vedtagne dagsorden om, at hun er dead meat.
 
Uden Mark Penn og med vigende opbakning fra de superdelegerede ser det minsandten sort ud for Hillary Rodham Clinton.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job