Skal Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton gå på scenen til tonerne af U2’s storladne "It’s a Beautiful Day"? Eller er Shania Twains mere jævne radiohit "Rock This Country" mere passende? Den afgørelse er nu overladt til helt almindelige mennesker kloden over.

Og midt i maj opfordrede Hillary sine støtter til at hoppe på en ny sms-tjeneste, der løbende orienterer om, hvordan hendes valgkampagne skrider frem.

Og hun er ikke den eneste kandidat, der gør det. Velkommen til den amerikanske valgkamp i 2007, hvor brugerinddragelse, sms-tjenester og interaktion med vælgerne via nye medier spiller en større rolle end nogensinde tidligere.

Præsidentvalget i 2004 var bloggernes præsidentvalg. Ingen af kandidaterne turde længere ignorere eksistensen af bloggere. Til gengæld var sms-tjenester ikke-eksisterende som kampagneredskab. Men sådan er det ikke længere. Ifølge PoliticsOnline giver kombinationen af sms, blogs og sociale online-communities på enkel vis kandidaterne i præsidentvalget 2008 mulighed for at skabe et netværk af supportere, som kan organisere lokale events landet over.

Et godt eksempel er den demokratiske præsidentkandidat John Edwards, som var John Kerrys vicepræsidentkandidat i 2004. For nylig opfordrede han hen over en helsidesannonce i Washington Post sine støtter til at sms’e deres modstand mod Irak-krigen til ham. Opfordringen er et led i kampagnen "Støt tropperne. Stop krigen", som Edwards har lanceret i anledning af mindedagen for de faldne soldater i Vietnam-krigen d. 28. maj.

Også den populære demokratiske kandidat Barack Obama gør brug af sms for at mobilisere folkelig støtte. Hans seneste interaktive initiativ er dog af den gammeldags slags: en landsdækkende kampagnedag, hvor hans støtter opfordres til at gå fra dør til dør d. 9. juni og fortælle om, hvorfor de støtter Obamas kampagne. Ifølge hans kampagnechef David Plouffe er det den største landsdækkende mobilisering nogensinde så tidligt i en præsidentvalgkamp. I forhold til valget i 2004 er det hverken teknologisk eller mediemæssigt en nyhed, men dog et udtryk for, at Obama på et meget tidligt tidspunkt i kampagnen har fokus på at få opbygget en stærk organisation på græsrodsniveau. Det var lige præcis det, der ikke lykkedes for Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2004.

Både Edwards og Obama og den demokratiske kandidat Chris Dodd benytter sig ifølge CNN af hjemmesiden Twitter.com til at sende kampagnebudskaber direkte ud til deres bagland af støtter.

Kandidaterne er nødt til at gå sms-vejen, hvis de vil have fat i den voksende gruppe af unge vælgere, for hvem mobiltelefonen er blevet et lige så naturligt kommunikationsmiddel som deres mund.

Ifølge Pew Internet benytter 35% af de amerikanske mobilejere sms-funktionen, og blandt de 18-29 årige er tallet 65%. Ligesom e-mail er det nemt, hurtigt og billigt at sprede korte budskaber ud til mange mennesker via sms. Og ligesom e-mail er det et oplagt medie til tovejskommunikation, idet en valgkampagne kan orientere sine støtter, som omvendt kan vise deres støtte ved at sms’e kampagnen – eller endnu bedre ved at sprede kampagnens budskaber til deres egne netværk.

En analyse af amerikanernes tilknytning til deres mobiltelefoner fra Pew Internet viser potentialet for at nå vælgerne via mobiltelefonen: 52% af de amerikanske mobilejere har altid deres mobiltelefon tændt, og blandt amerikanere uden fastnet er hele 81% always on. Så en sms når altid frem.

Det var præsident George W. Bush, der i 2004 forstod at udnytte nettet bedst i præsidentvalgkampen til at understøtte en stærk organisation i marken. Han havde i mindre grad end sin rival John Kerry brug for nettet til at fundraise og brugte det hovedsageligt til at understøtte den græsrodsmobilisering, der fandt sted i marken.

I primærvalgene 2004 var det demokraten Howard Dean, der var first mover i forhold til internetsatsningen, og det var ham, der banede vejen for fundraising og græsrodsorganisering via nettet – en strategi, som både George Bush og John Kerry kopierede.

I modsætning til Bush’ kampagne var Deans alene forankret i nettet, hvilket bragte ham længere en nogen anden outsider i 2004 – dog ikke hele vejen til den demokratiske nominering. En offensiv internetstrategi er nemlig ikke i sig selv nok til at vinde valget. George Bush formåede i 2004 at kombinere brug af internettet med helt traditionelle kampagneformer som at ringe til potentielle vælgere eller gå fra dør-til-dør og på den måde opbygge en effektiv græsrodsorganisation.

Pew Internet foretog i forbindelse med midtvejsvalgene i 2006 en analyse af kandidaternes brug af e-mail i forhold til mere traditionelle medier. Den viser, at 38% af alle registrerede vælgere havde modtaget et telefonopkald vedrørende valget fra en af kandidaterne, hvorimod kun 15% havde modtaget e-mail. Det varer altså nogle år endnu, før e-mail og andre nye medier overtrumfer de traditionelle valgkampsredskaber.

I USA er valget af kampagnesang lige så vigtigt som formuleringen af et politisk slogan. Det understreger Hillary Clinton i et selvironisk videoindslag på YouTube, hvor hun fortæller, at det er en "meget alvorlig" sag. Derfra klippes til det berygtede YouTube-klip med en Hillary, som synger nationalsangen pivende falsk. (Den lille optagelse er ellers blevet brugt som et eksempel på, hvor ondskabsfuldt internettet kan være). Herfra klip tilbage til Hillary Clinton, der kommenterer egne sangevner: "Jeg lover, at jeg ikke vil synge sangen – jeg gør det kun, hvis jeg vinder!"

Som den seneste gimmick i hendes kampagne kan hendes støtter – og fjender – gå ind på hendes hjemmeside og stemme på, hvilken kampagnesang hun skal have. Vindersangen vil blive offentliggjort på YouTube.

Sang-afstemningen er seneste initiativ i en lang række forsøg fra Hillarys side på at føre en brugerinddragende valgkamp på nettet.

Og hun fører indtil videre, når det gælder nytænkning og interaktionsmuligheder via nye medier. Senest opfordrede hun folk til at tilmelde sig en sms-service, som løbende orienterer om, hvad der sker i kampagnen. Det skete ved en stor event i New York midt i maj, hvor New Yorks guvernør Elliot Spitzer officielt bakkede op om hendes kandidatur.

Siden Hillary lancerede sin kandidatur på sin hjemmeside og med e-mails d. 20. januar 2007 med formuleringen "I’m in!", har hun brugt de nye medier aktivt. To dage senere lancerede hun under budskabet "Samtalen begynder i aften" en række internet-samtaler, hvor hun tre aftener i træk på webcast besvarede spørgsmål fra sine supportere. "Samtalerne" var godt nok en forskudt interaktion, idet de indsendte spørgsmål var nøje udvalgt på forhånd.

Med valget af denne kommunikationsform lægger Hillary op til åbenhed og dialog, men brugernes egentlige dialogmuligheder er altså indtil videre begrænsede, og samtalerne udnytter ikke optimalt internettets muligheder for tovejskommunikation på samme tid.

Til gengæld byder Hillary Clintons webstrategi på en meget aktiv brug af webcast. Det er optagelser fra kampagne-relaterede events rundt om i USA eller små film, hvor Hillary sidder i et sofamiljø og taler. Alt sammen er lavet med henblik på nettet. Seneste skud på stammen er en video med ægtefællen Bill Clinton, som er landet i supporternes indbakke. I videoen gennemgår han Hillarys karriere og giver hende sin ubetingede opbakning. Og Hillary får brug for al den støtte, hun kan få.

Præcis hvor mange hits kandidaternes hjemmesider har, er en forretningshemmelighed. Sites som YouTube og MySpace giver en indikation af, hvilken kandidat der slår bedst igennem. The Economist vurderede på den baggrund i marts, at Obama klarer sig bedst på nettet, da over dobbelt så mange har set videoklip med ham end med Hillary Clinton. Ligeledes har han næsten dobbelt så mange "venner" på MySpace. Men spørgsmålet, om det er den slags venner, man har brug for for at komme i det Hvide Hus, hvor det er venner med penge, der tæller.

Kandiaternes hjemmesider

Pew Internet www.pewinternet.org

Politics Online www.politicsonline.org

CNN www.cnn.com

Specialet "How the Internet is Changing Political Campaigning" www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12199