Metromediestuntet

Et opslag i Den Danske Ordbog fortæller os, at et mediestunt er ”noget smart eller usædvanligt, der giver omtale i medierne”. Og ofte også uden nogen særlig substans, kunne man tilføje.

Magnus Heunicke lånte sofaen hos en nabo til metrobyggegrunden ved Nørrebros Runddel. Ydmygt og solidarisk. Og godt iscenesat. Men hvad gælder en enkelt overnatning, når det kommer til stykket? Ikke så meget, hvis man spørger Oliver Okstrøm

Folkets minister træder op på scenen

Natten mellem den 27. og 28. februar låner Magnus Heunicke en lejlighed, som ligger tæt på metrobyggeriet ved Nørrebros Runddel. Heunicke vil gerne selv opleve naboernes gener. Og han inviterer naturligvis pressen til at komme forbi næste morgen.

Overnatningen er et klogt træk. Han brander sig på at være dialogisk og på at kunne identificere sig med folks problemer. Han får også skilt sig ud fra resten af regeringens ministre og fremstår som en folkets minister.

Heunicke har fået meget positiv respons på sin overnatning. Her et par tweets

Og hvad med den politiske substans?

I sin substans forholder sagen sig dog sådan, at der allerede den 21. februar blev skabt bred politisk enighed om en nabopakke, som med tilbud om blandt andet genhusning skal afhjælpe beboernes gener. Og Heunickes projekt med at drage personlige erfaringer virker på den baggrund lidt søgte. Den hjælp, der kommer med nabopakken, skal desuden ses i lyset af de forringelser, der også føres igennem. Naboerne mister deres ret til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Det har ellers været med til at stoppe byggeriet, så der kunne komme styr på støj og arbejdstider.

Havde det ikke været mere logisk at tage overnatningen, før pakken blev udformet? Ville han så have været nødt til at trække sin oplevelse af overnatningen ind i den politiske substans? Og kan man det? Altså bruge en enkelt tilfældig nat til at drage en politisk konklusion? Desuden sendte Heunicke dagen efter sit besøg på Nørrebro et lovforslag i høring, som indebærer, at naboerne mister deres

Selvom den politiske substans er til at overse, bliver Heunickes overnatning behandlet på Trafikministeriets hjemmeside

Det kan man selvfølgelig ikke, men Heunickes overnatning virker alligevel ægte. Måske ikke mindst fordi det er et ret besværligt og tidskrævende mediestunt. Og hvor mange andre ville gide det? Manden må jo virkelig mene noget med at gøre det, siden han overhovedet vælger at sove alene på sofaen frem for at tilbringe natten sammen med sin familie i Næstved. Så hvem ved – måske ser vi snart justitsminister Karen Hækkerup flytte ind på et asylcenter og socialminister Manu Sareen på et herberg for hjemløse?

Mere autentisk bliver det ikke – i morgentoget fra Næstved til København i gang med arbejdet. Men måske havde det været fint at møde ind på arbejdet og tage spørgsmålet om Rejsekortet med sine medarbejdere først

Det tweetede mediestunt

Næstved fører os til Heunickes første mediestunt i sin tid som minister. Om morgenen den 14. februar er der mere end almindeligt store problemer med Rejsekortet. Det får Heunicke til at sende et tweet om, at togturen så burde være gratis.

Tweets er velegnede som hurtige, jeg-er-med-på-beatet mediestunts. Spørg bare Margrethe Vestager. I løbet af dagen får Heunickes udmelding da også stor medieopmærksomhed. Siden har der dog været stille om Rejsekortet, så det må vise sig, om tweetet når ud over selvprofileringens spor og får politiske konsekvenser. Og om Heunicke vil fortsætte stilen med at kommunikere med sine embedsmænd gennem tweets.

Meningsmålingskommentarer er ude af jobbeskrivelsen

”Vi tror på vores sag, og vi er fast besluttet på at føre vores politik ud i livet. Det er alt, alt for tidligt at fælde nogen som helst dom over det kommende valg”, udtalte Heunicke til Ritzau den 8. september 2013. Som politisk ordfører for Socialdemokraterne havde Heunicke den sure tjans at skulle kommentere på den ene elendige meningsmåling efter den anden, og man forstår, hvorfor han nu arbejder målrettet på at fremstå som en visionær transportminister.

P.t. er hans odds gode, men rollen er også ganske ny, og mediestunts skal doseres med omtanke. Det politiske billede forandrer sig, og pludselig kan man blive stillet til regnskab for holdninger og løfter, som virkede oplagte, da de blev meldt ud, men som siden er kommet til at stå i et helt andet lys.

Et billede, Lars Løkke kun kan ærgre sig over i dag. Mujahedinerne, han her er fotograferet sammen med på et besøg i Afghanistan, var Sovjets fjender – og dermed Løkkes venner. Siden ændrede verdensbilledet sig en lille smule. Foto: Jørn Stjerneklar

Løkke med en AK-47 i Afghanistan

Lars Løkke Rasmussens besøg hos mujahedinere i Afghanistan i 1988 er et rigtig godt eksempel på det. Løkke var på det tidspunkt formand for Venstres Ungdom og tog til det sovjetisk besatte Afghanistan for at aflevere et indsamlingsbeløb, der skulle gå til skoler i Kunar-provinsen.

På turen lod Løkke sig fotografere iført traditionelle afghanske mandeklæder og et russisk maskingevær. Ræsonnementet må have været, at enhver modstander af Sovjetunionen var en ven. Den religiøse fundamentalisme og manglen på demokrati var en biting. Siden hen blev Sovjetunionen opløst, Afghanistan blev en fjende, og billedet blev rigtigt svært for Løkke at forklare.

Et vellykket mediestunt fra Løkkes hånd. Med afleveringen af denne lille huskeseddel overrumplede han Helle Thorning-Schmidt og fik iscenesat sig selv som den erfarne politiker, der satte en inkompetent partileder på plads

Det gennemkoreograferede stunt

Et nyere og langt mere vellykket mediestunt fra Løkkes hånd er den huskeseddel, han gav Helle Thorning-Schmidt under en partilederrunde forud for folketingsvalget i 2011. Med huskesedlen, der angreb en række af Helle Thornings udsagn i valgkampen, formåede Løkke at sætte dagsordenen og flytte stemmer få dage før valget.

Selvom Løkke ikke vandt valget, var dette gennemkoreograferede mediestunt en ubetinget succes, netop på grund af iscenesættelsen og ikke så meget på grund af indholdet. Løkke vandrede over studiegulvet, overskred Helle Thorning-Schmidts komfortzone og tog rollen som far, der giver sin lille pige en seddel, hun ikke kan klare sig uden.

Rigtig ærgerligt for Nyrup, at han ikke fik fundet sig en cykelhjelm i den rigtige størrelse. Det var meningen, vi skulle se ham som progressiv, men det projekt kiksede på den helt store måde. Foto: Claus Bonnerup/ Polfoto

Franske atomprøvesprængninger og en cykelhjelm

Vigtigheden af, at man har alle detaljer i sit mediestunt på plads, kan Poul Nyrup Rasmussen tale med om. Da han i 1995 deltog i en DSU-cykeldemonstration mod planlagte atomprøvesprængninger i Frankrig, var det meningen, at det skulle profilere ham som en afslappet statsminister i pagt med sin tid.

Men udstyret med en for lille cykelhjelm fik hans deltagelse den stik modsatte effekt. I næsten ti år efter var en cykelhjelm synonym med billedet af en kikset Nyrup, der i stedet for et brud med den rolle som kejtet mand, han længe havde indtaget i offentligheden, blev bekræftet i den.

Behnke på besøg i narkomanernes virkelighed. Ret usædvanligt fik dette mediestunt faktisk Behnke til at ændre sin holdning. Foto: TV2

Da Behnke ændrede holdning

En anden type mediestunt er medvirken i tv-programmer, hvor ens politiske holdninger skal sættes på prøve i virkeligheden. I 2012 medvirkede den konservative retsordfører Tom Behnke i tv-programmet ’Velkommen til virkeligheden’, hvor han skulle følge narkomaner i København og blive udfordret i sin modstand mod fixerum. Behnke blev ikke tilhænger af fixerum, men kort efter udsendelsen foreslog han åbning af akuthuse til narkomaner i både Aarhus og København samt legalisering af lægeordineret rygeheroin. Hans medvirken gik på den måde fra at være et mediestunt til at blive konkrete politiske beslutninger.

Mediestuntmesteren Uffe

Et mediestunt, der skrev sig ind i historien: Det danske nej til Maastricht-traktaten var et stort nederlag for daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, men ved sin ankomst til et EU-udenrigsministermøde kort efter formåede Uffe at skabe et humorisk mediestunt, der fik ham til at fremstå som usårlig. Danmark havde netop vundet europamesterskabet i fodbold, og med et landsholdstørklæde om halsen steg Ellemann ud af bilen med kommentaren: "If you can't join them, beat them", som var en humoristisk og elegant omvending af det gamle ord "if you can't beat them, join them". Ved at hente en metafor fra sportens verden ind i det storpolitiske univers, overrumplede Ellemann alle og fik gjort nederlaget til en sjov historie.

Putins evige mediestunt

Men alle disse eksempler blegner i sammenligning med det ongoing mediestunt, som den russiske præsident Vladimir Putin forsøger at bygge sin persona op med. Store og vilde dyr spiller en bizar rolle i dette projekt. Indtil videre har Putin afvist kritikken af billederne af ham, hvor han blandt andet redder et tv-hold fra en tiger og leger med en sneleopard.

Men hans seneste mediestunt er at indrømme, at alle disse billeder faktisk var mediestunts og altså et forsøg på at manipulere pressen. På sitet PR Verdict karakteriseres dette som Putins hidtil mest bizarre meidiestunt og får dumpekarakter på grund af manglende troværdighed. Det er svært at være uenig i det.