Her kommer Messerschmidt marcherende

DF´s tidligere enfant terrible, Morten Messerschmidt, har begået den største valgmæssige bedrift i dansk EU-historie ved at skaffe ikke mindre end 284.258 personlige stemmer. Fra politisk deroute i Grøften til en podieplads blandt de kandidater, der har fået flest personlige stemmer igennem dansk EU-historie. Hvordan har han båret sig ad?

Der findes tre gode grunde til Messerschmidts personlige succes ved EU-valget. Det er heldig timing, retorisk gennemarbejdede budskaber og personen Messerschmidt, der med en jule-cd, en 50-årig bakkesangerinde som kæreste og beskyldninger for nazisange og lemfældig omgang med kropssproget ikke ligner prototypen på en dansk EU-politiker. Men inden vi ser nærmere på de tre grunde, må man først og fremmest forstå den underliggende præmis for at skabe et godt EU-valg: Den handler om stemmesamling.

 

Koncentrer dig om din egen side af hækken

Retorisk kan man dele en valgkamp op i to elementer. Stemmesamlende retorik og stemmeflyttende retorik. Man kan samle stemmer ved at mobilisere sine vælgere til at stemme, og man kan kæmpe på de andres banehalvdel og stikke snablen ned i deres vælgerkorps – altså flytte dem. Stemmesamling er forudsætningen for succes, men kunsten at flytte stemmer er måden, man i sidste ende går frem på. Hvis man blot samler, kan man jo aldrig gå frem. Sådan forholder det sig til et Folketingsvalg. Men det særegne ved et EU valg er, at effektiv stemmesamling ikke blot er en forudsætning for succes, men derimod succes i sig selv på grund af den lave stemmeprocent. En hurtig husmandsligning siger os nemlig, at hvis man kan få sine dorske folketingsvælgere op af sofaen og stemme på sig igen, så vil man få intet mindre end et jordskredsvalg til EU-parlamentet. Hvis Jens Rohde havde mobiliseret Venstres vælgere fra sidste Folketingsvalg, var han løbet af med over 35 procent af stemmerne til EU-valget. EU-valget burde altså fra et strategisk synspunkt først og fremmest handle om at samle eksisterende stemmer og ikke nødvendigvis fokusere på at flytte dem. Den væsentligste grund til Messerschmidts succes har netop været hans evne til at samle DF´s eksisterende vælgere, imens mange af de andre kandidater har opført sig, som om det var nødvendigt at luske over på den anden side af hækken og dele bolsjer ud for at flytte stemmer. Efter denne lille, men væsentlige omvej kan vi nu kigge nærmere på de tre grunde.

Udlændinge på åbent hav

Lad os begynde med timingen. Det er nok ikke i sig selv breaking news, at DF henter stemmer på udlændingeområdet, men omstændighederne ved dette valg har været uendelig gunstige for Messerschmidt og co. Det man med en lettere fortærsket og prostitueret management-frase kunne kalde Blue Ocean. Strategien landede i Messerschmidts skød på følgende måde.

Birthe Rønn og regeringen har på særdeles imponerende vis orkestreret optakten til Messerschmidts kampagne ved at komme på kant med EF-domstolens magt til at fortolke EU-retten i forbindelse med familiesammenføringer. Derfor kommer regeringen i en knibe: På den ene side er den tilhænger af EU og for en fuldstændig indlemmelse i det europæiske arbejde. På den anden side så skurrer den fuldstændige optagelse og det fulde samarbejde imod muligheden for at opretholde en ’fast og fair’ udlændingepolitik. Ønsket om mere union modarbejder et af kardinalpunkterne i regeringens nationale politik. Hele miseren, inklusiv Birthe Rønns pinagtige stillelege med journalister har været en særdeles varm kartoffel for regeringspartierne, og det har betydet, at de imod sædvane til store valg slet ikke har kunnet fokusere på, hvordan de vil påvirke EU i forhold til den stramme udlændingepolitik.

Denne optakt har helt uhørt betydet, at Morten Messerschmidt har haft dette tydelige standpunkt for sig selv. Det er Blue Ocean, når det er bedst. Messerschmidt har simpelthen været den eneste, der har kunnet tale om EU og stram udlændingepolitik samtidig uden at have et troværdighedsproblem. I samtlige debatter har han igen og igen slået fast, hvordan Danmark har afgivet suverænitet til EU på grund af EF-domstolens domme og konsekvenser for familiesammenføringer. Han har dermed formået at koble partiets to væsentligste sager – modstand mod øget indvandring og modstand mod at afgive suverænitet til EU – sammen med en sag, som alle danskere kender, fordi den har fyldt så meget i medierne. Samtidig har han kombineret dette tydelige og profilerede standpunkt med en glasklar afvisning af Tyrkiets mulige optagelse i EU, imens de andre partier har forsøgt sig med ”tja bum bum”-kommunikation af frygt for at træde deres vælgere over tæerne. Timingen har altså været særdeles heldig for Messerschmidt, og hvis man gerne vil vise sin protest mod EU´s indblanding i dansk udlændingepolitik, så er Messerschmidt den eneste kandidat, der tilbyder sig. Og eftersom DF´s vælgere kunne tænke sig at protestere over præcis denne problemstilling, bliver de mobiliseret gennem en stemmesamlende kampagne.

Giv os Danmark tilbage

Nu til den anden grund: de retorisk gennemarbejdede budskaber.

Morten Messerschmidts valgplakater er allerede blevet fremhævet i flere medier, som den klart bedste blandt sine sløje konkurrenter (link: http://www.tinyurl.dk/7958), men sloganet – ’giv os Danmark tilbage’ har imidlertid vakt harme, endog i bedste Antichrist-stil givet nogle politikere kvalme (link: http://www.tinyurl.dk/7957) på grund af sin reference til den afdøde musiker Natasja (http://www.tinyurl.dk/8108). Men sloganet er endnu et fantastisk eksempel på at mobilisere sine vælgere frem for at røve dem fra konkurrenterne.

Det er nu engang sådan, at folk, der lytter til reggae og dancehall-musik, ikke stemmer på Dansk Folkeparti, så der er ingen harme hos DF´s vælgere, imens der tværtimod er god grund til at tro, at sloganet virker stemmesamlende. Den første grund er, at den store forargelse fra andre vælgergrupper og det deciderede hærværk mod plakaterne (link: http://www.tinyurl.dk/8109) netop styrker sammenholdet i DF-flokken. Det bidrager til den stemmesamlende effekt, fordi denne vælgergruppe føler sig forfulgt og forurettet af ballademagere og det kulturradikale parnas, og de finder motivationen til at stemme i denne protestfølelse. Men der er også et andet argument for, at sloganet virker stemmesamlende, og det stammer fra en stor empirisk undersøgelse af argumentation.

Undersøgelsen findes i bogen ´Retorik der flytter stemmer´, og den er bedrevet af Christian Kock og Charlotte Jørgensen, henholdsvis professor og lektor i retorik, hvor de netop behandler forskellen på stemmesamlende og stemmeflyttende retorik. Med deres resultater argumenterer de for, at man i en stemmesamlende retorik skal satse på etos og patos (troværdighed og stærke følelser), imens man i en stemmeflyttende retorik skal fokusere på logos (sagen og argumenterne) og etos.

Imens de fleste kandidater på deres plakater har fokuseret på, hvad de konkret vil arbejde for i EU (logos), har Messerschmidt været mere interesseret i at påpege det røveri, der øjensynligt er blevet begået. Røveriet og påstanden om tabet af Danmark spiller i høj grad på de stærke følelser frem for de rationelle argumenter. Nogen har stjålet noget fra os, og den gængse DF´ers brainstorm over, hvem der har gjort det, vil nok ende et sted ved mærkesagerne, når den er færdig. Det vil sige ved EU og indvandrerne. I forhold til stemmemobilisering er sloganet genialt, fordi det taler direkte til den eksisterende vælgergruppe og kobler den væsentligste mærkesag fra indenrigspolitikken, udlændingepolitikken, med den væsentligste mærkesag fra valget, protesten mod afgivelse af suverænitet. Og netop det med at koble mærkesager fra indenrigspolitik til EU-politik er endnu en grund til den store stemmesamlende effekt, Messerschmidt har haft

Gør det simpelt, gør det vedkommende, gentag det

Messerschmidts retorisk gennemarbejdede budskaber får også magt, fordi de formår at koble indenrigspolitik med EU-valget. For hvis man vil mobilisere sine vælgere til EU-parlamentsvalget, er man nødt til gøre sine budskaber relevante og vedkommende. Det er i sig selv en rimelig banal pointe, men i Danmark er der god grund til at tro, at det er vores smalle spektrum af politiske synspunkter, der har gjort det nemmere og mere effektivt for Morten Messerschmidt at kommunikere sine mærkesager og dermed mobilisere sine vælgere. For hvad er egentlig forskellen på de forskellige partiers budskaber? Selvom det spørgsmål også melder sig til et Folketingsvalg, er det endnu mere grelt til EU-parlamentet. Når nu jubel-europæerne fra R kan gå i et lettere besynderligt valgforbund med SF, begynder man at få spændingshovedpine af at lede efter nuancer. For den menige vælger er det svært at finde afgørende forskelle på politiske kardinalpunkter som miljø, velfærd og beskæftigelse blandt de store partier, fordi de alle vil have mere af det på samme måde. Når vores modstandere er andre europæiske lande, der ikke deler vores samfundssystem, argumenterer alle partierne med den samme skandinaviske model – investering i velfærd, uddannelse og miljø gennem højt skattetryk. Kandidaterne leverede altså en grødet masse af ekkoer. Men Messerschmidt har formået at kommunikere et klart og profileret budskab, som hans vælgere kan huske og se relevansen i. EU skal ikke blande sig. Og med substantielle royalties til Birthe Rønn kunne han kommunikere tydeligt, hvad der sker, når de gør det. Så stiger indvandringen, fordi vi via det fulde medlemskab af EU afgiver suverænitet.  

En temmelig forsimplet udgave af politisk rådgivning om budskaber lyder noget i retning af: Gør det simpelt, gør det vedkommende, gentag det. Hvis man kan leve op til denne treenighed og samtidig adskille sig sig tydeligt fra de andre kandidater, så har man et budskab med retorisk pondus. Den tilbagevendende formulering ’Det skal EU ikke blande sig i” er simpel at kommunikere overbevisende – og det bliver så dejlig konkret, når Messerschmidt kan vise, hvordan denne indblanding har direkte konsekvenser for hans anden mærkesag – mindre indvandring. Politikken hænger rigtig godt sammen, og den virker stemmesamlende, fordi den viser, at valget til EU hænger uløseligt sammen med valget til Folketinget. Morten Messerschmidt har været dygtigst til at gøre EU-valget relevant for DF´s vælgere ved at kommunikere denne sammenhæng.

Den skarpeste Messer i skuffen

Den tredje grund til den personlige succes var som nævnt personen Messerschmidt, og denne grund dækker både over hans evner til at debattere, hans kæreste og den offentlige gabestok i Grøften. Debatevnerne først. Messerschmidt er ofte blevet sat i bås med den intelligente, men fuldstændig utæmmelige debattør Søren Krarup og hans mindre intelligente, konspirationsfabulerende sidekick Jesper Langballe. Selvom Messerschmidt også har arvet noget af den usympatiske debatstil, der tromler modstanderen frem for at tale med dem (eksempelvis da han i slutningen af et Deadline-interview udfordrer Lone Dybkjær op til regulær nævekamp (link: http://www.tinyurl.dk/7959)), så er han en af de mest vidende politikere, når det kommer til EU. For nylig scorede han som den eneste kandidat 10 ud 10 rigtige i den EU-quiz, som Ritzau afprøvede på kandidaterne, og senest kunne man læse i Urban, at Messerschmidt som 17-årig stillede sit vækkeur flere gange om natten, så han kunne høre radioavis og dermed være på forkant med den næste dag. Det er dedikation. Den viden har han formået at gøre forståelig og skarp, og førende eksperter på argumentationsområdet fremhæver hans evne til at argumentere præcist og velovervejet (link: http://www.tinyurl.dk/7960). Dette talent, koblet med den førnævnte sans for at gøre EU-spørgsmålet nærværende for sit vælgerkorps, er uden tvivl medvirkende til den store stemmesamlende effekt. Hvis man har set Messerschmidt til tv-debatterne, fremstår han – måske sammen med Søren Søndergaard – som den bedste til at formidle et klart og entydigt budskab på en overbevisende og skarp måde.

 

Bakkesangerinden og den faldne helt

Imens Messerschmidts hårdtslående argumenter og begavede kommunikation har mobiliseret en masse vælgere, har han samtidig formået at opdyrke sit etos ved at appellere til de blødere DF-vælgere gennem sin lettere bizarre civile status, der har givet ham adgang til de kulørte blade og dermed et af DF´s kernesegmenter – de ældre. Igennem sit partnerskab med den 50-årige bakkesangerinde Dot Wessman har han udgivet en jule-cd og ofte figureret i Billed Bladet og Se og Hør. Som Henrik Byager rigtignok bemærker (link: http://www.tinyurl.dk/7960), så er der helt sikkert ”en masse gamle damer, som sidder og synes, at han er lidt sød”. Det skal man ikke underkende, når al erfaring med kommunikation og psykologi viser, at personen, fremtoningen og det følelsesmæssige forhold til vores politikere er langt vigtigere, end hvad der kommer ud af munden på dem. Her har Messerschmidt formået at skabe et tættere forhold til sine vælgere ved at være konkret på mærkesagerne og gøre sig en smule til for udvalgte vælgersegmenter.

Kontakten med kernevælgerne er omdrejningspunktet, når man skal stemmesamle, og langt de fleste af konkurrenterne har på forskellig vis haft personlige udfordringer, som har skabt problemer for denne kontakt. Enten har de været ukendte, eller også har de på hver deres måde haft en uheldig optakt til valget. Rohde med intern uro om kampagnens kvalitet, Bendtsen med transport af skarpladte våben og så videre. Messerschmidt har jo også haft sin personlige nedtur, men der er grund til at tro, at hans mindre personlige deroute, efter at BT anklagede ham for at heile og synge nazisange, kommer ham til gode nu. For det første, fordi det efterhånden er et stykke tid siden. For det andet, fordi han fik medhold i den sag, som Dansk Folkeparti anlagde mod B.T. for injurier. Og for det tredje, fordi historien ligner noget, vi har set før.

Uden sammenligning i øvrigt, minder det om den situation, som både Schlüter (manden med bronze for flest personlige stemmer) og Nyrup stod i, da de skulle vælges. Schlüter havde lidt et af danmarkshistoriens mest kompromitterende politiske nederlag med Tamilsagen, og Nyrup havde trukket formandsskiftet i langdrag i en sådan grad, at der kollektivt blev krummet tæer. Begge brugte de EU-valget til at få personlig oprejsning, og sådan gik det også med Messerschmidt. Alle tre valg viser, at det, der virkelig kan få samlet stemmer og få folk til stemmeurnerne, er patos. Når politikerne beder os om tilgivelse på en anden jagtmark. Når de forsøger at rejse sig igen. Og hvad kunne dog virke mere stemmesamlende i en DF´ers tankegang end en dygtig, velfriseret ung mand med klare holdninger, der fejlagtigt blev anklaget, men nu har rejst sig for at marchere mod Bruxelles – let nynnende ’feliz navidad’ med sin kæreste fra Bakken (link: http://www.tinyurl.dk/7961)

Relaterede artikler

Valget vindes mellem valgene - Mens de andre politiske partier er usynlige i gadebilledet, kører Dansk Folkeparti en annoncekampagne for det kommende k...
Dette udspekulerede vrøvl vil du høre de næste tre uger - Hvilke retoriske tricks og manøvrer vil vi få at se i valgkampen? Her er en oversigt over nogle af dem, som vi kan forve...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.