Her går det godt – send flere penge

Skal dansk TV-dramatik bøde for ekstra støtte til dansk film? Det kan let blive resultatet, når de to danske public-service-stationer fra næste år skal hive sammenlagt 40 millioner ekstra ud af budgettet.

Flere penge til dansk film. Det lader til at blive konsekvensen af sommerens omstridte medieforlig, og det er skønt. Det er rigtigt, prisværdigt og – ikke mindst – kulturpolitisk skarpsindigt at sikre dansk films fortsatte vækst gennem denne sin tredje guldalder. Det ærgerlige er, at disse penge bliver trukket fra de to danske Public Service-stationer, der fra næste år skal hive sammenlagt 40 millioner ekstra ud af budgettet til denne øgede filmstøtte. Det er ærgerligt, fordi man kunne frygte, at tv-kanalerne derved tvinges til at prioritere mellem deres dyre dramainvesteringer, og at mediets egen unikke genre - tv-serien – kommer til at lide derved.

TV-dramatik med foden på bremsen
Endnu er der ikke varslet konkrete reduktioner på tv-dramaområdet, men udviklingen i det danske mediebillede er tankevækkende. TV-Danmark har aldrig haft råd, og efter en kort flirt med "de store drenges genre" er også TV3 stået af dramatoget til fordel for den prisrelativt mere effektive reality-bus. DR tilbageholder en ellers planlagt udvidelse af dramaområdet, mens TV2-dramas fremtid afhænger af, hvorvidt kulturministeren kan holde en kommende privat køber fast på sit ønske om at bevare de klassiske public service-genrer, der bl.a. tæller dansk dramatik.

Nu gik det ellers lige så godt. Det er såmænd ikke mere end fem år siden, at den danske tv-serie med ét ord forvandledes fra håbløs til hip. Ordet var "Taxa", og fordums Gøngehøvdinger var med ét både glemt og tilgivet. "Taxa" var moderne arbejdspladsdramatik, der fortalte danske karakterhistorier i et sikkert internationalt formsprog. Og succesen var både øjeblikkelig og fortjent.

Det var pludselig legalt at se tv-serier, smart at lave dem og nødvendigt – som tv-station – at have én af slagsen. Samtidig betød professionaliseringen af produktionsmetoderne, at det nu også var muligt for de kommercielle stationer at få del af denne kulturelt, kanalprofilmæssigt - og ikke mindst seertalsmæssigt - så lukrative kage.

Det medførte den unikke situation, at vi for to år siden kunne opleve ikke mindre end tre af de såkaldt "lange serier" køre på én gang; nemlig DRs "Rejseholdet", TV2s "Hotellet" og TV3s "Skjulte Spor". Af disse blev kun "Rejseholdet" en rigtig landeplage af den slags, der i gamle dage "lagde gaderne øde". De to andre gjorde deres job, men blev aldrig de flagskibe, de respektive kanaler havde håbet, ønsket og investeret i.

Ironisk nok ramte den virkelige kassesucces dén af de tre kanaler, der ikke havde direkte økonomisk brug for den. I branchen spekulerede man meget over årsagen til, at "Rejseholdet" blev en enlig svale (ikke mindst blandt folkene bag de to andre serier). Var det de genkendelige karakterhistorier, den stilsikre produktion eller den mærkbart dyrere minutpris? Var det i virkeligheden blot "Søndag-Klokken-20-Effekten", eller var det mon bare rent og skært talent? Sandheden ligger sikkert et sted midt imellem. For alle, der var implicerede i "De tre store serier", står én ting dog klart her i bagklogskabens lys: Ikke alt, der glimrer, trækker 2 millioner seere. Og - nå ja, to ting - effektiv produktionslogistik gør ikke en succes alene.

I år – to år efter – har dramaserien mistet lidt af sin magi. Dansen om guldkalven er forbi, og nogle går så langt som til at spørge: Hvad skal vi egentlig med den danske tv-serie? Når nu det tilsyneladende er så svært, hvorfor så ikke bare skyde pengene i dansk film og vise dem på tv?

Den unikke fortælling om hverdagens valg
Fra kanalernes synspunkt er der én simpel årsag til at blive ved: Hvis og når det lykkes, er der intet som en succesfuld dramaserie, der samler seerne og styrker kanalens profil. Fra filmbranchens synspunkt er pengene faktisk også bedre brugt på tv-fronten. Der er langt mere arbejde, eksponering og talentudvikling i 15-20 serieafsnit end i 4 ekstra Low Budget film om året. Især hvad talentudviklingen angår har de lange serier næsten overtaget novellefilmens rolle som læreplads for unge instruktører, spillere og forfattere og har en ikke ubetydelig del af æren for den professionalisering, vi i disse år oplever på især lavbudget-spillefilmen.

Endelig – og vigtigst – får seerne med den lange serie en unik og mediespecifik oplevelse, som ingen filmsucces kan matche: Et spejl at spejle sig i. En guideline for, hvordan livet skal leves. Tv-serier er nemlig – om vi vil det eller ej – politisk og etisk propaganda. Når "Taxa" som præmis forsvarer "næstekærligheden", foregår det ikke med bastant løftet pegefinger og prædikende overtekst-dialog, men subtilt indvævet i karakterernes valg og handlemønstre. Og når Rejseholdet "Jager et bæst, men fanger et menneske", er det udtryk for nogle værdier, vi ofte finder blandt humanister til venstre for den politiske midte.

Modsat spillefilmen, der ofte skildrer ét afgørende valg i et menneskes liv, fortæller de lange serier om konsekvenserne af de mange daglige valg. Her oplever vi på langt sigt, hvilke handlinger der giver succes og fiasko i livet. Og som seer er det en oplevelse, der på ingen måde er spillefilmen underlegen. Derfor er vi også mange, der i disse dage krydser fingre for "Nikolaj og Julie" og håber, at den regn af good-will, der i øjeblikket skyller ind over filmbranchen, også fortsat vil dryppe på tv-dramatikken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job