Helle Thorning-Schmidt er én af de politikere, der efterhånden har fået tildelt ganske mange sidste chancer for at overleve. Som formand, som oppositionens leder, som statsministerkandidat. Ganske ofte har hun spildt chancen ved at skyde forbi, skyde for blødt eller – som oftest – ved overhovedet ikke at skyde på den chance, der nu var.
 

Derfor vakte det selvfølgelig opsigt, da Helle Thorning-Schmidt forleden bød ind med ikke bare én, men hele to kroniker i Politiken. For sandheden er jo, at vi efterhånden har glemt, hvornår oppositionens leder selv gik ud og mente noget særligt om dansk politik – i hvert fald hvis man fraregner jævnlige forsøg på at slukke de ildebrande, som Ritt Bjerregaard, Jeppe Kofod og andre gode folk har fået antændt.

Sidste chance? Næppe. Men det seneste forløb har alligevel gjort det meget klart, at Helle Thorning og hendes nærmeste allierede er ude i et kapløb med tiden om at få rettet skuden op. Et kapløb, der helt konkret går ud på at få opbygget Helle Thorning-Schmidts autoritet som partiformand og – endnu vigtigere – hendes troværdighed som statsministerkandidat.

Et kapløb med tiden

Det er et kapløb, fordi Socialdemokraterne før eller siden ganske naturligt må gøre op med sig selv, om de hver for sig tror på formandens chancer ved næste valg. Hvis svaret er nej, begynder de naturligt at orientere sig mod det, der kommer bagefter. Tænk bare på, hvor ensom Mogens Lykketoft var i valgkampen 2005. Alle de andre var i gang med at finde ud af, hvad der skulle ske efter Lykketoft.

Det er indlysende, at det går galt for Helle Thorning-Schmidt, hvis hendes egne mister troen på hende. I så fald er det utænkeligt, at vælgerne pludselig ud af det blå skulle fatte tillid til hendes lederevner. Altså: Det er vel ikke sidste chance, men Helle Thorning har akut brug for at opbygge autoritet og tillid til sit lederskab.

Et par eksempler fra de seneste uger kan vise, hvor akut behovet er:

Lykketofts ord…

Da Helle Thorning-Schmidts første kronik blev trykt i Politiken, bragte flere netaviser et telegram fra Ritzau, hvor Mogens Lykketoft roste formandens kronik. Det er meget sigende, at medierne beder Mogens Lykketoft uddele karakterer til Helle Thorning-Schmidts kronik – tre år efter, at hun afløste ham som formand.

Mette Frederiksens ord…

Men endnu mere bekymrende for Helle Thorning-Schmidt er selvfølgelig den tiltagende hype omkring Mette Frederiksen. Lige siden folketingsgruppens næstformand fremlagde sine ni teser for nylig, har medierne været fulde af spekulationer om, hvornår hun mon vipper Helle Thorning af pinden.

Ekstra Bladet tog prisen med en stor artikel med overskriften ”Hun bliver Danmarks første kvindelige statsminister”. Det var der ganske vist ikke nogen som helst, der sagde i selve artiklen, og bladet havde heller ikke talt med Mette Frederiksen selv. Det var bare en stemning. Det var den samme stemning, der lørdag – på treårsdagen for Helle Thornings kåring som formand – fik Jyllands-Posten til at bringe en måling på toppen af forsiden, der viste, at Mette Frederiksen har mere gennemslagskraft end Helle Thorning-Schmidt. Og det var den stemning, der forleden fik B.T. til at bringe et stort interview med Mette Frederiksen under overskriften ”Kronprinsessen”.

Det ligner på mange måder nogle forløb, vi kender. Som da Nyrup begyndte at gøre klar til vælte Auken. Som da Lykketoft gjorde klar til at vælte Nyrup. Eller som dengang en ung politiker ved navn Helle Thorning-Schmidt optrådte i artikler under overskriften ”Kronprinsessen”. Forskellen på dengang og nu er, at der – trods de elendige målinger – faktisk ikke foregår noget organiseret forsøg på at vælte formanden.

Den første, der falder uden en fløjkrig

Når mediehysteriet omkring Mette Frederiksen alligevel kører, skyldes det altså Helle Thorning-Schmidts foruroligende mangel på autoritet som leder. Sat lidt på spidsen: Helle Thorning-Schmidt risikerer at blive den første socialdemokratiske formand, der falder helt uden en fløjkrig.

Set i det lys virker det også helt bagvendt, at Mette Frederiksens udspil blev lagt frem før Helle Thorning-Schmidts kroniker. For det første medvirkede det til at undergrave formandens autoritet, der i forvejen er lav. For det andet åbnede det for alskens konspirationsteorier. Formentlig er der – som så ofte i politik – hverken tale om bagholdsangreb eller en tåbelig strategi, men derimod om koks i kulissen. Altså at Helles kroniker ved en fejl kom for sent, eller at Mettes udspil ved en fejl kom for tidligt.

Tre for og tre imod

Det siger sig selv, at to kroniker i Politiken ikke er nok til at genskabe den manglende autoritet omkring Helle Thorning-Schmidt. Men er de et første skridt? Lad mig komme med tre gode grunde til, at kronikerne vil virke – og tre gode grunde til fortsat at være ganske skeptisk:

Første skridt er vigtigt

De to tekster lægger en solid bund for de udspil, der måtte komme, og virker dermed som noget, der er mere og andet end bare et vildskud midt i en dyb krise. Det er simpelthen bydende nødvendigt, at Helle Thorning begynder at melde ud politisk, og de to tekster er et første skridt i den retning.

At hjertet er med, er vigtigt

Kronikerne er meget tro mod Helle selv. Der er næppe nogen eller noget, der har inspireret Helle Thorning-Schmidt mere end sociologen Anthony Giddens såkaldte Tredje Vej og Tony Blairs forsøg på at leve den ud i praksis. Derfor virker det tillidsvækkende, at det er lige præcis dér, hun indleder sin analyse af Socialdemokraternes rolle i dansk politik i det 21. århundrede. Vi skal kunne tro på, at Helle Thornings udmeldinger kommer fra hjertet og ikke fra seneste fokusgruppe. Kronikerne er et skridt på vejen.

At turde sige reform er vigtigt

Nok kalder hun selv de ni konkrete valg for venstreorienterede (man må jo sno sig, sådan som Villy puster sig op for tiden…), men i det faktiske indhold vender Helle Thorning-Schmidt langt hen ad vejen tilbage til rødderne. Hun forsøger nemlig at fremstille sig selv som en moderne politiker, der ikke er bange for reformer. Det var præcis den strategi, der i 2005 gjorde hende meget populær blandt borgerlige vælgere (og lederskribenter!). Her er der virkelig mulighed for at lægge afstand til Fogh, der jo har vist sig at være hunderæd for reformer. Han gennemfører dem kun, hvis en socialdemokratisk ledet kommission, et FN-panel samt helst også den samlede fagbevægelse på forhånd har sagt god for det. Hvis Socialdemokraterne vil gøre alvor af at hive borgerlige vælgere hen over midten, tyder meget på, at det netop er i reformsegmentet (dem, der i nogle uger var medlem af Ny Alliance), de skal søge.

Til gengæld er der også tre gode grunde til at være ganske skeptisk:

Hvor er angrebet?

Når man har læst kronikerne, savner man stadig at opleve Helle Thorning-Schmidt angribe regeringen for alvor. I hendes situation er det forståeligt nok, hvis selvtilliden til hårde angreb ikke er i top, men kronikerne har stadig den der lugt af, at Socialdemokraterne lidt fornærmet forsøger at udstille Foghs politik på miljø, velfærd osv. som utroværdig. Den strategi har ikke virket hidtil og kommer næppe til det. Man kommer altså ikke i offensiven, hvis man ikke tør sparke til bolden nogle gange. Læs for eksempel kronikens punkt 8 om blokpolitik. Når man tænker på, hvor presset Fogh var på den sag under valgkampen, er det en gåde, at kronikens formuleringer er så famlende.

Hvor er nytænkningen?

Kronikerne vidner fortsat ikke om stor nytænkning. I dag kan man nævne en perlerække af områder, hvor Helle Thorning-Schmidt forsømte at melde helt klart ud og dermed overlod initiativet til Anders Fogh (klimadebatten, krigen i Irak, behovet for en skattereform, for bare at nævne tre). Alligevel spejder man forgæves i kroniken efter de nye temaer, der kan gøre livet svært for regeringen. Hvor er den overraskende udmelding, der rammer danskerne i maven og starter en debat ude ved middagsbordene?

Hvor er prioriteringen?

Endelig var det bekymrende at se Helle Thorning-Schmidts svar, da TV-Avisen gav hende små papirlapper med de ni ”progressive valg”, hun selv havde fremlagt. Og som i høj grad handlede om behovet for politikere, der tør prioritere. Nu bad TV-Avisen hende om at vælge den vigtigste af de ni lapper papir. Så var det, at Thorning svarede: ”Hvorfor skal jeg prioritere? De er alle sammen vigtige”. Arrrgh.

Forårskrisen: Marianne Jelved, Naser Khader, Villy Søvndal.

Status for Helle Thorning-Schmidt er, at hun endnu en gang ser ud til at overleve en forfærdelig forårskrise. I 2006 hed krisen Marianne Jelved. I 2007 hed den Naser Khader, og i 2008 hedder den Villy Søvndal. Hvis Helle Thorning-Schmidt nogen sinde skal opnå at blive statsminister, skal hun nok anstrenge sig for selv at være den, der topper i foråret 2009. Det er faktisk ved at være sidste chance…