Råd til deprimerede venstreorienterede: Husk, at man engang imellem kan komme ud for at tabe, og at det gør ondt på folk, der ved, de har ret. Prøv at håndtere følelserne i fællesskab og sæt nye mål med kammeraterne. Der er altid en måde, man kan gøre sig til offer
Information kører for tiden en serie om noget så kuriøst som venstrefløjen. Ikke centrum-venstre, som det kom til at hedde i ’00-erne, men slet og ret venstrefløjen. I betragtning af, at S og SF ligger i ske på midten, og Enhedslisten på en dag med gode ben og medvind kan håbe på hver tyvende stemme, er det med andre ord nok en serie fra Udkantsdanmark, bladet kører; til en afveksling dog det mentale.
Segmenteringen af venstrefløjen var sjov og interessant, men ikke for alvor overraskende (læs den
her). Til gengæld var det spændende at læse historien om, at de venstreorienterede er så
deprimerede.
Ifølge lykkeforskeren Christian Bjørnskov er venstreorienterede mere ulykkelige end andre; og med begrebet skal man åbenbart ikke forstå SF’ere og den slags, men aktivister fra Ungdomshuset og deltagere i topmødedemonstrationer. Han siger, at jo flere ting, folk opfatter som uretfærdige, desto ulykkeligere er de.
Og venstrefløjen har oplevet mange uretfærdige ting de sidste ti år. Den offentlige sektor blev skåret ned til ankelhøjde. Arbejdsløsheden steg og steg. Befolkningen blev mere og mere kritisk over for indvandrere. Domstolene godkender politiets fremfærd uanset hvad. Det er næsten ikke til at holde ud, hvis ellers man har et hjerte.
Psykologens bedste råd: Glæd dig over, at alt ikke er perfekt
Så hvad kan man gøre for overhovedet at overleve? I en faktaboks opsummeres de gode råd fra psykologen Birthe Barslund. For det første er det vigtigt at holde fri. Er man venstreorienteret, er det ikke usædvanligt at være i gang med frivilligt arbejde hele tiden. Et måneds ferie kan være en god idé. En anden ting, man skal tænke på, er at mærke efter. Simpelthen. Hvis man virkelig knokler, kan man godt miste kontakten med sig selv. Sæt farten ned; så forsvinder dit tunnelsyn, og du får et meget bredere synsfelt. Skulle det blive så bredt, at du kan forstå modpartens argumenter, bør du dog sætte farten op igen.
Så skal man huske at passe på hinanden. Du skal ikke regne med, at ledelsen passer på dig og tilbyder dig skånejob (hvorfor egentlig ikke? Det er vel en slags mærkesag.. Nå. Men det skal du så åbenbart ikke). Specielt skal du passe på den virksomhedskultur, hvor det er smart at knokle. Husk, at det er det ikke. Man skal også tale sammen og passe på med tomheden. Husk at fortælle hinanden, hvad I føler, specielt hvis der har været ubehagelige oplevelser. Lad det ikke blive pligter alt sammen, og vær på vagt over for den følelse af meningsløshed, der kan dukke op, når et projekt er afsluttet (hvis I arbejder med væbnede aktioner, kan der være andre regler. Læs mere hos Peter Øvig Knudsen).
Husk, at man engang imellem kan komme ud for at tabe, og at det gør ondt på folk, der ved, de har ret. Prøv at håndtere følelserne i fællesskab og sæt nye mål med kammeraterne. Der er altid et topmøde et eller andet sted, eller en måde, man kan gøre sig til offer. Selv i hænderne på det fredelige og humane, danske politi. Til sidst: husk at være positiv. Uanset hvor meget bedre, verden bliver, er der altid noget, der ikke er perfekt. Der vil altid være brug for dig til at klage og påpege.
Anne Marie Helger er beviset på, at man godt kan smile, selv om man dybt deprimeret over verdens skæve gang. Foto fra hendes presserum
En lykkepille, der aldrig brænder ud
Andre gode råd får man hos Anne Marie Helger: en lykkepille, der aldrig brænder ud [det står der] er humor. Under de her 10 forbandede år har jeg brugt humoren i hverdagen. Lavet stickers og små flag ‘opmuntringsguf’ til folk, der hjælper dem med at holde fanen højt. Humor kan nemlig være et vidunderligt brændstof godt, økologisk, bæredygtigt brændstof, siger hun til Informations reportere.
Og humor, det må man lade die Helger, at hun har: Jeg har egentlig et ret mørkt sind, og kunne jeg ikke bruge mit skuespil og min humor, var jeg sikkert endt på en kolbøttefabrik. Men er jeg nede, kan jeg skrive ‘VC Husk at skyld ud’ på et badge, se dem smile og håbe, at det også virker lidt på mig selv [en alternativ forklaring på, at venstrefløjen er i så dårligt humør, falder mig ind mens jeg nærlæser citatet. Den involverer kvaliteten af dens komikere, men er for lang til, at jeg kan gennemgå den i detaljer].
Suk, der er blevet langt mellem uretfærdighederne
Det mærkelige ved de fire uretfærdigheder, jeg har beskrevet ovenfor, og som ved Gud er til at blive deprimeret over, er, at de ikke eksisterer. De sidste ti år er den offentlige sektor vokset. Arbejdsløsheden faldt og faldt frem til fjerde kvartal i 2008. Befolkningen er mere positiv over for indvandrere i dag, end den var for ti år siden. Og det er lige blevet afgjort i byretten, at politiet gik for vidt under klimatopmødet i 2009. Større erstatninger venter formentlig alle de forurettede.
Så måske er venstrefløjens depression blot en del af sygdomsbilledet for en væsentlig værre lidelse; en psykose, måske? Eller den skyldes, at venstrefløjen i dag er reduceret til en sekt. De sidste ord, som går til Christian Bjørnskov, kunne tyde på det. De venstreorienterede indgår ofte i fællesskaber,som er meget lukkede over for resten af verden. Den slags fællesskaber danner allermindst lykke, fordi de danner stor mistillid til alle uden for fællesskabet ligesom stærke religiøse fællesskaber. Man får det godt med dem i sit miljø, men svært med alle dem udenfor.