Helle vil stege i sit eget flertal

Efter et ydmygende nederlag i går kan Helle Thorning-Schmidt i dag tage fat på arbejdet med at danne sin første regering. Hvordan kunne det gå til, og hvad bliver konsekvenserne?
af Henrik Dahl
Kendsgerningerne først. Ved folketingsvalget i 2005 lykkedes det kun Mogens Lykketoft at opnå 25,8 procent af stemmerne. Han tog konsekvensen på selve valgaftenen og gik af.
 
Tilbagegang og fest
Ved valget i 2007 fik Helle Thorning-Schmidt 25,5 procent af stemmerne, men i mellemtiden havde hun udviklet en poststrukturalistisk retorik. Den fordrer, i modsætning til tidligere tiders doktriner, ikke en logisk sammenhæng mellem udtryk og indhold. Uden at blinke ud­råbte hun sit partis tilbagegang og tilbagevenden til præ-førsteverdenskrigs-niveau til en bragende succes, og i hele det politiske miljø, hvor hun bevæger sig, tog man forestillingen til sig.
 
Nu er Socialdemokraterne så yderligere tilbage i omegnen af præ-tyvendeårhundredes-niveau (mens dette skrives, før fintællingen, lyder resultatet på 24,9 procent), og der er blevet jublet til den lyse morgen i det gamle Folkets Hus. Fortsætter linjen, kan vi derfor vente et syv­dages karneval med helstegte pattegrise i gågaderne og fadøl i Storkespringvandet, når partiet engang nærmer sig spærre­grænsen.
 
Samtidig har samarbejdspartneren Socialistisk Folkeparti måttet bløde med hele syv mandater. Selv om valgforskerne ikke har haft tid til at analysere valget i ’11, er det et fair gæt, at tabet skyldes utilfredshed i segmentet af ikke-pragmatiske vælgere, der så i stedet har stemt på Enhedslisten og i mindre omfang på Det Radikale Venstre. Derfor må man alt i alt sige, at det er en overdrivelse på størrelse med en usandhed at hævde, at det er folkets begejstring, der bringer Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i regeringsposition.
 
Blokpolitik er politik uden R
Men hvad kan det så være? Min hypotese er, at vælgerne først og fremmest har stemt imod VK(O)-regeringen. Ud over det påfaldende sløje resultat til de nye regeringspartier vil jeg til støtte for hypotesen anføre, at vælgerne har udrustet Radikale Venstre med ikke mindre end 17 mandater. Dermed er der i selve regeringen – eller i dens umiddelbare nærhed – anbragt en fuldvoksen blodhund, der nok skal sørge for, at VK-regeringens økonomiske politik i hoved­træk videreføres.
 
Jeg har altid opfattet udtrykket blokpolitik som en ideologisk afledningsmanøvre. På over­fladen lyder det som noget generelt. Et odiøst fænomen, der har mangfoldige manifestationer, som kan sammenfattes i begrebet b. Men som det er med alle ideologiske udtryk, betyder det i virkeligheden noget andet: politik uden De Radikale. For sandheden er, at Radikale Venstre aldrig har haft problemer med at gennemføre stor lovgivning med små flertal. Tænk blot på skattereformen i 1994 eller Pinsepakken i 1998.
 
At blokpolitik i virkeligheden aldrig har betydet andet end politik uden De Radikale, men at partiet i øvrigt ikke har nogen pro­blemer med at tryne selv meget store mindretal, får vi snart at se. Sagen er nemlig, at medmindre Lars Løkke og Pia Kjærsgaard føler, de trænger til fire års restitution, har de ingen fornuftig grund til at samarbejde med Helle Thorning-Schmidts nye, uhørt splittede regering.
 
I det nye Folketing er de Konservative så svækkede (med kun otte mandater), at de ikke kan byttes ud med Enhedslisten, når det for eksempel gælder den løbende, økonomiske politik eller strukturelle reformer. Det giver kun 85 stemmer, hvilket ikke kan bruges til noget.
 
I en nøddeskal er sagen nu den, at De Radikale vil være tvunget til blokpolitik, selv om de har brugt ti år på at tage afstand fra den. Når det gælder den tredjedel af lovgivningen, der er kontroversiel, vil De Radikale være nødt til at acceptere, at enten er de med i den nye røde blok, med et fast flertal bestående af S-SF-RV-EL, eller også er der slet ikke nogen ”Regeringen Helle Thorning-Schmidt”.
 
Hvad gør S-SF-R?
Den eneste vej ud af blokpolitikken i det nye Folketing er, at S-SF-RV samarbejder med enten Venstre eller Dansk Folkeparti (eller dem begge), mens ekstremisterne i Enhedslisten og Liberal Alliance bruger Folketingets talerstol til at holde brandtaler, og i øvrigt ikke har noget at skulle have sagt.
 
For den, der tænker som en kedelig samfundsingeniør, er det selvfølgelig en mulighed. Altså at Venstre eller Dansk Folkeparti sætter landets vel over partiets og medvirker til, at der gennemføres afbalancerede reformer med stor legitimitet.
 
Men det ville overraske mig meget, om garvede politikere som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard skulle tænke sådan. Gjorde de det, ville de have bevist, at det går fint uden dem, og at de er forholdsvis overflødige som andet end stemmekvæg. Det eneste fornuftige, set fra deres perspektiver, er derfor at lade Helle Thorning-Schmidt stege i sit eget fedt. Holde sig langt væk fra kompromisser, så alle og enhver i vælgerbefolkningen kan se, hvor tåbelig og uduelig og verdensfjern, den nye regering og dens faste flertal er.
 
Helle vil få det svært indtil 2013
Derfor regner jeg med, at Venstre og Dansk Folkeparti vil slå ind på en strategi, hvor de tilslutter sig de store og velgørende mål, der kommer til at motivere den nye regerings ini­tiativer, men meget hurtigt vil lade sig smide ud af forhandlingerne. Så er de nemlig frie til bagefter med engleagtige smil at sige, at de såmænd gerne ville indgå i brede forlig til nationens bedste, men at det ikke kunne lade sig gøre på grund af modstand fra galningene og fantasterne i Enhedslisten.
 
Og mens Lars Løkke og Pia Kjærsgaard passer deres forsømte familier og langt om længe får ryddet op i garagen og inviteret de lidt fjernere venner til selskab, må Helle Thorning-Schmidt tage det ene slagsmål efter det andet med galningene og fantasterne, samtidig med at hun skal have Mar­grethe Vestagers evindelige belæringer om økonomisk ansvarlighed kværnende i øregangene. Godt, jeg ikke er hende!
 
Hvor det ender, får vi at se. Men her og nu sætter jeg mit ry som politisk analytiker ind på den påstand, at Helle Thorning-Schmidts regering vil blive ustabil og kortvarig. Mit bedste gæt er, at næste valg bliver i 2013 (eller over den strandede finanslov for 2013), og at Rød Blok vil gå ind i kampen med katastrofale meningsmålinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job