Og endnu et forbehold, inden vi går i gang: Jeg vil her anmelde bogen Den Første – men ikke Helle Thorning-Schmidts præstation eller udsagn i bogen. Den slags kan komme hen ad vejen på min blog, hvor jeg også håber at kunne bringe Noa Redingtons anmeldelse af min bog – så står vi lige!

En samtalebog 

Men lad mig starte med det, der gør min biografi og Noas biografi forskellige: formen. Noa Redingtons bog er en såkaldt samtalebog. Det vil sige, at kun forfatteren og Helle Thorning-Schmidt (HTS) optræder i bogen. Omvendt i min egen bog: Den bygger på samtaler med masser af kilder, mens hovedpersonen selv rimeligt nok har valgt ikke at medvirke, da hun allerede havde en aftale med Noa Redington, da jeg gik i gang.

Der er fordele og ulemper ved begge dele. Ulempen ved samtalebogen er, at den i sagens natur laves i en eller anden form for forståelse med hovedpersonen, hvilket sætter grænser for, hvor kritisk man kan gå til værks – og grænser for, hvilke spørgsmål man kan få svar på. Omvendt er Noas konkurrencefordel indlysende: Han har haft adgang til at få svarene fra hestens egen mund, undskyld udtrykket.

Udnytter han så den fordel? Både og.

Jeg synes især, han får noget ud af det i nogle af bogens indledende kapitler. Det er i de kapitler, hvor HTS fortæller om sin opvækst, sin ungdom, studietiden og om årene i Europaparlamentet. Her er mange gode detaljer (hvis sandheden skal frem også et par stykker, jeg ikke kendte til), og man sidder tilbage med indtrykket af, at HTS faktisk forsøger at dæmpe den forståelige trang til at efterrationalisere og i stedet for for det meste fortæller af et ærligt hjerte. Vi lærer simpelt hen Helle Thorning-Schmidt bedre at kende som menneske, og det er jo ikke helt uvæsentligt i en biografi.

16 interviews

Det fremgår her – som i resten af bogen – at Noa Redington har forberedt sig grundigt på de 16 interviews, bogen bygger på. Han kan tydeligvis både historikken og substansen. Enkelte gange synes jeg, han svigter læserne lidt. Han stiller for eksempel det meget konkrete spørgsmål, om HTS er demokratisk socialist. »Ja«, svarer hun uden tøven. Jeg er sikker på, at Noa stiller det spørgsmål, fordi han godt ved, at HTS faktisk tøvede med at kalde sig demokratisk socialist under formandsopgøret med Frank Jensen. Men den historie får læseren ikke, og det er ærgerligt.

Som nævnt er ulempen ved samtalebogen, at forfatteren ikke helt selv kan bestemme, hvilke emner, der skal tages op. Et stykke inde i Den Første får man indtryk af, at Noa i lidt for høj grad har overladt den beslutning til Helle Thorning-Schmidt. I en stribe temmelig lange kapitler redegør HTS for sine politiske grundholdninger på forskellige områder. Ofte med indlæg, der er så lange, at man får den mistanke, at de er afleveret på skrift – og ikke i en samtale. Noa forsøger at stille de kritiske spørgsmål, der skal stilles, men det er for sjældent, at han bider sig fast og for alvor udfordrer sin hovedperson.

For lang og uforkuseret

Bogen bliver efter min mening for lang og for ufokuseret, fordi HTS skal have så meget plads til at fortælle op og ned ad stolper – det kan næste virke som om, hun har et stort behov for at bevise, at hun kan såvel den politiske substans som sit eget partis historie på fingrene.

Midtvejs i bogen slog det mig, at Den Første på sin vis er sært umoderne – hvilket HTS jo ellers netop ikke er. Formen og opbygningen er nærmest den samme, som Thomas Larsen benyttede i I Godtvejr og Storm – hans samtalebog med Anders Fogh Rasmussen, der udkom i 2000. Bogen virkede fint for Anders Fogh og var med til at bygge ham op som statsministerkandidat – men hvem siger, at Helle Thorning skal bruge samme formel syv år senere?

For lidt af det rigtig interessante

På side 286 (ja, det er en lang bog!) kommer vi endelig ud af principprogrammet. Det afsluttende kapitel byder på mange dybt interessante temaer: Hvordan vil HTS erobre magten? Hvordan vil hun organisere regeringen, når hun har vundet? Hvordan er forholdet til de radikale? Og til fagbevægelsen? Hvad mener hun om spin og om kontraktpolitik? Denne del af bogen kunne snildt have fyldt langt mere. Og Noa kunne fint have stillet nogle flere spørgsmål.

Vi får at vide, at HTS var dybt skuffet over Jelveds frihedsbrev i foråret 2006, men intet om, hvordan hun formåede at stå igennem stormvejret, eller om hvordan hun siden har forsøgt at klinke skårene til de radikale. Vi får at vide, at hun var skuffet over LO’s aftale med regeringen om en kvalitetsreform, men intet om, hvordan hun håndterer den dybe tillidskrise mellem partiet og fagbevægelsen. Hele forholdet til fagbevægelsen fylder én af bogens 314 sider, og det er nok i underkanten.

Måske er det, fordi HTS ikke vil tale om de ting, men det er lidt ærgerligt, at spørgsmålene ikke engang bliver stillet, når nu forfatteren har haft så lang tid med formanden.

Man kunne nævne en stribe andre ting, der ikke bliver spurgt til i bogen. Forholdet til andre politikere fylder nærmest intet. Hvad mener HTS om Aukens og Lykketofts roller i dag? Hvordan har hun det med alle de socialdemokrater, der har forladt skuden siden valget? Hvordan endte netop Henrik Sass med at blive hendes mest fortrolige rådgiver, mens Lotte Bundsgaard måtte ofres? Det kan være, at Noa simpelt hen mener, den slags spørgsmål er ligegyldige. I så fald er vi uenige.

Den private Helle mærkes

Men inden den inhabile anmelder svinger sig for højt op, så er der jo også de spørgsmål, der sidder lige i skabet. Noa spørger eksempelvis friskt ind til Helles privatliv – og får svar på det meste. Dog ikke, da han spørger, om HTS er religiøs – det er for privat, siger hun.

Så hvad skal man mene om bogen Den Første? Hvad er den sætning, jeg gerne vil citeres for i annoncerne for bogen? Nej, jeg er altså for inhabil. Jeg overlader det til andre anmeldere at komme med one liners. Noa Redingtons biografi lever op til sin titel – det er den første biografi om Helle Thorning-Schmidt. Den anden udkommer 29. oktober. Den skal jeg heldigvis ikke anmelde!

Den første af Noa Redington udkommer på forlaget People's Press torsdag den 18. oktober

Link til Jakob Nielsens blog