Hvad sagde jeg

For et halvt år siden fik jeg skældud for at skrive i en bog, at Helle Thorning-Schmidt ikke er opgaven som statsminister voksen. Siden har virkeligheden indfundet sig med ubønhørlig kraft. Regeringen Helle Thorning-Schmidt er allerede nødlidende, mens Birgitte Nyborg vist stormer frem i meningsmålingerne. Men det kan jo ikke redde regeringen eller Danmark. Der må ydmyghed og lektielæsning til.
af Henrik Dahl
Babette og Thorning - hvad sagde jeg. Henrik Dahl
Spiller skuespilleren bedre statsminister, end statsministeren spiller skuespil?
 
For seks måneder siden offentliggjorde jeg min bog Spildte Kræfter. Deri hed det blandt andet, at en kommende S-ledet regering ville være afhængig af De radikale – og at man i den forbindelse skulle bemærke, at De radikale ikke var enige med Socialdemokraterne og SF om noget vigtigt. Endvidere, at der ikke var den store, visionære kraft i centrum-venstre. Endelig indeholdt bogen de sataniske tretten linjer på side 109, som blev om­drejningspunktet for modtagelsen. Hvor jeg skrev det, alle nu kan se: at Helle Thorning-Schmidt ikke er opgaven som statsminister voksen.
 
Visse ting var jeg ikke i stand til at forudse, da jeg skrev bogen færdig i januar-februar: Hvor stærke De radikale ville blive ved folketingsvalget den 15. september, og hvor dårligt SF ville klare sig. Det har blandt andet haft den konsekvens, at Fair Forandring blev skrottet inden planen fik lov til at spille fallit, og at økonomisk ansvarlighed i det hele taget har en højere prioritet, end der var lagt op til fra S og SF. Ellers kan min samlede analyse af situationen efter valget koges ned til tre ord: Hvad sagde jeg?
 
Der findes overivrige mennesker, der argumenterer for, at regeringen (som de har døbt FARVel) bør give op med det samme. Men helt ærligt, kære overivrige mennesker: hvornår har regeringer nogensinde gjort det? Selv Hartling blev siddende i fjorten måneder, selvom hans regering billedligt talt havde både maskinskade og knækket ror.
 
Dog: hvad kan regeringen gøre, mens den sidder tiden frem til sit uundgåelige nederlag ud? Mangt og meget, sikkert, hvis man spørger økonomer og politologer. Men i forhold til det kom­munikationsfaglige først og fremmest tre ting.
 
meningsmålinger socialdemokraterne henrik dahl helle
Socialdemokraternes meningsmålinger siden valget ligger uden undtagelse under valgresultatet. Hvert punkt i skemaet repræsenterer en måling. De farvede felter angiver den statistiske usikkerhed. Det hele hænger nedad i højre side, altså efter valget. Kilde: talmagi.blogspot.com
 
Vær dog ydmyg
For det første: drop den postmoderne retorik. Hvilken planet kommer Helle Thorning-Schmidt og navnlig hendes tale- og one-linerskrivere fra, når de siger, regeringen er kommet godt fra start? Den er kommet ad helvede til fra start, og der findes ikke euforiserende stoffer nok i Danmark til at skabe andre indtryk.
 
Det, man som kommunikationsperson kan lære, er, at forbindelsen mellem det, der i gamle dage hed ”fakta” og det, der siges om dem, simpelthen kan blive for søgt og tynd og langt ude. Hvor man indtil for ganske få år siden mente, virkelighedsopfattelsen skabtes af ord, må vi nu konstatere, at den også skabes af erfaringer og levet liv. Det, antropologer kalder praksis.
 
Det er historisk dårligt, at en regering efter et par måneder ikke kan opvise meningsmålinger, der antyder popularitet og begejstring. Derfor: hvis regeringen skal have nogen chancer, må den udvise ydmyghed.
 
Sig sandheden nu, Sohn
For det andet: stands Ole Sohn-sagen. Var han kommunist? Ja. Var det nogle skumle karle? Ja. Er der noget nyt i det? Nej.
 
Det, der kan læres, ved vi egentlig godt: det er forsøgene på at dække til og snakke uden om, der vælter læsset. Ikke sagen selv. Sig dog, at DKP var dybt afhængigt af Sovjets kommunistiske parti. Det ved enhver idiot. Sig, at DKP var ultrahierarkisk. Det ved folk også i forvejen. Og sig så, at derfor vidste chefen selvfølgelig alt, hvad der foregik i partiet. I kraft større selvopgør og mere ærlig stilling­tagen til kommunismen, end man er vant til, skal Ole Sohn nok klare den. Blot han siger sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden pronto.
 
Drop de indstuderede fraser
For det tredje: det er afgørende at skabe fornemmelsen af, at Helle Thorning-Schmidt faktisk er statsminister.
 
Uanset hvem, man taler med, er det som om der er Sidse Babett på etteren og Helle på toeren. Kan man lide de mere fyldige brunetter, stemmer man på Sidse. Foretrækker man en skinny rødtop, går krydset til Helle. Den går ikke!
 
Helle bliver meget snart nødt til at bevise, at hun ikke er en skuespiller eller en tv-serie, men faktisk statsminister. Hvad har hun at sige ud over indstuderede one-liners og fraser? Hvad vil hun andet end et fedt job med chauffør? Og hvorfor skal vi have tillid til, at en person, der i den grad er en marionet, vil føre os ud af krisen og ind i en bedre fremtid?
 
Løsningen er at slippe en betroet journalist eller to ind i maskinrummet. Lade dem berette om og helst filme, hvordan hun efter studier af litteraturen og samtaler med dybsindige mennesker skitserer den økonomiske politik og vejene til afbalancerede reformer. Lad os se, hvordan hun leder. Ved at tale med sine ministre. Opmuntre dem og give dem gode ideer.
 
Men problemet er, at den strategi meget hurtigt vil komme i konflikt med udfordring nummer 1. Det er jo ikke sådan, det foregår. Derfor nytter det heller ikke at lade som om.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job