Helle Thorning
Hvorfor holder Helle ikke?

Det var med et vindende smil og den sikre stil på plads, at Helle Thorning blev statsminister. I dag tvivler flere på, at hun stiller op til næste valg. Hun er simpelthen ikke slået an. John de Summer-Brason giver et bud på, hvorfor ikke.
Lad det være sagt med det samme. Helle Thorning er ikke slået an som statsminister. Tallene taler deres tydelige sprog. Seneste Gallup-undersøgelse, en af flere, viser, at kun 11 % af regeringspartiernes vælgere, giver Helle Thorning topkarakter (10 eller 12 på karakterskalaen) for hendes lederskab. Næsten dobbelt så mange af regeringspartiernes vælgere, 20 %, giver hende dumpekarakter (00 eller -3) i disciplinen ”politisk lederskab”.
 
 
Helle Thorning har mødt meget modstand som statsminister. Mon vi ser hende genopstille til valg næste gang?
 
Selv Poul Nyrups spindoktor Peter Mogensen har udstillet sin tvivl om, om vi ser Helle Thorning genopstille.
 
Helle har haft ualmindelig svært ved at indfri sine valgløfter, dels fordi folketingsflertallet er borgerligt, dels fordi finanskrisen og 00’ernes mislykkede liberalisering af boligmarkedet har bundfrosset vores allesammens økonomiske råderum og forbrugertilliden i øvrigt.

Peter Mogensen sammenligner hendes job med en hjertekirurgs: ”Forestil jer, at hver dag hun møder på arbejdet, bliver hun mødt med de samme kolossale udfordringer som en hjertekirurg, der skal udføre en hjertetransplantation. I Helles tilfælde hver dag.” 
 
Smuk, statuarisk, stivnet
Gennem hele sin embedsperiode har Helle Thorning mødt folket med den samme polerede optræden. Stilsikre spadseredragter og kjoler. Et afmålt, elegant, ladylike kropssprog. Hendes diktion er tilsvarende velovervejet. Med sit lyse sind og som den dygtige pige, der ofte fik topkarakterer for sine universitetsopgaver, var hun under valgkampen god mod en Lars Løkke, der først i valgkampens slutfase, men for sent, fik vist sit format.
 
Nu hvor problemerne tårner sig op, er Helle Thornings manglende udvikling af hendes personlige brand ved at blive et kæmpe problem, mest for vælgerne, og måske også for hende selv.
Thorning er et paradoks. For samtidig med, at hun har været og ér den klare rollemodel for en masse yngre danske karrierekvinder, forekommer det, at hun åndeligt talt er gået i flyverskjul; hun er stivnet i rollen som statsminister.
 
Ud fra en socialpsykologisk tilgang er det personlige brand summen af de tanker og snak, der udfolder sig, når hovedpersonen ikke selv er til stede. Og her taler målingerne deres tydelige sprog: Helle Thorning bliver alt for sjældent troet på.
 
Er Helle Thorning stivnet i rollen som statsminister?
 
Kommunikerer ikke på flere niveauer
Ud fra Stuart Halls kommunikationsmodel – encoding/decoding, der behandler en kommunikation på fire niveauer, kommunikerer hun alt for ofte på det første niveau, hvor afsender foregiver, at modtager forstår. Men sandheden er, at alt for mange statements bliver forarbejdet på niveau tre og fire, hvor modtager er domineret af egen dagsorden. Kommunikationen forkrøbler.
 
Handling og ord er blevet så pokkers formalistiske og defensive, at hun simpelthen ikke lykkedes med sin kommunikation. Politisk kommunikation handler om at danne menighed med de indforståede, overbevise de potentielle, og lægge et kim til usikkerhed hos indædte modstandere.
Rigtigt er det, at hun som statsminister skal samle alle lejre. Men hun har som statsminister haft så travlt med at bygge bro til den borgerlige opposition – der i Danmark er drevet længere til højre, end i mange af de lande, vi sammenligner os med – at det socialdemokratiske arvegods og etos mildest talt er blevet forsømt; menigheden er blevet forsømt i denne proces.
 
Fra at matche yngre centrumvenstre kvinders store drømme om ”girl power” står Helle Thorning Schmidt som statsminister med en ikonografi og attributter som helt grundlæggende tegner forkert i forhold til socialdemokratisk etos og et finanskriseramt samfunds behov.
 
Stakåndet autografjæger
Vidst var hun kæk, da hun med sin høje slanke skikkelse og sylespidsehøje stiletter totalt uddistancerede lille, rundryggede (men opvakte) Lars Løkke. De mange visuelle og symbolske tegn, hun bestandigt producerer i retning af overklasse; eurokrat, Davos, dyre limousiner, høje spejlsale, Gucci-tasker, dragter med mindelser om Jackie Kennedy og det affarvede hår, er en dårlig cocktail, og da specielt, når hun så samtidig ikke omgås sine kernevælgere.
 
Når Helle så endelig træder ned fra sin piedestal som statsminister, er det ikke for f.eks. at forstå de overraskende mange dagpengeophørstruede kernevælgere, men for stakåndet og helt eksalteret at praktisere autografjagt over for TV-stjernen Sarah Jessica Parker: ”Hi, I am the Danish Prime Minister!”
 
Helle Thorning er som statsminister en værdipolitisk signalgiver, og hendes fraternisering med Sarah Jessica Parker, der i ”Sex and the City” spiller en single, som powershopper eksorbitant eksklusive kjoler, tasker og sko, bidrager simpelthen ikke positivt til hendes brand.
 
Tværtimod begynder man at spørge sig, hvor hun har sin loyalitet og interesse? Egocentrisk forbrugerisme, uforpligtende sex og overfladiske værdier. Sucker for amerikansk populærkultur. Amerikaniseret?
 
 
 
Er vi blevet for uinteressante?
Er det derfor vælgerne – med alle vore bekymringer om karrieren, afdragsfrie lån, stigende benzinpriser og afmægtighed overfor globaliseringen - ikke mere kan li’ den høje, mannequinsmukke statskundskabsuddannede Helle Thorning?
 
Fordi hun er ligeglad med os? Lige så glat som Anders Fogh? Og lige så prædestineret til et fedt, privilegeret job i en international organisation?
 
Hvis det er sådan, det er, og sådan hun har kalkuleret det: fred være med det.
 
Men hvis der skulle være en følelse af afmagt hos Helle Thorning, en følelse af utilstrækkelighed overfor de mange, der har deponeret deres tillid hos hende, vil det set fra en rådgivervinkel betyde, at selvaktualiseringen i processen ikke er lykkedes.
 
Selvaktualiseringen og de politiske resultater
Til selvaktualisering hører, ifølge psykologen Alexander Maslow, udover selvaccept, også en stærk samhørighedsfølelse med andre - samt spontanitet.
 
Det er en kendt sag, at berømmelse, hvor livet leves i offentlighedens søgelys, er en ekstrem udfordring som utallige mennesker – fra en lang række stjerner i showbizz til profilerede politiske skikkelser, de værste diktatorer inklusive - har brækket halsen på.
 
Hvis selvaktualiseringen skal lykkes, er det så uendeligt vigtigt at have en kraft i sin karrierestræben, man kan spille bold op imod og sparre med.
 
Nogen går til coach eller psykolog, andre kan takke en stærk partner for, at de holder hovedet højt med fødderne på jorden. For alle gælder det, at netværket er alfa og omega.
Helle Thornings rod i sin signalgivning og påfaldende mangel på gennemslagskraft på mærkesagerne, afspejler uudnyttede netværksressourcer.
 
Ufattelig styrke i cross-promotion
Det effektive, ressourcestærke netværk er en guldgrube for den dynamiske leder, fordi det formår at udligne og komplettere hendes svage sider. Det er den ufattelige styrke, som ligger i cross-promotion.  
 
Når cross-promotion er bedst, er den f.eks. som Karen Blixen praktiserede den med sit ”hof” på Rungstedlund. Ældre berømthed bruger unge mænd som ambassadører. Yngre ambitiøse litterater bruger ældre berømtheders store knowhow om kulturbranchen.
 
I den politiske verden er vellykket cross-promotion f.eks. forholdet imellem en Jens Otto Krag og Per Hækkerup, eller imellem en Jens Otto Krag og Helle Virkner. Både Hækkedrengen, med sin store cigar, og den smukke, populære skuespillerinde, tilføjede den fremragende, men følelsesmæssigt underspillede statsminister, aspekter til hans brand, han ikke selv besad.
 
Det er ikke mindst rådgiverne, der kan bringe Helle Thorning ud af sit isdronningeagtige flyverskjul. Departementschefen Christian Kettel Thomsen er selvskreven. På de andre poster, burde hun i høj grad overveje kræfter som kompletterer hende. Anvise dristige, kreative, holdbare løsningsforslag; både hvad angår det politiske og det kommunikative.
 
Overlapper ufrivilligt Dronningen
Skal Thorning ud over rampen i forhold til vælgere og potentielle vælgere, må hun nødvendigvis fire på sin officielle stil. Det er ikke heldigt, når Statsministerens nytårstale er omtrent lige så blottet for realpolitisk indhold som Dronningens nytårstale.
 
Det er ikke heldigt, når kernevælgere – stik imod økonomernes kuldsejlede beregninger – får frataget dagpenge og andre offentlige ydelser samtidig med, at der andet sted i det offentlige flow er fede lokomotivførere, som i snit kun arbejder et par timer dagligt til 500.000 kr.
 
For at kunne cope med den nye tidsånd, den nye trend af anti-overforbrug og anti-uansvarlighed, er Thorning nødt til at tvinge, true, overtale sig til politiske resultater. Schlüter kunne som statsminister f.eks. noget med at sætte dels den enevældige skibsreder Mærsk McKinney Møller, dels de magtfulde fagforeninger, på plads.
 
Det er rådgiverne, der skal give statsministeren modet til at være modig. Og med de økonomiske bindinger folketingsflertallet har anvist, er der ingen vej uden om det udenomsparlamentariske.
 
For det første må landets premierminister have styr på ikonografien i forhold til etos og vælgergrupper efter devisen: ”Hvad er der galt i engang imellem at gå almindelig klædt?”
 
 
 
 
Helle vinder her
 
For det andet skal der aktiviteter til udenfor de repræsentative organer.
 
 
Helle Thornings nytårstale var omtrent lige så blottet for realpolitisk indhold som Dronningens nytårstale.
 
De udenomsparlamentariske muligheder
På den yderste højrefløj har man altid været god til at skabe sig tosset og vække opsigt med den rette timing. Helle Thorning skal, ud fra sin etos, have hjertet lidt mere med i offensive mediestunts, tilknyttede gruppers demonstrationer, strejker, kulturelle ytringer og provokationer. Hun skal have alliancer med populære kunstnere og skarpe intellektuelle (her tænker jeg ikke på Sarah Jessica Parker), og ikke mindst en kropsnær håndtering af fagbosserne, så vi slipper for ytringer som Poul Erik Skov Petersens: ”Jeg er lidt i tvivl om, hvilken planet fru Thorning færdes på?”
 
Kommer hun ikke ud af boxen, vil der med søvngængeragtig sikkerhed være et internationalt topjob til hende. Men spørgsmålet er, om ikke hendes egen selvaktualisering og Danmarks kunne trænge til, at hun netop kommer ud af boxen? Botoxen?
 
_______________________________________________________
 
Relaterede links:
 
 
 
_______________________________________________________
 
 

Relaterede artikler

Taber Mette på sin tavshed? - I årtier har politisk kommunikation sagt, at vejen til at sætte og vinde dagsordener går gennem proaktivitet, klare mark...

Giv din stemme

25 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Redaktør for dansk skønlitteratur

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.