Følgende punkter kan ses som en tolkning af de nye Socialdemokraters signaler med Helle Thorning-Schmidt i spidsen - eller de kan ses som syv gode råd til et S der gerne vil genvinde befolkningsopbakningen, regeringsmagten og sin historiske betydning. Den nye S-formands udmeldinger før og efter formandsvalget er nemlig, efter undertegnedes opfattelse, ikke så tossede.

1: Den nødvendige fornyelse
Mange kommentatorer hævdede før formandsvalget at Socialdemokraterne var blevet et overflødigt parti, eller at de i hvert fald måtte affinde sig med at være et mindre parti fremover. Dette ville være sandt hvis Socialdemokraterne blev hængende i en politisk tradition bestemt af samfundsforholdende som de så ud for 30 eller 100 år siden. Men med viljen til at redefinere sig selv er der ingen logisk grund til at Socialdemokraterne ikke atter kan blive det største parti, hvilket meningsmålingerne også har bekræftet.

2: Socialdemokraternes rigtige placering
Meningsmålingerne fra Vilstrup, Gallup og Epinion foretaget efter Helle Thorning-Schmidts indtræden som formand viser alle en marginal fremgang til SF og Enhedslisten. Denne lille forskydning kan med forsigtighed kaldes Frank-effekten. Heroverfor står en betydeligere Helle-effekt bestående af vælgere som har søgt til S fra både De Radikale og Dansk Folkeparti samt de resterende borgerlige partier under ét.

SF og Enhedslistens marginale fremgang sammen med Socialdemokraternes større fremgang fortæller noget om at der nu er kommet klarhed i det tidligere mudder på venstrefløjen. Med et Enhedslisten i storform med klare politiske kort på hånden, såsom nej til EU-traktaten, og med et SF der synes at have svært ved at finde og genopfinde sig selv, er det SF's klare redning fra visne-døden at den socialdemokratiske profil nu tegnes af Helle Thorning-Schmidt. Konsekvensen er på den anden side at De Radikale aldrig vil nå deres nuværende 17 mandater igen, ligesom CD ikke blot behøver at dreje nøglen om, men også lige så godt kan smide den væk én gang for alle.

3: Tale med politisk signifikans
Flere - ellers højt estimerede - politiske kommentatorer har givet udtryk for at Helle Thorning-Schmidt er valgt uden at være kommet med politiske budskaber, og at vælgerne således ikke ved hvad de har sagt ja til. Denne påstand bygger på en beklagelig opfattelse af at firkantede valgløfter er det samme som klare politiske budskaber. En opfattelse som de socialdemokratiske vælgere med rette ikke deler. Man kunne få den tanke at Anders Fogh Rasmussens retoriske dagsorden har haft større effekt på journalisters tænkemåde end på den almindelige vælgers - men det bliver den ikke nødvendigvis mere rigtig af.

Helle Thorning-Schmidt taler som en politisk leder bør tale. Før formandsvalget gav hun klart udtryk for bl.a. 1: en mere reformvenlig linje, 2: politisk fordomsfrihed, såvel internt som eksternt, 3: at partiet skal være bedre til at formidle til fru Jensen hjemme i stuen hvilken politik S har andel i, eller hvorfor S er gået fra en forhandling, og 4: at valgfrihed og private licitationer ikke er lykken inden for alle serviceområder. Det er ikke løfter med eksakt millimetermål; men det er faktisk "målelige løfter" i traditionel politisk forstand.

   Sådanne overordnede linjeføringer er retorik som er en leder værdig - og i modsætning til opremsninger og eksempler på uretfærdigheder som alle kan være enige i, er det ord som gør en politisk forskel i al sin rungende overordnethed.

4: Det offensive Socialdemokrati
Danske vælgere er ikke så dumme. Hovedparten forstår godt at en modig og fremadskuende politiker kan brænde tungen på den varme grød, og de spotter også de politikere som bliver ved og ved at gå rundt om den.
   Vi så ved folketingsvalget hvordan vælgerne belønnede partier som tog fremtidens udfordringer i ed. Vi så at Venstre og Socialdemokraterne, som begge førte tabubelagte valgkampe, gik tilbage, og vi så at reformivrige partier som De Radikale, De Konservative og Enhedslisten gik frem.
   At tale rent ud af posen og delagtiggøre vælgerne i politiske dilemmaer på højeste niveau er en uundværlig del af Socialdemokraternes nye identitet - det er i høj grad den Helle Thorning-Schmidt er valgt på.

Offensivitet hænger også sammen med klicheen om "at satse på egne kvaliteter frem for at indrette sig efter modstanderens spil". Altså om at tro på sig selv. Dét kan man gøre når man har en vision. Og hvis visionen bliver så klar og stærk at man i ord kan tegne fremtidens Danmark for øjnene af vælgerne, så vil troen på sig selv og vælgernes opbakning løfte hinanden gensidigt.
   At vifte med "Made In Denmark", som Mogens Lykketoft gjorde under valgkampen, fungerer ganske enkelt ikke. Man laver jo heller ikke film-trailers ved at sige: "Vi har lavet en film, og den er rigtig god. Køb den!". Uanset hvem man er, fremkalder man ikke andre menneskers handling ved at sige de skal handle, men ved at "vise" dem hvorfor de bør handle.

5: Den svære konsensus over en befolkningskløft
Med sin politiske fordomsfrihed har Helle Thorning-Schmidt placeret Socialdemokraterne det rigtigt svære, men også svært rigtige, sted i dansk politik - nemlig midt mellem De Radikale og Dansk Folkeparti.
   Denne akse fra "café-coole" intellektuelle der med et uendeligt reservoir af overskud og muligheder udsteder tolerance på blankocheck, og til de forandringsmodvillige tryghedsnarkomaner hvoraf mange har betydeligt færre muligheder i dagens samfund - det er den væsentligste differentierende akse i befolkningen, og også en akse som eksisterer i Socialdemokraternes eget vælgerkorps.

Lykkes det at skabe en politik som lyder rigtig i både nord og syd af segmentkompasset, ligger Socialdemokraternes største bedrifter vitterlig i fremtiden og ikke i fortiden. Alene forsøget på en konsensus vil vække tillid, såfremt det lykkes at kommunikere det idealistiske i projektet. Men det er ikke kun en mulighed, det er også forventningen til Socialdemokraterne. Det er selve deres berettigelse som parti at skabe en debat hvori de sydlige segmenter (de såkaldt ressourcesvage) lærer at acceptere at verden er foranderlig og dynamisk, og hvor de nordlige segmenter (de ressourcestærke) på den anden side accepterer at visse ting kan være værd at værne om for en sikkerheds skyld.
   Bemærkelsesværdigt er det hvor intolerante såkaldt tolerante mennesker ofte forholder sig til dem der har svært ved at være tolerante. Det skal den nye Socialdemokratiske ledelse ud over - De Radikale kan ikke.
   Et af de største selvmål i Nyrup-epoken var netop at man ikke ville tale med det parti hvis vælgere man egentlig gerne ville erobre tilbage. Hvor klogt er det? 

6: S er ikke en kopi af Venstre som ikke er en kopi af S
Albueplads i forhold til Venstre er der såmænd rigeligt af - også mere end mange kommentatorer påstår. Tag for eksempel frit-valg-sloganet, som Venstre synes at ville gennemføre som en totalitær samfundsløsning. 

Ved næste valgkamp vil vi se udvalgte eksempler på at frit-valg-dogmet har ført til store bureaukratier på områder hvor den enkelte valgfrie borger hellere ville have haft mulighed for at påvirke kvaliteten end for at udskifte navnet på det firma der udfører opgaven. "Vi har jo frit valg nok og bruger alt for meget tid på at vælge og vælge fra i det daglige; men vi har for lidt kvalitet" - sådan vil et af hovedargumenterne lyde ved næste valgkamp. Ordet "kvalitet" kan - behæftet med betydningen "holdbare løsninger der skaber tilfredshed frem for nye kostbare problemer" - meget vel blive næste valgkamps tema, hvis S formår at sætte dagsordenen.

7: Danmarks første kvindelige statsminister
Den demokrati-mæssige stormagt Danmark har endnu ikke haft en kvindelig statsminister. I mange danskere ligger der en uundgåelig trang til at se en realisation af det der i mange år har været en potentiel mulighed. Den trang kan ingen og intet sætte en stopper for, den er uvægerlig og vil derfor være en faktor ved det kommende valg - medmindre Fogh "spinner højt spin" og lader sig udskifte med en kvinde.
   I øvrigt er det først når bøtten er vendt at mænd vil få fred i ørerne for den evindelige ligestillings- og kønskvoteringsdebat. Bøtten er på mange måder vendt den dag vi får en kvindelig statsminister.

Disse syv "historier" er blevet små succeser for Helle Thorning-Schmidt i kraft af formandsvalget. Tiden vil vise om de får den rette næring og de rette omgivelser til at vokse sig til store succeser for Socialdemokratiet.