Helle for Naser

Naser Khader er fantastisk – intet mindre. Nu har han endnu engang forladt et kuldsejlet projekt. De fleste har måske allerede glemt Demokratiske Muslimer – organisationen, der fik langt mere medieomtale end medlemsopbakning. Også den organisation forlod Naser Khader, da det gik op for ham, at hans ledelseskompetencer ikke rakte til det lange, seje træk.
af Joachim Sperling
Naser ud af Saxo Bank saksen
Selvom Naser Khader ser vingeskudt ud efter at have været taget som gidsel af liberalisternes ukronede konge Lars Seier Christensen, så tror jeg ikke, han er færdig. Hans tidligere våbenfælle Anders Samuelsen har ganske vist trukket bukserne af ham med udmeldingen om, at han skulle afsættes, men når Naser skruer de store hundeøjne på, tror man fortsat på, at han mener et eller andet inderst inde. Hans begrænsninger har ledt ham i fordærv; problemet er, at det er sket badet i projektørlys, og det piner naturligvis den stolte mand.

Naser er nummer 1 på integration

Spørgsmålet er, hvor man går hen, når det eneste, man har at byde på, er noget om værdipolitik og integration. Svaret er masser af steder, for netop de to dagsordener har vist sig at være afgørende i dansk politik siden midten af 90’erne. I øjeblikket taler alle om finanskrise, men det varer ikke ved, og problemerne med at integrere de mange nydanskere vil ikke blive mindre i de kommende år. Det, vi nu ser i Gaza, nu kan lige så vel brede sig til Europa – det har vi allerede set eksempler på i mindre skala.

En del af regeringens parlamentariske grundlag? Næppe Naser
Både V og K har været ude med snøren efter Naser Khader. Kan han blot mobilisere en brøkdel af de vælgere, som på et tidspunkt flokkedes om ham i det glade forår 2007, så kan det være en god ide at få ham ind i folden. Nu har han jo også fået nogle erfaringer, som gør, at han nok skal vide at fokusere på sit fagområde. Problemet med V og K er dog, at de bekender sig til Pia K, og det vil være fuldstændig utroværdigt, hvis Naser Khader bliver en del af regeringens parlamentariske grundlag, når man tager i betragtning, hvad han tidligere har udtalt.

A for Socialdemokratiet. I for integration. N for Naser

Men der findes en anden vej for Naser Khader, for det ville nemlig være en win-win at melde sig ind i Socialdemokratiet. Naser ville dermed gå i opposition til sine tidligere venner i Liberal Alliance og ville også kunne tage afstand til Pia K. Samtidig ville Helle få en hardliner, der kunne skære igennem partiets hang til halalhumanisme. Endelig tror jeg, Helle og Naser ville gøre sig flot i mediebilledet sammen. Den rødhårede prinsesse flankeret af den sorte ridder. Der er selvfølgelig en fare for, at Helle bliver forledt af Naser på den ene side og Pernille Rosenkrantz-Theil på den anden, men hvis man hos S er i stand til at dosere disse politiske megabrands på den rigtige måde, kan vejen være banet for en kæmpe vælgergevinst. For Helle og Naser derfor Helle for Naser.

Hvis Naser vælger en anden vej, bør det være at forlade dansk politik. Træffer han ikke den rigtige beslutning nu, kan det ende tragisk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også