Helle for Helle

Først et tillykke. Så en bekendelse. Og til sidste en anmeldelse. Stort tillykke til Jakob Nielsen for at have skrevet Helle for magten. Det er et omfattende arbejde at skrive en bog, hvis den skal være bare nogenlunde hæderlig. Særligt den første bog er svær. Det er i hvert fald min egen erfaring fra arbejdet med samtalebogen om Helle Thorning-Schmidt, Den første. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at Jakob også har slidt og slæbt. Stort tillykke. Ikke mindst over, at den nåede at komme på gaden under valgkampen. Og tillykke med, at det grundlæggende er en god bog.

Så en bekendelse. Det var ikke en stor dag da jeg i foråret hørte, at Jakobs var på vej med en Helle Thorning-Schmidt biografi. Jeg sad selv og puslede med et projekt om Helle, og blev rent ud sagt pisseirriteret. Her var det jo mig, der gik og skrev om den første kvindelige statsministerkandidat og socialdemokraternes nye formand. Det var ikke skægt, at der var andre fisk i dammen. Og tanken om at blive overhalet indenom endnu mindre. Alt andet lige var det sjovere for Roald Amundsen at nå frem til Sydpolen end det var for Robert Scott. Omvendt er det altid godt med konkurrence og det var stærkt motiverende at vide, at min bog bare skulle være færdig først, hvilket også lykkedes.


At det var Jakob, der skrev en klassisk biografi var egentligt helt naturligt og rigtigt. Han er ubetinget en knivskarp politisk journalist, hvad man kan se hver dag på hans blog, hvor han boltrer sig i analyser og kommentarer, der burde stå i en avis. Og så har vi begge fulgt Helle tæt.


Vi sad ved siden af hinanden til Helle første pressemøde som nyvalgt formand i Vega, og jeg kan tydeligt huske Jakobs beskrivelse af Helle som Danmarks svar på Margareth Thatcher. Det var der mange feminister, der blev sure over.

 

To bøger om Helle
I løbet af sommeren 2005 skrev vi begge artikler, der viste at Helle Thorning-Schmidt var i fare for at blive en del af Socialdemokraternes problem snare end løsningen. Jakob slog til Helle med en af de rubrikker, der gør ondt når den står i Politiken: "Stjerne for en aften". Selv nørklede jeg på Ugebrevet A4 med en analyse, der under den lidt infantile rubrik Alle elsker Helle – men mest de forkerte vælgere viste, at de vælgere, der var gladest for Helle var dem som var længst fra partiets traditionelle rødder. Præcis de vælgere, man havde haft så svært ved at få i tale ved valgene i 2001 og 2005. Vi var begge fascinerede af den fornyelse Danmarks ældste parti satte gang i den 12. april 2005. Alt i alt var det ganske oplagt, at vi begge sad og skrev på en biografi om den person, det hele centrerer om: Helle.


Derfor blev min irritation hurtigt afløst af nysgerrighed: hvordan mon Jakob griber det an? Og henover sommeren indfandt forventningens glæde sig over at skulle læse en anden bog om Helle, men med en helt anden fremgangsmåde end den jeg selv sad og rodede med.
Om Jakob har haft det på samme måde ved jeg ikke. Men jeg synes han var fair i sin læsning af min bog. Hård men ikke for hård. Flink men ikke for flink. (det skal jeg jo skrive ). Og så er vi ved anmeldelsen.

 

Formandsvalget er højdepunktet
Helle for magten er en klassisk biografi i den forstand, at den bygger på samtaler med gud og hvermand – bortset fra Helle selv. Den er baseret på en meget grundig læsning af artikler om Helle og analyser af hendes avisindlæg, taler og bøger. Og lad det være sagt med det samme: Det er en omfattende og meget velresearchet bog. Jakobs kilder i Socialdemokraterne spænder vidt og bredt, og ikke mindst kapitlerne om formandskampen mod Frank Jensen, har høj klasse. Det er et dramatisk og betydningsfuldt begivenhedsforløb, der for første gang bliver belyst på en måde, hvor journalistens arbejdsmetoder glider over i historikerens. Jeg er ikke i tvivl om, at Jakobs beskrivelse af forløbet vil blive læst igen og igen og indgå som pensum på diverse uddannelser. Formandsvalget er bogens ubestridte højdepunkt.

 

Helt tæt på toppen
Eksempelvis giver den et klart indtryk af Henrik Sass Larsens strategiske overblik, hans brutalitet og barske charme og den tegner et fint portræt af en generation af socialdemokratiske politikere, som er bedre til at slå hinanden end de borgerlige. Beskrivelsen af en flok socialdemokrater, der samles til hemmeligt møde hos Lene Jensen for at diskutere et modtræk til Helles kandidatur er komik på et højt plan. Beretningen om Frank Jensens kampagne eller mangel på samme er rasende interessant, og tegner et sympatisk portræt af en politiker, der havde så svært ved at tage det sidste skridt ud af Aukens skygge. Afdækningen af Henrik Dam Kristensens vakkelmodighed og manglende støtte til Helle står som det endegyldige bevis for, at han aldrig havde det, der skulle til. Heller ikke modet til at sige fra i tide. Fagbevægelsens lurerpasseri udpensles så de må ærgre sig i Metal.


Men når netop beskrivelsen af kampene mellem Helle og Frank er bogens mest vellykkede, skyldes det også den banale sandhed, at det er det mest interessante i Helles foreløbige virke som politiker – nu hvor valget ikke kom med på cv ´et. Og det er projektet om, at skrive en klassisk biografis grundlæggende ømme punkt.


Helle Thorning-Schmidts liv er måske gjort af det stof som drømme gøres af. Men det er ikke gjort af det stof som store biografier skrives på. Indenfor de seneste år har vi fået markante biografier om socialdemokratiske ledere. Bo Lidegaard har skrevet en sublim biografi om Jens Otto Krag. Hans Mortensen har på forbilledlig vis kondenseret historien om de Fantastiske Fires 30 år i toppen af Socialdemokratiet ned til en bog, der er et par håndfulde sider længere end Helle –for magten. Det er bøger om mennesker, der har haft magten. Mennesker, der har sejret. Og fejlet. Lad mig bare gå helt til makronerne: Episke dramaer om det moderne Danmark.

 

Hvad så med Helle?
I kort form: Hun er 40 år. Har et stabilt om end lidt særegent privatliv, naturligvis med et stænk af glamour, men så heller ikke mere. Hendes familiebaggrund er ganske normalt for os, der er rundet af 1970erne og 1980erne. Hun er gået den lige vej gennem karrieremøllen, naturligvis i et rasende højt tempo, med stort engagement og en menneskelig ordentlighed, man ikke forbinder med toppolitikere i populærpressen. Efter en hektisk valgkamp blev hun for to år siden formand for Socialdemokraterne.


Det mest interessante og fascinerende ved Helle Thorning-Schmidt er uden tvivl hendes fremtid. Slår hun Anders Fogh, eller Lars Løkke? Kan hun regerer landet? Hvorfor og hvorfor ikke? De spørgsmål kan den klassiske biografi med sit bagudrettede fokus ikke svare på. Den kan højst sandsynliggøre et fremtidigt forløb og opridse de særlige karaktertræk ved en person, der kan få en til at håbe eller bæve for nationens ve og vel. Netop på den strækning ville jeg ønske, at Jakob havde investeret mere af sig selv og sine analytiske evner i beskrivelsen af Helle Thorning-Schmidt som politiker og fænomen. Han skriver ærligt, at ærindet med bogen ikke er at "forudsige om det ender på den ene eller andet måde". Sandfærdigt og klogt, men også en kende uambitiøst. Jakobs uvilje mod at være mere end den klassiske reporter betyder, at bogen ganske enkelt står tilbage uden den samlende tese eller perspektiv, der ville løfte den fra processer og personer til samtidshistorie og forståelsesramme for Socialdemokratiet og moderne politik.


Eksempelvis er det en gennemgående sætning i bogen, at Helle ikke bidrager med nye tanker eller store visioner i de fællesskaber hun indgår i. Er det et kendetegn ved en ny generation af politikere? Og er det en svaghed eller en styrke? Personligt er jeg glad for, at hverken Niels Bohr eller Einstein blev politikere, og underholdt over, at Lars Kolind blev det. Er hendes hastige karriere og politiske kursændringer undervejs udtryk for opportunisme eller præcis den kynisme, der skal til for at nå til tops?

 

Et imponerende opslagværk
Sat på spidsen er Helle for magten et imponerende opslagsværk, hvor de mest fængende kapitler af gode grunde fylder for lidt og resten for meget. Der er side op og side ned med intriger fra det socialdemokratiske galehus. Om møder med denne og hin. Om en SMS, der blev sendt. Om en ordveksling mellem Henrik Sass (hvis stemme mærkes tydeligt flere steder i bogen) og Helle. Om et studenterjob som sekretær for Samfundsuddannelsesrådet. Om et vælgermøde. Om en folder. Processer og personer, men meget lidt politik og perspektiv. Indenfor den ramme er Helle for magten en stærk bog. Om det er tilstrækkeligt til at blive klog på Helle Thorning-Schmidt og det valgresultat, der er lige om hjørnet, må læserne selv afgøre.

 

 

 

Jakob Nielsen "Helle for magten". 248 s. Politikens forlag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job