De indignerede
Indignationen ligger underdrejet som en færge i orkanens øje. For hvor blev vreden af? Hvor blev vælgerskreddet til Helle af? Er hun politikeren, ingen kan holde rigtigt af som andet et nyt, frisk ansigt i stedet for det forrige trætte? Nej. Helle kan sagtens elskes. Hun har bare ikke haft chancen for at fortælle historien om det uretfærdige og forkerte endnu.
af Claus Skytte
Tårer fra indignationens dybe brønd, som en Asta Nielsen kunne betjene. Helle skal finde modet til det samme
Asta Nielsen var Danmarks første og største skuespiller, da hun tilbage i forrige århundrede greb sig til hjertet, kastede hovedet til siden (og op), og efter at have kigget dybt og længe på sit publikum med sine sorte øjne, sank livløs om på gulvet over tabet af sit lille barn, sin elskede eller lignende.
Skurken stod lidt paf tilbage på de sort/hvide brædder og virkede egentlig ikke særlig farlig, nærmest pinligt berørt over situationen. Men publikum! Publikum hadede den onde mand og græd med Asta Nielsen. Klaverbokseren trampede pianoet i molbund. Asta vandt sit publikums hjerter, fordi hun gjorde dem indignerede.
Ud med fladskærmsdrømmene
"Gå ad helvede til". Det var SF's formand Villy Søvndals besked til Hizb-ut-Tahrir. Og alle de nye vælgere, der var opdraget til gruppeindividualisme, så, at der faktisk var en grænse for den politiske korrekthed, og at der virkelig var sexede alternativer til at sidde sammen i hver sin havkajak og drømme om bredere fladskærme. Indignation kunne være sexet som dengang i de hippe tressere, hvor man drømte om Dylan og gik med guitar. Han var let at elske.
Johanne Schmidt-Nielsen har en sødladen måde at være indigneret på. Hun kan sige ”revolution”, så det ligner en t-shirt. For sig ser man Frank Aaen bore sig blødende ned i græsset, mens Johanne trykker kugler ud af sin AK47 og råber opmuntrende ord til gruppen af forskræmte og bevæbnede mødre med luksusbarnevogne i baggrunden: “Nej, Mærsk overgiver sig ikke fredeligt. Der vil blive blod!”
”Indignez-vous,” som 93-årige Stéphane Hessel råber til de nye frihedskæmpere, der vil forandring: ”Vi har alle et ansvar for, at vores samfund forbliver et, vi kan være stolte over, ikke et, som ser skævt til indvandrere og udviser romaer, ikke et, hvor man skaber tvivl om folks pension og sygesikring, ikke et, hvor medierne er i hænderne på de rige – alt dette, som vi ville have nægtet at acceptere, hvis vi havde være holdt fast i frihedskampens idealer”. Frihedskæmpere er lette at elske.
Grænseløs kærlighed er let at elske
”Grænseløs kærlighed!” siger Margrethe Vestager, mens hun bøjer sig langsomt og insisterende ind over katederet og peger på hvert enkelt af de opmærksomme elever. Grænseløs kærlighed. For alle, der har gået i gymnasiet, har rejst verden rundt, om ikke andet så da i hvert fald i planerne, og langt fra kolonihavernes palisader giftet sig med verdens smukke og naturlige mennesker. Retten til kærlighed. Det er det gode menneskes indignation på fornuftig højskolemanér. Hun er let at elske.
63, 47, 45, 44. Det er Socialdemokraternes mandattal fra 2001 til i dag. Faldet af mandater siden valget i 2001 er kraftigt aftagende for Socialdemokratiet og fortsætter nedgangen med samme rytme, mister partiet under et halvindigneret mandat ved næste valg. En skrivebordssejr.
Fra sultens slavehær til finanskrisens spekulanter. Lad forargelsen koge
Helle Thorning Schmidt er repræsentant for de indignerede. Men hun er ikke elsket. Socialdemokratiet er de indigneredes parti, uanset om de er rige eller fattige. Partiets traditionelle kernevælgere har været de ufaglærte og faglærte arbejdere, men dets karakter af indigneret parti er gradvis aftaget siden 1970'ernes begyndelse. Men hun vil vinde. Uden at blive elsket.
Helle er ikke indigneret. I close up efter close up under valgkampen ryster Helle grinende på hovedet og siger ”nej, nej, nej, nej, Lars” og ”ha ha ha, det passer ikke, Lars”. Vi kan se, hun nyder at vinde på den lange bane, som hun har lovet sit bagland.
”Den er hjemme!” står skrevet i hvert eneste smilerynke på den kommende statskvinde, ”nej, nej, nej, Lars. Ha ha, det er ikke rigtigt”. Og Lars slår sig i tøjret og forsøger sig med harmdirrende, indignerede udfald om sin politik og sin far, hvilket sikrer ham flest personlige stemmer. Faderkærlighed. Vi elsker det.
De indignerede
Helle vinder magten på indignerede stemmer. Men stemmerne lander ikke i hendes egen partikasse, men lige ved siden af. Hos Enhedslisten og De Radikale. De indignerede på de fattige og de forelskedes vegne. De indignerede over Pia Kjærsgaards falske indignation over mennesker, der er trådt så langt ned i sølet, at de er parat til at sprænge sig selv i luften.
Bør Helle så være indigneret over, at folkets opbakning til hendes parti aldrig har været mindre? Nej. For indignation er Helle og partiets grundholdning. Valget var blot et valg, og kommende statsmænd er ikke indignerede. Det er useriøst. Og i øvrigt risikerer man bare at få langt mere opbakning, end man kan leve op til efter valget.
Nu er der tid og ro til at genfinde den fælles indignation i rød blok, så vi kan elske Helle for alvor. Vi vil ikke alene se skabelsen af de nødvendige reformer, som Socialdemokraterne altid har valgt til forskel fra revolutioner. Vi vil også se Helle og Socialdemokraterne vokse med arbejdet, fordi hun helt ind i knoglerne kender historien om de indignerede.
Helle kan sagtens elskes. Hun har bare ikke haft chancen for at fortælle historien om det uretfærdige og forkerte endnu.
