Scenariet er helt klart – der skal hives mange stemmer over midterstregen, hvis Mogens Lykketoft skal gøre sig nogen forhåbninger om at blive statsminister. Den lussing, som centrum-venstre partierne fik ved sidste valg, kræver, at der skal erobres over 200.000 vælgere fra højreblokken, hvis de skal tilbage til magten. Den aktuelle politiske situation med en Anders Fogh i topform, der indenrigspolitisk bryster sig af at have indfriet de løfter, han gav vælgerne under sidste valgkamp og udenrigspolitisk eksponeres som hovedarkitekten bag Europas genforening, opstiller nogle svære vilkår for Mogens Lykketoft i forhold til at genvinde det tabte. Men også selvom Anders Fogh i de næste par år skulle miste noget af den aktuelle styrke, ser det svært ud for Mogens Lykketoft.

Rent politisk står Mogens Lykketoft og Anders Fogh med nogenlunde samme varer på hylderne. Begge slår de sig op på at ville styrke velfærdsstaten dvs. forbedre skoler, fjerne ventelister, give de ældre bedre forhold osv. Samtidig lover de begge skattelettelser ude i fremtiden, lov og orden på gaderne og hjælp til de udstødte. Så på en lang række væsentlige politiske områder siger de det samme. Og når man siger det samme, bliver det pludselig måden, man siger det på, der er helt central. Sammenligner man Mogens Lykketoft og Anders Foghs muligheder for at kommunikere målrettet til de mange midtervælgere, står sidstnævnte i disse år langt stærkest.

Først og fremmest er der intet, der tyder på, at lederskiftet har neutraliseret de interne stridigheder hos Socialdemokraterne. Den eksponering, som Socialdemokraterne har fået i medierne efter formandsskiftet, drejer sig fortsat om personfnidder og magtkampe imellem fløjene. Det betyder, at Socialdemokraterne i øjeblikket slet ikke er i stand til at fortælle vælgerne, hvad det er, de vil politisk. Så længe den interne splid raser i partiet, kan de ikke leve op til en væsentlig forudsætning for at lave målrettet kommunikation - nemlig at man skal stå stærkt internt for at kommunikere målrettet eksternt!

Ser man derimod på den organisation, som Anders Fogh har opbygget omkring sig, står han set fra et kommunikationsmæssigt perspektiv utroligt stærkt. Helt tilbage i 1998, da han blev Venstres formand, begyndte han at geare organisationen i forhold til de kommunikative aspekter. Eksempelvis har Fogh placeret en spindoktor (Michael Kristiansen) helt centralt organisatorisk, så denne både kan agere internt og eksternt. Foghs spindoktorer kan derfor dels klæde organisationen på retorisk og strategisk, dels sætte de nødvendige spin i gang i medierne. Den troværdighedskontrakt som Venstre før, under og efter sidste valg, meget bevidst har opbygget med vælgerne om at, »det her lovede vi, og det her har vi gjort«, er et tydeligt eksempel på godt spindoktor-arbejde. Også håndteringen af de tre skandaler – Thor Petersen, Peter Brixtofte og Anders Møller – vidner om Anders Fogh og hans spindoktorers kommunikative styrke. Med en krisekommunikation, der bl.a. rummer fantastisk timede offensive og defensive manøvre, har Fogh og hans kommunikationshåndværkere formået at holde hans person ude af de ellers voldsomme mediestorme, der har været i forbindelse med de tre skandale-sager. Anders Foghs troværdighed har trods de store problemer i partitoppen aldrig været større på den offentlige scene, end den er i øjeblikket.

Organisatorisk står de to statsministerduellanter altså meget forskelligt, når det gælder om at kommunikere til vælgerne. Socialdemokraterne bruger lige som Venstre også masser af spindoktorer, fokusgruppeinterview og andre moderne kommunikationsværktøjer, men det sker ikke med samme professionalisme som i Venstre. Ved sidste valgkamp så man da også Socialdemokraternes ellers berygtede valgmaskine blive slået med flere længder af Venstre. Og intet tyder på, at valgmaskinen er kommet i omdrejninger igen. Som så meget andet ligger den også underdrejet af det interne stormvejr. Så mens Anders Fogh er godt i gang med at finjustere kommunikationsstrategien til næste folketingsvalg, har Mogens Lykketoft nok at gøre med at finde ud af, hvad der overhovedet skal kommunikeres ud.

Også i forhold til den fremgangsmåde som Fogh brugte, da han vandt de mange vælgere ved sidste valg, har Lykketoft et stort problem. Der er ingen tvivl om, at både Lykketoft og Fogh er rutinerede politikere, med både indhold og retorik i orden. Men i forhold til at begå sig i det moderne medie-demokrati har Fogh en kæmpe fordel. Først og fremmest har Fogh en evne som ingen andre til at blive ved med at gentage sig selv. Hans spindoktor Michael Kristiansen udtrykker det meget klart. »Det gælder om at få Fogh til at lyde som en gammel pladespiller... for først når man har gentaget budskabet så mange gange, at man selv er ved at blive træt af det, begynder folk ude i landet at høre efter«. Denne papegøjemetode står fuldstændig i opposition til personen Lykketoft, da han slet ikke har den disciplin, det kræver at gentage sig selv igen og igen. Samtidig ligger det til hans natur at komme med detaljer, nuancer og at være åbenlyst kritisk overfor de ting, der ikke passer ham. I et mediedemokrati, hvor politikerne har omkring 10 sekunder til at udtale sig i nyhedsprogrammerne, er denne form ikke velegnet. Og når målet er at genvinde de mange tabte midtervælgere, er Lykketofts stil langt fra den rette medicin. Denne gruppe vælgere havde Fogh stor succes med at vinde ved at ‘slå‘ dem oven i hovedet med korte sætninger og klare budskaber som f.eks. ‘skattestop‘, ‘høvle af vente-lister‘ og ‘slut med stopurstyranni‘.

Den anden gruppe vælgere, som det er nødvendigt for Mogens Lykketoft at genvinde, hvis han skal blive statsminister, er de mange socialdemokratiske vælgere, der ved sidste valg tog hele turen over til Dansk Folkeparti. Det er en gruppe vælgere, der blev fristet af Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og da de går efter den ‘rene‘ vare, bliver disse vælgere svære at vinde tilbage med Socialdemokraternes slingrende udlændingepolitik. Yderligere er det en gruppe vælgere, der er stærkt tiltrukket af ‘brandet‘ Pia Kjærgaard. Dvs. at sammenplantningen i forgrunden, dannebrogsflaget i baggrunden og Pia Kjærgaards fabelagtige evne til at lyde indigneret og tage afsæt i den lille mands problemer, er den perfekte nektar til disse vælgeres politiske habitus. Mogens Lykketoft med det intellektuelle udseende, overlegne sprog og til tider arrogante udtryk, får meget svært ved at tale til disse vælgere. Denne gruppe vælgere har også et værdisæt, der er præget af angst for det fremmede, globale og ikke-danske, og det er vel ikke ligefrem sådanne værdier, der forbindes med personen Mogens Lykketoft.

Paradoksalt nok er det sted, hvor personen Mogens Lykketoft har størst chance for at vinde stemmer, den kriseramte venstre-fløj. Her er mange vælgere ramt af en politisk frustration, der betyder, at de står i en slags partipolitisk ingenmandsland. Lykketofts intellektuelle attitude, skarpe udenrigspolitiske meldinger og driftsikre facon kan meget vel virke tiltrækkende på denne gruppe vælgere. Men at vinde denne gruppe vælgere hjælper på ingen måde Lykketoft i forsøget på at tilbageerobre regeringsmagten, for der skal stadigvæk hives over 200.000 vælgere over midterlinen.

Socialdemokraternes nye formand har derfor alle odds imod sig i sit forsøg på at genvinde magten. De mange vælgere, som gik til Dansk Folkeparti, vil personen Lykketoft på ingen måde kunne genvinde og i kampen mod Fogh og Venstre, er Lykketoft og Socialdemokraterne lysår bagefter rent kommunikativt. Og i en tid hvor omkring 50 procent af vælgerne er flytbare, den gamle klassevælger er uddød, og vælgerne shopper rundt på det politiske landkort, er partiernes kommunikation til vælgerne altafgørende. Skal Socialdemokraterne tilbage til magten, er der ingen tvivl om, at Mogens Lykketoft står over for sit livs sværeste mission.


Denne artikel har været bragt som kronik i information. d.29.januar 2003.