Sandheden er at de fleste af os forstår frustrerende lidt om de reelle forhold på centrale samfundsområder – om hvad den faktiske tilstand er, hvad eksisterende lovgivning går ud på, hvad pengene bruges til, hvilke problemer der er, hvor store de er, osv. Vi ønsker indsigt – vel at mærke én der ikke er farvet og "vinklet" i en bestemt retning; vi vil vide hvad der med fornuft kan siges på begge (eller alle) sider af en sag.

At der skulle være sådan et behov, synes måske at blive modsagt af de mange forfladigende tendenser i tv og ugeblade. Men pointen er netop at mange ser hen til aviserne til at dække behovet. Dette har avisen mulighed for at gøre bedre end konkurrenterne. Lad tv levere indlevelse, lad nettet levere information; lad avisen levere indsigt.

Derfor dette råd til dagspressen: Opgiv begrebet "nyheder" som den altdominerende krumtap i den politiske journalistik. Nedprioritér "sager", opprioritér tilstande og udviklinger. Det vigtigste for os avislæsere er i reglen at forstå forhold som har været hos os længe, frem for nye der er kommet frem.
F.eks. bekræfter en analyse af dagbladenes behandling af finanslovsforhandlingerne det som en 27-årig læser siger i bogen Forstå verden: " ... man får at vide at de er uenige om at der skal bruges 25 kroner mere til politiet eller ej. Hvad med de 700 milliarder som de bruger? Dér går de igen meget ind i de dér småting hvor de er uenige, og glemmer de store linjer."

Men indebærer "de store linjer" ikke en elitær politisk journalistik for cand.polit.'er? Aviserne skal vel skrive det folk vil ha'? Ja, men aviserne kan tage fejl af hvad folk vil ha'. Journalister fejlvurderer antagelig læserne ved at tro at de vil ha' politik peppet op med konflikt og personstof. Brixtofte-affærerne kunne ganske vist tyde på det. Men de havde jo store ideologisk-principielle perspektiver bag personfnidderet. Og BT's chefredaktør har selv slået fast at politiske "afsløringer" ikke plejer at sælge ekstra aviser. Mange data peger i stedet på at avislæserne ønsker mere om sagens indhold, mindre om hvem der vinder og taber ("horse race"), mindre om hvordan de "klarer sig" i debatter, "bogstavkombinationer", fraktionskampe og taktiske motiver.

Et eksempel på hvad mange af os gerne ville forstå bedre, men hvor aviserne svigter os: Finanslovsdebatten i år viste at hvis Venstres valgløfter skulle holdes, skulle der spares ca. 7 mia. Deraf medførte skattestoppet alene besparelser på ca. 2 mia. Hvor mange af os vidste det før valget? Vi hørte om penge til sygehuse, ældreomsorg m.v. Men ikke om at selve skattestoppet har en sådan pris. Og da slet ikke om hvorfor det er sådan. Er det fordi der bliver flere ældre og færre erhvervsaktive skatteydere eller hvad? Hvem véd det? De aviser jeg ser, har endnu ikke givet mig indsigt herom.
Hvordan skal avisen kunne oplyse os bedre om den slags? Bliver resultatet ikke flere alenlange artikler som læserne kløjs i halvvejs?

Nej, bl.a. fordi en af avisens styrker er dens store, to-dimensionale brugerflade. Avisen, ikke Nettet, er det mest interaktive medie. Man kan vælge ud, springe rundt, overskue et helt opslag og dykke ned i et enkelt element – alt sammen uden at "klikke væk" og miste overblikket, som det jo sker i det medie alle er i svime over: Internettet. Hvad tv angår, er man trælbundet til kanalens lineære flow, eller også må man zappe helt væk. En af avisens forcer kunne netop være: mindre tankeløs linearitet, mere overskuelig interaktivitet.
Alligevel er den traditionelle nyhedsartikel lineær – den følger "den omvendte nyhedstrekant", dvs. bringer det "tungeste" stof først og det "tyndeste" sidst. Så kan redaktøren forkorte fra neden, og læseren springe fra når hun vil.

Og det vil læseren! Jo længere ned i teksten, des mere perifert stof. Sådan vænnes folk til at springe fra. Så har journalister ganske vist som modtræk en del sproglige greb der skal få dem til at hænge ved, bl.a. varieret sprogbrug, fikse mellemrubrikker, omskrivning af alt hvad der lyder tørt og teknisk, m.v. Men meget af dette formørker desværre forståelsen. F.eks. mellemrubrikker der blot sættes ind for at give afveksling og "luft" – de slører tekstens struktur og får ofte læserne til at hæfte sig ved ligegyldige detaljer. Varieret sprogbrug, hvor man f.eks. i den ene sætning skriver "knap en tredjedel" og i næste sætning "over 50 %", fordunkler også. Når læserne halvt nede i en artikel fornemmer at mængden af uklarhed når en vis tærskel – så springer de instinktivt fra og lader øjnene falde på noget andet.

Skal aviserne give en dybere forståelse af politiske temaer her i verden, er der brug for en formidling der med alle midler tilstræber klarhed; kun derved kan den undgå at forsimple eller forfladige temaerne i deres kompleksitet. Det behøver ikke være så underholdende. Hvem læser om politik for at få underholdning? Én vej frem er en alternativ genremodel for den tunge, politiske nyhedsformidling. Den kunne ses som "buffet", hvor formidlingens grundelementer er skilt ud fra hinanden i separate enheder, som man straks kan identificere visuelt og slå ned på. Ligesom den gode frokostbuffet udnytter tag-selv-bordets todimensionale flade, så man straks kan vælge det vil, i den ønskede rækkefølge, kan avisens formidling af svært stof også gøre det.

Klarhed og forsimpling er altså ikke det samme. Skønt de så at sige indgår i samme ligning, står de på hver sin side af brøkstregen. At forenkle indholdet, altså reducere kompleksiteten, er ikke det samme som at skrive mere klart. Tværtimod kan man så at sige tillade sig at skrive mindre klart, hvis man samtidig forsimpler sagen. Og dette er hvad der ofte sker i mediernes nyhedsformidling: Man forveksler klarhed med forsimpling.
Verden er kompleks. Men det er nødvendigt at forstå den. Her er den trykte avis vort bedste håb. Og heri ligger også dens eget bedste håb for overlevelse.


Denne artikel har været trykt i politiken.





FORSTÅ VERDEN - POLITISK JOURNALISTIK FOR FREMTIDEN
af Christian Kock (red.)
1. udgave 2002,
311 sider, 198,00

Bogen bygger på et flerårigt forskningsprojekt, støttet af Dagspressens Fond.