Haves: kommunikation, ønskes: ideer

At mestre det politiske håndværk kræver store kommunikative evner, ingen tvivl om det. Men politik udspringer ikke af kommunikation; politik handler ikke om retoriske staldtips og spindoktorer med en mobiltelefon klæbet til øret. Politik udspringer af ideer, følelser, konkrete, materielle behov og eksistentielle spørgsmål – og opstår som regel i direkte opposition til aktuelle sager, konflikter og kriser i samfundet.
af Mikael Jalving
Dette er den gamle lektie om kommunikation og politik, som Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Dagbog fra midten efterlader os med. Det er en gammel lektie, fordi vi har hørt det hele før, skønt nogle tilsyneladende har glemt det i farten. Men det aldrig for sent at lære den politisk-kommunikative ABC.

Tag Mogens Glistrup, muligvis forrige århundredes største politiske kommunikator. Han kunne tale til fjernsynet og dermed til folket, så en stor del af vælgerkorpset tabte gebisset på nul komma fem og stemte på Det Talende Marcipanbrød i en tilstand af sukkerchok til trods for, at hans idégrundlag var noget i Danmark så uhørt som en minimalstat med en telefonsvarer, der sagde ”Vi overgiver os!” på russisk.

At Mogens Glistrup så ikke kunne holde styr på sit parti, det er en anden snak. Glistrup var en karismatisk leder, og sådan nogle er ikke ret gode til at styre butikken i det daglige, og når tidsånden vender – og tro mig: Det gør den altid, og gerne, når man mindst venter det. Se blot finanskrisen, der nærmest kom ud af det blå og mere eller mindre væltede kapitalismen omkuld, efterfulgt af omsiggribende protektionisme, finansielle hjælpepakker og almindelig politisk rådvildhed.

Selv Villy Søvndal, som alle danser rundt om i øjeblikket, vil møde muren en skønne dag, bedst som han tror sig uovervindelig. Og da vil han ikke kunne snakke sig fra det, sådan som det hidtil er lykkedes. Da vil fokus rettes mod hans ideer og deres troværdighed. Hvordan kan man f.eks. kalde sig socialist uden at være det? Eller hvordan kan man bede islamister rejse ad helvede til, når man ikke vil hjælpe dem på vej?

En fernis af kommunikation
Tilbage i maj 2007 så alting rosenrødt ud for Ny Alliance. Som en dansk variant af Moon-bevægelsen voksede partiet – eller rettere bevægelsen – med meteorfart på rekordtid, og sejren ville ingen ende tage. Naser Khader var konge, Gitte Seeberg dronning og Anders Samuelsen prins af Danmark. Som i et eventyr. Men slet, slet ikke i virkeligheden.

Som dokumentarfilmen mere end antyder, var trioen indbyrdes uenig fra dag 1. De havde alle forladt deres moderpartier og fået ny energi som efter tre lykkelige skilsmisser, men de vidste ikke, hvad de skulle bruge energien til – bortset fra at trække i hver deres retning. Uanset om Dagbog fra Midten vægter de to fløje med Naser i midten korrekt eller ej – herom har der jo været en del polemik – så var de tre udbrydere ude af stand til at komme et fælles mål ret meget nærmere end de mest banale almindeligheder. Solidaritet? Ja, hvorfor ikke? Det er jo bare et ord.

Nej, solidaritet er ikke blot et ord. Det er et begreb med en historie og med en ganske særlig appel. Vil man bruge det, skal man vide hvorfor, og hvad begrebet konnoterer. At tro, man bare kan drysse en fernis af kommunikation ud over et politisk program, trykke det på lækkert papir og så vade ret ind på Christiansborg og pege på den næste statsminister, det er både politisk og kommunikativ naivitet størrelse XL.

Nok er nok
Det er bare ikke godt nok, som det hedder i sportens verden, og politik er en slags sport. Vel at mærke ikke kun en kamp om de bedste meningsmålinger, men tillige – og vigtigere på længere sigt – om de bedste ideer, og dem havde Ny Alliance ganske simpelt ikke.

De havde to. Nok er nok – og 40 pct. i skat. Men hvordan de to ideer skulle kombineres med andre politiske spørgsmål og emner, eller hvad der ellers var hjernen og hjertet i Ny Alliance, det fik vi aldrig at vide. Filmen sandsynliggør, at hovedpersonerne heller ikke vidste det selv. Mindst af alt Jørgen Poulsen, der i filmen spiller en forbilledlig karikatur på sig selv – en Meta-Jørgen. Selv Spørge-Jørgen ville have gjort det bedre. Så var de måske kommet partiets politik nærmere.

Pointen er, at kommunikation uden ideer er hjælpeløs kommunikation. Hvis der ikke er noget bag ordene, bliver de meget hurtigt til ord-soufflé og potemkinkulisser. Ord bliver ikke til handlinger, med mindre de henviser til rationaler, som formuleres og fremføres med passion. Vel er følelser evolutionært set meget ældre end vores fornuft, men feel good, litervis af velristet kaffe og mediestunts gør det ikke alene, eftersom selv et politisk parti må vise, at det kan tænke – ikke blot taktisk-strategisk, men desuden blot nogenlunde ideologisk klart ud fra almenmenneskelige præmisser.

På den led adskiller politik sig ikke fra købmandskab. Hvem ka’? Bilka. Ultrakort slogan, nemt at huske, troværdigt i forhold til afsenderen. Men det holder kun, hvis der er varer, endda gode varer, på hylderne. Ellers kan det være lige meget. Og så smutter kunderne i Kvickly i stedet. Produktet skal være forarbejdet. Udvalgt. Håndlavet. Af mennesker. Der taler menneskesprog. Og som tør tage de nødvendige konflikter med andre og med sig selv.

Ikke mere flower-power

Ny Alliances storhed og fald viser således ikke blot et partis spektakulære livscyklus i løbet af mindre end et år. Nedturen afslører også, at der er grænser for kommunikation, og at kommunikationsbranchen har lukreret på tyve års økonomisk optur og til dels stadig underkender det politiske håndværks drivende motor: ideerne. I stedet har branchen svælget i gummisprog, folkestemninger og jubeloptimisme.

Men der er grænser for kommunikation, såvel som der er grænser for idioti. Man kan ikke kommunikere noget, der ikke er der. Kommunikation er ikke magi eller en trylledrik. Det er heller ikke noget, man kan klare på en eftermiddag med byens smarteste bureau. Politisk kommunikation er meget mere elementært – og samtidig svært.

Status er altså, at kommunikationsbranchens flower-power-epoke er forbi. Barack Obama nåede lige at blive valgt; han var den sidste magiker. Nu kommer arbejdsbiernes og ideernes tidsalder. Ideer kommer fra mennesker, der tænker, mens de arbejder. Uden dem og deres ideer er kommunikation tom snak og levn fra en tid, hvor indpakning var alt, indhold intet.

Det er slut nu. Ny Alliance var dødfødt, fordi ledelsen så stort på ideernes betydning. Ny Alliance var måske noget nyt. Men det var ingen alliance. Omvendt med Christoffer Guldbrandsen. Han havde en idé om en film, og den holdt.

Dagbog fra midten handler om politik. Men den lærer os samtidig noget vitalt om kommunikation.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job