Have a coke - and a joke?

For bl.a. Coca Cola er det et frynsegode at kunne etablere sig i et organiseret land, som andre virksomheder og ikke mindst skatteborgerne betaler for at opretholde - heriblandt deres egne kunder. Måske skulle Coca Cola ændre sit slogan...

I går viste DR et program om, at en række multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark, fordi de teknisk set ikke har overskud her i landet. Coca Cola er et af de selskaber, der ikke betaler skat. På trods af, at de altså slider på vores veje, udnytter at befolkningen får en gratis uddannelse – og nyder godt af, at de ansatte kan blive behandlet gratis, hvis de bliver syge. Ligesom de vel ikke ligefrem kan siges at bidrage væsentligt til den samlede danske folkesundhed med deres i øvrigt ganske fortrinlige produkt?

Coca Cola er imidlertid også et af de selskaber, som ofte er ude i pressen for at klage over myndighederne. Først var det de forhøjede afgifter på sodavand, som gjorde det umuligt at tjene penge i Danmark (sic!). Og senest var det så sagen om den ulovlige, momsfri parallelimport af softdrinks fra lande som Polen.

Jeg citerer her fra politiken.dk's dækning af sagen 8. september 2002:

           
”Coca-Cola: Staten går glip af 100 mio. kr.
…På baggrund af undersøgelsen hævder Coca-Cola Danmark, at statskassen årligt mister 100 mio. kr. i tabte afgifter… »Derfor mener vi, at Told & Skat skal øge kontrolindsatsen i kioskerne og give bøder for at
indføre sodavand illegalt. Den holdbare løsning på sigt vil være at sænke sodavandsafgiften«, siger Kenth Kærhøg (kommunikationschef i Coca Cola) med adresse til finanslovforhandlingerne.”

Den sidste klagesang har åbenbart givet resultater, for nu vil myndighederne (i følge Berlingske Tidende d. 11. september) gribe ind overfor parallelimporten og lave razziaer og uddele bøder til de kioskejere, der ikke betaler moms af importen. Det synes jeg, sådan set er et glimrende initiativ.

Men hvordan kan Coca Cola selv få tingene til at stemme? Hvordan kan de med nogen rimelighed stille krav om at myndighederne bruger ekstra ressourcer og sender medarbejdere ud på natlige, overtidsbetalte
razziaer for at stoppe momssvindel - når deres væsentligste argument er, at Coca Cola gerne vil tjene nogle flere penge, som de så kan lade være med at betale skat af?

Jeg ved godt, at man siger, at man skal yde efter evne og nyde efter behov i den danske velfærdsstat. Men er der ikke en etisk grænse et eller andet sted? Og hvordan kommunikerer man det omverdenssyn, som
den her strategi er udtryk for, ud til den danske befolkning? I form af et nyt slogan måske - Have a coke - and the joke is on you?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også