Jeg er træt af reklamestuntet Harry og Bahnsen, som vi har måttet trækkes med gennem den ene reklamefilm efter den anden i otte år. Jeg har været træt af dem fra allerførste gang, jeg så dem.  

Hvorfor? Fordi jeg tit kører i tog, og jeg har aldrig haft en rejseoplevelse, der bare kunne minde om dem, som Harry og Bahnsen har. Har du? I reklamerne ser jeg lækre, nye tog, og så tilfredse rejsende, at de danser og synger af glæde, der er sågar en stemning, der emmer af så meget effektivitet, at man skal være en dum dukke for ikke at forstå det. Og al den kærlighed, der nu også opstår undervejs!


Hvad skal det til for? DSB er så lidt sjove, sexede og effektive, som man overhovedet kan være. Du får dårlige forbindelser, forsinkelser, beskidte sæder og dyre billetter. Hvis man lader sig lokke over i et tog af Harry og Bahnsen, så venter der en et slemt virkelighedschok.

DSB’s mærkelige virkelighed
Hvad er det for en virkelighed, DSB forholder sig til? Jeg mistænker dem for at have mistet fokus. De skal servicere os for delvis offentlige midler. Det er ikke just en succeshistorie, som de har i den henseende. Er det derfor, at de har valgt at præsentere et DSB, der med bistand fra et reklamebureau kan lave sjove reklamer? Er det den virkelighed, de magter at forholde sig til?!

På DSB’s egen hjemmeside kan man læse, at ”Harry og Bahnsen blev kåret af Politikens læsere som årets bedste reklamefilm i 2000. Filmene har vundet TV2"s reklamepris ”Den Glade Seer” ikke mindre end 31 gange”.

Hvad sker der med Politikens læsere – og resten af befolkningen? Det er jo absurd! Burde DSB ikke vinde priser inden for kategorien ”Den glade togrejsende”?

Hvornår pokker blev vi så ligeglade med virkeligheden, at vi blot accepterer et DSB, der måler sig selv på succesen af deres løgnagtige reklamer?

Topmålet af idioti er, når man på DSB’s hjemmeside kan læse et interview med Harry, hvor han fortæller om ”kærlighedens væsen”. En lilla dukke! Et interview! Om kærlighed...! Hvem er den leder i DSB, der lader den slags passere? Vi er jo til grin for prisen på vores togrejse.

Hvordan pokker måles effekten?
Som kommunikationsrådgiver kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv: Hvordan pokker måler DSB effekten af de reklamer? Sidder der nogen i DSB og undersøger, om flere tager toget på grund af Harry? Eller er de, som jeg mistænker dem for, ude i, at de kun måler, hvad vi synes om reklamerne? Lever de i en lukket verden, hvor den succes, deres reklamebureau kan fremskaffe for millioner, er lig med deres eksistensberettigelse?

Jeg kan næsten tilgive DSB, hvis de kan redegøre krone for krone for den effekt, Harry har på passagernes tilfredshed med togrejser. Eller i et stigende antal passager, for den sags skyld. Kan de det?

Eller kan en eller anden i DSB vise mig et sted i deres formålsbeskrivelser, hvor der står, at DSB er sat i verden for at vinde reklamepriser? Hvis ikke, så vil jeg gerne vide, hvilken formålsbeskrivelse Harry så hører ind under.

Du mener måske, at jeg tager joken Harry for seriøst? Det er jo ”naturligt” at lyve i reklamer, mener du måske? Du forventer jo ikke, at der er sammenhæng mellem reklame og virkelighed? Du lever i den virkelige verden, og DSB er vel ikke værre end andre, tænker du? Men det er præcis min pointe! Hvornår blev vi så ligeglade med virkeligheden i reklamer, at hvis de bare er sjove, så kan virksomheden lyve så meget, den vil? I dette tilfælde for dine og mine penge!

Skal vi ikke samstemmende bede DSB om at tage livet af Harry og vende tilbage til virkeligheden? Svar udbedes – ikke mindst fra DSB.


Læs DSBs svar til Kresten her