Tisvilde har toppet

Om sommeren vrimler det med kendte på Tisvildelejes to kilometer lange og vildt hypede hovedgade. Alle vil gerne have en bid af den kulturradikale badeby, som oversvømmes af wannabes og vodkaklovne fra Københavns forstæder. Hvor længe kan byen holde til det?
af Joachim Sperling
Tisvilde er ikke Deauville eller Cannes, og det kulinariske niveau er til at overse. Men i år rykkede Frederik Bille Brahe fra Atelier September i København ind på Strandhotellet med sine rå beder, dampede bønner og halmbrændte porrer. Fra den luvslidte terrasse kunne man fra udvalgte borde nyde solnedgangen over Kattegat og følge livet på Hovedgaden, mens man mængede sig med byens kendisser.
 
 
En aften, da jeg sammen med en særdeles kendisorienteret ven ankom til Strandhotellet i Tisvildeleje, var der kun sexterapeuten Jakob Olrik, og han sad med familien og så helt almindelig ud. Men det var stilhed før storm. Først satte dansk gastronomis grand old man Erwin Lauterbach sig med sin kone ved siden af vores bord, og som en trold af en æske dukkede Martin Kongstad op ved et andet bord tæt på. Kongstad gad naturligvis ikke at hilse, men vi faldt hurtigt i snak med Lauterbach og konen.
 
Kilde: Ole Troelsø
 
Midt i den efterhånden omfattende kendis-spotting ankom hovedretten, som var tyrehjertetomat med lammebryst i egen suppe. Vi pillede lidt i den gigantiske tomat, men det var lammet, der skulle gøre os mætte, og så nytter det jo ikke, at brystet stort set kun bestod af fedt. Selvom han har været med til at uddanne kokken, var Lauterbach ikke i tvivl om, at retten måtte retur til køkkenet. For som han sagde: ”Ellers lærer de det aldrig”.
 
Kilde: Ole Troelsø

Og så pludselig viste Tisvildeleje sig så fra sin allerstærkeste side, for netop den aften var der en utraditionel praktikant ved gryderne, som nøjagtig vidste, hvordan den sag skulle håndteres. Han stormede ud til vores bord og forklarede, at han godt nok havde undret sig over den heftige mængde fedt, men chefkok Bille Brahe havde overbevist ham om, at det var tomaten, der spillede hovedrollen i retten. Lammet var kun en form for statist.

Praktikanten var ingen ringere end Mikael Bertelsen, som senere på aftenen viste os himmelens porte over den smukke solnedgang. Den havde jeg ikke set komme, men det er Tisvildeleje i en nøddeskal.
 
Har Tisvildeleje mistet sin flowerpower?
Ikke alt er dog idyl i kreaskabets foretrukne vandhul. Den kæmpestore hype har haft sin pris, for byen ligner mere og mere Nordsjællands svar på San Francisco, hvor kun IT-milliardærer og venturekapitalister har råd til at bo. San Francisco har mistet sin flowerpower, og det kan også ske for Tisvildeleje.
 
Sidste år var sommerens højdepunkt, at en af Camilla Plums sønner foretog en rituel slagtning af familiens hest Tarzan. Først benægtede Camilla, at sønnen kunne have dræbt hesten, men hun fik det lidt svært, da han valgte at gå til bekendelse i det venstreorienterede organ Modkraft. Den betændte sag satte byen på den anden ende.
 
Denne sommer kulminerede et beboeroprør, som tog livet af Kanonhalløj, der med sine skæve ideer til revy og underholdende indslag omkring den gamle togvogn og pakhuset ellers er indbegrebet af byens sjæl for mange Tisvildeborgere. Mere herom senere.   

Ser man bort fra Helenekilde Badehotel, der har Nordsjællands bedste beliggenhed, foregår alt på den cirka to kilometer lange og temmelig smalle hovedgade. I højsæsonen er gaden proppet med biler, og det er ikke til at komme frem på de smalle fortove. Byen skal simpelthen absorbere for mange mennesker og aktiviteter, og det er de faste beboere ved at være trætte af.

As-serbo er en by i Serbien
De problemer har vi ikke i Asserbo, hvor jeg holder til, og som ligger på den anden side af Tisvilde Hegn. (I Tisvildeleje udtales det hånligt med tryk på anden stavelse, så det kommer til at lyde, som om man kommer fra Serbien – As-serbo). Jeg er kommet i området, siden jeg blev født, for mine forældre havde sommerhus i det endnu mere ydmyge Liseleje, hvor denne sommers højdepunkt var en pop-up-koncert med kapelmester Henrik Krogsgaard. Liseleje kan i teorien måle sig med Tisvilde i herlighedsværdi, men byens forretningsliv er degenereret og består mest af ejendomsmæglere og et par bodegaer, hvor ældre mennesker drikker sig fra sans og samling – hvilket i øvrigt er glimrende skildret i Ane Riels roman 'Slagteren i Liseleje'.
 
I Asserbo skal man igennem skoven for at komme ned til vandet, mens de mest eksklusive huse i Tisvildeleje ligger i første række, så morgendukkerten kan klares i en ruf. På Hovedgaden i Tisvildeleje er der seks-syv forskellige iskiosker – den ene mere eksklusiv end den anden. Der er Paradis Is, Hansens Is, den lille italienske kaffebar, hvor de rige køber kaffe til 80 kroner halvpundet – eller sidste skud på stammen: Jacob & Jakob – en dansk isproducent, ejet af Rossini Caviar, hvis is koster over 100 kroner literen. Men det er jo også bare et greb i lommen, og man bliver så træt af kun at spise Hansens Is.
 
I Asserbo har vi ingen Hansens Is, ingen bistro, ingen yoga og ingen biograf. Til gengæld har vi fred og ro og møder ikke et hav af kendisser hos købmanden. Derfor behøver vi heller ikke at iføre os trash couture og gamle stribede slåbrokker eller køre i lyserøde Meharier og på vintage Raleigh-cykler.
 
En stor del af Asserbos huse ligger helt op til Tisvilde Hegn, og derfor går mange på svampejagt – fuldstændig som i Tisvilde. Intet giver mere prestige end at blive spottet i skoven med en kurv fuld af kantareller og karljohansvampe med kniv og bøllehat. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det går ud på, for skoven er stort set altid støvsuget for svampe, når jeg selv forsøger mig. Svampejagt er en asocial aktivitet, hvor rutinerede svampejægere gør alt for at undgå, at deres bedste svampesteder bliver opdaget. Det får dem til at snige sig rundt som tosser, for de har jo brugt hundredevis af timer på at finde de rigtige steder – hvis de da ikke har fået dem i arv.

Jeg køber hellere mine svampe hos grønthandleren i Ørby, byen, hvor man også finder Kødsnedkeren, som har et kæmpe kødsortiment til rimelige priser. Man kan slutte af hos Annisse Vingård, som laver en udmærket lokal rødvin på den ellers ordinære rondodrue.
 

Tisvilde Hegn, der grænser op til Tisvildeleje er netop blevet portrætteret i Flemming Runes monumentale værk 'Tisvilde Hegn'. Over to massive bind kan man læse om områdets historie og særkender, så man kan undgå at falde igennem, når man taler med vennerne. Bogen er udsolgt fra forlaget og ligger nummer ét på bestsellerlisterne. Se også hjemmesiden www.tisvildehegn.dk.
 
 
I Asserbo sætter man en ære i at omgås folk, man ikke møder i byen, men i Tisvildeleje er det lige modsat, for her skal man helst ses med vennerne fra København – enten på den såkaldte 'Hej hej-strand' eller på en af de mange etablissementer på Hovedgaden. Fænomenet er kulmineret med Casper Christensens modbydelige kopi af det klassiske skagenskoncept, uge 29. I uge 29 invaderes Bio Bistro af bytosser, så arrangørerne er nødt til at opsætte hegn og bruge dørmænd – fuldstændig som i København. Hør bare, hvad den ret så innovative Anders Buhl, der ejer Tisvilde Bistro, siger om samarbejdet med Casper Christensen og vennerne fra Sunday:

Det er dejligt med et arrangement, der kan være med til at trække nye mennesker til og øge kendskabet til byen. Tisvilde Bistro har i mange år været samlingspunkt for københavnere, men samarbejdet med Tour de Tisvilde betyder, at vi kommer meget bredere ud til en større gruppe af mennesker.

Realiteten er, at projektet savner autenticitet og derfor er rendyrket brand-distortion af begrebet Tisvilde. Det var også Anders Buhl, der fandt på at åbne en 'Tisvilde Bistro' i Hellerups Waterfront ud fra devisen om, at hvis ikke Hellerup kan komme til Tisvilde, må Tisvilde komme til Hellerup. Det endte med konkurs.
 
Alle veje fører til Tisvilde
Det er let at cykle de fem kilometer gennem Tisvilde Hegn fra Asserbo. Gør man det, entrerer man Tisvilde fra den store parkeringsplads, der i uge 29 lægger plads til ”Musik i Lejet”, en festival, der sætter den lille by på den anden ende. Arrangørerne har klogeligt sørget for, at folk over tres kan få billetter til nedsat pris, og det gør dem sikkert mindre sure over ulovligt parkerede biler, larm, skrald og horder af CBS-studerende iklædt polotrøjer på Hovedgaden.
 
Fra Asserbo er der to ruter til Tisvildeleje. Den hurtigste vej er tværs gennem Tisvilde Hegn, men det kan kun gøres på cykel. Det er en smuk tur, hvor man passerer den skulpturelle Troldeskov, hvis fyrretræer går tilbage til 1700-tallet. Den anden rute går udenom skoven via Bækkebrovej. Så bliver turen mere end dobbelt så lang, men kan til gengæld tilbagelægges i bil.
 
Man kan også køre uden om skoven, forbi Arresøen og ned af Bækkebrovej. Så passerer man Tibirke Bakker – eller 'Snob Hills', hvor huspriserne om muligt er højere end i Tisvildeleje, men det forstår man godt, for grundene er endeløse, og de fleste huse er arkitektoniske perler, der smukt integrerer sig i det kuperede landskab.

Kører man længere ned af vejen, kommer Tisvilde Lunde på venstre side. Her finder man et godt gemt bohemeområde med veje opkaldt efter tidligere beboere som kunstnerparret Margot Nyholm og Victor Bendix og den glamourøse baronesse Rigmor Stampe. Der er højt til loftet både økonomisk og kulturelt. Stedets historie går som Tibirke Bakker cirka hundrede år tilbage og grænser op til et af de smukkeste områder i Tisvilde Hegn.
 
 
Tisvilde Lunde er et bohemeområde, hvor blandt andet kunstnerparret Margot Nyholm og Victor Bendix har boet.

Nu er vi snart i Tisvildeleje, men først skal vi passere den gamle del af Tisvilde, hvor helårsbeboerne holder til. Det meste er temmelig ucharmerende, men for dem, der husker Ove Sprogøes glansrolle i 'Den forsvundne fuldmægtig', vil det stadig være muligt at indånde lidt af atmosfæren fra dengang. Ikke meget har ændret sig siden.
 

Det har det derimod i vores endemål, som er selve Tisvildeleje. Indtil for 10-15 år siden var det en søvnig sommerhusby med en bager, en Spar-købmand, lidt, der var hvidt og slidt og et par triste bodegaer. Men så fik Martin Kongstad sammen med nogle venner den ide at starte Kanonhalløj i en udrangeret togvogn. De fik dygtige folk som Mette Horn, snobberne Fritz og Poul og flere andre til at lave revy og performance, og senere var der fester i den lille stationsbygning.
 
 
 
Projektet fik tisvildeborgerne op af stolene, fordi det talte direkte til stedets kulturradikale sjæl. Og blev også startskuddet til et revitaliseret Tisvildeleje. Badehotellet og Strandhotellet blev sat i stand, Bio Bistro fik arrangeret flere og bedre koncerter, og økoflippere og luksushippier åbnede butikker på Hovedgaden. Det fik også huspriserne til at stige, så de i dag er de højeste i Nordsjælland. I dag kan et af de små strandhuse for enden af Hovedgaden nemt koste 10-15 millioner kroner, og selv kedelige huse kan nemt koste to-tre millioner kroner.

Men intet varer evigt, for det var som sagt denne sommer, Kanonhalløj brændte ud. Den officielle historie var, at en gruppe beboere tæt på stationsområdet klagede over larmen fra festerne, og at kommunen halverede underskudsgarantien. Men det kan også være, at de i dag 50+-årige arrangører, efter ti år med hårdt arbejde og nul kroner i løn, havde fået nok og hellere ville drikke rosé på Badehotellet.


 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job