Har Nyhedsavisen en million læsere om en uge?

Denne gang sætter kommunikationsforums podcast fokus på Nyhedsavisen. I snart to uger har avisen kunnet læses – måske af knap så mange, som det var intentionen – og det er ihvertfald lykkedes at gøre alle danskere opmærksom på, at der er kommet en ny avis på gaden. Hvilke mediemæssige overvejelser ligger bag udgivelsen, og hvilke forventninger har avisen til fremtiden? I et interview foretaget to dage før den første udgivelse fortæller chefredaktør David Trads om nogle af visionerne bag Nyhedsavisen og kommenterer et par af aviskrigens konsekvenser. Nyhedsavisen skal, siger han, "revolutionere den danske medieverden" og i løbet af 2-3 år være den største avis i Danmark.

En million læsere i løbet af en uge

David Trads regner med at have en million læsere i løbet af en uge, og at kunne dokumentere det senest i løbet af halvanden måned. På længere sigt er målet at få halvanden til to millioner læsere. Han fortæller at Nyhedsavisen i sin første udgivelse har annoncer for en million kroner, og at det har overrasket, hvor positivt annoncesalget har været.

De etablerede aviser er for gamle mænd

I hele den vestlige verden daler avisernes læsertal, og David Trads mener at det er ret åbenlyst, hvad der er galt: Prisen er for høj og indholdet for kedeligt. "Aviser i Danmark, de appellerer i dag i stadig stigende grad til især mænd, der er over halvtreds år, der tjener mange penge og som bor i fast ejendom. Så kommer indholdet i aviserne til at handle om disse menneskers interesser, og så skubber man til stadighed alle nye mulige interesserede væk."

 

Nyhedsavisen - for alle danskere
Nyhedsavisen har en ambition om at blive så stort et medie, at den kan genskabe en fælles offentlig debat i Danmark. Det skal ikke være et elitært foretagende, men være et medie for alle danskere. Faktisk mener David Trads at den omsiggribende segmentering af læserne er en falliterklæring, der bunder i, at man ikke kan finde ud af at ramme bredt. Derfor satser avisen også på nettet, som bliver præget af brugertilpasning og brugerinddragelse. I løbet af et par år forestiller David Trads sig, at de mest populære historier på netsiden sagtens kan være skrevet af privatpersoner, og ikke avisens lønnede journalister.

 

Hetzen mod Nyhedsavisen
Ifølge David Trads har de etablerede bladhuses respons på Nyhedsavisens komme været meget forudsigelig og "lige efter bogen". De to gratisaviser, 24Timer og dato, betragter han ikke som konkurrenter, men mest som elementer, der har givet dårlig omtale til fænomenet en husstandsomdelt papiravis. Alle artikler i Berlingske Tidende om Nyhedsavisen anser han for at være markedsføring og propaganda på vegne af det Berlingske Hus. "Det må vi desværre konstatere, det er heller ikke nogen overraskelse, men sådan er det."

 

På rundtur i Vandflyverhangaren
I podcastet er interviewet med David Trads krydret med en rundvisning i Nyhedsavisens domicil – en gammel vandflyverhangar på Holmen – hvor journalist Jacob Basbøll fortæller om redaktionernes placering. Du har set avisen – lyt til podcastet og få et indblik i både dens psykiske og fysiske arnested.

 

 Hør podcasten med David Trads her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også