”Arbejdspladsen er blevet forum for religiøse udfoldelser”. Det skriver religionshistoriker Michael Rothstein i forordet. Og Joel Haviv slår i introduktionen fast, at ”kapitalismen er blevet kosmisk”. Med det mener han, at kapitalismen ikke længere fungerer på markedsøkonomiske præmisser, men på kosmologiske fantasier om gudinder, specielle energier og jagten på det guddommelige selv. Kapitalismen er ikke længere hardcore økonomi, men blød selvudvikling tilsat lidt mysticisme. Og resultatet er en virksomhed fuld af karma.

Redaktøren Joel Haviv slår takten an og nævner blandt andet Personalestyrelsen i Finansministeriet, Novo Nordisk, Novozymes, Danfoss og Dansk Management Forum som eksempler på virksomheder, der har fået en religiøs retorik. Denne religiøsificerede retorik kommer blandt andet til udtryk via Human Ressource-rationalet.

Human Ressource-rationalet og det magiske selv

Haviv fastslår, at de fleste virksomheder og organisationer dyrker ”Human Ressource-rationalet om det hele menneske”. Grundforestillingen er her, at mennesket er meget mere end det, man kan se og føle. Inderst inde tror HR-lederne, der findes en indre kilde af visdom eller drivkraft, som skal udtrykkes i arbejdslivet, før mennesket er i stand til at være et helt menneske. Denne kosmologi kommer særligt til udtryk via HR-afdelingers enorme indflydelse på arbejdspladsen. Medarbejdere bliver sendt på kurser under forudsætning af, at de skal finde den hellige skjulte indre kerne. Værdier, tankemåder, drømme og ideer kan føres tilbage til denne kerne, der står i forbindelse med et større kosmos. Medarbejderne bliver holdt fast på en selvudvikling, der helst skal være i tråd med virksomhedens værdier. Til MUS-samtalen bliver der krævet udvikling – men udvikling hen imod hvad? Udvikling hen imod at finde den indre kerne, det sande jeg. Et ”jeg”, der dog skal være i fuldstændig overensstemmelse med virksomhedens verdensbillede. På den måde bliver HR-afdelingen virksomhedens udsendte apostel, der via den rituelle MUS-samtale skaber medarbejderens personlighed. Det er religion i moderne klæder. For medarbejderen opfordres til at finde ind til de uudforskede (guddommelige) ressourcer. De humane ressourcer, der skal styres. Som ordet jo betyder: Human ressource management.

Om medarbejderen så får hjælp fra gudinder, meditation, hypnose, astrologi eller stjernelæsning, er uvæsentligt. Det er blot forskellige mystiske veje mod den samme idealistiske tilstand: de hemmelige ressourcer. Man håber på den guddommelige åbenbaring og tror, at den vil føre en strømmende lykkerus med sig. Helt ind i HR-afdelinger findes denne tro, og man sender derfor gladelig medarbejdere af sted til en mand som fx erhvervsprofeten Carsten Sommerskov.

Carsten Sommerskov og hans gudinde

Haviv præsenterer i sin artikel vækstkonsulenten Carsten Sommerskov. Han lever af at rådgive og holde kurser om selvudvikling og positiv tænkning. Han har blandt andet haft kunder som Novo Nordisk, Novozymes og Danfoss. Energien som vækstkonsulent får han fra sin gudinde Miranda, som han mødte på en løbetur en forårsmorgen. Sommerskov fortæller, at han i mødet med hende fyldtes med en indre ro, som han ikke havde kendt før. Miranda havde udvalgt ham som sin elev, og hun dukker efterfølgende gentagne gange op for at undervise ham, så han kan undervise andre. Om folkene i medicinalindustrien sætter pris på Mirandas budskaber, melder historien ikke noget om. Men at der er tale om New Age og mystisk religiøsitet, er der vist ingen tvivl om. Hovedpointen i antologien, ”Medarbejder eller modarbejder” er, at folk som Sommerskov får lov til at sætte dagsordenen i moderne virksomheder. Vi lever med andre ord i den ”immaterielle økonomi”, hvor gudinder og mystiske selvrealiseringskurser oversvømmer de ellers jordnære og rationelle virksomheder. Ifølge antologiens forfattere slår denne tendens igennem på flere fronter.

Antologien fra a-å

Antologien består af 14 kapitler. I Havivs introduktion får vi som sagt præsenteret grundantagelsen om, at moderne virksomheder oversvømmes af kosmisk karma. Derefter følger en artikel fra sociolog Michael Hviid Jacobsen. I antologiens første kapitel skriver han om arbejdslivets ambivalens i en flydende moderne verden. Hans pointe er, at arbejde og fritid er smeltet sammen og arbejdet i dag er blevet den primære identitetsmarkør. Det betyder i Jacobsens optik, at arbejdet har udviklet sig til et religiøst fænomen. Dit arbejdet er din religion!

Herefter kommer Kirsten Marie Bovbjerg, lektor på DPU, på banen med en analyse af troen på de menneskelige potentialer i en stresset tid. Hendes pointe er, at stresscoaches og andre, der arbejder med stress, ofte er indfiltret i en New Age tankegang, hvor opskriften på et stressløst arbejdsliv er synonymt med jagten på et guddommeligt selv.

Det guddommelige selv er også tematikken for den tredje artikel af Cecilie Eriksen, cand. mag i filosofi. Et selv, man forestiller sig, er en kerne, der kan åbenbares.

Psykolog Svend Brinkmann fortsætter i samme tone med at fastslå, hvordan selvudviklingen er blevet det nye religiøse opium for folket, og dets konsulenter det nye præsteskab.

I det femte kapitel går antropolog Karen Lisa Goldschmidt Salamon i dybden med arbejdspladsens teologi, der er gennemsyret af åndelighed. Det kommer ifølge Salamon fx til udtryk ved alle de medarbejdere, der hylder mormonen Steven Covey som guru.

Her følger religionshistoriker Olav Hammer trop med sin artikel om det ”magiske jeg”. Et ”jeg”, de religiøse medarbejdere, ledere og konsulenter tror, er magisk, fordi det står i ledtog med en større kosmologi, en større forkromet mening, der kan åbenbares.

Så bliver det redaktør Joel Havis tur. Hans bidrag om medarbejderen eller modarbejderen udgør det syvende kapitel. Pointen er, at religion på arbejdspladsen skaber splid. For enten er man med i det religiøse hysteri, og derfor en medarbejder. Eller også har man ikke hang til religiøse udskejelser og er derfor dømt ude som modarbejder.

Lektor Jackob Dahl Rendtorffs bidrag adskiller sig ved ikke at fokusere på religion, men på virksomheders hang til værdibaseret ledelse. Rendtorff gennemgår den litteratur, der kritiserer ledelsesformen som blot endnu et instrument til profitmaksimering.

Jørn Bjerre, cand. mag. i religionsvidenskab, beskriver, hvordan det moderne menneske stadig tænker i religiøse billeder og kategorier. Det eksemplificerer han ved at beskrive, hvordan et lederudviklingsprogram kører efter et gammelt indiansk ritual med bøn og trance.

Psykologerne Søren Keldorff & Jan Brødslev Olsen går imod den anti-essentialistiske tankefigur, mange af de andre forfattere indtager. Omvendt argumenterer de for, at mennesket faktisk har en essens, der i nogen udstrækning kan nås.

Peter Nielsen, der er lektor i politisk økonomi, viser, hvordan religion i den moderne virksomhed blot er en ny form for marxistisk varefetichisme.

Filosof Ole Fogh Kirkeby tager på en filosofisk tour de force gennem tidsbegrebet og ender med at slå fast, at lederen aldrig må bruge religion som middel til profitmaksimering.

Antologien afsluttes med, at professor Steen Hildebrandt rapporterer fra et kursus med NLP-guruen Tony Robbins. Han hyldes som en guddommelig guru, og det er spændende, men også problematisk.

Som efterspil interviewer Joel Haviv Hummeldirektøren Christian Stadil, der er stærkt buddhistisk inspireret.

Antologien fremstår som et hele med en samlet introduktion, men når man dykker ned i de forskellige artikler, åbenbares både forskellige analysevinkler og meget forskellige holdninger. Grundpræmissen igennem antologien er dog den samme. Nemlig at kapitalismen er blevet kosmisk, som Haviv skriver i introduktionen. De religiøse udfoldelser i den kosmiske kapitalisme udspiller sig i mange sammenhænge. Ledere følger indianske ritualer, mens medarbejdere tager på kursus med Tony Robbins eller Stephen Covey. Umiddelbart kan det synes uproblematisk. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at al den snak om udvikling og flyvende gudinder blot er endnu et instrument i virksomhedens interesse.

Modarbejderen versus medarbejderen

Haviv forsøger at vise, hvordan den religiøse bevægelse er et særligt instrument, som i sidste ende skaber profitmaksimering. De medarbejdere, der deltager i religiøse kurser, opfordres til at finde deres indre selv. Et indre selv, der snævert defineres i forhold til en arbejdsidentitet og en udvikling i forhold til det arbejde, man udfører. Ikke fordi virksomheden håber medarbejderen efterfølgende realiserer sig selv i et indisk tempel, men fordi virksomheden forventer at få ekstra energiske medarbejdere ud på den anden side. Der er således tale om et redskab, en styringsteknologi, som mere eller mindre ubevidst giver overskud på bundlinjen.

Logikken er, at hvis virksomheden kan hjælpe medarbejderen til at ”nå målet”, at blive et helt menneske, at finde sin indre hellige kerne, hjælper medarbejderen til gengæld virksomheden med profitmaksimering. Religiøst inficeret selvudvikling inden for arbejdslivets sfære giver medarbejderen ”lyst” til at lægge mere energi og tid i virksomheden. Umiddelbart en win-win situation. Men, som Kirsten Marie Bovbjerg viser, giver denne udvikling i sidste ende stærkt stressede mennesker; og Haviv konkluderer samstemmende, at udviklingen også samtidig medfører en opsplitning på arbejdspladsen. En splid mellem de medarbejdere, der rider med på den religiøse vogn, og de modarbejdere, der ikke gør.

Når fx en virksomheds HR-afdeling vælger at sende medarbejderne på kursus med en mand, der får sine budskaber fra gudinen Miranda, virker det problematisk. For religionen bliver puttet ned over hovedet på folk. Nok kan medarbejderne vælge at sige nej, men så stiller de sig også uden for fællesskabet og isolerer sig som nogle, der er bange for dét, der involverer det ”hele menneske”. Og hvem ønsker at være modstander af det hele menneske? I sidste ende medfører denne tendens ifølge Haviv, at virksomheden gennem brugen af religion og emotionens retorik får skabt en diskriminerende arbejds- og overgrebskultur, hvor den enkelte medarbejder og fællesskabet måles i forhold til stjernekonstellationer, guddommelige indre ressourcer og gudinders luner. Tro på os og sammen med os, eller du er imod os. Et fællesskab, hvor kun nogle kan være med og andre ikke kan. Det er derfor, der ifølge Haviv er tale om, at man enten er medarbejder eller modarbejder.

Tre kritiske spørgsmål

Den beskrevne sensibilisering og religiøsificering af erhvervslivet er åbenbart en realitet. Og konsekvenserne øjensynligt skræmmende. Men har forfatterne tydet tidens tegn korrekt? Og er præmisserne for deres slutninger korrekte?

Umiddelbart melder der sig mindst tre kritiske spørgsmål, der punkterer antologiens bastante udmeldinger.

1) Er der tale om en tendens eller blot enkelttilfælde?

2) Hvad er religion egentlig?

3) Er ”religiøse” træk virkelig farlige?

1) Er tendensen rigtig?

Fortællingen om Sommerskovs gudinde Miranda skal nok være sand. Men er den repræsentativ for de kurser, der bliver udbudt, og de virksomheder, der sender deres medarbejdere af sted? Næppe. At man kan tale om det egocentrerede fokus i den moderne virksomhed, er nok ikke til diskussion. De moderne ledelsesstrategier kappes om at være mest humanistiske og mest interesserede i at få selvledende medarbejdere. De medfører den ene udviklingssamtale efter den anden, og målet er at finde den indre kerne. Dette ligner måske nok tankegods fra New Age. Men en slutning fra MUS-samtaler og udviklingskurser til omfattende religiøsificering er vist en lige lovlig forhastet en af slagsen.

Denne fejlslutning bunder formentlig i det faktum, at ”Medarbejder eller modarbejder” udviser en rimelig verdensfjern behandling af emnet. Der demonstreres en uvidenhed overfor den virkelighed, ansatte og ledere befinder sig i. Det kunne have været frugtbart med en induktiv metode, hvor læseren var blevet præsenteret for et gedigent empirisk studie, der kunne underbygge hovedantagelsen. I stedet får vi blot få sporadiske dryp fra virkeligheden. Selvfølgelig findes der virksomheder, der inddrager stjernekort, hypnose, mærkværdige ritualer og buddhistiske overbevisninger. Det sidste glimrende eksemplificeret ved Christian Stadil og Steen Hildebrandt, der i bogens afslutning udgør det eneste dryp fra virkeligheden. To karismatiske mænd, der for nylig har skrevet en bog, som Haviv helt sikkert ville elske at hade. Den hedder nemlig Company karma.

Men retfærdiggør disse randfænomener en antologi, hvis erklærede præmis er, at kapitalismen er blevet kosmisk? Næppe. En enkelt religiøst styret virksomhed gør ikke det samlede kapitalistiske erhvervssystem til en brik i en religiøst defineret kosmologi. Kapitalismen rummer nok visse lommer, der er fyldt med karma. Men som helhed er kapitalismen vist først og fremmest interesseret i sin egen kapital. Gudinder og indianske svedhytter kommer her langt nede på listen.

2) Hvad er religion egentlig?

Kan man kalde begrebet Human Ressource Management et religiøst begreb? Og forudsætter et fokus på ”det hele menneske” gudinder og andre mystiske væsener? Næppe. Haviv affejer let og uelegant de bredt antagede religionsdefinitioner og konstruerer i stedet sit eget religionsbegreb. Et begreb, der praktisk talt indeholder alt det, der ikke lige falder ind under et strengt materialistisk menneskesyn. At begrebet derfor overflødiggør sig selv, er selvsagt. For når religion er ”aktive diskurser i at vække følelser, emotioner, og synspunkter”, så skal man vist forholde sig overordentligt roligt inden for virksomhedens fire vægge, hvis man vil undgå at blive stemplet som et særligt religiøst og spirituelt menneske. Vi er jo alle altid allerede en del af aktive diskurser i at vække følelser, emotioner, og synspunkter. Når vi fx diskuterer den videre strategi i projektet og ledelsens styreform, og når vi diskuterer, hvem vi vil stemme på. Ud fra denne vage religionsdefinition giver det imidlertid mening for Haviv at sætte lighedstegn mellem det spirituelle menneske og medarbejderen i en Human Ressource afdeling.

Selvfølgelig er det nødvendigt at have et bredt religionsbegreb, der både indbefatter eksterne objekter såsom dyrkelse af guder, ånder, sten og stjerner og også samtidig dækker over interne objekter såsom dyrkelse af det magiske jeg og dets indre guddommelighed. Sådan som vi kender det fra New Age og nyreligiøsitet. Den eksterne definition relaterer sig blandt andet til de kurser, der involverer dyrkelse af gudinder. Den interne definition relaterer sig omvendt til den indianske svedhytte, hvor det hellige Jeg dyrkes. Begge tendenser findes i den moderne virksomhed. Men man må virkelig skille snot fra skæg.

Den eksterne definition er formentlig ikke relevant. På hvor mange arbejdspladser er det lige, der står opstillet et alter? Nok har Sommerskov vind i sejlene, men det er trods alt få, der synes, Miranda skal have en særlig placering i virksomheden. Den interne definition kan derimod sagtens finde anvendelse. Der er uden tvivl noget om snakken, når medarbejderen underlægges MUS-samtalen med henblik på at udvikle sit hellige Jeg ud i det uendelige. Få gange er konsekvensen indianske svedhytter, men de fleste gange er der blot tale om, at medarbejderen tager på et eller andet kompetencegivende kursus. Analytisk betragtet kan det måske kaldes for en religiøs tendens, men så er begrebet også tæt på at blive indholdstomt. For så dækker det over alt.

Langt de fleste kurser og organisationskulturer er vist rodfæstet i en ganske almindelig ”sund” tilgang til mennesker og virksomheder, hvor udvikling tages med måde. Uden at inddrage religiøse symboler, gudinder, særlige meditationsformer, healingsessions, stjernetydning, NLP eller krav om, at man skal finde sin hellige indre kerne. I ”Medarbejder eller modarbejder” skelnes der med andre ord ikke mellem solidt underbyggede ledelsesformer uden nogen religiøs karma og en række mere eller mindre suspekte mystikere, som kun et stærkt begrænset fåtal frekventerer. Det er ærgerligt, al den stund der virkelig er forskel på gudindedyrkende erhvervsprofeter og en smule fokus på udvikling af holdninger og adfærd.

3) Er ”religiøse” træk virkelig farlige?

Der findes selvfølgelig ledere, der har et verdenssyn, der på en eller anden måde involverer religiøse overbevisninger. Der findes kristne ledere, muslimske, buddhistiske og New Age-inspirerede ledere. Og selvfølgelig er der en grund til, at folk har den overbevisning, de har. Det er velsagtens, fordi de mener, det giver bedst mening for dem. Endelig er det selvfølgelig ikke utænkeligt, at nogle ledere missionerer overfor deres medarbejdere og derigennem udøver det, den allestedsnærværende Foucault kalder for pastoral magt. Men hvis vi nu ser bort fra denne frygtbaserede tilgang, der forudsætter, at mennesker, der har en religiøse livstydning, automatisk ønsker at omvende deres medmennesker, kunne man så ikke forestille sig, at de fleste medarbejdere og ledere har et ganske fornuftigt forhold til deres overbevisninger, og derfor ikke er i nærheden af at kolonisere deres medmennesker? Blot fordi man går i kirke søndag morgen eller dyrker yoga i sin fritid, gør det ikke en til en nådesløs kolonisator på arbejdspladsen.

Det kan næppe anfægtes, at mange moderne virksomheder praktiserer en form for corporate religion, hvor det gælder om at få skabt de bedst mulige visioner med henblik på at samle medarbejdere under et enkelt perspektiv, et enkelt brand, en enkelt målsætning med et bestemt værdisæt og bestemte normer. Men blot fordi nogle kalder dette for religion, betyder det ikke, at hele branchen er blevet oversvømmet af mysticisme, New Age og mærkværdige gudinder, der åbenbarer sig ved tidlige løbeture. Når en moderne virksomhed formår at producere en medarbejder, der af sit glade selv elsker at agere advokat og levende reklamesøjle, kan man selvfølgelig råbe vagt i gevær, hvis man synes, det er et problem. Man kan måske endog kalde det for religion, hvis man benytter den vage interne definition, hvor enhver selvudvikling betragtes som New Age. Men man kunne nu sagtens forestille sig, at en medarbejder kommer på et fornuftigt udviklingskursus. Her får han/hun nogle meget konkrete refleksioner over sit liv i forhold til den måde, han er på, og i forhold til de relationer, han indgår i på arbejdspladsen og i privatlivet. Han får nogle erkendelser. Han ændrer en smule adfærd. Han udvikler sig en smule. Har det noget med religion at gøre? Næppe andre steder end på det rent analytiske skrivebordsplan.

Kapitalismen har nok god karma, men er endnu ikke kosmisk

Den religionsbetingede medarbejder-modarbejder dikotomi, Joel Haviv præsenterer i antologiens overskrift, er altså meget svær at købe. De onde teknologier, der udelukker alle de mange tusind modarbejdere, der ikke er lige så religiøst skruppelløse som de fordummede medarbejdere, er simpelthen svære at få øje på. Ligeledes er den omfattende sensibilisering og religiøsificering af erhvervslivet. Haviv m.fl. har ganske enkelt fejltydet tidens tegn. Kapitalismen er endnu ikke kosmisk. Den er endnu ikke ren karma. Desværre. Eller heldigvis.