Har du talt med din fagforening i dag?

Skrevet af

David Michelsen

43 artikler

0 indlæg

Nej, det er der ikke mange, der har, og det mener Erik Harr, kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd og medlem af Socialdemokraterne, er en væsentlig årsag til fagbevægelsens krise. Han har derfor udsendt en debatbog med forslag til, hvordan organisationerne kan revitaliseres ved at få tilført en omfattende kommunikationskultur. Kommunikationsforum har mødt forfatteren til en snak om bl.a. demokrati, image og medlemsblade.

Skift stil: fra pacemaker-organisationer til vitale organisationer

KF: Tillykke med din nye bog. Hvilket budskab vil du gerne have ud?

Erik Harr: Mit afsæt er, at det politiske centrum-venstre og LO-fagbevægelsen er i krise i disse år. Det hænger blandt andet sammen med en borgerliggørelse af medierne, udbredelsen af den moderne forbrugerkultur, den borgerlige værdidiskussion og meget andet. Men det handler i høj grad også om organisationerne selv. Mange af de organisationer, vi snakker om her har ikke god nok kontakt til deres medlemmer og står svagt kommunikativt. Når det sker, mister organisationerne indflydelse, og dermed muligheden for at sætte afgørende aftryk på samfundsudviklingen. Det vil jeg gerne gøre opmærksom på og opfordre de politiske beslutningstagere til at tage hånd om.

KF: Hvordan skal det ske?

Erik Harr: Politiske organisationer sælger jo ikke nogen konkrete varer, men holdninger og budskaber. Derfor er kommunikation altafgørende.

Det er ikke nok, at man har en velfungerende kommunikationsafdeling og integrerer kommunikation i alle beslutningsprocesser; kommunikationskulturen skal simpelthen være en forudsætning for det politiske liv.

Jeg forsøger ikke at give et billede af, at fagbevægelsen eller de politiske partier forsvinder i morgen, men hvis ikke der gøres noget i forhold til at få flere aktive medlemmer, får vi "pacemaker-organisationer", der holdes kunstigt i live via de magtstrukturer, de politiske organisationer indgår i. Vi har brug for vitale organisationer, der er levende og forandringsparate. Det får vi ved at styrke dialogen og demokratiet – ikke ved kun at diskutere, det vi normalt forbinder med politik.


Fremtidens fagbevægelse

KF: Da atomkraftmodstandernes organisationer nåede målet: at A-kraft ikke blev indført i Danmark, nedlagde de sig selv. Har fagbevægelsen stadig noget at kæmpe for?

Erik Harr: Det er rigtigt, at vi har opnået mange resultater i fagbevægelsen i forhold til arbejdstid, løn, pension, fritid, sikkerhed på arbejdspladsen m.v. og nogle spørger måske sig selv, om fagbevægelsen stadig er nødvendig og relevant i vore dage.

Det mener jeg absolut, at den er. Der er stadig meget at kæmpe for. Tag fx det psykiske arbejdsmiljø, hvor det er en opgave for fagbevægelsen at hjælpe medlemmer med stress og problemer på arbejdspladsen. Derudover står vi overfor ekstreme udfordringer i relation til det globale arbejdsmarked, hvor mange arbejdspladser enten flytter til udlandet, eller hvor udenlandsk arbejdskraft kan tilbyde det samme arbejde til en lavere pris.

Men det er vigtigt, at kursen for fremtidens fagbevægelse udstikkes i samarbejde med medlemmerne. Det er derfor, min pointe er, at kommunikation må gøres til krumtappen i vores arbejde. Kun på den måde kan vi være i kontakt med vore medlemmer, og kun på den måde kan medlemmerne aktivt præge organisationerne.

Kamporganisation og spirende græsrødder

KF: Fagbevægelsen startede som en kamporganisation. Er det stadig en dækkende beskrivelse?

Erik Harr: Det er klart, at organisationerne skal have styrke og gennemslagskraft for at kunne agere på den politiske scene. Vi skal have baglandet i orden for at fremstå troværdige, også på længere sigt. For hvis vi ikke har frodige græsrødder og et dynamisk vækstlag, opstår de gode diskussioner ikke, og vi får ikke nye bud på politikerspirer. Medlemmerne og de potentielle medlemmer er vores største åndelige kapital.

Jeg tror, vi kan styrke vores organisationer meget ved at dyrke medlemmernes ideer og kompetencer mere, og det er noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen. Fagforeninger bør have en god uenighedskultur, og den kan vi fremme ved at inddrage medlemmerne noget mere, fx ved at engagere dem på andre poster end den klassiske tillidsmandspost. Det skal være muligt at være med i de demokratiske processer på flere niveauer.

KF: Jeg citerer Michael Valentin, tidligere informationschef i HK: "I dag ønsker medlemmerne service. De fleste vil ikke være aktive, men hellere betale for at få fred og så have mulighed for at få hjælp i de situationer, hvor de har behov for det. Tilmed er folk i dag mere loyale over for deres arbejdsplads end deres fagforening". Hvad er din kommentar til det?

Erik Harr: Jeg tror, det er rigtigt, at der er mange medlemmer, der har det på den måde, og Valentin har jo også med det citat banet vejen for sit eget konsulentfirma. Men jeg synes kun, citatet udtrykker halvdelen af sandheden. For hvis vi accepterer det syn på sagen, ender vi som et rent forsikringsselskab, og det synes jeg ikke skal være fagbevægelsens fremtid. Et serviceorgan vil aldrig kunne opnå de resultater, som en fagpolitisk bevægelse kan.

Man må erkende, at mange medlemmer blot har lyst til "at være kunder i butikken". Men det er et adelsmærke og en tvingende nødvendighed for en politisk organisation at have aktive medlemmer. Vi skal ikke forsøge at tvinge engagement og aktivitet ned over de passive, men jeg tror, at der er en stor gruppe af tvivlere med ideer og kompetencer, som vi i dag går glip af, fordi vore organisationer er for stive og ikke vitale nok. Der ligger et kæmpe potentiale i medlemsskaren, som man kan få i tale, hvis man redesigner sine organisationer ud fra et ønske om dialog og kommunikation. Kommunikation betyder jo, at der sker en udveksling af meddelelser og skabes en indbyrdes forståelse.

Engagement på flere niveauer

KF: Mange mennesker er inaktive i foreningslivet, men alligevel opfatter de deres repræsentanter som levebrødspolitikere og pampere. Er det dobbeltmoralsk?

Erik Harr: Nej, og under alle omstændigheder vil det være uholdbart at påstå, at det er medlemmerne, der er noget i vejen med. Bolden ligger hos organisationerne, og hvis medlemmerne føler en magtesløshed, er det op til os, der allerede er aktive at skabe rum for, at medlemmerne får lyst til at engagere sig og være med i det omfang, det er muligt.

Der kræves meget af moderne mennesker: vi har børn, arbejde, fritidsinteresser, venner og meget andet, der skal passes. Det må man tage højde for, når man som organisation lever i kraft af sine medlemmer. Derfor skal fagbevægelsen gøre mere ud af at lære sine medlemmer at kende. Det er vigtigt, at vi skaffer os en viden om den enkeltes interesser og kompetencer, så han eller hun bedre kan bidrage til fællesskabet.


To brand or not to brand

KF: Du lader på et tidspunkt et par kritiske ord falde om branding, men har fagbevægelsen ikke brug for et brand?

Erik Harr: Jeg mener ikke, at fagbevægelsen og centrum-venstre overlever gennem reklamekampagner, men jo, vi har naturligvis brug for at positionere os og vide præcist, hvad vi står for. Jeg opererer med fire v'er: værdierne, varemærkerne, visionen og verdensbilledet. Værdierne er, hvad vi selv står for, mens verdensbilledet er, hvordan vi ser på vores omgivelser. "Varemærkerne" er de hovedtemaer vi arbejder med og er kendt for, mens visionen er fortællingen om, hvordan vi fører vores ideer ud i livet på lidt længere sigt.

For at være synlige og interessante for vores medlemmer skal vi kommunikere gennem mange forskellige kommunikationskanaler. Bindeleddet mellem de politiske organisationer – det gælder især for de politiske partier – og den øvrige del af befolkningen er i høj grad medierne, og man forfalder ofte til at se omtale i de store landsdækkende medier som det eneste saliggørende, men ofte kan regional presse være lige så godt. Dertil kommer, at det bedste er, når vi også møder medlemmerne og befolkningen face to face. Dét bør i virkeligheden være en væsentlig del af vores brand: vores dialogform, vores arbejdsform, indtrykket af at vi kan påvirkes.


Majmødet

KF: Lad os sætte scenen: det er første maj i Fælledparken, og både pølserne og fanerne er røde. Første maj-traditionen stammer fra 1890, men har den fremtiden for sig?

Erik Harr: Første maj er en begivenhed med stor symbolværdi. Problemet med første maj er blot, at festen i Fælledparken ikke for alvor flytter folk politisk, og på de mange møder rundt omkring i landet er det primært de i forvejen aktive, der møder op. Det bliver let præk for de frelste, når det er medlemmer gennem mange år, der ved den lejlighed møder politikerne til en omgang politisk monolog. I de politiske partier forsømmer vi en oplagt lejlighed til at bygge bro udadtil.


Tradition og fornyelse

KF: Skal man reformere den politiske kultur eller holde fast i sin historiske arv? Vil fremtidige generationer også kunne synge med på "Når jeg ser et rødt flag smælde"?

Erik Harr: Jeg vil gerne tro, at organisationernes kulturelle gods kunne ryge sig en tur ved mødet med konsulentbranchen. Det er interessant, at hvor nostalgi og gamle værdier er i høj kurs mange andre steder, er det det ikke umiddelbart, når vi taler om de røde faner.

Grundlæggende er det altafgørende, at vi er bevidste om, hvilke signaler vi udsender og ikke forsøger at skifte stil, som vinden blæser. Et eksempel på et misforstået forsøg på at tækkes tidens tendenser, så vi med forbundet Træ-Industri-Byg (TIB), der forsøgte at lancere sig som sexet med ungt, kvindeligt blikfang. Problemet var, at der ikke var overenstemmelse mellem udtryk og indhold, og det virkede utroværdigt.

Men det er klart, at en organisationskultur skal forandre sig med sit politiske bagland. Derfor er det også svært at udstikke enkle retningslinjer for balancen mellem tradition og fornyelse. Kernen i det er, at de ting, der har værdi for organisationen, skal have lov til at leve.

Medlemskommunikationen

KF: Hvad er et godt medlemsblad?

Erik Harr: Fagblade har meget høj værdi for medlemmerne og er en vigtig møde for en organisation at være synlig på. Fagbladene er også et afgørende led i fødekæden, når de gode historier om arbejdsmarkedet og danskernes hverdag skal formidles til medierne. Fagbladet er altså både vigtigt i forhold til intern og ekstern kommunikation for organisationerne.

Jeg mener, at fagblade skal ramme et godt kompromis mellem medlemmerne og læsere på den ene side og organisationen på den anden. I nogle fagforeninger gør man fx en del ud af at fortælle om, hvordan man vinder sager for sine medlemmer. Fx oplyser man om, at tillidsrepræsentanter bringer denne eller hin sag op, eller om hvordan man ordner løntvister for medlemmer. Sådanne historier viser fagforeningen fra en konstruktiv og konkret side, som endog også har den menneskelige vinkel: et konkret medlem der er kommet i klemme.

Men der ligger naturligvis også meget stof i dette område, som er svært tilgængeligt. Meget af det er teknisk og tungt, så formidlingen af det bliver altafgørende.

Fra Dean til Danmark

KF: Hvilke muligheder ser du i internetbaseret kommunikation?

Erik Harr: Internettet har en stor force i at være hurtigt, men på nettet er kampen om opmærksomheden jo også ekstra stor. Derudover er nettet formidabelt i forhold til netværksarbejde — her kan man lade sig inspirere af den amerikanske præsidentkandidat Deans kampagne, hvor han brugte nettet til at arrangere møder, kampagner, indsamlinger o.lign. Internettet kan bringe folk sammen om deres interesser og kompetencer uafhængigt af geografiske og andre barrierer. Det er vigtigt, når en kommunikationskultur skal opbygges og udbredes, og det kan vi blive endnu bedre til i fagbevægelsen. Internettet giver mange muligheder for at være noget for både generalister og superbrugere.

Omvendt er man også nødt til at være opmærksom på sine medlemmers vaner. I Dansk Sygeplejeråd, som jo primært består af kvindelige medlemmer, kan vi konstatere, at webbaseret kommunikation ikke er helt inde under huden på vores medlemmer. Derfor er internettet ikke evigt saliggørende.






















”Skift stil" af Erik Harr er udkommet på forlaget Tiderne Skifter.

Link til bogen

Relaterede artikler

Hårde tider for NGOer og fagbevægelse - LO, DI og SiD har sat sig på de tre øverste pladser. Sammen med KL, Team Danmark og DBU på de efterfølgende pladser er d...
Socialdemokratiets selvmordsbrev - Med mindre VK-regeringen i løbet af den kommende valgperiode ødelægger sig selv, vil intet kunne forhindre den i at vind...
Reformulering af fagbevægelsens kerneydelser - Har fagbevægelsen et imageproblem, eller er det fagbevægelsens konkrete ydelser, ungdommen ikke længere ...
Udfordrer de "frie fugle" på arbejdsmarkedet virksomhedens grænser? - Vi er vant til at tænke på VIRKSOMHEDEN som stedet, hvor medarbejdere og ledelse mødes for at producere materielle og im...
Lobbyismens ulidelige lethed - Alle og enhver – fra fagforeninger til arbejdsgivere, fra græsrodsbevægelser til multinationale selskaber – har en lobby...
Alle har en dagsorden. Nogle har en dagsorden som sætter dagsorden - Medlemskommunikation er under pres. Det er ikke længere nok at udsende et medlemsblad en gang hver fjortende dag, og så ...
The election will not be televised - Græsroden på Internettet skal vækkes gennem fysiske møder med andre, hvis den politiske kampagne skal lykkes og fornyes....
Tips og trick fra den amerikanske valgkamp - New York er en fantastisk by. For hvilket andet sted i verden kan man inden et valg så tydeligt aflæse politisk stilling...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Kontorchef for Digital Kommunikation og Design

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.