Man får let det indtryk, at stress er et nyt fænomen, og at debatten om stress derfor også er ny. Intet kunne være mere forkert. Stress er et gammelt fænomen. Debatten om stress har raset siden 60´erne. Her blev grundlaget lagt for den moderne stressforståelse. I begyndelsen var debatten rettet mod industriarbejdets antihumane karakter og den medfølgende – overvejende fysiske – nedslidning af de ansatte. Sliddet giver stress, var overskriften.

Fokusset var her på belastninger i arbejdet, arbejdspresset, mangel på indflydelse og udviklingsmuligheder i arbejdet. Den ”kur”, der blev anbefalet af stort set alle sagkyndige, fokuserede på øget involvering af de ansatte, mere indflydelse og ansvar, bredere inddragelse af de menneskelige ressourcer, et mere socialt arbejdsmiljø og øget fokus på personlig udvikling. Alle de ting fik arbejderne. I dag er arbejdet blevet meget mindre fysisk hårdt, og arbejderne har fået indflydelse på deres hverdag. Har det hjulpet? Ikke rigtigt. For løsningerne er blot blevet til nye problemer. Hvad der er tragikomisk. Det, som skulle helbrede stress, er netop det, som skaber stress i dag. Overalt, hvor det vidensbaserede arbejde vinder frem, ses den samme udvikling. Nu er det friheden og det grænseløse, som stresser. Hvordan kan det være? Svaret er hyperstress.

Hvad er hyperstress ? Konstant stress
I den klassiske opfattelse af stress defineres stress som antallet af belastninger, hvor hyppigt de forekommer, hvor længe de varer og hvor intense de er. I dag er langt flere
udsat for mange vedvarende, intensive belastninger. Billedet er skiftet, så den klassiske opfattelse af stress ikke holder længere. Til at beskrive den nye situation af konstant stress er der brug for et nyt ord. Hyperstress er ordet. Hyper, fordi tempoet er konstant højt og intenst. Her kan man ikke længere skelne mellem antal, hyppighed, længde og intensitet.

Hvorfor opstår hyperstress?
Hyperstress opstår, fordi alle livets områder nu er forbundne som aldrig før på en stresset måde. Industrisamfundet indebar et liv ”opdelt” i kasser. Der var en ”vandtæt” mur mellem arbejde og fritidsliv. I fritidslivet kunne vi gennem deltagelse i politiske, kulturelle, faglige og familiemæssige aktiviteter definere, hvem vi var. Denne opdeling medførte den fordel, at modgang og nederlag som regel var afgrænset til en af livets ”kasser”. Modgang det ene sted kunne man kompensere for ved resultater et andet sted. Sådan er det ikke længere. Nu er hele identiteten bundet op på det grænseløse arbejde, hvor der ikke er helle nogen steder længere.

Det moderne arbejde tilbyder samtidig flere muligheder for personlig udvikling og bekræftende positive resultater end noget andet socialt område i livet. Vi tilbydes muligheden for at udvikle os i takt og sammenhæng med egen indsats. Så er det svært, hvis ikke umuligt, at sætte grænser. Livets forskellige områder er uadskilleligt forbundet med hinanden, med arbejdet som det centrale omdrejningspunkt. Alt er et projekt, og alle projekter vurderes ud fra, om de skaber succes.

Stressfremkaldende omstændigheder inden for det ene område sætter sig igennem som stressreaktioner på det andet område, fordi intet længere er afgrænset og beskyttet. Samtidig sættes den enkelte medarbejder ofte i en situation, hvor der er uoverskuelige forandringer, stort ansvar og højt tempo. Altimens kontrolmulighederne fra ledelsens side vokser, og man kun er så god som sin sidste præsentation.

Hvad skal man gøre ved det? Det kommer an på, hvad man mener, er årsagen til stress. Et af de store problemer ved den moderne stressform er, at der hersker to forfejlede forklaringsmodeller. Enten mener man, at stress blot er en illusion, eller også, at stress er et udtryk for moderne forfald. Begge forklaringer er uholdbare. Lad os tage dem en for en.

1. Stress er en illusion
Den stress, mennesker giver udtryk for, er en illusion, som kun residerer i det enkelte menneske. Stress er altså selvfremkaldt og et prædikat, man giver sig selv, fordi det kan betale sig. Fordi man så kan holde lidt fri eller få medfølelse, eller hvad det er, man vil have. Denne illusion kan skyldes, at man ønsker at være som de andre – altså stresset. Løsningen på problemet er, at man bliver mere hårdfør og i øvrigt også lader være med at bruge ordet stress. I virkeligheden er man ikke stresset, blot presset af travlheden i det moderne arbejde.

Det sidste er påfaldende. For en af de bedst belyste og dokumenterede stressorer er lige præcis travlhed. Forskellen på at have meget at lave og have det travlt er lige præcis, at i det sidste tilfælde er man ved at miste overblikket, må haste fra den ene opgave til den anden og kan ikke se nogen ende på det. Kort sagt opskriften på stress.

Ole Thyssens oplæg på disse sider d. 11. august er et usædvanlig godt eksempel på en reaktion på denne udvikling, der er blevet mere almindelig på det seneste. Se Thyssens tekst her.

2. Stress er udtryk for et moderne forfald
En anderledes reaktion består i at forbinde den øgede forekomst af stress med lige præcis alle de egenskaber ved det moderne arbejde, som tidligere blev set som et ønsket fremskridt. Den enkeltes involvering i arbejdsgangen, betydningen af brede sociale og personlige kompetencer i arbejdslivet, friheden til selv at tilrettelægge sin arbejdsdag – alt dette er i virkeligheden udtryk for perverteringen af den menneskelige psyke, fordi det foregår i et arbejdsforhold – uden autentisk personlig frihed. Med gamle Habermas’ ord er der tale om, at systemet koloniserer livsverdenen.
 
Denne kritik præsenteres ofte som udtryk for et venstreorienteret standpunkt. Men den er uden noget egentligt perspektiv. Der synes i høj grad være tale om frygt for fremtiden og en implicit længsel efter fortiden. Der er altså på sæt og vis tale om en form for nykonservatisme.

Hvad så?
Hvis vi som afvisning af de nykonservative fastholder, at udviklingen mod det moderne arbejde er fremskridt, og samtidig fastholder, at de tiltagende symptomer på stress er virkelige nok, hvor står vi så?  Dette projekt forudsætter en klar forståelse af, hvad stress egentlig er.

Det biologiske stresssystem, en afklaring
Det biologiske stresssystem hører til nogle af hjernens ældste strukturer. Hjernen såvel som den del af den, der ligger til grund for psyken, kan i denne sammenhæng fint beskrives som et højhus. De nederste etager er bygget før de højere etager. Allerøverst oppe finder vi den menneskelige bevidsthed. Al kommunikation i hjernen foregår via envejslinjer. Hvad angår stress, udgår en betydelig mængde kommunikationslinjer ”op” til de dele, der er grundlaget for bevidsthed og tænkning, men ganske få den modsatte vej. Det betyder, at stresssystemet agerer uden at involvere tænkning i traditionel forstand.

Stresssystemets opgaver er at reagere lynhurtigt på en trussel, fortrinsvis ved flugt, og samtidig stille en række ressourcer til rådighed. Disse ressourcer indebærer en række kortsigtede fordele, men ved langvarig aktivering af stresssystemet bliver ulemperne mere og mere afgørende. Kroppen ændrer sig, det har vi længe vidst, men hjernen ændrer sig også, det er en nyere indsigt. Sidst, men ikke mindst, ændrer stress vores erindringer og skubber langsomt vores oplevelse af omverdenen i en ængstelig retning. I sidste instans indebærer denne udvikling, at vi får en mere negativ selvopfattelse.

Til dette må vi så lægge et fokus på psykens værnesystemer. Psyken råder over en række systemer, hvis opgave er at vedligeholde og sikre stresssystemet.

Dette system fokuserer primært på to opgaver.

For det første at sikre, at dets ressourcer anvendes på en bæredygtig måde. Det betyder ganske enkelt, at når vi trækker på vores ressourcer, oplever vi en række reaktioner, hvis formål er, at vi afsætter tid til at retablere disse ressourcer. Hvis vi forbruger flere ressourcer, end vi udvikler, opstår en underskudssituation, der på sigt medvirker til stress.

For det andet handler det om at bevare overblikket, som igen er forudsætningen for, at vi kan planlægge vores handlinger og tilpasse dem ændrede forhold.  Hvis vores overblik trues, reagerer psyken med anspændthed, og igen er stress en almindelig følgevirkning.

Stress i det moderne arbejde
Det moderne arbejde forudsætter, at vi kan trække på mentale ressourcer, vores hukommelse, evne til læring (nye erindringer), opmærksomhed og hurtighed. Derfor er det problematisk, at selv mild, men vedvarende stress har en række særdeles negative indvirkninger på hjernen. Tre fænomener er særlig problematiske:

En del af hjernens mest værdifulde og begrænsede ressourcer afsættes til ubevidst virksomhed, hvor hjernen afsætter betydelige opmærksomhedsressourcer til at identificere trusler i vores miljø. Vi har derfor svært ved at bevare vores opmærksomhed, koncentration og fokus, når vi er stressede.  

Samtidig svækker stress vores hukommelse. Vi har sværere ved at fremkalde erindringer og begår oftere fejl. Vi har sværere ved at huske det, vi oplever, og de erindringer, vi danner, er ofte fejlbehæftede. Vores beslutningstagning bliver af ringere kvalitet, mere rutinepræget, mere gentagelsespræget og mere frygtsom.  

Sidst, men ikke mindst, bliver vores tænkning mere problemorienteret. Vi søger årsagerne til vores stress, fokuserer på, hvad der kan være en trussel, og langsomt begynder vi at se vores miljø som anledning til anspændthed og ubehag.

Når stressbelastningen er vedvarende, vendes snart alle systemets fordele til ulemper, og såvel fysisk som psykisk slitage sætter dagsordenen. Hjernen ændres, og, som en fremtrædende neurofysiolog har sagt det: Stress fremmer hjernens aldring.
Dette peger på, hvor problematisk stress faktisk er. Men besvarer naturligvis ikke spørgsmålet om, hvordan vi skal undgå hyperstress.   

Hvordan håndterer man den moderne stress?
Virksomhederne har en interesse i at udvikle et arbejdsmiljø og en organisation, der fremmer den bedst mulige kvalitet i arbejdet. Forekomsten af stress er altid udtryk for, at dette projekt enten ikke er lykkedes, eller at der er behov for justeringer. Derfor har alle virksomheder en interesse i at forebygge stress.

Det gælder om at opbygge en kultur, som positivt italesætter håndteringsmetoder, der handler om opsamling, refleksion og vidensdeling. Der skal altså være tid og plads til inddragelse. Det er lige præcis disse værdier, der trues, når stress sætter dagsordenen.

Vi har også brug for en kultur, der understøtter en åben social sfære, hvor man konstruktivt kan tale om og forholde sig til hinanden. Alternativet er ondsindet sladder og oplevelse af chikane og mobning.

Vigtige dele af de ressourcer, der efterspørges på arbejdspladsen, kan kun genetableres i fritidslivet. Den enkelte kan gøre en del for at sikre, at dette sker.  Men det er vigtigt, at den enkeltes initiativer udfolder sig inden for rammerne af en fælles forståelse. Det vil sige, at moderne virksomhedskultur må omfatte en positiv og støttende forståelse af fritidslivets betydning for arbejdet.

Fraværet af mere stille perioder medfører, at den forudgående periodes belastninger er afsættet for den næste periodes anstrengelse. Dette skyldes stressbetinget automatisk tænkning. Den tænkning må vi lære at bryde med. Vi må bevidst og målrettet sætte en anden dagsorden.

Hjernen er i vidt omfang det, man gør ved den
Det, vi mere generelt har brug for, er fokus på hjernefitness og hjernediæt. Visse former for alsidige kropslige aktiviteter stimulerer hjernen. Svømning er et letforståeligt eksempel. Mange muskelgrupper koordineres under moderat anstrengelse. Svømning er god hjernefitness.

Hjernediæt handler om de påvirkninger og oplevelser, der beriger hjernen. Et stimulerende socialt liv (herunder i familien) beriger hjernen. Naturoplevelser synes at have samme egenskab. Og kunst og kultur har det i høj grad.

Ud over dette handler det om, at man gennem en vedligeholdelse af sin nysgerrighed løbende interesserer sig for intellektuelt fordrende aktiviteter, der aktiverer andre kompetencer end dem, der mest er i fokus i arbejdet.

Sidst, men ikke mindst, handler det om også at give tid til den form for intellektuel fordøjelse, der kræver tid. Det er vigtigt at opleve den strakte tid, en tid, hvor vi kan nå at kede os.

Disse anvisninger tager afsæt i den viden, der foreligger nu. Det, vi har brug for, er erkendelse af, at udviklingen af en hensigtsmæssig arbejdskultur fordrer læring i handling. Det er disse erfaringer, der i sidste instans sætter den nødvendige dagsorden. Men det betyder også et øget fokus på at gøre sådanne erfaringer tilgængelige for at berige vores fælles viden og indsigter. Så vil det hele bliver mindre opskruet og mindre hyper.