Bourdieu blev født i landsbyen Denguin i departementet Pyrénées-Atlantiques i det sydvestlige Frankrig i 1930. Han voksede op i beskedne kår, men afsluttede sin karriere på det franske samfunds allerhøjeste top, idet han blev professor ved Collège de France i Paris. Dermed gjorde han selv hele turen gennem det franske klassesamfund, han både meget stringent og meget levende beskrev i flere af sine værker .

Bourdieu fik sin akademiske uddannelse på den franske eliteskole École Normale Supérieure. Han studerede både filosofi, sociologi og antropologi, og udmærkede sig i løbet af sin karriere inden for såvel antropologien som – navnlig - sociologien. Inden for dette fag var han de sidste cirka 20 år af sit liv på short listen til den ikke-eksisterende titel som ”verdens største, nulevende sociolog”.

Bourdieus værk er så omfattende, at det kan diskuteres, hvad der er hans hovedværk. Personligt mener jeg, det er La distinction fra 1979, men man kan også argumentere for, at det er hans monumentale værk om globaliseringen, La misère du monde, fra 1993. Desuden skrev han meget væsentlige værker om moderniseringen af traditionelle, nordafrikanske samfund (fx. Le déracinement fra 1964), om kunst (fx L’amour de l’art fra 1966), om uddannelse (fx La reproduction fra 1970), om eliter (fx Noblesse d’État fra 1989), samt rent teoretiske værker som Esquisse d’une theorie de la pratique fra 1972. Endelig påtog han sig det samfundsmæssige ansvar, der burde være naturligt for alle intellektuelle, og gav udtryk for sin holdning i en række aktuelle sager. Det kom eksempelvis til udtryk i 1996, hvor han udgav en sønderlemmende kritik af (fransk) TV: Sur la télévision.

Bourdieu var på en gang meget morsom og meget akademisk. Jeg er næppe den eneste læser, der har revet sig i håret over hans kilometerlange sætninger og endeløse forbehold. De førstnævnte gjorde, at man altid var i tvivl om, hvorvidt man nu også havde forstået ham, og de sidstnævnte bevirkede, at ret som man troede, at nu havde man fundet et hul i hans argumentation, så havde han sørget for en bagvej, han kunne smutte ud af.

Ikke desto mindre var hans observationer af sociale spil samtidig fantastisk morsomme. Eksempelvis beskriver han i La Distinction, hvorledes akademiske prætendenter med fordel kan investere i at sige noget meget klogt om noget meget lavt (fx. tegneserier eller grafitti), mens middelklassen altid misforstår spillet og uvægerligt siger dumme ting om de højeste materier (”Michelangelos farver er grimme”). På sådanne steder måtte man altid holde en pause og le. Skønt Bourdieu havde Frankrig i tankerne, gjaldt de samme principper i den danske virkelighed. Hvor ofte har unge, ambitiøse akademikere ikke spekuleret i deres ur-kærlighed til James Bond i forvisning om, at at den akademiske kurs på trivi-aktier ville stige? Og hvor ofte har man ikke hørt filistrøse medlemmer af ens fjernere familie falde i svime over, at Ghita Nørby kunne huske alle replikkerne. Når først man blev klar over, at der ventede den slags godbidder som belønning, holdt man ud og læste videre.

I det hele taget var begrebet ”spil” og begrebet ”investering” afgørende for at forstå Bourdieu, og hans forestilling om ”kulturel kapital” er et af hans mest originale bidrag til sociologien. I en lang række af hans værker er det metaforer fra sport og spil, der dominerer hans tænkning over det sociale, og i lige så mange værker metaforer fra den finansielle verden. Hos Bourdieu gælder livet om at kende reglerne, investere sig selv klogt og spille spillet til sin egen fordel. På den måde ligner han den store canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman langt mere, end han ligner sine franske kolleger.

I sine bedste øjeblikke var Bourdieu kendetegnet ved i overmål at have det, den amerikanske sociolog C. Wright Mills kaldte ”sociologisk fantasi”. Bag hans langstrakte teoretiske udredninger og hans undertiden omstridte data gemte der sig et helt enestående øje for detaljen og en mindst lige så enestående sans for at fortolke disse små detaljer.

Denne sans for detaljen må have været medfødt, men er uden tvivl blevet skærpet af hans egen historie. Som opkomling var han nødt til at lære sig selv det, som de medstuderende og kolleger, der sad i deres faste og nedarvede, sociale position, blot tog for givet. På denne måde deler han skæbne med andre sociologer, der på den ene eller anden måde var ”udenfor”: bondeknolden Tönnies; jøderne Durkheim og Simmel; den homosexuelle Foucault. Også her blev de personlige følelser og oplevelser omsat til stor sociologi.

Som menneske får Bourdieu varierede skudsmål. Selv havde jeg det held at træffe ham en enkelt gang, mens jeg studerede ved University of Pennsylvania. Skønt det muligvis skyldtes, at han var tvunget til at udtrykke sig på engelsk, fik jeg ikke på nogen måde indtryk af en arrogant, fransk professor. Derimod af et levende, engageret og først og fremmest karismatisk menneske. Han viste, hvor fascinerende sociologi kunne være og var på den måde en stor igangsætter – i mit tilfælde af det projekt, der endte som bogen ”Hvis Din Nabo Var En Bil”. Som tusinder af sociologer verden over står også jeg i dyb gæld til ham.

Bourdieus virke som intellektuel på den offentlige arena kan diskuteres. Skønt hans ord havde vægt verden over, forvekslede han undertiden Frankrig med verden. Og hans bog om TV er rent ud sagt dårlig. Intet af dette bør dog trække fra i vurderingen af ham. Han var en af de allerstørste udøvere af sin profession. Jeg har brugt mange år af mit liv på simpelthen at efterprøve, om hans teorier nu også holdt, og jeg vil give ham den allerstørste udmærkelse, man kan give en udøver af empirisk funderet sociologi: han havde ret!