Betragtet som et begreb er der alligevel stor forskel på de to årtier. De tekniske landvindinger har været enorme. De politiske ikke mindre. Og skønt det er vanskeligere at udtrykke eksakt, er mentaliteten også forandret. Højrente-mentaliteten i firserne adskiller sig radikalt fra lavrente-mentaliteten i halvfemserne. Hvor hovedspørgsmålet i firserne var "hvorfor?", har det i halvfemserne været "hvorfor ikke?".
Man kan derfor sige, at de tilsyneladende identiske spørgsmål "hvordan er halvfemserne?" og "hvordan var halvfemserne?" i virkeligheden er radikalt forskellige. Forskellen skyldes, at følelser er kontinuerte, mens begreber er diskrete. Men den skyldes desuden perspektivet. Følelsens rum har centralperspektiv, mens begrebernes rum har syntetisk perspektiv. I følelsens rum er fremtiden ukendt, mens den i begrebernes rum allerede er fortid. Hvis jeg i firserne havde vidst, der ville komme noget, der hed personlige computere og World Wide Web, ville jeg være gået til af irritation over at skulle renskrive mine universitetsopgaver på skrivemaskine og at søge litteratur ved fysisk at begive mig til biblioteket og rode med skuffevis af fedtede arkivkort. Nu vidste jeg det imidlertid ikke. Derfor betragtede jeg ikke forholdene som en mangel, men som et vilkår.

Forskellene på decenniets fænomenologi og dets metafysik har den virkning, at man projicerer metafysikken ind i fænomenologien. Den kognitive dissonans mellem den jævnt hen acceptable oplevelse af et årti og dets analytiske dårligdom bevirker, at en af tingene må vige. Og det er næsten altid oplevelsen. Man kommer med andre ord til at tro, at livet var rædselsfuldt, fordi det set i reflektionens lys må have været rædselfuldt. Hvis man for alvor vil forstå halvfemserne – eller en hvilken som helst anden periode – må man derfor prøve at forstå dem både som fænomenologi og som begreb. En overbetoning af fænomenologien vil gøre tolkningen urimeligt nostalgisk, mens en overbetoning af metafysikken vil gøre den overdrevent kritisk.

Ønsket om at etablere en decenniernes metafysik er vidt udbredt, men det er langt fra uskyldigt. Når mennesker overhovedet forsøger at sætte årtierne på begreb, skyldes det, at de ikke blot er administrative størrelser, som udspringer af, at vi benytter titalsystemet til at holde rede på tiden. De har en påtrængende epokal karakter. Ligesom overgangen fra et år til det næste skaber en følelse af begyndelse, skaber overgangen til et nyt tiår en følelse af undergang. Med de to nullers komme dør den gamle epoke og en ny begynder.

Den epokale bevidstheds modsætning er hverdagsbevidstheden. Den indebærer nemlig en følelse af evig nutid. Dag følger dag og uge følger uge uden, at der egentlig sker noget særligt. Til sidst er der gået et helt årti på den måde. Hvis man tager udgangspunkt i sin hverdagsbevidsthed, er man derfor på det nærmeste tvunget til at konkludere, at der ikke er sket noget særligt i fortiden. Og at der næppe heller vil ske noget i fremtiden.

Hverdagsbevidstheden er til forskel fra epokebevidstheden kendetegnet ved at være en kontinuert strøm af ubetvivlelig erfaring med en selv i centrum. I en sådan strøm er der meget få brud. De opstår kun i de situationer, hvor selve den faste grund under dagliglivet ryster og der for en kort stund opstår tvivl om selve ubetvivleligheden. Det er derfor, forståelsen af et årti, man selv har oplevet, altid have form af et bestandigt perspektivskifte mellem hverdagsbevidstheden og epokebevidstheden.

Den epokale opfattelse af, at der indtrådte en ny epoke 1. januar 1990 og at der må komme en ny 1. januar 2000 skyldes, at mennesket er et hermeneutisk dyr. Hvis det observerer en forskel, går det derfor helt rutinemæssigt ud fra, at der også foreligger signifikans. Tanken om, at forskellen på 1999 og 2000 ikke gør en forskel, er kontraintuitiv for et hermeneutisk dyr. Derfor bliver den praktisk taget aldrig tænkt.

Menneskets hermeneutiske instinkt spiller det gang på gang et puds. Uanset hvor lidt, der er at fortolke, forsøger vi at fortolke det alligevel. Forskelle i køn, alder og hudfarve antages automatisk at være signifikante. Ud fra den grundsætning i sociologien, at ting, der antages at være virkelige, får virkelige konsekvenser, er det derfor let at regne ud, at antagelsen af forskel medfører, at der bliver forskel. Den væsentligste årsag til, at mænd og kvinder er forskellige, er således, at vi mener, de er forskellige

Hverdagsbevidstheden står derfor i modsætning til den hermeneutiske bevidsthed. Hvor den ene altid er på jagt efter forskel, er den anden på jagt efter kontinuitet. Og på en vis måde er det hverdagsbevidstheden og ikke epokebevidstheden, der har ret. Der sker sjældent mere end, at man kan forstå det som en fortsættelse af det, man kender. Og derfor kunne man – hvis tidsregningen havde en anden målestok - leve meget længe uden at føle behov for de helt store, kognitive ommøbleringer.

Skønt det er tvivlsomt, om overgangen til et nyt årti materielt set har nogen særlig, forandrende kraft, vil overgangen dog alligevel få betydning. De fleste vil observere forskellene på 1989 og 1999 og konkludere, at de betyder noget. Derfor vil de opføre sig i overensstemmelse med den opfattelse, at de rent faktisk betyder noget. Og derfor vil de komme til at betyde noget. Når man skal svare på, hvordan halvfemserne har været, bør man derfor allerførst notere sig forskellene i forhold til firserne. Hvad enten de materielt set betyder noget eller ej, kan man nemlig trygt regne med, at de vil blive fortolket som signifikante.

Den økonomisk-tekniske forskel
Den økonomiske og tekniske forskel på firserne og halvfemserne er voldsom. Først og fremmest som følge af computer-teknologiens udvikling. De fleste af de grundlæggende opdagelser, der beskrives her, er ganske vist gjort tidligere, men det afgørende er folkeliggørelsen. Den sker i halvfemserne. Jeg tror ikke, at mine personlige erfaringer med computer-teknologien er særlig enestående. Tværtimod tror jeg, de er typiske. Derfor vil de fleste på min alder kunne genkende de oplevelser af teknologispringet, jeg selv har haft.

På mit første EDB-kursus i 1984 benyttede vi universitets på det tidspunkt store mainframe. Der sad vi møjsommeligt og skrev programmer i FORTRAN 5, der så blev afviklet som batch-kørsler. Selve redigeringen af programlinjerne skete i en antediluviansk linje-editor, der blev styret af kommandoer i bunden af terminalens skærm. Siden skete der fremskridt, så man kunne editere på selve skærmen. Man skulle heller ikke længere selv programmere sine statistiske kørsler, men kunne bruge SPSS.

Netværksteknologien var med vore dages øjne håbløs. I firserne var jeg studentermedhjælp i Forsvarsministeriet. Der afhang landets sikkerhed af telexer, der havde en kapacitet på 50 baud. De blev siden hen opgraderet til 100 baud, mens forsvarets operative enheder var helt oppe på 300. Det kan man godt smile nostalgisk af, når man tænker på de 56.000 baud-modemmer, man for tiden får kastet i nakken, fordi alle er ved at omstille sig til ISDN og ADSL.

I 1990 deltog jeg som adjunkt og ph.d-studerende i et nordisk forsøg med fjernundervisning. I virkeligheden virkede det som en meget primitiv udgave af det internet, vi bruger i dag. Vi benyttede dog ikke TCP/IP-protokollen, men en eller anden elendig, ustabil protokol, der gik ned hele tiden. Og det hele foregik via UNIX. Et styresystem, der som bekendt er indrettet på en måde, der får Dansk Folkeparti til at virke tolerant. Ingen fik noget som helst ud af det undtagen de nulforskere, der stod bag, og som trods alt opnåede en del tjenesterejser. Nogen konstans er der trods alt, når man observerer de to årtier. Nu kan man uden nævneværdige problemer skrive en bog sammen med fire andre mennesker stort set uden at se dem. Fordi alle hurtigt og let kan holde sig underrettet om alt via e-mail og vedhæftede tekstfiler.

I firserne var telefoner stationære. Man kunne til nød få en biltelefon, men så kunne der til gengæld ikke være andet i bagagerummet. Derfor måtte man altid lægge et væld af telefonnumre til familie og babysittere, hvis man var bortrejst i nogle dage. Fjernsyn blev sendt ud til borgerne på VHF- og UHF-båndet og ikke via satellit og kabler som i dag. Blandt andet derfor var der langt færre kanaler. Indtil 1988 var der som bekendt kun en enkelt dansk kanal, og dertil kom et par tyske eller svenske. Til gengæld kunne man sige "så du fjernsyn i går?" og i bekræftende fald gå direkte videre til at drøfte indholdet. Det har været ganske umuligt i halvfemserne.

I dag har man mobiltelefoner, der er så små, at det nogen gange er et problem, hvis man har lagt telefonen i sin taske. Jeg har mere end én gang prøvet ikke at kunne finde min, før de fire ring var forbi, og opkaldet hoppede videre til den automatiske telefonsvarer. Man har e-mail og world wide web. Man har bærbare computere, der vejer to kilo og er betydeligt kraftigere end den mainframe, mit første EDB-kursus fandt sted på. Udviklingen går så stærkt, at min yngste studentermedhjælp er tøvende over for Windows i 3.x-versionerne og at mine børn ser uforstående på mig, hvis jeg af vanvare kommer til at sige "plade", når jeg mener cd. VHS er en døende teknologi, der kan anvendes i barnekamre og andre steder, hvor en vis, prisbillig robusthed er påkrævet. Video-on-demand er lige om hjørnet, og i mellemtiden kan man slå tiden ihjel med at se DVD.

Disse tekniske landvindinger betyder, at fysisk bortrejse har fået en hel anden status. Da min bror boede i Kina i nogle år i begyndelsen af firserne, talte jeg i telefon med ham tre ialt gange. Det kostede nemlig 25 kroner i minuttet. Desuden var forbindelsen ustabil og skulle ekspederes af en operatør. Da jeg selv midt i firserne boede i USA, var jeg næsten lige så afsondret fra min danske omverden, selvom man trods alt kunne ringe med selvvalg. Telefontaksterne var stadig skyhøje og det eneste praktiske meddelelsesmiddel var brevet. Da min svigerinde for nylig boede i USA i en periode, var hun i kraft af aviser og tv på nettet bedre ajour med bysladderen i København, end jeg selv var.

I firserne var der lavkonjunktur og høj rente. Pengevæsenet byggede på nationale valutaer, og blev formidlet via banker. Der måtte man også henvende sig i den meget korte åbningstid for at få udleveret kontanter. Dankort var der ikke noget, der hed. Derfor var det et reelt problem, at man kunne løbe tør for kontanter i løbet af helligdage og weekends. Så var gode råd virkelig dyre, selv når man havde en checkkonto. De færreste bagere og benzintanke ville nemlig tage imod ens checks. Unge mennesker har i dag aldrig prøvet at endevende samtlige husets sofaer og rodehylder i køkkenet for at finde småpenge til en søndagsavis.

Lavkonjunkturen betød, at et fast job på universitetet ikke engang var noget, man spekulerede på. Det svarede dengang nærmest til at gå rundt og ærgre sig over, at man ikke har vinger. Stillingerne fandtes ganske enkelt ikke. Paradoksalt nok spekulerede man heller ikke så meget på arbejdsløsheden. Man tog den bare for givet. Mine amerikanske klassekammerater sagde på et tidspunkt til mig og tre af mine kammerater – en englænder, en franskmand og en irer – at vi var så fucking europæiske, fordi vi bare med et skuldertræk gik ud fra, at vi skulle være arbejdsløse, når vi var færdige på uni.

Byggeri i København var noget, man hørte om i historieundervisningen. Med mindre man hørte om det i forbindelse med demonstrationer imod byggeriet. Nu er byen én stor byggeplads og der er meget langt imellem protesterne. Renten er lav og jobsektionen i avisen er så stor, at man på søndage kan få myoser af at læse avis for længe af gangen.

Den politiske forskel
De politiske forskelle er næsten større end de tekniske. Store formuer er i halvfemserne tabt i landkort-branchen, fordi landene i Europa hele tiden blev slået sammen eller skilt ad eller fik nye navne. Til gengæld er der tjent formuer i europæisk fodbold, fordi turneringerne med det stigende antal lande bliver større og større. I 1989 var der således noget, der hed Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Skønt alle snakkede om perestroika og glasnost, var det meste af østblokken sluttet sammen i Warszawapagten, der forekom aldeles evig og ubetvivlelig.

Paradoksalt nok har fraværet af en Warszawapagt betydet, at storpolitik ikke længere er ældre herrer, der hilser på hinanden foran tv-kameraer og går ind til forhandlinger bag lukkede døre. Det er i stedet blevet militære operationer en masse: Kuwait; Somalia; Bosnien; Kosovo. Derfor adskiller halvfemserne sig fra firserne ved, at krig i Europa er en realitet, man må forholde sig til. Ikke pensum i historieundervisningen. Hvor dansk udenrigspolitik i firserne var endeløse fodnoter, har den til gengæld været tropper, fly og krigsskibe i aktiv indsats. Noget, man i firserne ville forsvoret, at man ville blive gammel nok til at opleve. Ligesom man ikke ville have troet, man ville blive gammel nok til at høre udtryk som "Ungarns NATO-ambassadør", "Sankt Petersborg" og "Præsident Havel" udtalt i fuld alvor.

I 1989 var Berlin delt og Nelson Mandela sad på Robben Island. Det var en skændsel. På den anden side gav det såvel store som – måske navnlig – små kunstnere en dejlig metafor samt nem og bekvem adgang til patos. Skønt Sarajevo i halvfemserne har givet adgang til de samme metaforer og der også har været en vis patos-turisme til byen, er det aldrig blevet det samme. Det er ligesom Beirut i firserne lidt for indviklet til for alvor at blive folkeligt.

De ændrede forhold har også på området "superskurke" betydet store ændringer. Hvor Saddam Hussein i firserne nærmest var en slags allieret i kampen mod Iran, er han i halvfemserne blevet skurken over alle skurke. Til gengæld er der stille om Moamer Gadaffi. Han findes stadigvæk, men der går lang tid imellem de gange, nogen vil ofre en avisoverskrift på ham.

I firserne var stort set hele Europa konservativt med Spanien som den markante undtagelse. Mod slutningen af halvfemserne er hele Europa socialdemokratisk – stadig med Spanien som undtagelsen. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget politik efterhånden betyder. I hvert fald i klassisk forstand. Højre- og venstrefløjen er i Danmark blevet enig om stort set alt. Skatterne kan ikke sættes ned. Velfærdsstaten skal bevares. Den offentlige sektor skal reformeres. Danmark skal være helhjertet medlem af både EU (som i firserne hed EF) og NATO.

De egentlige uenigheder ligger derfor i halvfemserne nogle helt andre steder. Allerede i firserne dukkede det nye højre op med mærkesager som nej til EU, nej til Indvandring og nej til alt, hvad der konnoterer modernitet. Det har vokset sig stærkere og mere stuerent i halvfemserne. På den anden side er økologi i den samme periode gået fra at være noget sært og alternativt til at være noget ganske dagligdags. I halvfemserne kan man derfor godt være storforbruger af økologiske fødevarer og tilhænger af økonomisk vækst – noget, der var ganske og aldeles udelukket i firserne. Her kom en af mine brødre, mens han gik på Arkitektskolens afdeling for grafisk design, for skade til at tegne en supersmart, superlækker emballage til noget økologisk mel. Det måtte man ikke dengang. Det skulle ifølge alle kloge hoveder være lavet af ubleget papir og udstråle nøjsomhed, fanatisme og fravær af konventionelle kvalitetskrav.

Fraværet af en egentlig uenighed har også betydet, at der i halvfemserne kun har været tre folketingsvalg. Som alle på den ene eller anden måde er blevet vundet af Socialdemokratiet. Tilliden fra vælgerne har de udnyttet til at føre en stram finanspolitik og en benhård fastkurspolitik i forhold til D-marken. Igen et politisk billede, man ville have rystet på hovedet af i begyndelsen af firserne.

I firserne meldte vælgerne sig ud af partierne og ind i enkeltsagsbevægelser. På et tidspunkt havde Danmarks Naturfredningsforening således flere medlemmer end alle politiske partier tilsammen. I halvfemserne er tendensen til at melde sig ind i enkeltsagsbevægelser bremset op. Til gengæld har folket taget sagen i egen hånd i form af politisk forbrug. Det betyder, at markedet pludselig holder op med at bestå af atomiserede aktører, men bliver refleksivt. Hvor markedet i firserne var ensbetydende med "at stemme med fødderne", er det derfor i halvfemserne også blevet en slags offentlighed.

Den kulturelle forskel
Hvor firserne i pagt med ældgammel, dansk tradition dyrkede de ærefulde nederlag, har halvfemserne dyrket sejren. Danmark vandt europamesterskabet i fodbold, verdens-, europa- og det olympiske mesterskab i kvindehåndbold og en dansk cykelrytter – der aldrig er blevet testet positivt – vandt sågar Tour de France. I dag sætter man sig foran fjernsynet for at se danske sportsfolk vinde – ikke for at se dem tabe på en særlig ærefuld og dansk måde.
Den samme attitude findes inden for filmkunsten. Danske instruktører går direkte efter succes – i en grad, så danske film er blevet en eksportvare. Hvor det i firserne var noget, man nærmede sig med samme velvillige attitude, hvormed man som stolt forælder nærmer sig en skolekomedie. Selv inden for romankunsten har Danmark i halvfemserne haft en gedigen eksportsucces i Peter Høegs romaner. Noget er dog blevet ved det gamle. Han var faktisk en udmærket forfatter, indtil han fik succes. Så måtte han i pagt med dansk skik ned med nakken.

Rockorkestrene begyndte igen at synge på engelsk, men fik med undtagelse af Aqua ikke nogen international succes ud af det. Hvad angår de øvrige kunstarter, må jeg med skam at melde sige, at jeg ikke rigtig har lagt mærke til dem. Enten har de udspillet deres sociale rolle, eller også ønsker de den ikke. Balletten går det efter sigende ad helvede til for. Malerkunsten blev til grin med Virtus-sagen. Skuespillerne og instruktørerne holder sig i deres små, provinsielle cirkler, hvor de ikke generer nogen. Musikere og komponister holder så vidt vides nogenlunde det niveau, de havde i firserne. Ligesom arkitekterne. Hvad angår Det kongelige Teater, er det efterhånden en sag for FN. Hvis man udstationerede 10-12.000 bevæbnede mænd på Kongens Nytorv, og fik de mest halsstarrige overgivet til domstolen i Haag, ville det efter alt at dømme være muligt at gøre stedet nogenlunde fredsommeligt.

I åndslivet blev Tor Nørretranders kognitivistiske bog Mærk Verden en af halvfemsernes største bestsellere. Til gengæld faldt kursen på Freud-, Marx- og Saussure-aktier til et lavpunkt, hvor de ikke har befundet sig siden de blev introduceret på den akademiske børs. På nogle institutter kunne man høre folk sige, at underbevidstheden ikke eksisterede. For os, der er gamle nok til at huske halvfjerdserne og firserne, har det i halvfemserne været nærmest chokerende at høre mennesker tale grimt og respektløst om disse tre grundpiller for al sand videnskab uden nogen form for sanktioner. Retorik blev et modefag og gamle kapitallogikere konverterede og blev Heidegger-fans. Det ville aldrig være sket i den biografiske metodes tid, men den forsvandt definitivt. Til fordel for alverdens metoder, der ganske har bort-eskamoteret teksten, kontradiktionsprincippet og gammeldags krav om, at man skal udtrykke sig klart og kun sige ting, der stemmer overens med fakta. I halvfemserne har man inden for humaniora kunnet sige hvad pokker man ville – i hvert fald indtil Alan Sokal publicerede sin nonsens-artikel i Social Text, hvorefter han stod frem og erklærede, at han med vilje havde skrevet den, så den var halvt ulæselig og halvt vås.

I mere folkelige kredse har halvfemserne budt på aviser med hundrede sektioner, begivenhedskultur, kokke som superstjerner, kongerøgelse, ironi, pornografi, livsstil og bløde stræbere, der syntetiserede halvfjerdserne og firserne. Det var ikke længere cool at være grådig, selvom man godt måtte være rig. Medierne blev pluralistiske og holdt op med at være vigtige for alle undtagen den lille skare af lomme-adornoer, der publicerer deres vægtige tanker i daglige tv-anmeldelser. Hvor økonomer var helte i firserne, blev det i halvfemserne først og fremmest antropologer, der nød befolkningens tillid, når det gjaldt om at udlægge begivenhedernes gang på en forståelig og acceptabel måde.

Den fortolkede forskel
Betragtet som en strøm af følelse har halvfemserne ikke været særlig drastiske. Det, der er opregnet her, har ikke haft en oplevelseskvalitet, der var anderledes end oplevelsen af halvfjerdserne eller firsernes progression. De to nullers komme pirrer dog det hermeneutiske instinkt. Det tvinger os til at sammenligne hverdagen i 1999 med hverdagen i 1989 og betragte resultatet af denne sammenligning som et system af forskelle.

Det hermeneutiske instinkt har stor betydning for den enkelte i hans eller hendes jagt på mening. I øvrigt også når det gælder den enkeltes epokebevidsthed, som den opleves ved runde fødselsdage, mærkedage og lignende. Men den har ikke kun individuel betydning. Det, der holder sociale grupper sammen, er i højeste grad deres kollektive fortolkninger af kendsgerninger og forskelle. I en verden, hvor der er få synlige beviser på den sociale struktur, er de kollektive fortolkninger – mytologierne – faktisk et af de mest direkte vidnesbyrd om, af der trods alt stadig eksisterer sociale forskelle.

Mytologierne betyder, at verden bliver forståelig som projekt. I stedet for på naturvidenskabelig vis at antage, at alt er forårsaget af tidligere begivenheder, og at alle forklaringer på verdens gang derfor ligger i fortiden, antager mennesker normalt, at der er en vis mening med verdens gang. Af natur bekender vi os til et historiesyn, hvor historien har både en retning og et mål, skønt vi naturligvis kan skoles til at forstå den ud fra et streng naturvidenskabeligt verdensbillede. Mytologien betyder, at alle mulige hændelser antages at være beviser på historiens udvikling i en bestemt retning. Disse mytologier cirkuleres enten hele eller i brudstykker i de enkelte socialgruppers deloffentligheder og gør, at medlemmerne kommer til at leve i en verden af mening og ikke blot i en verden af meningsløse facts og nogenlunde konstante følelser.

Det gælder også for halvfemserne. Hvis man ønsker at finde ud af, hvordan de "er" – og dermed at begribe dem metafysisk i stedet for fænomenologisk - må man fortolke alle de forskelle, de opviser, når man sammenligner dem med firserne. Afhængig af perspektivet kan forskellen på firserne og halvfemserne i princippet tolkes som man lyster.

Hvis man vil, kan man forstå halvfemserne som en tragedie, hvor sejrherrerne i den kolde krig i forblindelse forsømte deres historiske mulighed for at skabe en varig fred. I overmod troede de, at de kunne tillade sig hvad som helst og nu må vesten trækkes regionale konflikter, destabiliserende fattigdom og folkevandring og en deraf følgende højre-radikalisering overalt i Europa. Vi lærte intet af historien og er med EU ved at skabe en Weimar-republik i kæmpeformat. Dermed bliver de teknologiske fremskridt blot symboler på forblindelsen, mens den politiske udvikling antages at være den afgørende dynamik i handlingen og de enkelte begivenheder episoder på det overmod, der vil føre til skæbnens endelige gengældelse.

På den anden side kan man også fortolke halvfemserne heroisk. Så gør man de teknologiske fremskridt til vidnesbyrd om menneskets utrættelige kamp for fremskridtet og de politiske problemer med superskurke til et udtryk for det mørke princip, menneskeånden altid må kæmpe imod. Hvor historiens retning i den tragiske udlægning er undergang, så er den i den heroiske udlægning sejr over den materielle nød. Derfor ligger den egentlige provokation fra en halvfemser-skikkelse som Bjørn Lomborg ikke i hans tal og statistikker, men i hans udlægning af begivenhederne. Hvor miljøspørgsmålet hidtil altid er blevet fortolket som en tragedie, har han valgt at fortolke det som en lejlighed for mennesket til at vise sin heroiske side. Det er endnu mere provokerende end at komme med alternative tal, fordi det rokker ved miljøforkæmpernes måde at fortolke mening ind i verden og efterlader dem desorienterede og anomiske.

Endelig kan man vælge at tage udgangspunkt i det kulturelle niveau og fortolke det som en komedie. Halvfemserne har været et narrespil. Et kæde af absurde optrin, hvor både tragikerne og skjaldene er til grin. Det er muligt, at det går ad helvede til, og det er muligt, at det går frem. Alle epoker har deres dommedagsprofeter og jubeloptimister. Men hvad rager det i grunden os? Verden går, som den altid har gået. Og vi har røven fuld af penge; højkonjunktur og mesterkokke. Således kan halvfemserne udlægges vidt forskelligt afhængigt af, om man tager udgangspunkt i det teknisk-økonomiske system, det politiske eller det kulturelle.

Set i et større, sociologisk perspektiv er det afgørende spørgsmål, hvilket tolkningssystem, der for tiden indtager en privilegeret status. I halvfjerdserne var det helt entydigt de grupper i befolkningen, der foretrækker den tragiske udlægning af sociale facts, der satte tonen og angav den foretrukne fortolkning. Det vil sige de nye mellemlag, der kom til ære og værdighed i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, og dermed havde historiens vind i ryggen.

I firserne sker der en kamp mellem de grupper, der foretrækker den tragiske udlægning og de grupper, der foretrækker den heroiske. Det vil sige den nye middelklasse, der ikke baserer sin sociale position på økonomiske transaktioner, men på viden. Denne kamp hænger sammen med, at historiens vind springer, så det pludselig er den nye middelklasse, der får den i ryggen. Fulde af tillid vælger de krypto-socialdemokraten Schlüter til at gennemføre de reformer med et – trods alt – menneskeligt ansigt, som den nye middelklasse anser for nødvendige. Og fulde af selvtillid går til angreb på mellemlagenes ret til den privilegerede udlægning af sociale facts.

I halvfemserne har den nye middelklasse konsolideret sin position. Den stiller kun et krav til Danmarks statsminister, nemlig at han hedder Rasmussen. Om han så hedder Poul Nyrup, Anders Fogh eller for den sags skyld Lars Lykke til for- og mellemnavn, betyder mindre. Man kan derfor sige, at Danmark har lagt kvalitativ vækst til begrebet "den nye midte" ved simpelthen at kræve, at alle potentielle statsministre ikke blot fører den samme politik, men også hedder det samme til efternavn. Denne konsoliderede position betyder, at den heroiske udlægning af halvfemserne er den dominerende. Mellemlagenes tragiske udlægning har karakter af et oppositionelt paradigme.

Det er i dette perspektiv, man skal forstå mellemlagenes sære glæde ved, at NATO foretager en fejlbombning i Kosovo eller ved, at det ikke er lykkedes KFOR at forhindre repressalier mod serberne fra albanierne. For mellemlagene er disse hændelser beviser på, at deres udlægning af verdenshistorien er rigtig, og at det hele – trods illusionen om fremgang – trods alt går ad helvede til.

På samme måde skal man naturligvis forstå middelklassens glæde over NATO-aktionen som udtryk for den glæde, alle hermeneutikere føler, når de finder et spor, der peger i retning af den løsning, de forestiller sig er den rigtige. Trods fejlbombninger og tilbageslag, går det trods alt frem her i verden.

Den komiske udlægning af halvfemserne finder man først og fremmest i den nye arbejderklasse. Niveauet for absolut fattigdom ligger samme sted i halvfemserne, som det lå i firserne, nemlig på omkring fem procent af befolkningen. Til gengæld har de resterende 95 procent en meget høj levestandard. Billedet er altså, at fattigdommen ikke er vokset i halvfemserne, men at den sociale udstødning er mere dramatisk.

Den nye arbejderklasse er den del af de 95 procent, der har den laveste uddannelse og de mest rutineprægede jobs. Den lever i relativ, materiel velstand men samtidig i en situation, hvor den ikke har den store indflydelse på sine arbejdsvilkår og arbejdspladsens fremtidige udvikling. Til gengæld har den en ideologi, hvor fritiden er det vigtigste og arbejdspladsen for såvidt er et relativt ligegyldigt sted.

Det er først og fremmest i den nye arbejderklasses medier – tv og formiddagspresse - man finder den komiske udlægning af verdens gang. Et endeløst optrin af narrehatte og båtnakker fra middelklassen og mellemlagene med den nye arbejderklasse siddende i mæt og munter aftenhygge som applauderende tilskuere. Komikken har til alle tider været den måde, de nederste i samfundspyramiden fortolker deres sociale erfaringer. Nemlig ved den komiske omvending eller "det materielt-kropslige princip", som Bakhtin kaldte det. Hvis verden bliver for broget, så slå en prut. Det letter i begge ender.

Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at den nye arbejderklasse lægger afstand til såvel den dominerende som den udfordrende, oppositionelle udlægning. Det ledige, tredje standpunkt er da den komiske udlægning. Det hele betyder i virkeligheden ikke en skid, men lad endelig de kloge snakke. Af samme grund benytter andre marginaliserede grupper som de unge og den egentlige intelligentsiaen også fortolkningsskemaer, der er i familie med komikken. Det vil sige kynismen og ironien, der også repræsenterer et omvendingens princip.

Konklusion
Hvordan halvfemserne i virkeligheden "var", er det umuligt at sige, før man har fået dem på større afstand. Ligesom man ikke kan se et mønster, når man er for tæt på, kan man ikke se en rigtig epoke, før den er slut og befinder sig på en vis afstand.

Det hænger sammen med, at epoker – også når de ikke er umiddelbare resultater af det hermeneutiske instinkt – stadig er udtryk for en fortolkning af sociale facts. Man kan slet ikke sige, at man er på vej ind i en epoke, og man kan dårligt nok sige, at man er på vej ud af den, før man har klare vidnesbyrd om et brud. Og eftersom selve hverdagsbevistheden arbejder imod brud-oplevelser, skal der en ophobes en del indtryk, før brud-oplevelsen indfinder sig.

Ligesom det ikke giver mening at sige "i dag begynder min ungdom", giver det heller ikke nogen mening at sige "i dag begynder et nyt afsnit af verdenshistorien". Man kan ikke udtale sig om sin ungdom som epoke, før man for længst er ude af den og kan fortolke den i – det i virkeligheden syntetiske -perspektiv af, hvad der siden hændte. På samme måde kan man ikke sige, om halvfemserne egentlig er en epoke, før de er kommet på større afstand.

Her er der imidlertid grund til at være meget opmærksom. Stort set ingen af de epoker, man på grund af det hermeneutiske instinkt og den almindelige magelighed identificerer med årstal, passer med disse årstal. Ved nærmere eftersyn går det nittende århundrede fra 1815, hvor den europæiske orden blev fastlagt ved Wienerkongressen, til – som man behager – 1914, hvor første verdenskrig begynder. Eller 1917, hvor Wienerkongressens orden som følge af krigen og den russiske revolution brød definitivt sammen med zardømmets undergang. Forskellen på 1914 og 1917 ligger på det fænomenologiske plan. Hvor folk i 1914 troede, at krigen ville blive kortvarig og uden konsekvenser, var de fleste i 1917 klar over, at der forelå et brud.

På samme måde kan man kun give en materiel udlægning af halvtredserne, hvis man lader dem gå fra kafferationeringens ophævelse i 1952 til et eller andet diffust sted i de tidlige tressere, hvor ungdommen definitivt har mistet respekten for de gamle. Tidspunktet ligger formentlig omkring The Beatles’ gennembrud. Tresserne er materielt set forbundet med højkonjunkturen og udbygningen af velfærdsstaten, og ender derfor i 1973. Halvfjerdserne er materielt set forbundet med oliekriserne, og firserne med Schlüters forskellige regeringer og det omslag, han foretog i den økonomiske politik. Derfor bør perioden 1990 - januar 1993 rettelig regnes for en del af firserne.

Jeg hælder selv til den anskuelse, at de kronologiske halvfemsere er en slags gave. Et bonus-årti efter det tyvende århundrede, som Eric Hobsbawm har kaldt "det korte århundrede", idet han identificerer det som Sovjetunionens århundrede og dermed lader det gå fra 1917 til 1991. Dermed har vi fået foræret ikke blot en enkelt skuddag, men en millennium-bonus på hele otte år. Med denne bonus kan vi i virkeligheden gøre, hvad vi vil. Vi står ikke til regnskab for nogen andre end os selv. Halvfemserne er helt personlige, og svaret på, hvordan de har været, må man derfor finde inden i sig selv. Og hvem ved – måske fortsætter halvfemserne langt ind i år 2000. Det er for tidligt at sige noget endnu.

Artikel til Kritik