Tv-dueller mellem regeringschefen og oppositionslederen er blevet en fast del af valgkampene i de fleste vesteuropæiske demokratier. Men dansk politik har sideløbende udviklet en tradition for, at de to største partier i fællesskab arrangerer en række ’haldueller’. Her debatterer statsministeren og oppositionslederen i en stor sal eller sportshal fyldt til randen med hujende tilhængere fra partiernes ungdomsorganisationer, partiaktivister og nysgerrige lokale.

Amerikanisering?

Kommentatorer, politikere og valgforskere har stået i kø for at skælde ud på denne halduel som et udtryk for en uheldig ’amerikanisering’ af danske valgkampe. Men halduellerne er faktisk en unik dansk tradition med rødder tilbage til 60’erne. Og inspirationen kommer fra Sverige – ikke USA. Når partierne holder fast i dette lidt gammeldags valgarrangement, er det mest af alt, fordi duellen er blevet en stærk institution, der ikke uden videre kan sløjfes.

Brevet fra Hartling

Historien om de danske haldueller begynder den 22. august 1967. I et brev fra Venstrelederen Poul Hartling til den daværende statsminister Jens Otto Krag bliver det foreslået, at de to partier afholder 100 ”diskussionsmøder” på én dag over det ganske land. Diskussionen skulle foregå mellem de to partiledere, Krag og Hartling. Inspirationen til ”diskussionsmøderne” kom fra Venstres svenske søsterparti Folkpartiet, der sammen med de svenske socialdemokrater afholdt et tilsvarende arrangement. Nu skal de positive erfaringer fra Sverige bruges i Danmark.

Vi kan kun gisne om Hartlings motiver, men formentlig har datidens parlamentariske situation spillet stærkt ind. Det politiske landskab var låst fast i to blokke, der stod stejlt over for hinanden. Den ene blok bestod af socialdemokraternes og SF’s ”Røde Kabinet”. Den anden blok bestod af oppositionspartierne Venstre, Konservative og De Radikale. De tre oppositionspartier ville med sikkerhed danne regering, hvis de fik mulighed for det efter folketingsvalget, men partierne var ikke enige om, hvem der skulle lede regeringen. Venstre var det største parti i blokken, men de to potentielle regeringspartnere ønskede den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Hvis Venstre skulle have regeringsledelsen, ville det være nødvendigt at hævde sig som oppositionens leder og gå i direkte clinch med Krag. Duellen er en mulighed for Hartling for at markere, at han er den eneste partileder i oppositionen, der kan matche den erfarne Krag. Det er dermed et led i en Venstre-strategi for at holde dansk politik på det traditionelle spor, hvor valget står mellem Socialdemokratiets og Venstres formand som statsminister. De Radikales ambitioner skal kvæles allerede i fødslen.

Poul Hartlings forslag om at holde disse 100 ”diskussionsmøder” skaber hovedbrud i Statsministeriet. Jens Otto Krag har i hånden nedskrevet sine egne overvejelser direkte på Hartlings brev. Med tre korte, telegramlignende sætninger direkte på brevet udtrykker han de overvejelser, der har plaget statsministre lige siden: ”Svært at svare nej. Vil ikke more K og R. Giver det for megen reklame til V?”.

Krag har ikke meget lyst til at give eksponering til Venstre. Imidlertid er det svært at sige nej til en direkte udfordring. For det kan opfattes som fejt og udemokratisk ikke at ville stille op til en politisk debat. Men Krag ser også en mulighed for at splitte VKR-blokken ved at lække Venstres solo-initiativ til de øvrige partier, og ved at afholde møder med alle oppositionspartierne efter tur kunne de interne stridigheder blotlægges.

Partisekretær Niels Matthiasen får imidlertid overtalt den skeptiske Krag til at acceptere udfordringen. Han har fået en afrapportering fra sin svenske kollega om arrangementerne, der glødende anbefaler, at de danske kammerater kopierer konceptet. For debatformen ”dramatiserer” politikken og er med til at aktivere de lokale partikræfter. Selv om de svenske partier har trukket 30.000 mennesker af huse til de 100 dueller, er der ingen tvivl om, at netop mobiliseringen og den positive mediedækning er deres hovedformål.

Inden partiorganisationerne for alvor kommer i gang med planlægningen af ’duellerne’, som de to partier har døbt debatmøderne, skifter regeringsmagten imidlertid ved folketingsvalget i 1968. Men mødet mellem Hartling og Krag blev aldrig til noget. De Konservative kroner på valgnatten Hilmar Baunsgaard som statsminister, og Hartling må selv nøjes med posten som udenrigsminister i VKR-regeringen. Nu vil Krag imidlertid gerne duellere, og Hartling har pludselig svært ved at finde tid i kalenderen.

Krag vs. Baunsgaard

Den socialdemokratiske maskine arbejder imidlertid videre med duel-ideen, og det lykkes at arrangere landsdækkende ’duel-møder’ med alle tre regeringspartier. Arrangementerne kulminerer med en duel mellem Jens Otto Krag og statsminister Baunsgaard i Teknikums festsal i Odense.

Det socialdemokratiske partikontor udnytter sin organisatoriske overlegenhed til at fylde salene op med partisoldater fra arbejderbevægelsen. Og de ved, hvornår der skal buh’es og jubles. Partikontoret udarbejder desuden ’drejebøger’ til kredsformændene, så de instrueres i, hvordan der skal rekrutteres og skabes stemning til duellerne. De borgerlige politikere, der stiller op til duellerne, kommer på den måde altid i modvind, mens socialdemokraternes duellanter bliver båret frem af publikums tilråb. Duellen viser sig at være en succes for socialdemokraterne, og op gennem halvfjerdserne bliver møderne en fast del af den socialdemokratiske kampagne.

Anker vs. Glistrup – en beskidt affære

Som et led i en storoffensiv mod den nye trussel fra Fremskridtspartiet arrangeres et duelmøde mellem Ankel Jørgensen og Mogens Glistrup. Fremskridtslederen kommer til at fremstå uligevægtig, da han kaster sig ind i frådende diskussioner med tilråbene fra salen. ”Skidtmåse”, ”ulykkesstiftere” og ”pyromaner” fyger det fra den ophidsede Glistrup.

Anker vs. Schlüter – sågar håndgemæng

Også Poul Schlüter stiller op mod Anker op til folketingsvalget i 1984. Strategien er klar: Valget skal være et personopgør mellem Anker og Schlüter under sloganet ”Stop konservatismen”. Socialdemokraterne vil have fem valgdueller mellem Anker og Schlüter over hele landet, men Schlüter ”har kun tid til to møder”.

De første haldueller bliver en rodet affære: KU og DSU sætter deres præg på møderne, og ved anden duel i 1984 er tingene ved at komme helt ud af kontrol: Konservativ Ungdom invaderer scenen, omringer Anker Jørgensen og råber ”øv, øv, øv”. Senere forsøger en nøgen, ung socialdemokrat også at komme på scenen, mens en pige springer op og overrækker Schlüter en underskriftsindsamling mod atomvåbenoprustning, som statsministeren med en kvik bemærkning lover at ”sende videre til Andropov”. Det hele afsluttes mod duellens slutning med, at der opstår håndgemæng foran scenen.

Men pressen elsker den nye valgdebat: ”Duelmødet fik hele Vestjylland til at genopleve vinterbanestemningen” og ”2000 tilskuere skabte fest og stemning”, skriver aviserne.

En cirkusforestilling

Schlüter har imidlertid allerede fået nok af halduellerne. Ved valgene i 1987 og 1988 insisterer han på, at der kun skal afholdes én halduel, selv om Socialdemokraterne inviterer til flere: ”Det er da et festligt show. Men jeg tror, at det er de færreste, der bryder sig om, at politik vulgariseres på denne måde. Man skal i hvert fald ikke spilde sin tid på den slags møder året rundt. Jeg tror, jeg har gjort dansk politik en stor tjeneste ved, at der kun holdes et møde af denne slags i valgkampen”, forklarer han og kalder arrangementet en ”cirkusforestilling med visse politiske elementer”.

Schlüter tager konsekvensen ved folketingsvalget i 1990. Helt efter det sædvanlige manuskript ønsker Socialdemokratiet valgdueller, og Svend Auken kan nu henvise til, at ”der er en lang, god tradition for, at statsministeren og oppositionens leder i løbet af valgkampen mødes offentligt”. Nu fanger bordet.

Schlüters konservative modtræk

Men Schlüter har en plan. Han har nu i tre valgkampe i træk måttet stille op i en hal fuld af socialdemokrater for at blive buh’et ud. Og nu har han fået nok. Derfor foreslår han, at duellerne denne gang afholdes på uddannelsesinstitutioner, hvor partierne ikke selv må stille med folk. Auken må modstræbende acceptere, og partierne holder to temmelig kedsommelige møder på Askov Højskole og Kalundborg Handelsskole. Men Schlüter er tilfreds: ”Det var en god debat med mange sobre spørgsmål. De ønskede ikke skæg og ballade her. De ville ha’ noget ud af de to timer. Og der var ingen fanatisk stemning. Det mindede mig om vælgermøder for 20-30 år siden”.

Nyrup vs. Ellemann – The Show Must Go On

Hvis Tamil-sagen ikke havde stoppet Schlüter, er det muligt, at duellerne ville have fortsat denne ’forsamlingshusudvikling’. Men da Nyrup og Ellemann i 1994 overtog arenaen, tog de i stedet en drejning tilbage til intensitet og showmanship.

De to politikere brød sig ikke om hinanden og var ikke bange for at vise det. Det kunne man få indblik i ved en tv-debat året før. Nyrup påtalte Ellemanns EU-sokker og ’business class’-attitude, og Elleman nærmest eksploderede i raseri. Det var ikke politisk debat efter atheniensisk forbillede, men det var ’godt TV’.

Nyrup vs. Engell – gab...

Nyrup forsøger ved valget i 1994 at bruge Krags trick med at spille oppositionspartierne ud mod hinanden ved også at holde en duel med de konservatives Hans Engell. Engell spillede villigt med på forsøget på at skabe usikkerhed om, hvem der var oppositionens statsministerkandidat. Engell-Nyrup duellen blev imidlertid en kedsommelig ”kamp på kuglerammer” foran tusind tilskuere i Ringsted.

Nyrup vs. Ellemann – Venstre har lært lektien

Helt anderledes gang i den kom der til Nyrup-Ellemann duellen på Brædstrup Kro. Den socialdemokratiske mobiliseringsmaskine, der gang på gang fik sikret, at Schlüter blev buh’et ud, har nu fået kam til sit hår. Venstre viser sig at være mindst ligeså gode til at fylde salen med kåde tilhængere, og Pejsegårdens lille festsal er fyldt til bristepunktet. 2.500 energiske tilhængere klemmer sig sammen. DSU’s ”Ein, Zwei, Drei – Nyrup er så lækker”-kor afbrydes af VU’s ”Åh, Uffe, Uffe, Uffe” Boogie Woogie. Bannerne og ballonerne skaber en kaotisk og fortættet stemning. Der er øltelte, et Venstre-jazzorkester spiller op. Fantasifulde, hjemmelavede skilte med slagord som ”Poul er Gud” og ”Stop pamperne – Stem VKZ” ses blandt både de rød- og blåklædte unge mennesker. Da de to partiledere træder ud på scenen med publikum helt fremme foran sig, koger salen.

Qvortrup og Kristiansen på sidelinien

Pressen – bl.a. Berlingskes udsendte Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen – dækker arrangementet intenst og følger nu også forhandlingsspillet omkring duellerne. Fax-maskinerne på de to partikontorer har glødet med forhandlingsudspil og afvisninger med forslag om tre eller fem dueller, om ”par-dueller” med Poul og Holger mod Uffe og Pia. Ordstyrere foreslås og forkastes. Ja, selv et krav om pultenes højde skal forhandles mellem den garderhøje Nyrup og den noget mindre Uffe Ellemann. Og det ender hver gang, som det plejer, med de sædvanlige to dueller hhv. øst og vest for Storebælt.

Fra 1998 og ved de to efterfølgende valgkampe kommer halduellerne også til at spille en hovedrolle i tolkningen af valgkampens vindere og tabere. I 1998 bringer Nyrup de fire EU-forbehold ind i valgkampen under en halduel. Ellemanns vrisne svar bliver billedet på den generelle tolkning af dette folketingsvalg, hvor Ellemann taber hovedet og sætter sin sikre sejr over styr.

Nyrup vs. Fogh – desperat kamp

I 2001 bliver Nyrups famøse stunt med at rive sider ud af Anders Foghs minimalstatsbog et billede på statsministerens desperate kamp op ad bakke. Og duellerne i 2005 bliver historien om de lidt komiske socialdemokratiske spindoktorer, der er overmatchet af de effektive Fogh-rådgivere – ikke mindst på grund af Christoffer Guldbrandsens film ”Lykketoft finale”.

Om disse begivenheder har betydning for valgets udfald, er i bedste fald tvivlsomt. Men i bakspejlet bliver de til stærke fortællinger om, hvem der vandt og hvorfor.

Halduellerne: Ritual og institution

Den mest overbevisende forklaring på, at halduellerne består, er, at de ikke alene er blevet en tradition, men også en institution i danske valgkampe. Der er ganske enkelt ingen, der sætter spørgsmålstegn ved duellernes formål eller berettigelse, og de videreføres derfor uden yderligere begrundelser. Duellerne er blevet til ritualer under en valgkamp, der også er med til at strukturere valgkampens øvrige aktiviteter.

Stigende betydning

De stærke fortællinger omkring de seneste valgkampes haldueller betyder desuden, at partierne og hele det politiske establishment tillægger duellerne en stigende snarere end en faldende betydning. Det er klart, at når sidste valgs dueller er en stor del af partiernes egne fortællinger om, hvorfor man vandt eller tabte, så tillægges de kommende valgdueller en afgørende betydning.

Derfor er halduellen blevet hængende – som et levn fra en tid før tv-dueller, fokusgrupper og segmentanalyser af vælgergrupper. Derfor bruges en stor del af valgkampsbudgetterne på dette arrangement, selv om de, qua deres specielle publikum, stort set ingen effekt har på valgresultatet.

Måske forsvinder halduellerne en dag som et led i den generelle tendens mod en mere professionel valgkamp. Men det vil ikke fjerne den personfiksering og ’præsidentialisering’, der er et udviklingstræk i stort set alle vesteuropæiske valgkampe. Det vil blot i endnu højere grad flytte politikernes fokus fra den uforudsigelige live-debat i forsamlingshusene, hvor publikum skal begejstres og engageres, til den nøje planlagte aflevering af soundbites i de elektroniske medier.

Men indtil videre kan vi glæde os over denne danske valgtradition, hvor enhver har mulighed for at deltage og stille spørgsmål i en live-debat mellem statsministeren og oppositionslederen. Og vi kan se frem til føljetonens næste kapitel: Opgøret mellem Fogh og Thorning.

Ingen dansk partileder har hidtil brugt så mange kræfter på halduellerne som Fogh. De har været hjørnestene i Venstres strategi om at udstille Nyrup og Lykketoft som hhv. yesterdays news og en sur, gammel mand, og optagelserne af Fogh blandt vitale begejstrede VU’ere fra duellerne har været hovedelementer i Venstres valgudsendelser. Der er ingen tvivl om, at Venstre selv tillægger Foghs kølige håndtering af Nyrups desperate bog-destruktion stor betydning for valget i 2001.

Men vil halduellen også kunne bruges mod den nye inkarnation af Socialdemokratiet? Statsministeren sidder her med de samme overvejelser, som Krag tumlede med for 40 år siden.

Han kan bruge duellerne til at udstille splittelsen i oppositionen. Men han risikerer også at være med til at bygge Thorning-Schmidt op som troværdig statsministerkandidat. Men i sidste ende vil det under alle omstændigheder være stort set umuligt at afvise en direkte udfordring: Medierne vil kaste sig frådende over Fogh, og valgkampen ville komme helt skævt fra start.

Det mest sandsynlige er derfor, at Fogh blot vil invitere til de sædvanlige to dueller med Socialdemokraternes formand. Statsministeren kan imidlertid med fordel lade sig inspirere af sine forgængeres erfaringer, og han har to interessante strategiske muligheder i næste folketingsvalg.

For det første kan han ligesom Krag og Nyrup forsøge at udnytte duellen til at splitte oppositionen. Fogh kan for eksempel insistere på at duellere med såvel Helle Thorning-Schmidt som Marianne Jelved, da oppositionen jo stiller med to forskellige statsministerkandidater og mindst to forskellige politiske programmer.

Man kan indvende, at Nyrups duel mod Hans Engell i 1994 var en kedsommelig affære, men man skal ikke undervurdere chikane-elementet her: Uffe Ellemann var rasende over, at der blev sat spørgsmålstegn ved hans autoritet som oppositionens fælles statsministerkandidat. Og Socialdemokraterne anno 2007 vil være ligeså fly forbandede over at skulle se De Radikale føre sig frem på deres enemærker.

For det andet kan Fogh vælge Schlüters strategi og forsøge at ændre formatet for halduellen. Venstre er med god ret bekymrede over, hvordan det vil se ud i medierne, hvis Fogh begynder et benhårdt retorisk overfald på Helle Thorning-Schmidt under halduellerne.

Duelformatet er desuden Helle Thorning-Schmidts spidskompetence. Det er relativt nemt at holde sig til sine talepunkter, og ordstyreren lægger altid de skarpeste journalistiske spørgsmål i garderoben – det er jo partiernes eget arrangement, og dem, der betaler musikken, bestemmer som bekendt, hvad der skal spilles.

Statsministeren har en mulighed for at ændre rammerne for halduellen og bringe Helle Thorning-Schmidt ud i mere ukendte vande. Det kunne for eksempel være et format, der giver Fogh mulighed for at demonstrere sin overlegne viden om detaljerne i samfundsøkonomien eller dybden i konkrete lovkomplekser. Eller han kunne høste goodwill på at foreslå at ”lægge pop og amerikanisering til side” og lave town hall debates foran udvalgte målgrupper af tvivlere eller et journalistpanel, mens DSU’ere og VU’ere blev sendt uden for døren.

Dermed ville han paradoksalt nok bidrage til amerikanisering af danske valgkampe under dække af at gøre op med netop dette fænomen.

Kristian Madsen har skrevet specialet "DUELLEN - en analyse af halduellerne mellem statsministeren og oppositionslederen i danske folketingsvalgkampe".  Læs specialet her.