Gyser på Borgen: Vestager støtter Thorning
Bjørnetjenesten

’Dødskys’ kaldte Pia Kjærsgaard det, ’kannibalisme’ kaldte andre det, da Margrethe Vestager på årets Folkemøde stampede i granitten på Bornholm og insisterede på, at det er Vestagers opfattelse af regeringen, statsministeren og den politiske situation, der er den rigtige. Er der noget om den blodige snak? Ja.
 
Hvorfor er det et dødskys, når Vestager 'hjælper' Thorning i en tale på Bornholm? Hvorfor trækkes der en analog fra en gyserfilm, vi alle kender, til aktuel dansk politik? Og hvorfor kan hjælp i en politisk kontekst være anti-hjælp, og noget man helst vil være foruden? 
 
Kommentatorerne overgår hinanden i ækle sammenligninger
Søs Marie Serup, der er selvstændig kommunikationsrådgiver med hard core statsministeriel rådgivererfaring, skrev således på Twitter, da Margrethe Vestager havde holdt tale: ”Mon ikke statsministeren et kort øjeblik har tænkt: Stop helping, please!”
 
Thomas Larsen, politisk kommentator på Berlingske, havde måske læst Søs Marie Serups spot-on tweet og var blevet inspireret. I hvert tilfælde foldede han nej-tak-til-hjælp-eksemplet ud i den trykte udgave af Berlingske med følgende:
 
”For når ens egne allierede kommer løbende med hæfteplaster, bandage og krykker, viser det blot for alverden, at man ikke længere kan stå på egne ben og er ved at falde sammen”.
 
Hannibal Lecter – nu med i den danske regering
 
Den mest kradse kommentar – ikke møntet på Thorning, men på Vestager – er kommet fra Niels Krause-Kjær, der har en meget læst og på begge sider af det politiske spekter anerkendt, blog. Uden sammenligning i øvrigt (pointerer Krause!) indledes blogindlægget med en scene fra skrækfilmen ”Silence of the lambs”, hvor Anthony Hopkins i rollen som Hannibal Lecter indtager en legemsdel fra sit offer – uden at få forhøjet puls! Efterfølgende skriver Krause:
 
”Selv om det er ni måneder siden, Margrethe Vestager trådte ned fra tårnet på Amager, er det snart på tide, at hun træder ned fra sit personlige tårn. For postbuddet ringer altid to gange, for nu at blive i filmens verden. Margrethe Vestager vil næppe kunne fortsætte sit monopol med at lægge politisk pres på sine regeringspartnere og selv køre friløb – hvor var hun for eksempel, da betalingsringen brød sammen, og trepartsforhandlingerne blev skrottet?”
 
Lars Trier Mogensen fra Politiken skrev, at: ”Radikale æder regeringen op indefra”, og henviste dermed implicit til Niels Krause-Kjær. Trier kaldte Vestagers såkaldte hjælp på Bornholm for en 'punkteret redningskrans og en ydmygelse af de to andre partiledere i trekantsregeringen'.
 
Nr. 2 udråbt til Danmarks mest magtfulde person?
Hvis ikke de mange kommentarer taler deres eget tydelige sprog, kårer Berlingske Business Magasin denne uge Margrethe Vestager til at være Danmarks mest magtfulde person.
 
Er det et problem? Ja! Ikke blot for Vestager selv, men også for Thorning og dermed regeringen, hvilket bringer os tilbage til Bornholm, hvor Margrethe Vestager udover at kalde kritikken af Thorning for uhørt også sagde følgende:
 
”Det er ikke regeringens svaghed, men derimod dens styrke, at den er baseret på kompromisser. Det paradoksale er, at regeringen bliver opfattet som svag, fordi den er baseret på kompromisser. Det er absurd. For det er dens sande styrke!”
 
Hvorfor denne udtalelse er et retorisk problem for både Vestager og Thorning, vender jeg tilbage til.
 
Til venstre Gorbatjov. Til højre Honecker. I midten verdenshistoriens mest berygtede dødskys
 
Dødskys og dødedans
Pia Kjærsgaard var som sagt den første, der var på banen med sin henvisning til den kolde krigs sidste dage. Med etiketten dødskys refererede DF's partileder direkte til Gorbatjovs besøg i det tidligere Østtyskland i oktober 1989, hvor han gav Honecker et "dødskys" – måske vel vidende, at de begge var politisk dødsmærkede.
 
Pia Kjærsgaards brug af termen  skal ses i sammenhæng med, at hun også har udtalt, at Thorning-regeringen er den ringeste, Danmark har set i nyere tid. Og helt godt går det vel næppe, når ens politiske habitus af ansete skribenter sammenlignes med en berygtet, dog fiktiv, kannibal, hvis kølighed vi alle alle erindrer med gru.
 
Henvisningen til 'Hannibal Vestager', som Krause kaldte sit blogindlæg, taler for sig selv. Set udefra – og der er derfra de fleste af os iagttager landspolitik – virker det som om Margrethe Vestager er mere optaget af sit eget projekt end regeringens samlede projekt. Roald Als havde da også en satiretegning i Politiken, hvor Thorning og Søvndal på grædende knæ og med hatten i hånden opsøgte Vestager for at bede om nåde: ”Og...,” lød Vestagers svar i Roald Als' rammende streg.
 
Problemet med Vestagers ytringer er, at de udstiller magtforholdet mellem Thorning og Vestager. Mellem statsminister og vicestatsminister. Omvendt proportionalt forstås. Hvor det burde være statsministeren, der kom sine ministre til undsætning i stormvejr, er det ministrene, der må komme statsministeren til undsætning – uden hun har bedt om det. Den slags er ydmygende og bøjer i neon, hvem der har magten, og hvem står svagest. Nok det sidste Thorning havde brug for.
 
Show don’t tell?
Uanset om Vestagers folkemøde-fortalelser var et dødskys, et forkvaklet forsøg på hjælp eller udløber af en kynisk kalkule, er dog ingen tvivl om, at en skinger insisteren på, at noget forholder sig anderledes, end omverden opfatter det, kan være en rigtig svær argumentationsøvelse.
Begrebet “show don’t tell’ betyder, at det er langt mere virkningsfuldt, hvis publikum kan se en kendsgerning for sig og ikke skal have den skåret ud i pap af afsenderen. Tænk, hvis Vestager med en kollegial gøren, laden og færden simpelthen viste, at Thorning er dygtig som statsminister. I stedet insisterer Vestager på, at Thorning gør det godt. Farligt.
 
Beskrivelse: Users:asger:Desktop:flaat.jpg
Kys flåten, Helle...
 
Bidt af en skovflåt?
Beskrevet med en metafor fra naturens verden er Socialdemokraterne i almindelighed og statsministeren i særdeleshed bidt af en skovflåt – en løftebruds-skovflåt – der har bidt sig fast, suget blod, vokset sig stor og spredt dårligdom siden valget. Nu truer løftebruds-skovflåten med en egentlig lammelse af regeringen.
 
Hvis alle kan se, at Thorning er bidt af en løftebruds-skovflåt, så er det måske, fordi hun vitterlig er blevet bidt. Skovflåten er nu stor, at den kan ses med både det blotte øje og på meget lang afstand. Når Margrethe Vestager derfor siger, at noget ”ikke er regeringens svaghed, men derimod dens styrke”, svarer det til at sige, at statsministeren ikke har en skovflåt på sig! Hvad sker der? Alle vores øjne søger straks mod dér, hvor skovflåten sidder!
 
Ét er retorik. Noget andet er politik. Set med retoriske briller har Margrethe Vestagers tale på Bornholm ikke ført noget som helst andet med sig end, at statsministeren er blevet yderligere destabiliseret. Endda af sin egen vicestatsminister. Det politiske spørgsmål i denne sammenhæng er, om det netop er en destabilisering af Thorning, der er Margrethe Vestagers (langsigtede) mening?
 
Det spørgsmål lader vi stå ubesvaret.
 

Relaterede artikler

Folkemødet er fucked, men fuck det - Mens medierne jublede over, at valget endelig kom, var valgudskrivelsen en kæmpe mavepuster til alle dem, der i et år ha...

Giv din stemme

27 stemmer
1,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikations- og kampagnechef

Se alle job Indryk job

Job

Digital konsulent

Frist: 17. december kl. 12.00

Project Manager

Frist: 6. januar

PR & Communications Manager

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.