Gylden fremtid for digital markedsføring

MSN Europas direktør Judy Gibbons regner med at hente store penge på digital markedsføring. Denne atypisk positive udmelding fra IT-branchen, kommer paradoksalt nok samtidig med, at den danske IT-komet Nick Jensens firma I-data måtte udsætte årsregnskabet og dermed skabte yderlige uvished om fremtiden. Selskabet, der allerede står på afgrundens rand sammen med så prominente navne som Michael Mathiesens 2M Invest og Michael Gaardboes Columbus IT Partner, ligger og kradser i 20’erne på aktieindekset efter at have været oppe i skyerne inden sammenbruddet i april 2000.

Grundlæggende pessimisme
Judy Gibbons, der netop er blevet kåret til Europas 13. mest succesrige kvindelige topleder, går imod strømmen og tror på en sund indtjening markedsføring på MSN. Det skal ses i lyset af, at MSN oplevede en omsætningsfremgang på 40% i sidste kvartal af 2001. I januar udtalte Yusuf Mehdi, corporate vice president for MSN, at de nu så frugten af et 100 mio. $ initiativ for at gøre annoncører opmærksom på mulighederne på nettet.
Pessimismen er dog fortsat stor blandt eksperter på området. En internetanalytiker fra London udtalte til Reuters, at det gennembrud man havde forestillet sig for markedsføring på internettet i anden halvdel af 2002 virker meget fjernt. Spørgsmålet er ifølge kilden, hvor pengene nu skal komme fra, når man ikke kan regne med annoncer som en reel indtægtskilde.
MSN lader sig tydeligvis ikke mærke af kommentarerne. Det lader til, at de kører deres eget løb i en branche præget af en efterhånden grundlæggende pessimisme.

Virksomhederne kommer
På en netop afholdt konference i Bruxelles præsenterede Judy Gibbons sammen med Microsoft-topchefen Steve Balmer visionerne for den digitale markedsføring på MSN. I et interview til Børsens Media Marked udtaler Gibbons, at hun ikke mener nettet kan afløse traditionelle markedsføringskanaler, men det har kvaliteter, der ikke findes i andre medier. Brugerens interaktivitet åbner op for helt nye markedsføringsmuligheder i forhold til det færdigindpakkede budskab, man får i andre medier. Informationen kan udvides for de særligt interesserede, og det er brugeren, der i høj grad bestemmer tempoet.
Derudover har nettet modsat andre medier fat i folk hele dagen. Det gør, at annoncørerne kan få fat i kunderne i en helt ny kontekst. Nettet bliver et medie, virksomhederne ikke kan gå udenom i fremtiden, fordi det udfylder en så stor del af vores tid. I England er det kun Sky One, der når ud til lige så mange som nettet gør.
Den vigtigste fordel ved digital markedsføring er ifølge Balmer og Gibbons, at man direkte og meget præcist kan måle effekten af markedsføringen. Det er Microsofts vision at brande sig på at gøre disse metoder endnu mere præcise. Nøglen til tilfredshed for annoncørerne er, at de meget præcist kan se effekten af deres kampagne.
Microsofts topchef Steve Balmer lagde ikke fingrene imellem. MSN allerede en succes, og det skal udbygges ved, at Microsoft skaber de bedste værktøjer til annoncørerne. Dermed skal MSN blive intet mindre end verdens bedste sted at annoncere.

I en tid, hvor annoncørerne ikke vil røre netmediet med en ildtang tror MSN, at der ikke vil gå lang tid før virksomhederne bliver opmærksomme på de muligheder der gemmer sig på nettet. Det er ifølge de få tilbageværende optimister en uundgåelig udvikling.

kilder:
Børsen Media Marked onsdag den 20 marts
Reuters Online
CNET.com

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også