Audi A3 med 1800 watts højttalere
Måske kender du følelsen: Du står og snakker med nogen på gaden – for eksempel på Nørrebro – idet fire purunge 2G’ere pludselig kommer rullende om hjørnet i en møjsommeligt sænket Audi A3 med spoilere. Elruderne er rullet ned, albuerne hviler på dørkanten, og hårdtpumpet gangstarap banker ud af bilens 1800 watts højttalere. Og du tænker: Hvorfor?

En kliché baseret på uvidenhed og fordomme? Måske.
Ikke desto mindre er et spritnyt dansk glittet magasin ved navn Döner på trapperne i et førsteoplag på 5000 eksemplarer. Det henvender sig netop til storbyens unge mandlige andengenerationsindvandrere i alderen 18 til 30. ”Til de nye danskere med attitude”, som det hedder på bladets forside.

I første udgave vil den typiske 2G’eren finde stof, der angiveligt interesserer ham: en fotoreportage om store biler, billeder af kioskers baglokaler, interview med de etniske Århus-rappere U$O og Johnson (tidligere kendt som Niggeren i Slæden) og – under overskriften ”Fondue Fashion” – en modeserie med en ung indvandrerfyr og en dansk pige, der spiser fondue. Og så vil der naturligvis være madanmeldelser – af danske restauranter.

Hvad vil målgruppen have?
Bag Döner Magazine står Mads Brügger fra produktionsselskabet Kontrabande. Han er kendt som redaktør og udgiver af de særprægede, men originale blade Virus og Black Box Magazine. Med udgivelsen af Döner, som kommer på gaden medio november, er det første gang, han laver et magasin, der tager 100 procent udgangspunkt i, hvad målgruppen vil have.
Han har længe gået og ladet sig mystificere over denne ungdomskultur; han har spekuleret over det med de biler, og han har noteret sig, at andengenerationsindvandrerne som regel enten bliver dæmoniseret eller ignoreret.

”Nu ved jeg ikke, hvordan du har det, men jeg synes, at andengenerationsindvandrere er den mest interessante ungdomskultur i Danmark lige nu og har været det i meget lang tid. De er så lukkede og hemmelige. Jeg har været sindssygt nysgerrig efter at finde ud af, hvad de laver,” siger Mads Brügger.

Denne gang har han gjort et grundigt stykke forarbejde med alenlange kvalitative interviews, blandt andet med sin kioskejers sønner.
”En af dem sagde: ’Prøv at høre her: forskellen på os, der har sort hår, og almindelige danskere er, at vi fødes med et genetisk behov for fede biler og guldkæder’. Og sådan er det bare. Derfor ville det være hykleri at lave et blad til dem, som ikke handler om disse ting.”

Marginaliserer man dem?
Brügger har spekuleret en del over, om man med sådan et blad er med til at marginalisere andengenerationsindvandrerne endnu mere ved tydeligt at skille dem ud som en gruppe – ligesom når man laver et blad til folk, der står på skateboard.

”Dér kom jeg frem til, at det egentlig er meget værre, at medierne ignorerer dem. Det er meget usædvanligt at have en fuldt formet ungdomskultur med sit eget sprog, egen æstetik og alt muligt andet, som massemedierne ignorerer, med mindre der er noget galt. Man kan deale med en ungdomskultur på tre måder. Man kan gøre grin med den som [den engelske komiker] Ali G eller Mujaffa-spillet, og så kan du dæmonisere dem eller tage dem alvorligt. Det her er lidt den tredje model.”

”Det, der er vigtigt for mig, er, at målgruppen selv har et meget reflekteret forhold til, at den til tider er en stereotyp eller en kliché på sig selv. De ved godt, at det er lidt latterligt, når de kører rundt i en BMW 320 I med kæmpe fælge og blåt neonlys på undervognen. Så længe de har den bevidsthed, synes jeg ikke, at det er noget problem.

Klare fællesnævnere
- Kan du ikke risikere at skære nogle grupper over en kam? Termen ’andengenerationsindvandrere’ dækker jo over danskere med tyrkisk, pakistansk og libanesisk baggrund osv.

”Det var det næste problem. Kunne du overhovedet lave et blad, der henvender sig til alle de her grupper, for der er jo kæmpe forskel på, om du er pakistaner eller tyrk. Det har jeg talt meget med dem om, og der er nogle klare fællesnævnere. Man må nærme sig nogle ting, som man i den kollektive bevidsthed forbinder med andengenerationsindvandrere – noget de alle sammen interesserer sig for: Det er biler, det er hiphop – [den afdøde amerikanske rapper] 2Pac er jo et ikon for dem – det guld, og det er tøj; statussymboler. Én gruppe står helt udenfor, og det er somalierne, som de andre i øvrigt ser ret meget ned på. Jeg er helt på gyngende grund, om det er et blad, som de vil synes er interessant. Så det er primært et blad til muslimske, mellemøstlige, pakistanske og tyrkiske andengenerationsindvandrere.”

På godt perkerdansk
Artiklerne er skrevet af andengenerationsindvandrere for andengenerationsindvandrere. Skribenterne er rekrutteret i 2G’ernes egne rækker. Mads Brügger har selv opdaget bladets redaktør et sted på internettet, hvor denne præsenterer sine yndlingsbiler.

”Det er en fantastisk fyr, der hedder Ali Mohammad, som er 18 år og kommer fra Valby. Han er målgruppen. Han skrev, at han er med i et crew, der hedder Valby Players. Han skriver faktisk meget okay dansk,” siger Mads Brügger og tilføjer, at 2G’ernes omgangsform i høj grad er manerer.

”De snakker et formfuldendt, klokkerent dansk, hvis du presser dem til det. Men de forsøger bevidst at lyde så perkeragtige som muligt. De sætter en ære i at tale – og skrive – som perkere gør det.”

- Så man vil kunne finde artikler, der er skrevet på perkerdansk?

”Enkelte artikler vil nok være helt sort tale for dig og mig. Man vil simpelthen ikke kunne forstå dem. Men det synes jeg kun er en attraktion, for det er en ny slags mundtlig og skriftlig dansk, de er i gang med at udvikle, og det synes jeg godt, at bladet må afspejle. Det er meget et billedblad, for de gider ikke sidde og læse lange artikler.”

Onkel Tom

- Det lyder som et blad, der kan give dem en identitet, men også fastholde dem i en stereotyp rolle? Der må være nogen af dem, som er dødtrætte af det og vil ud af den. Sådan nogle unge Naser Khader-typer.

”Ham bryder de sig virkelig ikke om. De kalder ham Onkel Tom. De insisterer på at kunne være begge dele. At de kan tage en videregående uddannelse og begå sig på arbejdsmarkedet og samtidig køre rundt i en stor Audi. Så har jeg det også sådan, at når det nu er så evident, at den her ungdomskulturs omdrejningspunkt er biler og streetlife, så er det meningsløst ikke at reflektere det, når man laver et blad til dem.”

”I stedet for at man står som en Mogens Camre og får alle mulige smålumre tanker om, hvor en andengenerationsindvandrer mon har fået sin bil fra, så se ham dog stå stolt foran den og fortælle, hvad han har gjort ved den, og hvor glad han er for den. Det tror jeg er bedre, end at folk går rundt på gaden og bliver indebrændte og mistroiske.”

”Og hvis man skal være lidt idealistisk, så er jeg ret sikker på, at hvis man giver dem deres eget blad, så vil de få mere selvtillid og større status i samfundet. Der mangler en eller anden platform, hvor de kan give sig selv til kende, og hvor danskerne også kan opleve dem som andet end forsidestof på Ekstra Bladet, hvor der hedder sig, at alle indvandrerdrenge går med kniv. Det er selvfølgelig et blad på godt og ondt.”

Nej tak til ’integration’
Döner Magazine vil være et firefarvet og på 42 sider, og det vil blive distribueret rundt til landets større byer og til 7-Eleven-butikker og DSB-kiosker via Dansk Centralagentur. Finansieringen af bladet foregår på samme måde som med Virus og Black Box Magazine, således at trykningen først sættes i gang, når annoncerne er hjemme.

I Döner Magazine finder man pudsigt nok annoncer for både Rigspolitiet og Forsvaret. Ifølge Mads Brügger var de begge med på at annoncere med det samme. Det var en mulighed for at komme i direkte kontakt med andengenerationsindvandrerne.

For Brügger har det været meget vigtigt at markere, at Döner er et 100 procent privat initiativ.
”Hvis de (2G’erne,red.) kan mærke, at der er et gustent overlæg, eller de fornemmer Integrationsministeriets lange arm, så vil de lægge bladet til side. Hvis der er noget, de hader, så er det ordet ’integration’.”

Döners look kalder han for ”glossy powermag”.

”Det har været meget magtpåliggende for os, at det ikke havde en eller anden undergrundstone. Det måtte ikke ligne bladet Djembe eller noget, der kom fra Mellemfolkeligt Samvirke.”
At trykke et magasin i 5000 eksemplarer til en målgruppe, der kun tæller 7-8000 mennesker lyder lidt som overkill. Men bagmanden mener, at der også må kunne rekrutteres en hel del ’gammeldanskere’ blandt læserne.

”Du kan jo for eksempel læse Se og Hør på to måder: som målgruppen læser det, eller du kan læse det som en cand.mag. i sammenlignende litteratur eller i semiotik læser det. Han kan få mere ud af det, end den primære målgruppe gør, eller også går han glip af nogle pointer, som målgruppen fanger.”

Ingen pinup-piger
I forhold til Döner bevarer Mads Brügger en bagmandsrolle. Han bliver i kulissen, og det er grundlæggende den unge Ali, der bestemmer, hvad der skal med i bladet.

”Han skal kunne lide det. Et godt eksempel er, at jeg tænkte, at mange af de fyre jo er ret dameglade. Så jeg spurgte Ali, om der skulle være pinup-piger i bladet ligesom i M! Dér siger Ali så, at han synes, at det er en dårlig idé, for mange af dem i målgruppen bor tit hjemme hos mor og far, til de er over 30. Og hvis moren ser, at de har et blad liggende med pinup-piger, må de slet ikke have det, og så tager de det ikke med hjem. Der er naturligvis en vis portion hykleri i det.”

Döner Magazine skal efter planen udkomme hver anden måned.