Guld til Lego Bionicle

Lego Company og Reklamebureauet Advance A/S modtog i går den eftertragtede Advertising Effectiveness Award 2002 i priskonkurrencen ”Reklame til Eksamen” for udviklingen og introduktionen af Lego Bionicle.
af Rikke Frøbert

Juryen gav Bionicle-kampagnen top-karakteren ”fem stjerner” som den eneste ud af 23 kampagner med den begrundelse, at Lego Company og Advance A/S har demonstreret, hvordan det til fulde er lykkedes at få koncept, produkt og kampagne til at smelte sammen. I konkurrencen er det udelukkende de kommercielle præstationer, der tæller, og her har Bionicle-kampagnen i høj grad imponeret juryen. Bionicle har rundet en omsætning på én milliard kroner, hvilket er 85 procent over budget og tre en halv gang mere, end Bionicles forgænger Slizer omsatte for.
- Resultaterne taler for sig selv. Det er en af de største danske succeshistorier i 2001, hvor reklamen er en integreret del af produktet, lyder det blandt andet i motivationen fra juryen. Ud over Bionicle blev fire andre kampagner udnævnt til vindere ved prisuddelingen. Det var Arla Foods kampagne for Matilde Café, kampagnerne for Heinz Tomatketchup og Carlsberg Kildevæld, som er lavet af henholdsvis Leo Burnett og DDB. Endelig blev Ikea og reklamebureauet Robert/Boisen & Like minded belønnet med én stjerne for Ikeas Democratic Design.

Børsen 07-06-02

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også