Kend etiketten

Etiketten er enkel og subtilt underspillet. Etiketten signalerer mindre mormor. Og mere et sofistikeret, selvbevidst ’mig’, der er i oprør med tyngende traditioner. Men kan vinen drikkes? Det er det evige spørgsmål, som lurer under de labre labels. Svaret er i dette tilfælde ja. Der er faktisk smæld i flasken, men suset varer ikke så længe, og så skal man snart sippe igen...

Selvfølgelig er prisen afgørende, når man står foran supermarkedets vinhylder og skal vælge vin. Men når man først har lagt sig fast på priskategorien, begynder etiketterne at få betydning for købsbeslutningen. Etiketterne giver løfter og skaber forventninger om kvaliteten af produktet, og ofte vil man også vurdere, om etiketten i sig selv vil gøre et godt indtryk på middagsbordet eller i en gavepakning.

Vinetiketter falder groft set i to hovedgrupper: De klassiske og de alternative. I det følgende er vinene og deres labels inddelt med hensyntagen til både design og geografi.

Vinetiketternes grund-matrix. Feltet klassisk look er udgangspunktet, som alle andre forholder sig til – som billig efterligning ("Fattigfint") eller alternativt og oprørsagtigt ("Designer", "Meta"). Meta-feltet er etiketter, som signalerer, at noget andet end lige vinens fornemme alder og smag er i fokus. Det andet kan være en cool etiket, der f.eks. gør vinen særligt velegnet som gave til bestemte segmenter, der ikke er vinkendere. Eller meta kan betyde, at produktionsmåden er vigtigst, som i tilfældet med økologisk vin

Lad os begynde i den mest mest klassiske ende. Og for resten hele tiden huske, at etiketterne kan snyde. Bag de fornemt udseende etiketter kan skjule sig billigt sprøjt. Og bag de fleste mere eller mindre alternative etiketter findes som regel vin af mellemkategori.

Oh la la - det ligner kvalitet. Hvid label med masser af franske ord, linjer i guldtryk og en spinkel, præcis tegning eller et kobberstik af vinslottet eller gengivelse af medaljer, som vinen har modtaget gennem tiderne. Det vigtigste signal er alder. Forekommer den grafiske stil at være fra forrige århundrede, forventes vinen at være vellagret og smagfuld. Ren overklasse hældt på flaske

Fransk, fornem og for feinschmeckere. Bag det lidt kedelige look gemmer sig ofte kostelige dråber. Den franske vin er alle vines oldefar, og det vil den gerne signalere gennem etiketten. Skriften på etiketten er sat med en gammeldags skriftfont, og der er gerne mange ord, som bl.a. fortæller, om vinen er lavet på vinslottet eller i området. Som regel er der også et håndtegnet billede af slottet (som jo hedder chateau på vinsprog), måske set gennem en allé, park eller vinmark, så man kan fornemme idyllen, hvor den er skabt. Se eventuelt efter betegnelserne 'Appellation d’Origine Contrôlée' (AOC) og 'Mis en bouteille au chateau', så skulle den være hjemme.

Man får: Som regel en fin vin, der smager lidt af jord på den gode måde.

Nej til slotte, ja til rene linjer og et lille slag med den kursiverede hale. Moderne design af den solide, arkitekttegnede slags. Det er fortsat fransk vin, men målgruppen er yngre eller opfatter sig selv som behersket alternative

Ny fransk friskhed med færre krummelurer og flere skarpe kanter. Smager mere af frugt. Den nye franske kan sagtens være en stor vin, men den har en noget mere minimalistisk etiket, som er renset for slotte og medaljer. Det hænder, at man skal om på flaskens bagside for at finde information om årgang, druer eller geografisk område. På den måde lægger den sig op af de oversøiske producenter (f.eks. sydamerikanske vine).

Man får: Ligesom i den klassiske, franske vin en god jordsmag, men tillige en frisk smag af frugt.

Italiensk vin har ikke noget at skamme sig over i forhold til fransk vin. Den klassiske fornemme etiket (til venstre) udstråler tradition og autoritet, typisk med våbenskjold på lys bund. Og den moderne, men stadig stilbevidste og selvhøjtidelige etiket (til højre) appellerer til de mere modige

Italiensk for begyndere – vælg mellem klassiske våbenskjold og frækkere udfordringer. Etiketterne kan groft inddeles i de samme to typer som de franske: klassisk og ungt. I stedet for slotte excellerer italienerne dog i våbenskjolde. Kig evt. efter kvalitetsbetegnelsen DOC (Denominazione di Origine Controllata) – og vær klar til at betale kassen.

Man får: Hvis man vælger den klassiske etiket, kan man forvente syre, frugt og stramhed. Hvis man vælger den unge enkle, kan man forvente en mere blød oplevelse. Målt i liter produceret vin er Italien verdens største vinproducerende land. Tidligere var det fyldt med halvdårlig bulk-vin, men støvlelandet har forandret sig, og nu er det efter min mening det mest spændende sted at gå på opdagelse.

Så er der fest (øverst til venstre). Han ruller ned, mens hun ruller op. Kønsrollerne er skruet tilbage til 1950'erne, fra hvis massekultur stilen er hentet med sikker sans for camp og nostalgi. Selvfølgelig handler en alkoholprocent på 14 om sex. Til højre og nederste: Film og tegneserier er en underkategori, der både taler til generation Y og til de X'ere, der læste film og medie på KU i 90'erne

Winez Wit Attitudes - eller på dansk: mere stil end smag. Til generation Y, der sætter en ære i ikke at have kedelige, fisefornemme etiketter på bordet eller i gavepapiret ligesom deres forældre. I denne kategori finder man vine med navne som Bitch, Evil eller Naked On Roller Skates. Det handler om at være true, fordi ”It's not about the wine; it's about the message”. Winez Wit Attitudes er ikke-europæisk og kommer ofte fra Australien eller USA. Vinene til det købestærke segment ligger i den halvdyre ende.

Man får: En slagkraftig blanding med masser af mørk shiraz – ”rocking wine, with equally rocking packaging”. Masser af saft og kraft, men også en tendens til marmeladevin. Men hva' fa'en, nogle gange vil man bare gerne have en quickie!

Max point for selvironien, der står ud fra etiketterne i tykke stråler. Smagen er dog ikke særlig sjov

Vin som vits. Ha ha, vi tager pis på traditionerne. Ærgerligt, at vinen også smager af pis. Den morsomme variant af det alternative look. Få franske vine brandes på denne vis.

Man får: Vinen er den sikre vej til blå tænder og tømmermænd. En halvtynd fornøjelse, der sikkert er modnet på ståltanke og helst skal drikkes i år.

Hokus-pokus på flaske. Og for resten: vinen til højre er faktisk ikke solsikke-vin, men brygget på vindruer

Højhellig økologi. Drik med god samvittighed, for jo mere du drikker, jo bedre bliver verden. Etiketterne på de økologiske, organiske og biodynamiske vine forsøger ofte at formidle historien om hensynsfulde, ugiftige og naturlige dyrknings- og forarbejdningsmetoder – med forskellig grad af hokus-pokus. De spænder fra ikke at bruge pesticider til at høste efter en bestemt månecyklus og lave gødning ved at begrave rølliker i hjorteblærer og lade dem ligge i jorden vinteren over.

Man får: Noget, som mange siger, de kan smage forskel på. Og det er nok heller ingen skade til at være lidt grøn. Det betaler man så en smule ekstra for.

Noget kendt. Noget nuttet. Noget romantisk. Kend det elendige sprøjt på behagesyge labels og løb skrigende væk

Pas på! Det ser sødt ud. Men det er kvalmende. Kvalmende etiketter findes i mange varianter. Kæledyr er klart no-go på vinetiketter, og Marilyn Lookalike i lilla lys kan umuligt være nogen stor oplevelse. Og gå langt uden om vine, hvor etiketterne breder sig over hele flasken med blomsterranker.

Man får: Vin, der er lige så kvalmende som etiketten. Den er fed, fad og karakterløs. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at lave en ordentlig vin på 100 procent merlot. Hvad de blomster-omvundne vine angår: De giver sært nok ofte halsbrand.

Guldtryk, årstal, et drømmeagtigt, "smukt" træ og fuld knald på de antikke farver. Så skulle intet kunne gå galt. Men etiketten og dens overgjorte stil dækker over en sand stinker af en billig vin

Den værste af dem alle. Fås i en døgnkiosk nær dig. Den farvede etiket hører hjemme i en døgnkiosk eller på et dårligt, tyrkisk pizzaria, der ikke engang har gjort sig den ulejlighed at vælge en italiensk vin til at matche den grøn-hvid-røde facade. Etiketten er så frastødende, at man synker en klump af væmmelse og skynder sig videre.

Man får: En vin, der er komplet ude af balance. Kan i bedste fald bruges til at blande i en skudefuld gløgg sammen med en halv flaske snaps.

Vinetiketter er en genre under udvikling, og det bedste man kan gøre er at drikke så mange forskellige vine som muligt for konstant at udvide horisont og referenceramme. Ovenstående er baseret på flere års grundig research, men er naturligvis ikke udtømmende. Hvad er din erfaring med at købe ud fra etiketter?

---

Læs mere her: