Tag mobilbilleder, der ligner en million

Du behøver ikke spare op til en spejlreflekskolos for at tage opmærksomhedsvækkende fotografier af professionel kvalitet – telefonkameraer kan efterhånden så meget, at selveste Vogue trykker Instagram-billeder. Så hvis du øver dig i at tænke visuelt og har styr på mulighederne i de forskellige funktioner og apps, vil din lommes indhold på en almindelig dag forbløffe de fleste. Her er lidt hjælp til at komme i gang.
Første skridt til at få mest muligt ud af dit mobilkamera er at være opmærksom på omgivelserne og lade ideerne komme af sig selv. Der er spændende motiver over det hele, så det er bare med at få dem fanget. Når jeg går rundt i byen, ser jeg næsten alt i billeder. Det kan være, hvis lyset falder på en bestemt måde, der giver flotte skygger, eller hvis der er en stor vandpyt, der kan give en interessant refleksion. 
 
Taget med iPhone 5: Bispebjerg Kirkegård. Her har jeg ikke gjort noget specielt i optagelsen, men redigeret i Afterlight
 
Jeg tager selv rigtig mange refleksionsbilleder i vandpytter, da det giver et billede, man ikke normalt ser, når man går på gaden. Her er det vigtigt at holde din telefon så tæt på vandet som muligt, gerne på hovedet – pas på, du ikke taber den!! Både her og med de fleste andre billeder er det vigtigt, at horisontlinjen er vandret. Det skaber en ro i dit billede. Der er en indbygget funktion i Instagram til at rette op, hvis du er kommet til at tage et skævt billede.
 

Taget med Sony Xperia Z1: Torvehallerne. Telefonen er på hovedet, og kameraet er helt nede ved vandet. Redigeret på iPhone i Afterlight
 
Brug telefonens egen kameraapp
Når du tager billeder på din mobiltelefon, er det altid en god ide at tage billedet med telefonens egen kameraapp. På den måde får du mest ud af, hvad kameraet kan. Der er mange gemte features i appen. Hvis du for eksempel tager billeder med din iPhone, som er det, jeg benytter mig mest af, kan du både styre skarphed og blænde. Du fokuserer på et bestemt punkt ved at trykke på skærmen, hvor du gerne vil have det skarpt. Hvis du er tilfreds med, hvor skarpheden ligger, sætter du fingeren samme sted igen og holder den inde. Kameraet låser sig fast på de indstillinger, du har, og gemmer både fokuspunkt og blænde. #REKLAMEPLADS#
 
Hvis du flytter telefonen væk fra objektet, vil du opleve, at telefonen ikke længere fokuserer på det, du peger på. Dette kan være nyttigt at bruge i forskellige situationer. Jeg har selv brugt det til det ene af nedenstående billeder af Strøget. På billedet til højre er det meget mørkere, da jeg har låst fokus og blænde på vanddråberne.
 
 
Leg med fokus i iPhones egen kameraapp
 
Brug HDR-funktionen
Det er altid en god ide at sætte sin telefon til at tage billeder med HDR-funktionen slået til. Dette betyder, at telefonen tager tre billeder og lægger dem oveni hinanden. Den tager et undereksponeret billede, et normalt eksponeret billede og et overeksponeret billede. Dette gør, at der kommer flere informationer med i dit billede. Hvis du for eksempel tager billeder på en sommerdag, hvor solen skinner skarpt, vil du kunne få informationer med i himlen, uden at den brænder ud. Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke har HDR slået til, er, når jeg skal tage billeder af ting i bevægelse, eksempelvis af en, der hopper. I det tilfælde er telefonen ikke hurtig nok til at tage de tre billeder på samme tid, og billedet vil blive sløret.
 

Taget med iPhone 5: Istedgade en tidlig sommermorgen. Jeg har eksponeret efter solen og efterfølgende lysnet husene i Snapseed.
 
Brug forskellige redigeringsapps
Når du så har fået taget et billede, du godt kan lide, er der hundredvis af apps til at redigere det i. En app, jeg altid bruger til at starte med, er Snapseed. Den kan fås både til Android og iOS. I dette program kan du lave alle de basale ting. Kontrast, farver, skygger, skarphed og så videre. Det, jeg godt kan lide ved Snapseed, er muligheden for at fremhæve enkelte dele af dit billede. Du kan bruge funktionen, der hedder 'selective adjust', der gør det muligt at markere et sted på dit billede, du vil lysne, ændre farver på eller gøre mere kontrasteret.
 
Hvis du er kørt død i Instagrams egne filtre, er der også en masse forskellige apps, der har et bredt udbud. Jeg bruger selv Afterlight og VSCO. Det er begge apps med filtre i, hvor du importerer det billede, du har taget med kameraet, og så kan du bladre igennem filtre og putte på, indtil du er tilfreds. Her kan du også redigere kontrast, skarphed med mere.
 

Taget med iPhone 5: Amager Fælled. Jeg har eksponeret efter solen, lysnet menneskene i Snapseed og sat filter på i Afterlight.
 
Tænk over, hvad du uploader
Nu er du klar til at poste dit billede på Instagram. Vær selvkritisk, og lad være med at lægge en masse billeder op på samme tid. Prøv kun at vælge de bedste ud og post dem løbende. På den måde får hvert enkelt billede mere opmærksomhed. Det er de færreste, der synes, det er sjovt at se ti billeder af den samme kop kaffe fra forskellige vinkler.
 
Du kan vælge at sætte hashtags på dine billeder, så folk kan søge efter dem. Hvis du bruger hashtags, så lav dem så konkrete og beskrivende om dit billede som muligt. Lad være med at fylde dit billede med overflødige hashtags såsom iPhone, Instagram og så videre.
 

Taget med iPhone 5: Krystalgade. Telefonen er vendt på hovedet, så kameraet er helt nede ved vandpytten. Redigeret i Snapseed og Afterlight. Fotos, hvor motivet går igen i en vandspejling, lever i øvrigt et rigt liv på Instagram under hashtagget #puddlegram.
 
Find din egen stil
For at få dine billeder til at skille sig ud fra mængden er det en god ide at finde din egen stil og holde dig til den. Find det, du synes, er sjovt, og tag billeder af det. Det kan for eksempel være arkitektur, mennesker, mad eller dit job.
 
Du kan eventuelt melde dig til de ugentlige konkurrencer, Instagram holder. Det er en god anledning til at komme ud og tage nogle billeder, man måske ikke ville havde taget på eget initiativ. Man kan også se, hvordan tusindvis af andre folk har løst opgaven og måske blive inspireret til at gøre det på en anden måde selv. Følg Instagram for at blive opdateret på de forskellige konkurrencer.
 

Taget med iPhone 5s: New York. Eksponeret efter Empire State Building og redigeret i Afterlight.
 
Lad dig ikke begrænse
Kvaliteten af mobilkameraer er efterhånden så god, og der er efterhånden så mange muligheder i de forskellige apps, at der næsten ikke er grænser for, hvad man kan med et mobilkamera. Blandt andet har den amerikanske fotograf Michael O’Neal taget en hel modeserie for det store amerikanske modeblad Vogue, udelukkende med sin iPhone. Så det er bare med at kaste sig ud i det – kun fantasien sætter grænser.  
 
Et af New York-billederne fra Michael O’Neals tre modehistorier i Vogue fra september 2013, som er lavet udelukkende med iPhone og Instragram.
 
Nyttige apps:
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også