Helle helt ude
Statsministerens grønne tale fik jo netop den modtagelse af SF’s popstjerne-populære formand, Villy Søvndal, som Ole Birk Olesen forventede. Fra Søvndal var der stor ros.  

Klemt imellem de to stærke mænd (Fogh/Søvndal) i dansk politik er det Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater, som igen ser ud til at have lagt lidt for mange planer og ventet lidt for længe med den konkrete offensiv. Resultatet er, at partiet ikke for alvor kommer i spil i de centrale diskussioner i dansk politik. Sådan som det har været for det store gamle arbejderparti under Fogh på udlændingepolitikken, på skattepolitikken, på retspolitikken og på snart sagt alle politiske områder, der for alvor optager vælgerne. Nu er det så miljøpolitikken, der er blevet tabt til Fogh. Den grundlæggende socialdemokratiske holdning til samfundets vigtigste politiske temaer er populær som aldrig før – men vælgerne vil have Fogh Rasmussen til at administrere den, ikke Thorning-Schmidt.

I Obamas slipstrøm
Hvem der for alvor tager teten i kampen for den grønne revolution, er det på nuværende tidspunkt for tidligt at sige. Fogh har lagt godt fra land med weekendens offensiv. Her lægger han sig i slipstrømmen på superhero-elect Barack Obama og tænker finanskrise- og klimaudfordringer sammen i en og samme dagsorden. Det er en meget stor dagsorden, som, hvis den bliver fyldt ud med konkret politik, kan fylde rigtig meget.

Kan Fogh så levere den konkrete politik? Svaret på det spørgsmål afgør, om dette træk fra Fogh er galt eller genialt. Lige nu er han i Afrika. Imens har Ritt Bjerregaard været ude og kræve ret til at indføre bompenge, Søvndal vil som sagt lave klimaforlig, og på Nørrebro skyder de fortsat. Svaret fra De Konservatives transportminister Barfoed til Bjerregaards bompenge var et klart: Jeres måde er ikke den rigtige, og vi går kun med til planer om begrænsninger af biltrafikken, der er indrettet på en måde, så det i praksis ikke begrænser biltrafikken.

De Konservative er, når man ser bort fra klimaminister Connie Hedegaard, jo stort set mere glade for deres biler, end de er for noget andet. Og Venstres oprindelige landlige bagland er vel egentlig kun mere glade for landbrugsstøtteordningerne, der som bekendt heller ikke udgør spydspidsen i omlægningen hen imod den nye klimaverdensorden.

Det  grønne skal være en god handel
Men i modsætning til De Konservative – som jo også lægger vægt på at elske deres land og derfor grundlæggende også godt vil have, vi skal bevare det rent, som vi forestiller os, det var i gamle dage – så elsker både Venstres gamle og nye liberale bagland mest af alt en god handel. Og miljø skal vise sig at være en rigtig god handel for Danmark, før de også lærer at elske det.

Det er en af grundene til, det var så vigtigt for Fogh at koble økonomisk tænkning med miljøtænkning. En anden grund er nødvendigheden – vi skal tilgodese begge hensyn samtidig, hvis vi virkelig skal lave noget, der rykker. Det skal Fogh så nu vise, at han kan i praksis. Og her er udfordringen, at det er en svær opgave.

Det kræver kæmpe omlægninger og investeringer at få den nødvendige omstilling på plads. Og det er som bekendt gerne sådan med omstillinger og investeringer, at man mærker problemerne forbundet med dem straks – mens fordelene først kommer over tid. Og den slags langsigtet tænkning er ikke let for politikere og partier, der gerne skal komme godt igennem meningsmålingerne på næste mandag.

Kan han løfte dagsordenen?
Det er viljen til at gøre miljødrømmen konkret, som Søvndal og Bjerregaard med det samme dygtigt lægger op til at teste. For det er her, der er en klar angrebsvinkel for oppositionen. Kan de vise, at de kan det, som Fogh har lovet – men ikke magter – så vil hans dagsorden blive tung at bære rundt på.

Kan Anders Fogh Rasmussen derimod løfte den og gennemføre konkrete politiske tiltag, der påbegynder den grønne omstilling, han nu har lovet – så er det ikke kun de rene liberalister, der er kørt ud på et sidespor. Så er Socialdemokraterne det også på endnu et politisk hovedtema. For så har Fogh taget en af de sidste dagsordener fra dem, de havde for sig selv. Og så bliver det meget svært at fravriste den siddende statsminister magten.

Så kan Fogh, hvis han ikke selv giver slip på statsministertaburetten, sidde der trygt endnu syv år. Han må ikke forsømme at løse problemer med skyderier i gaden, terrormistænkte tunesere og andre hverdagsdagsordener – samtidig med, at han finder en borgerlig vej for bilafgifter og alle de andre konkrete tiltag, som miljøomstilling kræver, men som har været temmelig vanskelige for Folketingets højre side indtil nu. Kan han det og parallelt give Obamas og sin egen store green economy dream luft under vingerne, er han genial. Kan han ikke, er det ikke kun de rene liberalister, der nu vil synes, at Fogh endelig er blevet helt gal.